0 1890 22 februar, 2014 Magasin februar 22, 2014 Indlæg af

FN’s kyniske angreb på Den katolske Kirke

Den dobbeltmoral, der lægges for dagen i angrebene på Kirken med påskud i sagerne om misbrug, er både surrealistisk og led i en strategi

Af Michael Coren

CorenUd fra begivenhederne tidligere på måneden er det bestemt ikke urimeligt at nå til den konklusion, at FN i realiteten har erklæret Vatikanet krig. FN udsendte en rapport om katolske præsters misbrug, der var så svulstig og aggressiv, så fattig på dokumentation og nuancer, så ekstrem og fordømmende, at den snarere havde karakter af et propagandaskrift end en saglig rapport. Ikke alene anklager rapporten Kirken for at dække over, hvad den med egne ord kalder ”forulempelse og voldtægt af tusinder af børn,” men forlanger tilmed, at Kirken skal ændre sin lære om abort, prævention og homoseksualitet. Med andre ord, det samme FN, som har foreslået at sænke den seksuelle lavalder til 14 år, og som mener, at Iran og Saudi Arabien er værdige til at træffe beslutninger i sager om menneskerettigheder, hader Den katolske Kirke og ønsker, at verden skal vide det.

FN’s Menneskerettighedsråd udgøres i øjeblikket blandt andet af repræsentanter for Pakistan, Rusland, Venezuela, Kina, Algeriet og De forenede arabiske Emirater. Det er i grunden lige så bundkomisk, som det er tragisk. I Pakistan er hundredevis af mennesker blevet arresteret eller fængslet for at have forbrudt sig mod landets blasfemilov, fordi de er kommet med bemærkninger, som kunne opfattes som negative over for islam. Kina sender folk i arbejdslejre og henretter politiske dissidenter. Og sådan kunne man blive ved…

Går man lidt mere i dybden, vil man se, at der rent ud sagt er tale om en farce. I FN-komiteen for Børns Rettigheder, hvis leder er Kristen Sandberg, som med så åbenlyst velbehag orienterede medierne om den anti-katolske rapport, sidder repræsentanter for Syrien, Saudi-Arabien, Uganda, Egypten og Thailand. I Syrien bliver børn tortureret og dræbt af regeringens sikkerhedsfolk, i Thailand har handel med børn til prostitution det største omfang i verden, Saudi-Arabien tillader omskæring af piger, og at piger bliver bortgiftet, mens de endnu kun er børn, og i Uganda bliver homoseksuelle slået, arresteret og endog myrdet.

Det er de nationer, som fordømmer Vatikanet.

Ærlig talt virker rapporten mere som en gruppe førsteårsstuderendes ordskvalder og virkelighedsfjerne betragtninger i den lokale ateistforening end en redegørelse for et dybt alvorligt emne. Intet, påstår den, har Vatikanet gjort for at dæmme op for misbrugsproblemet. Jamen, du godeste! Selv de langt fra katolik-venlige BBC reportere i Rom, som har dækket sagen, har sagt, at en sådan beskyldning er åbenlyst absurd. Det er den – og dertil uansvarlig, sekterisk, hadefuld og spækket med overdrivelser.
Jeg har skrevet om misbrug mange gange. Jeg har endda viet et helt kapitel til det i en af mine bøger, og jeg vil ønske, at jeg aldrig igen bliver nødt til at omtale problemet. Men jeg ønsker og vil fortsat føle mig forpligtet til at sige sandheden til liberale og verdslige beslutningstagere, selv om det skurrer i deres øren.

I diskussioner om misbrugskrisen er det overmåde vanskeligt at lyde både upartisk og medfølende. For hvis man er det første, virker det som om man ikke fuldt ud er det sidste – og vice versa. At gøre rede for, hvad der skete, bliver sommetider opfattet som et forsvar for eller et usselt forsøg på at retfærdiggøre overgrebene. Det er det selvfølgelig ikke, men fordi der i medieverdenen er så mange mennesker, som har lyst til at give Kirken en overhaling med sexmisbrugs-stokken, er det ofte meget svært overhovedet at blive hørt. Fornægtelse er umoralsk, men at lægge røgslør ud over debatten er lige så slemt.

De hårde og barske kendsgerninger er, at muligvis hele 3 pct. af de katolske præster var direkte eller indirekte involveret i denne rædsel. Det typiske offer var en dreng i teenage-alderen, og de fleste overgreb fandt sted for årtier siden. Hvem ofrene var, er vigtigt, fordi FN-rapporten hele tiden taler om børn. Børn var de på sin vis også, men over 80 pct. var teenagere, unge i 14-15-årsalderen.
Vist er det ondt, forfærdende og uacceptabelt, men det er ikke i strikt forstand pædofili, og det fortæller os også en del om de skyldige.

Den typiske reaktion hos biskopperne og det kirkelige bureaukrati var at forflytte misbrugeren til et andet sogn og pålægge ham at gå i behandling og aldrig gøre noget lignende igen. I dag krummer vi tæer, når vi hører om en så tåbelig og pinlig reaktion. Men det var den rådgivning, psykiaterne som standard gav på det tidspunkt, den rådgivning, man gav skolebestyrelserne, sportsforeningerne og andre religiøse institutioner.

Nu ved vi bedre, men mens man ikke bebrejder andre grupper, at de ikke har gjort nok, beskylder man Kirken for at være ufølsom. Der er tilsyneladende ingen ende på dobbeltmoralen og den tendentiøse historieskrivning. Selvfølgelig var der mænd i ansvarsfulde stillinger, som valgte ikke at gøre noget ved deres egen afsporede seksualitet eller betvinge deres frygt og fejhed, men det var et begrænset antal. Det var panik snarere end perversitet, der i de groveste tilfælde motiverede biskoppernes reaktion, og det er noget, vi alle må føle os dybt beskæmmede over.

Alligevel er der givetvis ikke nogen anden gruppe mænd og kvinder på denne jord, som siden da har gjort så meget for at rette op på situationen, for at vise anger og for påviseligt at gøre Kirken til det sikreste sted for unge mennesker at opholde sig. Tragisk nok har ikke alle institutioner gjort det samme. I USA f.eks. har pres fra lærernes faglige organisationer bevirket, at visse misbrugere ikke er blevet afskediget, men stadig underviser i offentlige skoler.

Misbrug afspejler den menneskelige naturs ufuldkommenhed. Vi er faldne, skadede mennesker, der har behov for lægedom. Det siger ikke noget om Den katolske Kirke – kun, at det er derfor, vi har brug for Kirken til at lede os tilbage på Guds veje. Hvis misbrugene var et resultat af cølibatet, ville de ikke ske i andre kristne kirker, i sportsforeninger – eller i familier, hvor langt de fleste overgreb faktisk finder sted. Forklaringer af denne tvivlsomme art bruges kun af kritikere, som ser stort på kendsgerningerne, som et påskud til at angribe Den katolske Kirke. I mange tilfælde virker det, som om ønsket om at angribe Kirken vejer tungere for dem end hensynet til ofrene for misbruget.

Jeg husker en samtale, jeg havde med en mand sidst i tyverne, som var blevet seksuelt misbrugt af en præst. Præsten tog senere sit liv. Jeg havde en forventning om at skulle mødes med en vred, katolik-hader, men oplevede i stedet det privilegium at være sammen med en troende, afklaret katolik. ”Jeg blev misbrugt af en mand, ikke af Kirken. Han brugte Kirken til at få afløb for sit begær, og for mig at se er Den katolske Kirke i lige så høj grad som jeg et offer i denne sammenhæng,” sagde han og gav mig dermed en klar følelse af helt at have fejlbedømt situationen.

Kirken gik i gang med at løse problemet for nogle år siden. Vi ved, at pave Benedikt fjernede 400 præster på et enkelt år, ligesom vi er opmærksomme på, at der er advokater, der forsøger at lukrere på situationen, og radikale grupper, der arbejder for at knuse Kirken.

Mænd, som er usikre på deres seksualitet, bliver nu i almindelighed nægtet adgang til præsteseminarierne, og af den grund er Kirken kommet under anklage for seksuel diskrimination. Den kan bare ikke vinde, og det er præcis sådan, sexprofeterne og de politisk yderliggående kræfter i FN gerne vil have det. De udnytter en monumental tragedie til at forsøge at tvinge Den katolske Kirke til at ændre sin teologi, opgive kampen mod det etiske forfald, acceptere moralrelativismen og tilslutte sig vore nye herskeres familiefjendtlige proklamationer.

Det kommer ikke til at ske. De usalige undertrykkende despoter i henholdsvis New York og Bruxelles skal vide, at der ikke bliver tale om overgivelse.

MCorenOm forfatteren:
Michael Coren er studievært på The Arena, et natligt canadisk TV-show. Han har en omfattende journalistisk produktion bag sig og har foreløbig skrevet 15 bøger. Hans seneste bog ”The Future of Catholicism” er netop udgivet på Signal Books/Random House. Hjemmeside: www.michaelcoren.com

Artiklen er oversat af Torben Riis og bringes med tilladelse fra Catholic World Report: http://www.catholicworldreport.com/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *