I den katolske Kirke er der mange fester for Guds Moder, som hver især knytter sig til store begivenheder i hendes liv, f.eks. Jomfru Marias uplettede undfangelse (8. december), Festen for Maria, Gudsmoder (1. januar) og Jomfru Marias optagelse i Himlen (15. august). Samtidig er der en tradition for i særlig grad at ære Jomfru Maria i maj måned. Det er en tradition med mange udtryksformer, som kan spores tilbage til 1600-tallets Rom, og som siden har bredt sig til hele Kirken.
Denne 1. maj giver os således en kærkommen anledning til at sige noget om, hvem Jomfru Maria er, og herunder især hvilken rolle hun spiller i frelseshistorien. Dette sidste er ikke mindst vigtigt, fordi det i et protestantisk land som Danmark er en udbredt opfattelse, at Jomfru Maria godt nok er den, der bliver udset til at føde Jesus, men at hun herefter har udspillet sin rolle i frelseshistorien og derfor i et nutidigt perspektiv kun har en rent historisk interesse.
På disse præmisser må katolikkernes Maria-dyrkelse naturligt nok forekomme moderne danskere lige så uforståelig som overflødig. Enkelte går endda så vidt som til at betragte Maria-bønner og Maria-andagter som noget nær afgudsdyrkelse.
Maria, Kristi Moder, Kirkens Moder
Alle slægter skal prise mig salig (Luk 1,48)
Men sådan tager sagen sig på ingen måde ud set med katolske øjne. I artiklen Kirken om Kirken konstaterede vi, at Kirken ifølge Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) er ”frelsens universelle sakramente.” Frelseshistorien er med andre ord ikke et overstået kapitel. Frelsen er en proces, der for den enkelte varer hele livet og for menneskeheden som helhed ”alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20). Kirken er derfor ikke blot en administrativ ramme om den kristne gudsdyrkelse, men ”den levende Guds Kirke” (1 Tim 3,15), ligesom ”Kristus er Kirkens hoved og sit legemes frelser” (Ef 5,23-24). Den er Kristi mystiske Legeme, hans frelsesredskab i denne verden.
Det er denne kirkeforståelse og dette frelsesperspektiv, man skal have for øje for at forstå Marias betydning for alle troende. Marias rolle i frelseshistorien begynder ved bebudelsen, da hun siger ja til at blive Guds mor: ”Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord« (Luk 1, 38).” Men hermed er hendes rolle på ingen måde udspillet. For at sige ja til at blive Guds mor, ja til menneskevordelsen, er naturligvis det samme som at sige ja til Guds vilje og til hans frelsesplan, som efter Kristi forløserdød på korset skal fuldbyrdes gennem Kirken. Dermed bliver Maria den første kristne og som sådan Kirkens Moder:
”Ved at give sit ”Fiat” ved bebudelsen og således sit samtykke til menneskevordelsens mysterium, medvirker Maria allerede i hele det værk, som hendes Søn skal fuldføre. Hun er Moder overalt, hvor Han er Frelser og det mystiske Legemes Hoved” (KKK 973).
Maria bliver ”Kirkens forbillede på troen og kærligheden… ja endda den forbilledlige virkeliggørelse (typus) af Kirken” (KKK 967). Hun går (ligesom helgenerne) i forbøn for os, for at vi kan nå frem til frelsen og det evige liv hos Gud, og medvirker således aktivt til at bygge Kirken op, ”som her på jorden er spiren og begyndelsen til Guds rige” (KKK 541): ”Vi tror, at Guds hellige Moder, den nye Eva og Kirkens Moder, nu fra Himlen, fortsat varetager sin moderlige opgave over for Kristi lemmer” (KKK 975).
Lumen gentium, Det 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken, siger det således: ”Men ligesom Jesu Moder ved allerede at være forherliget på legeme og sjæl i Himlen er billede og begyndelse på Kirkens fuldendelse i den kommende verden, således stråler hun i mellemtiden her på jorden for det vandrende Guds folk som tegn på sikkert håb og trøst, indtil Herrens dag kommer” (68).
Marias rolle i forhold til Kristus
En ofte gentagen indvending mod snart sagt enhver form for Maria-dyrkelse er påstanden om, at den skulle føre til, at Kristus kommer til at stå i skyggen af Maria – som om der var tale om en form for rivalisering mellem de to. Det er set med katolske øjne en fuldstændig uantagelig forestilling af den simple grund, at Kristus er Gud, og Maria er menneske:
”Marias opgave som moder over for menneskene fordunkler eller formindsker dog på ingen måde… Kristi stilling som eneste mellemmand, men viser dens kraft. For enhver frelsebringende indflydelse, som den hellige Jomfru udøver… strømmer frem fra Kristi overvældende fortjenester, bygger på Hans formidling, afhænger fuldstændig af den og henter hele sin kraft fra den. Ingen skabning kan nemlig nogensinde sidestilles med det menneskevordne Ord og vor Forløser; men ligesom såvel præsterne som det troende folk på forskellige måder har del i Kristi præstedømme, og ligesom Guds ene godhed på forskellige måder spredes ud i skabningerne, således udelukker Forløserens eneste formidling heller ikke, men fremkalder hos skabningerne forskellig medvirken ved sin delagtighed i den eneste kilde” (KKK 970).
Og om Maria-dyrkelsen slås det i KKK 971 fast, at ”selv om denne dyrkelse … er helt enestående, er den dog væsensforskellig fra den tilbedelsens dyrkelse, som rettes mod det menneskevordne Ord såvel som mod Faderen og Helligånden, samtidig med at den kraftigt støtter denne gudsdyrkelse.”
Noget andet er, at Jomfru Maria modtog ganske særlige nådegaver for at kunne udfylde sin enestående rolle i frelseshistorien. ”Herren er med dig, du benådede!”, siger ærkeenglen Gabriel til Maria ved bebudelsen.
Læs mere om det i Kirken om Maria
Se artiklen i printvenlig version