0 1877 02 februar, 2014 Magasin februar 2, 2014 Indlæg af

Kønsneutralitet er et angreb på menneskets forhold til Gud

Hvis den grove manipulation og omdefinering af virkeligheden fortsætter, vil vi formodentlig se en hel generation med alvorlige identitetsproblemer. Personer der er opdraget efter kønsneutrale principper vil få behov for terapi for at finde ud af hvem de egentlig er. Det vil koste dem tid og samfundet enorme summer.

Af Iben Thranholm

Danske medier har i den forløbne sommer rapporteret om svenske børnehaver, hvor pædagogerne ikke siger han og hun til børnene, men ”hen”. Mens vi herhjemme endnu godt tør sige ”han” om nogen, der både kan være en han og en hun, kører der for tiden en heftigt debat i Sverige om, hvorvidt man i stedet bør bruge det kønsneutrale ”hen”.

Den svenske forfatter Åsa Maria Kraft har for nylig udgivet romanen ”Selvpornografi. Akt 1”, hvori hun har afskaffet ”hun” og ”han” og i stedet konsekvent bruger ”hen” om sine hovedpersoner. Sverige har også fået sin første kønsneutrale børnebog, der hverken handler om en dreng eller pige, men om en ”hen” ved navn Kivi. Forfatteren, Jesper Lundquist, udtaler i en pressemeddelelse, at det er skønt at slippe for at forholde sig til en kulturhistorisk bagage og fordomme om hvad der er mandligt og kvindeligt, hver gang man skriver han eller hun.

Selvom den kønspolitiske debat er meget mere nærværende i Sverige end i Danmark, begynder den kønsneutrale ideologi nu også at få danske tilhængere. I børnehaven ”Jordkloden” på Nørrebro i København undgår pædagogerne bevidst at sige dreng og pige og taler i stedet om børn eller venner. De digter om på bøger og sange, som har de traditionelle kønsroller. De opmuntrer de drenge, der har lyst til at gå med kjole eller lege med dukke – eller de piger, der vil være drengede.

I sommer vedtog Folketinget en ny ægteskabslov, som har gjort ægteskaber kønsneutrale af hensyn til homoseksuelle. Det betyder i praksis, at man ikke længere kan se på vielsesattesten om det er en mand eller en kvinde. Det vil uden tvivl på længere sigt betyde en udviskning af forskellene på kønnene. For kort tid siden kom De Radikale med et forslag om kønsneutrale pas for at imødekomme transseksuelle. Et forslag som ikke endnu ikke har fået opbakning nok til at blive vedtaget, men som om få år kan gå hen og blive en realitet.

Der er ikke noget i vejen med at drenge kan prøve en kjole når de leger eller piger kan kaste sig ud i sværdlege med hjelm og brynje. At få indblik i det andet køns verden er en del af det at blive klogere på hvordan verden er sat sammen og at lære at begå sig. Men her stopper legen ikke, for både politikere og  pædagoger er i gang med at forme en ny ideologi, hvor mennesket bliver gjort til intetkøn, dvs. det er hverken mand eller kvinde, men blot et individ.

Tanken er, at mennesket kan definere sig selv fra grunden. Individualiseringen accepterer ikke, at der er noget som ligger uden for vores egen indflydelse, end ikke vores natur. Det er en katastrofal kurs for den generation, der vokser op, fordi en afgørende del af vores identitet hviler på vores køn. Og ikke mindst på at være tilpas med at være det køn man nu engang er blevet fra Skaberens hånd. Man kan ikke adskille det at være en person fra det at have et køn. Det er her problemet opstår. Det første man noterer sig, når et barn kommer til verden, er om det er en dreng eller en pige. Det mest grundlæggende vi ved om os selv, er om vi er mand eller kvinde.
Paradoksalt nok viser netop transseksuelle og homoseksuelle, som man gerne vil tilgodese med  idealet om det kønsneutrale, hvor stor en betydning kønnet har for identiteten. En person, der fysisk set er født som mand, men føler sig som kvinde – og omvendt en kvinde, der føler sig som en mand – vil ofte søge at få en kønsskifteoperation. De klarer ikke at være to køn i samme person, men må vælge en af delene for at kunne leve som et helt menneske. Det samme gør sig gældende for homoseksuelle. Hvis kønnet er uvæsentligt, hvorfor formår de så ikke at danne par med en af det modsatte køn? Hvorfor skulle heteroseksuelle være bedre rustet til at klare intetkøns­tilværelsen, når de seksuelle minoriteter tydeligvis ikke kan?

Kønsneutralitet er intet mindre end et overgreb på børns identitet, fordi det forstyrrer dem i at blive fortrolige med deres eget køn og i at stå ved sig selv som køn. I stedet indpoder man forvirring og usikkerhed. I forvejen kæmper mange veluddannede og selvstændige kvinder, der er opdraget med ligestilling for øje, med at de er blevet for maskuline i deres karaktertræk og lider under at have undertrykt deres egen indre kvinde. Mænd, der er oplært til at skifte ble og gå på barsel, er tilsvarende blevet for feminine og svage til, at de maskuline kvinder i længden synes de har noget tilbyde. Feministerne viser sig at fravælge de mænd, de selv har skabt.

En kvinde har ikke længere brug for en mand. Hun kan få et donorbarn og forsørge sig selv. Faderfiguren og det maskuline er i det hele taget foragtet i samfundet og det feminine er blevet forvansket til en form for kontrolleret omsorg, der i virkeligheden har meget lidt med ægte moderlighed at gøre. Der er meget få rum tilbage, hvor mænd kan dyrke ægte maskulinitet, dvs. være aggressive og handlekraftige på en kærlig måde, og det kræver mod af kvinder i dag at vælge karrieren fra for at passe deres egne børn. Generationen, der er vokset op i kølvandet på 68’oprøret og kvindefrigørelsen, har store problemer med det relationelle og derfor vokser singlehusstandene hver dag i Danmark. Ensomhed og brudte familier er bagsiden af medaljen hvad angår ideologien om at mænd og kvinder er ens. Hvis man kaster et blik på virkeligheden, hvordan kan nogen så tro, at kønsneutralitet vil afhjælpe disse problemer?

Hvis den grove manipulation og omdefinering af virkeligheden fortsætter, vil vi formodentlig se en hel generation med alvorlige identitetsproblemer. Personer der er opdraget efter kønsneutrale principper vil få behov for terapi for at finde ud af hvem de egentlig er. Det vil koste dem tid og samfundet enorme summer. De vil få endnu sværere ved at indgå i varige relationer end deres forældre, der voksede op som ligestillede og som sagt bliver skilt i hobetal. Spørgsmålet er om man overhovedet kan bevare familien som institution hvis kønsneutraliteten for alvor vinder frem eller om vi kommer til at leve som ensomme tvekønnede individer.

Ikke alene vil hele den vidunderlige komplementaritet mellem det maskuline og det feminine, som hele verden er bygget op på, gå tabt, men også sammenhængen i samfundet vil gå i opløsning, fordi individer går i opløsning. Derfor er det kønsneutrale et frontalt angreb på mennesket og især på dets gudbilledlighed.

Det er ikke tilfældigt at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde. Begge køn bærer nogle af Guds egne væsensegenskaber i sig. Gud har både det maskuline og det feminine i sit eget væsen, og det er særligt gennem vores køn – og i foreningen med det andet – at vi er i stand til at udtrykke vores gudbilledlighed. Mister vi denne forståelse af os selv, står vi også i fare for at miste vores forbindelse til Gud.

Første Mosebog fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede. Som mand og kvinde skabte ham dem for at skal de skal blive ét kød. Det handler ikke bare om en social anordning men om, at det er i selve foreningen af kønnene, mennesket kommer til at ligne Gud og bliver et billede på ham. Gud har villet udtrykke sit eget væsen ved at skabe mennesket som to forskellige køn, der kan forenes. I fællesskab og forening udtrykker manden og kvinden mere gudbilledlighed end de gør hver for sig. Familien med far, mor og barn er et billede på Guds treenighed.

Foreningen gælder ikke kun på et sjæleligt plan, men også på det kropslige. Mandens og kvindens kønsorganer er tydeligvis skabt til at passe sammen. Et homoseksuelt par kan godt indgå et livslangt venskab, men de kan ikke med deres genitalier forenes på samme måde som manden og kvinden. Biblen siger faktisk, at sex ikke alene handler om at udtrykke kærlighed. Selve den fysiske forening af de komplementære køn er med til at danne gudbilledligheden. Det er netop derfor Kirken ikke kan velsigne homoseksualitet og homoseksuelle ægteskaber. At det er gennem forholdet til det andet køn, at menneskets gudbilledlighed opstår, er et meget overset aspekt i debatten om homoseksuelle vielser. Seksualiteten mellem mand og kvinde har derfor en sakramental karakter, er hellig og uden den kan mennesket ikke være et billede på Gud.

Denne dynamik mellem kønnene er traditionelt set også afspejlet i kirkernes liturgi og teologi. Når den katolske og ortodokse kun ordinerer mandlige præster er det ikke udtryk for diskrimination af kvinder, men fordi liturgien også tager højde for komplementariteten mellem det maskuline og feminine. Præsten er ikke bare ikon på Kristus, men han repræsenterer også brudgommen over for menigheden, som er bruden. Forholdet til Gud bliver af mange mystikere, bl.a. Birgitta af Vadstena og Caterina af Siena, beskrevet som et bryllup og et ægteskab. Kristus er brudgommen og sjælen bruden. Også Højsangen i Det Gamle Testamente vidner om, hvilken dynamik der ligger i  kønsforskelle, og at de udgør en helhed, som to af samme køn aldrig vil kunne opfylde.

Det samme gælder Jomfru Maria. Når hun har så stor en plads i de katolske og ortodokse kirker, er det fordi hun repræsenterer det feminine, det receptive. Det er gennem hendes åbne og modtagende holdning, at hun er stand til at lade sig befrugte med Helligånden, Guds ord, som bærer frugt i sønnen Jesus Kristus, det maskuline. Nok er Gud kirkens far, men Maria er dens mor. Uden hende ville komplementariteten ikke være synlig. Hvis ikke kirken og de troende har samme feminine og modtagende holdning som Maria, kan Guds ord ikke komme ind i dem og skabe liv.

Hvis det kønsneutrale ideal i fremtiden kommer til at bortviske kønsforskellen fuldstændigt, forsvinder en stor del af det, som Guds skabelse bygger på, og det, som kirken bygger på. Og hvad er der er så tilbage? En samling sexfrustrerede skilsmisseramte danskere, der hverken kan finde sig selv, hinanden eller Gud.

Kønsneutralitet vedrører ikke bare samfundsindretningen, men menneskets gudbilledlighed. Danske politikere er godt i gang med at forkaste hele Guds skaberordning og den kærlighedsdynamik, som er nedlagt i mennesket gennem køn og krop. Det er ikke bare et fatalt angreb på alt, hvad kirken står for, men også på menneskets forhold til Gud.

 

Denne artikel er bragt første gang i Katolsk Magasin 2012

 

IbenTranholmPortræt - KopiOm forfatteren:

Iben Thranholm er cand.theol., journalist og forfatter

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *