Kardinal Müller går hårdt i rette med liberale fortolkninger af Amoris laetitia
Kommentarer lukket til Kardinal Müller går hårdt i rette med liberale fortolkninger af Amoris laetitia 296 06 februar, 2017 Nyheder februar 6, 2017 Indlæg af

Kardinal Müller går hårdt i rette med liberale fortolkninger af Amoris laetitia

”Ægteskabsbrud er altid en dødssynd, og de biskopper, der skaber forvirring om dette, bør sætte sig ind i Kirkens lære.”

Det er kun få uger siden, præfekten for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, på italiensk TV erklærede, at Amoris laetitia (AL) ikke udgør nogen fare for troen, og at der derfor ikke kan forventes noget svar på de fire kardinalers åbne skrivelse til paven. Det blev dengang af mange taget som et udtryk for, at Müller var blevet presset til at acceptere de såkaldt liberale biskoppers og kardinalers tolkning af skrivelsen.

Læs også: Kardinal Müller overrasker med en kovending i spørgsmålet om Amoris laetitia

Den forestilling er nu blevet eftertrykkeligt dementeret. I et interview den 1. februar med det italienske månedsmagasin Il Timone slår han fast, at AL nødvendigvis skal fortolkes i lyset af hele Kirkens lære, og at det derfor er forkert, når så mange biskopper fortolker den efter forgodtbefindende. Det er, siger han, ikke i overensstemmelse med katolsk lære.

Müller bliver i interviewet spurgt, hvordan han stiller sig til det synspunkt, at det skal være op til den enkelte selv at afgøre, om han eller hun befinder sig i en tilstand af dødssynd – således som f.eks. de maltesiske biskopper ser ud til at have fortolket det. Hertil svarer han, at enhver bør følge sin samvittighed, men at samvittigheden skal forstås i samspillet mellem den enkelte og Gud, ”som gav os budene – ikke for at forurolige os eller kontrollere os, men for at lyse for os på vejen.”

Og han tilføjer: ”Kirkens lære kan aldrig være uforenelig med den enkeltes samvittighed. F.eks. kan man ikke sige, at der gives omstændigheder, der bevirker, at et uægteskabeligt forhold ikke udgør en dødssynd. Dødssynd og helliggørende nåde er ifølge katolsk lære uforenelige størrelser.”

Müller understreger endvidere, at det ikke er op til de enkelte biskopper at fortolke pavens ord. Det kan kun paven selv eller Troslærekongregationen på hans vegne.

I den forbindelse opfordrer han ”alle dem, der taler for meget” til først og fremmest at sætte sig ind i, hvad de to Vatikankonciler har sagt om henholdsvis pavens og biskoppernes autoritet, således at man ikke risikerer at havne i en situation, hvor ”de blinde leder de blinde”.

Direkte adspurgt afviser Müller endvidere – således som pave Johannes Paul 2. også har gjort det i Familiaris consortio – at det skulle være muligt for fraskilte gengifte katolikker at modtage kommunion: Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre, fordi det ikke er noget, Johannes Paul 2. har besluttet. “Det, han gjorde rede for, er et helt centralt element i kristen moralteologi og sakramentsteologi.”

Forvirringen, siger han videre, er opstået, fordi man ikke har taget højde for Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Veritatis splendor med dens klare lære om intresece malum [det, som i sig selv, dvs. uanset omstændighederne, er af det onde].

Kan der rokkes ved ægteskabets uopløselighed? ”Nej,” svarer Müller, ”uopløseligheden er selve substansen i sakramentet, og ingen magt i himlen eller på jorden, ejheller en engel eller paven eller et koncil eller et biskoppeligt dekret er i stand til at ændre det.

Så er det sagt. Men løser Müller dermed det aktuelle problem? Det må fremtiden vise. Det permanente råd i den tyske bispekonference, som består af 27 af landets biskopper, har netop udsendt en officiel skrivelse, som bekræfter, at katolikker, som lever i uægteskabelige forhold, kan modtage kommunion uden at afstå fra seksuelt samkvem med den nye partner. Hermed er fronterne mellem de to fløje i det mindste trukket klart op.