Komiteens rapport er ikke alene tendentiøs og grænseoverskridende, men i direkte modstrid med den FN-konvention, den er sat i verden for at håndhæve
Af Torben Riis
Det er ikke første gang, det sker, og man skal ikke have specielle profetiske gaver for at spå, at denne gang heller ikke bliver den sidste. Med andre ord, det er reglen snarere end undtagelsen, at visse FN-organer, for nærværende ”Komiteen for børns rettigheder”, som er et af de ni FN-organer, der beskæftiger sig med menneskerettigheder, lader sig bruge af pressionsgrupper, såkaldte NGO’er, med topprioriteter så som prævention, abort, homo-ægteskaber m.v.
Komiteens arbejdsopgaver
Komiteen for Børns Rettigheder har til opgave at tilse, at de lande, der har skrevet under på FN’s Konvention om Børns Rettigheder (Vatikanet tilsluttede sig i 1990), også overholder den. Det sker ved, at de enkelte lande ca. hvert femte år udarbejder en rapport, som komiteen efterfølgende kan stille spørgsmål til – og det er i forbindelse med udarbejdelsen af disse spørgsmål, at NGO’erne især har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. Når det pågældende land har svaret på spørgsmålene, afholdes der en høring, og på dette grundlag udarbejder komiteen et dokument med afsluttende (men vel at mærke ikke bindende) bemærkninger. Her kan den udtrykke betænkeligheder ved visse forhold og komme med anbefalinger om, hvad det pågældende land bør foretage sig for at leve op til konventionens målsætning.
Vatikanets reaktion
Det var dette slutdokument om Vatikanet og dermed om Den katolske Kirke som sådan, der blev offentliggjort onsdag den 5. februar, og som øjeblikkelig affødte en skarp reaktion fra Vatikanet i form af en pressemeddelelse. Den sluttede med disse ord:
”Den Hellige Stol ser imidlertid med beklagelse i visse af de afsluttende bemærkninger et forsøg på at skride ind mod Den katolske Kirkes lære om den menneskelige persons værdighed og mod udøvelsen af religionsfrihed.
Den Hellige Stol gentager sit tilsagn om at forsvare og værne om barnets rettigheder i overensstemmelse med de bærende principper i Konventionen om Børns Rettigheder, og med de moralske og religiøse værdier i katolsk lære.”
Ærkebiskop Tomasi, som er Vatikanets permanente observatør ved FN, og som var blandt Vatikanets repræsentanter ved høringen i Genève den 16. januar, udtalte sig noget mere uforblommet i et interview med Radio Vaticana. Her fortalte han, at hans første reaktion var overraskelse, og betegnede dernæst komiteens tilgang til problemerne som ”negativ” og ”forfejlet”. Kirken, sagde han, kan ganske enkelt ikke opgive sin tro, fordi dens lære om menneskets værdighed netop har til formål at værne om det, der ultimativt er til gavn for os alle.
De enkelte kontroverspunkter
Og hvad står der så i komiteens slutbemærkninger? Det er en længere historie, som i udskrift fylder 16 sider. En stor del af det er en opregning af Kirkens synderegister i forbindelse med de mange misbrugssager især i den vestlige verden. Her sætter Tomasi ind med en kritik af komiteens fremstilling, fordi den efter hans opfattelse ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de talrige initiativer, der i de senere år er sat i værk af Kirken for at rette op på situationen – initiativer, som komiteen blev gjort bekendt med under høringen, hvor det også fra Vatikanets side blev understreget, at man i sager om seksuelle krænkelser nu konsekvent sætter beskyttelsen af barnet over alle andre hensyn.
Tomasi lod det i denne sammenhæng skinne igennem, at han ikke anser det for usandsynligt, at komiteens kritiske bemærkninger i hovedsagen allerede var udarbejdet inden høringen, og at de oplysninger, som blev givet ved den lejlighed derfor ikke fik nævneværdig indflydelse på den endelige ordlyd.
Det er en alvorlig anklage mod komiteen ikke mindst på baggrund af, at de ni komiteer, der overvåger menneskerettighederne, ved flere lejligheder er blevet kritiseret for at overlade en alt for stor del af arbejdet til diverse NGO’ers såkaldte eksperter – et problem, som FN’s Generalforsamling for nylig har iværksat en undersøgelse for at få belyst.
Homoseksualitet
At der i dette tilfælde er tale om mere end rene spekulationer, kan man forvisse sig om ved at se på de anbefalinger, komiteen kommer med i anden halvdel af dokumentet.
I afsnit 25, hvor man kommer ind på Kirkens holdning til homoseksualitet, udtrykker komiteen således ”sin bekymring vedrørende Den Hellige Stols tidligere udtalelser og erklæringer om homoseksualitet, som bidrager til social stigmatisering af og vold mod lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle voksne samt børn, der vokser op hos par af samme køn.”
Denne anklage uanset, at det i Den Katolske Kirkes Katekismus (2357 og 2358) udtrykkeligt fastslås, at homoseksuelle ikke må udsættes for diskrimination, og at der i øvrigt ikke i Katekismen eller i andre autoritative dokumenter står noget, som med nogen rimelighed kan udlægges som legitimering af hverken social stigmatisering eller vold mod nogen af de nævnte grupper. Her er der med andre ord tale om udokumenterede anklager.
Læs også artiklen: ”Hvorfor vil Kirken ikke gå med til, at to personer af samme køn kan blive gift?”
Ligestilling
I afsnit 27 og 28 bliver Kirken kritiseret for ikke at promovere ligestilling mellem kønnene:
”Komiteen beklager, at Den Hellige Stol fortsat lægger vægt på at fremhæve komplementaritet og lige værdighed, to begreber, som adskiller sig fra lighed i forhold til lovgivning og praksis tilgodeset i artikel 2 i Konventionen, og som ofte bruges til at retfærdiggøre diskriminerende lovgivning og regelsæt.”
Igen udokumenterede påstande og samtidig udtryk for en ekstrem fortolkning af ligestillingsbegrebet, som bestemt ikke er ukendt under disse himmelstrøg, og som i sig bærer kimen til ensretning og meningscensur. Det ses bl.a. af den afsluttende henstilling til Kirken om at ”tage en rettighedsbaseret tilgang i brug i bestræbelsen på at imødegå forskelsbehandling af drenge og piger og afstå fra en sprogbrug, der kunne så tvivl om ligestillingen mellem piger og drenge.
Læs også artiklen af Iben Thranholm: ”Kønsneutralitet er et angreb på menneskets forhold til Gud”.
Prævention og abort
Og endelig mener komiteen, at Kirken bør ændre sin holdning til prævention og abort – i afsnit 36, hvor der tales om ”familieplanlægning” og ”reproduktiv sundhed”, og dernæst i afsnit 55, hvor Kirken direkte opfordres til ”at revidere sin holdning til abort, som udsætter gravide pigers liv og helbred for åbenlyse risici” og følgelig til at foretage de nødvendige ændringer i § 1398 i den kanoniske lov – den paragraf, der præciserer, at personer, der medvirker til et abortindgreb, automatisk udelukkes fra Kirkens fællesskab.
Denne opfordring er mildt sagt interessant, fordi den, som ærkebiskop Tomasi prompte gjorde opmærksom på, modsiger både Konventionens bogstav og ånd. For faktisk står der i Konventionens præambel – den indledning, hvor det principielle grundlag for bestemmelserne formuleres, og som derfor er afgørende for fortolkningen af de enkelte paragraffer – at barnet har krav på beskyttelse både før og efter fødslen. Her er den fulde ordlyd:
”Idet det som anført i Erklæringen om barnets rettigheder forudsættes, at barnet – i mangel af fysisk og intellektuel modenhed – har behov for en særlig beskyttelse og en særlig omsorg, i særdeleshed en passende retlig beskyttelse før såvel som efter fødslen…”
Ved at presse de lande, der har tilsluttet sig Konventionen, til at legalisere abort, handler komiteen således i åbenlys strid med den konvention, som den har til opgave at forsvare og føre ud i livet. Det er i denne sammenhæng svært at forestille sig, at den ikke har handlet mod bedre vidende – hvorfor den med rimelighed kan siges at have bragt sig selv i en situation, hvor dens troværdighed har lidt alvorlig skade.
Læs også Michael Coren: FN’s kyniske angreb på Den katolske Kirke
Se artiklen i printvenlig version