Et brag af et opgør med 200 års radikal bibelkritik
Kommentarer lukket til Et brag af et opgør med 200 års radikal bibelkritik 792 19 februar, 2015 Magasin februar 19, 2015 Indlæg af

Et brag af et opgør med 200 års radikal bibelkritik

Af Torben Riis

Den tyske teolog Klaus Berger blev i 2006 pensioneret fra sit professorat i nytestamentlig teologi ved det evangelisk-teologiske fakultet ved universitetet i Heidelberg. Han var og er af mange kolleger betragtet som en kontroversiel teolog, ikke mindst fordi han efter sin pensionering valgte at genindtræde i den katolske Kirke, som han havde forladt efter en teologisk kontrovers med Kirken i sine unge år. Til det kontroversielle hører også, at han fra slutningen af 1990’erne i skrift og tale forholdt sig stærkt kritisk til det såkaldte afmytologiseringsprogram, som blev lanceret af Rudolf Bultmann i 1940’erne, og som siden blev den dominerende skole inden for evangelisk bibelfortolkning.

Apropos den verserende diskussion i den danske folkekirke var et af de problemer, man diskuterede, opstandelsen. Her gik Bultmann-eleven Gert Lüdemann ind for den tanke, at opstandelsen udelukkende burde forstås som en opstandelsesvision, nærmere bestemt som en kollektiv sorgreaktion hos apostlene efter korsfæstelsen. Opstandelsen var med andre ord ikke noget, der var sket i virkeligheden. Den var kun en forestilling opstået i de traumatiserede apostles hoveder.

Imod denne tilgang til de bibelske tekster, som metodisk støtter sig til den historisk-kritiske (liberale) eksegese, og som i de seneste årtier har ført dens udøvere til en fuldstændig afvisning af Bibelens historiske autenticitet, sætter Berger en læsning af teksterne, som i højere grad respekterer det forståelsesunivers, de er blevet til i:

”At åbne sig for teksten, lade dens egne regler komme til orde, ikke overhøre den. Ikke knuse den under sine egne regelsystemer, som nødvendigvis må være fremmede for den, hvad enten de hedder filosofisk antropologi, psykologi, sociologi eller moderne religionshistorie. Nej, disse moderne regelsystemer kan bestemt ikke gøre noget for teksten, de ved intet om Gud, om nåde og om opstandelse.”

Citatet stammer fra ”Die Bibelfälscher. Wie wir um die Wahrheit betrogen werden”, som han udgav i 2013. Og som det ses af titlen, der uden forbehold karakteriserer den moderne bibelkritik som et bedrageri, lægger Berger ikke fingrene imellem i sit opgør med de teologer, som efter hans mening har efterladt sig en ”folkekirkelig ørken”.

Berger kalder selv i sit forord bogen for et ”Aufschrei” – i den givne sammenhæng nok bedst oversat med ”et anskrig” eller ”en højlydt protest” mod det, der er sket som følge af afmytologiseringen – ikke blot i de evangeliske kirker, men også i den katolske Kirke, som ikke ganske er gået ram forbi: ”For man knuste virkelig systematisk alt porcelæn fra fødslen i Betlehem til Himmelfarten og fra Jomfru Maria til måltiderne med den Opstandne.” Det første kapitel i bogen har da også overskriften ”Alles Lug und Trug”, som hentyder til, at den radikale bibelkritik som udgangspunkt betragter alle bibelske tekster som ”løgn og bedrag.”

Bogen er inddelt i tre afsnit. Et første afsnit, hvor læseren introduceres til den overordnede problemstilling ved hjælp af eksempler og et interview, hvor Berger leverer en veloplagt kritik af den bultmannske skoles teser. Et andet afsnit – bogens hovedafsnit – hvor Berger tilbageviser bibelkritikkens Jesus-billede og en lang række af de påstande, der er fremsat om ham: Jesus var pacifist, Jesus var gift, Jesus har ikke indstiftet eukaristien, Jesus har aldrig bedt Fadervor osv. osv. I dette afsnit finder man også en redegørelse for bibelkritikkens rødder i det 19. århundredes positivisme og igen en gennemgribende kritik af bibelkritikken som metode illustreret med en lang række konkrete eksempler. Her anvender Berger den klassiske disposition fra middelalderens skolastiske filosofi, hvor han indleder med en fremstilling af modpartens synspunkt efterfulgt af et sed contra (men derimod vil jeg hævde, at …), hvor denne position tilbagevises.

Men bogen er ikke kun en sønderlemmende kritik af store dele af nutidens eksegese. I det tredje afsnit, giver Klaus Berger sit bud på, hvordan fremtidens eksegese efter hans opfattelse bør udvikle sig. Her citerer bl.a. han den jødiske filosof Martin Buber for ordene: ”Mennesket erfarer. Det erfarer ikke et indhold, men en tilstedeværelse som en kraft” og fortsætter: ”Med Bibelen er det ligesom med nadveren: Under brødets og vinens skikkelse er Jesus virkelig til stede. Tilsvarende, men en smule anderledes er det med Skriften: I, med og under de mange bogstaver er Gud selv til stede, for på Skriftens grund støder vi på hans ord og derfor på ham.”

I dette afsnit beklager Berger også, at nutidens katolske eksegeter ”i årevis mere end alle andre har bestræbt sig på at glemme deres katolske herkomst.” Den såkaldt økumeniske eksegese har således efter hans opfattelse skabt en antipavelig stemning, som i høj grad har bidraget til ”den latente spaltning i den katolske Kirke i Tyskland” i dag.

På bogens sidste sider sammenfatter Berger sin kritik af den radikale bibelkritik og sit alternativ til den således.

”Hvis denne mærkværdige videnskab skal have nogen fremtid, kan det kun ske efter en tilbundsgående reform. Løsningen består ikke blot i, at eksegesen i så fald skulle blive frommere. Men den kunne og skulle i højere grad underordne sig teksten og ikke på forhånd gå ud fra, at det er eksegetens opgave at sætte skik på teksten. Denne mistænksomme tilgang til teksten, hvor man forudsætter, at der er noget i vejen med den, at den ikke taler sandt og derfor må korrigeres af eksegeten, har nu været normen i 200 år. Det, jeg forlanger, er punktlig og ubetinget lydighed over for teksten. Eksegeten bør være lykkelig, såfremt han kan fatte en brændende kærlighed for teksten og derved selv træde helt og aldeles i baggrunden.

Men hvis eksegeten i sin gerning ikke selv ved, hvor han står, trænger ideologier og surrogat-livsanskuelser sig ind i det sarte stof, han arbejder med. Risikoen for smitte fra svampe, spirer og mikrober var og er maksimal. Lydighed har Vesten derimod lært af den hellige Benedikts lederevner og kulturskabende evner. Eksegeten må ikke gøre sig til dommer over teksten eller vurdere den som et æstetisk objekt.  Sandheden kender han kun til gennem denne tekst eller den, der står ved siden af, men til syvende og sidst kun gennem den.

Levende bliver en tekst først, når man ser den i sammenhæng med sine nærmeste omgivelser og i bredere forstand med sin samtids mennesker. Denne indsigt er det eneste nye, det 20. århundrede har bidraget med.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, forfulgte den nu afgåede biskop af Rom, vor ”kære broder pave Benedikt” (Katrin Göring-Eckardt[1]), med sin Jesusbog i tre bind et mål, som ikke står denne bog fjernt: at give en Kirke, som går trange tider i møde, en forårsafpudsning. Anvendt på Det Nye Testamente: at åbne vejen ind til Kirkens hjerte. Kommentaren hertil står ærkebiskoppen af Chicago, kardinal Francis George for: ”Jeg forventer at dø i min seng. Min efterfølger vil dø i fangenskab, og dennes efterfølger vil dø som martyr på en offentlig plads.”

 

Læs også interviewet med Klaus Berger fra 2013 i anledning af bogens udgivelse.

 

[1] Ledende tysk politiker fra partiet Die Grünen