Kirken om Kirken
Kommentarer lukket til Kirken om Kirken 618 05 marts, 2015 Kirken om... marts 5, 2015 Indlæg af

Kirken om Kirken

Denne artikel kan med fordel læses i forlængelse af artiklerne Frelse og Tro og gerninger.

Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Joh 12,32

Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden Joh 16,12-13

I artiklen om Frelse sluttede vi af med at konstatere, at Jesus efter sin opstandelse ikke lader os alene tilbage, men sender Helligånden til Kirken, for at Kirken kan blive hans frelsesredskab.  Dette frelsesperspektiv er helt centralt i Kirkens selvforståelse, dvs. dens egen forståelse af, hvad den dybest set er, og hvilken opgave den har i denne verden.

Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) kalder således Kirken for ”frelsens universelle sakramente” og ”sakramentet for menneskenes intime forening med Gud” (774,775). Det sakramentale består i, at Kristus handler gennem Kirken, ligesom han gør i de øvrige sakramenter, f.eks. i dåben, hvor vi befries for synden og genfødes som Guds børn – eller i ”det store sakramente”, eukaristien (nadveren), hvor vi, når vi modtager Kristi legeme og blod, på mystisk vis forenes med ham ved både at modtage hans offer for hele menneskeheden og ved at ofre os selv (åbne os betingelsesløst for hans kærlige vilje).

Med andre ord: Nok er Kirken i denne verden som en synlig institution med et embedshierarki, kirkebygninger og meget mere, men i sit inderste væsen – f.eks. i sin forvaltning af sakramenterne eller som læremyndighed – er den ikke af denne verden:

”Kirken er samtidig synlig og åndelig, et hierarkisk samfund og Kristi mystiske Legeme. Den er én, dannet af et dobbelt element af menneskeligt og guddommeligt. Det er dens mysterium, som kun troen formår at tage imod” (KKK 779).

At Kirken er Kristi mystiske Legeme, og at de kristne, som Paulus udtrykker det, er ”lemmer på hans legeme” forklares i Lumen gentium[1] blandt andet således:

”Da Guds Søn i den menneskelige natur, han var forenet med, besejrede døden ved sin død og opstandelse, forløste han mennesket og forvandlede det til en ny skabning (jf. Gal 6,15; Kor 5,17). For ved at meddele sin Ånd til sine brødre har han på mystisk vis gjort dem, som han har sammenkaldt fra alle folkeslag, til sit legeme. I dette legeme udbredes Kristi liv til de troende, som gennem sakramenter på en skjult, men dog virkelig måde er forenet med den lidende og forherligede Kristus. (…)

Hovedet for dette legeme er Kristus. Han er selv den usynlige Guds billede, og i Ham er alt blevet skabt. Han er forud for alt, og alt består ved Ham. Han er hovedet for det legeme, som er Kirken. (…)

Alle legemer bør ligedannes med Ham, indtil Kristus har vundet skikkelse i dem. (…) Mens vi her på jorden endnu vandrer i Hans fodspor i trængsel og forfølgelse, får vi del i Hans lidelser på samme måde som legemet i forhold til hovedet og lider med Ham, for at vi kan herliggøres med Ham” (7).

At Kirken er Kristi legeme, får vi også et vidnesbyrd om i beretningen om apostlen Paulus’ omvendelse (ApG 9,4-5) hvor han på sin vej til Damaskus bliver blændet af et lys fra himlen og falder af hesten. Herefter hører han en stemme, der siger: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Og da han spørger, hvem der taler, lyder svaret: ”Jeg er Jesus, som du forfølger.” Det, Jesus siger her, giver imidlertid kun mening, for så vidt som Jesus faktisk er i sin Kirke efter opstandelsen. For hvordan skulle Saul ellers kunne forfølge ham, når han ikke er på jorden længere?

Man kan også tænke på Jesu ord: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

Om forholdet mellem den åndelige og den synlige Kirke siger Lumen gentium blandt andet:

”Kristus, der er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, grundlagde sin Kirke, som er troens, håbets og kærlighedens fællesskab her på jorden, som en synlig struktur og opretholder den til stadighed, hvorved han lader sandhed og nåde strømme ud til alle. Men det hierarkisk organiserede samfund og Kristi mystiske legeme, den synlige forsamling og det åndelige fællesskab, den jordiske Kirke og den Kirke, som er rig på himmelske goder, må ikke betragtes som to forskellige ting; tværtimod udgør de én kompleks virkelighed, der består af et menneskeligt og et guddommeligt element” (8).

Det er altså Kristus selv, der har grundlagt Kirken som et fællesskab her på jorden. Det gjorde han ved at give apostlene myndighed til at tale og handle i hans sted og ved at indsætte Peter som Kirkens overhoved:

”Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”” (Joh 20,21-23)

”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min Kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” (Matt 16,18-19).

”Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.””

At Kirken har overlevet alle kriser og al modgang i mere end 2000 år, er altså ikke, som det klart fremgår af det sidste citat, menneskenes fortjeneste. Kirken eksisterer på trods af de kristnes svaghed og syndighed – i kraft af, at Kristus opretholder den. Det gør han, fordi den er det redskab, der giver os alle muligheden for at vende tilbage til fællesskabet med ham. Eller som KKK udtrykker det: Kirken er i denne verden frelsens sakramente, tegnet på og redskabet for Guds og menneskenes fællesskab” (780).

Derfor er Kirkens lære om Kirken uadskilleligt forbundet med dens lære om frelsen, herunder om forholdet mellem tro og gerninger. KKK slår fast, at ”alle kristne, uanset deres stand eller stilling, kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed. Alle er kaldet til hellighed. ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!” (Matt 5,48). Og i KKK 541 sammenfattes det således: “Faderens vilje er at løfte menneskene op til deltagelse i det guddommelige liv. Det gør han ved at samle menneskene om sin Søn, Jesus Kristus. Denne samling er Kirken, som her på jorden er spiren og begyndelsen til Guds rige.”

[1] Det Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken