I et interview med den schweiziske vatikanist Giuseppe Rusconi[1] har den nyvalgte jesuittergeneral Arturo Sosa Abascal fra Venezuela givet udtryk for et mildt sagt afslappet forhold til Jesu ord om ægteskabets uopløselighed, som det er formuleret i Matt 19, 3-7 og Mark 10,2-10 og i overensstemmelse hermed bekræftet i Den Katolske Kirkes Katekismus (1605)[2].
Abascal, som hører til inderkredsen omkring pave Frans, bliver i interviewet presset af Rusconi til at forholde sig til de kontroversielle afsnit i Amoris laetitia. Rusconi citerer i den forbindelse formanden for Troslærekongregationen kardinal Gerhard Müllers seneste udtalelse, hvor han sagde, at ”uopløseligheden er selve substansen i sakramentet, og ingen magt i himlen eller på jorden, ejheller en engel eller paven eller et koncil eller et biskoppeligt dekret er i stand til at ændre det.”
Den vurdering deler Abascal ikke. Først og fremmest, siger han, må man overveje, hvad Jesus i virkeligheden sagde. ”På den tid havde man ikke en båndoptager, der kunne optage hans ord. Det, vi ved, er, at Jesu ord må læses i deres kontekst, de bliver udtalt på et givet sprog, i et givet miljø og er henvendt til nogle bestemte mennesker.”
”Er det også muligt at så tvivl om, hvad der siges i Matthæusevangeliet: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”? vil Rusconi gerne vide.
Abascal: ”Jeg holder mig til, hvad pave Frans siger. Vi sår ikke tvivl om noget, vi forsøger at vurdere …”
Rusconi: ”Men at vurdere noget betyder at tage stilling til det, det er at vælge mellem forskellige muligheder. Så er man altså ikke længere forpligtet til kun at følge én bestemt fortolkning.”
Abascal: ”Nej, kun forpligtet til at følge resultatet af vurderingen.”
Rusconi: ”Men den endelige beslutning baserer sig på en stillingtagen til to forskellige hypoteser. Derfor tager den også højde for den mulighed, at sætningen ”må et menneske ikke adskille” ikke udtrykker, hvad den tilsyneladende udtrykker – kort sagt, beslutningen sår tvivl om Jesu ord.”
Abascal: ”Ikke om Jesu ord, men om Jesu ord, sådan som vi har fortolket dem. En vurdering vælger ikke mellem forskellige hypoteser, men lytter til Helligånden og hjælper os til – sådan som Jesus har lovet – at forstå tegnene på Guds nærvær i menneskene historie.”
Hele uddraget af interviewet kan læses her: http://magister.blogautore.espresso.repubblica.it/2017/02/22/marriage-and-divorce-the-general-of-the-jesuits-jesus-too-must-be-reinterpreted/
Her føler vi trang til – som et alternativ til Abascals noget kreative tilgang til de bibelske tekster – at slutte med et citat fra den tyske teolog Klaus Berger om netop eksegesen:
”Hvis denne mærkværdige videnskab skal have nogen fremtid, kan det kun ske efter en tilbundsgående reform. Løsningen består ikke blot i, at eksegesen i så fald skulle blive frommere. Men den kunne og skulle i højere grad underordne sig teksten og ikke på forhånd gå ud fra, at det er eksegetens opgave at sætte skik på teksten. Denne mistænksomme tilgang til teksten, hvor man forudsætter, at der er noget i vejen med den, at den ikke taler sandt og derfor må korrigeres af eksegeten, har nu været normen i 200 år. Det, jeg forlanger, er punktlig og ubetinget lydighed over for teksten. Eksegeten bør være lykkelig, såfremt han kan fatte en brændende kærlighed for teksten og derved selv træde helt og aldeles i baggrunden.
Men hvis eksegeten i sin gerning ikke selv ved, hvor han står, trænger ideologier og surrogat-livsanskuelser sig ind i det sarte stof, han arbejder med. Risikoen for smitte fra svampe, spirer og mikrober var og er maksimal. Lydighed har Vesten derimod lært af den hellige Benedikts lederevner og kulturskabende evner. Eksegeten må ikke gøre sig til dommer over teksten eller vurdere den som et æstetisk objekt. Sandheden kender han kun til gennem denne tekst eller den, der står ved siden af, men til syvende og sidst kun gennem den.”
[1] Her refereret efter Sandro Magister 22. februar
[2] ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød” (1 Mos 2,24). At dette betyder en uopløselig enhed af deres to liv, viser Herren selv, da Han minder om, hvad der ”i begyndelsen” var Guds plan: Derfor er de ikke længere to, men ét kød.
Se artiklen i printvenlig version