Kirken om Maria
Kommentarer lukket til Kirken om Maria 833 01 maj, 2015 Kirken om... maj 1, 2015 Indlæg af

Kirken om Maria

Kirkens læreembede har i århundredernes løb udtalt sig autoritativt om mange spørgsmål vedrørende Jomfru Maria, f.eks.:

  1. At hun er Guds moder. Det sker på koncilet i Efesus i 431, som erklærer, at Maria virkelig er blevet Guds Moder ved i sit skød at undfange Guds Søn som menneske. Hun har altså ikke blot født mennesket Jesus Kristus, men Guds Søn. Dette dogme er samtidig en understregning af, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske i én person, jfr. Luk 1,35: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt.”
  2.  At Jesus er undfanget alene ved Helligåndens kraft i Jomfru Marias skød (Jomfrufødslen). Det sker på Lateransynoden i 649. Jfr. Matt 1,20: ”Da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.”
  3.  At Maria er forblevet jomfru selv efter at have født Jesus. Det sker på det 2. koncil i Konstantinopel i 553 og bekræftes i 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken (Lumen gentium) som konstaterer, ”at hendes førstefødte søn … ikke krænkede, men helligede hendes jomfruelige renhed (57). Der tales ikke her om jomfruelighed i fysisk, men i åndelig forstand. Men Kirken afviser også påstanden om, at Jomfru Maria senere skulle have født andre børn: ”Hertil indvender man sommetider, at Skriften omtaler brødre og søstre til Jesus. Kirken har altid forstået disse passager som ikke betegnende andre børn af Jomfru Maria. Faktisk er Jakob og Josef, ”Jesu brødre” (Matt 13,55), børn af en Maria, der var Kristi discipel og betegnes som den anden Maria (Matt 28,1). Det drejer sig om nære slægtninge til Jesus, i overensstemmelse med en kendt udtryksmåde fra det Gamle Testamente” (KKK 500).
  4.  At Maria er undfanget uden at få del i arvesynden (dogmet om den uplettede undfangelse). ”For at være Frelserens Moder har Gud beriget Maria med gaver, der modsvarer en så stor opgave” (KKK 490). Pave Pius 9. proklamerede dette dogme i 1854: ”Den salige Jomfru Maria blev fra sin undfangelses første øjeblik ved en enestående nåde og gunst fra den almægtige Guds side og i betragtning af Jesu Kristi, menneskeslægtens Frelsers fortjenester, bevaret uberørt af enhver arvesyndens plet.” Dette dogme blev få år senere mirakuløst bekræftet i Lourdes, hvor Jomfru Maria gentagne gange viste sig for den fattige franske pige Bernadette Soubirous. Læs mere om dette i Miraklet i Lourdes
  5. At Maria efter sin død blev optaget med legeme og sjæl i Himlen. Dette dogme blev højtideligt proklameret af pave Pius 12. den 1. november 1950. ”Den allerhelligste Jomfru Maria blev, efter at have fuldendt sit liv på jorden, optaget med legeme og sjæl i Himlens herlighed, hvor hun allerede deltager i sin Søns Opstandelses herlighed som en foregriben af den opstandelse, der venter alle Hans legemes lemmer” (KKK 974).

Disse udtalelser vil uden tvivl vil forekomme mange mennesker i dag temmelig ”mystiske.” Og det er lige præcis, hvad de er. Jomfrufødslen, Marias uplettede undfangelse, hendes optagelse i Himlen med legeme og sjæl er mysterier, dvs. fænomener og begivenheder, som både ligger uden for vores normale erfaringsområde og til syvende og sidst også overgår vores forstand. Det samme kan man faktisk sige om snart sagt alt, hvad der har med kristendom og gudstro at gøre. Kristendommen er en åbenbaringsreligion, vi ved kun, hvad Gud har åbenbaret for os – og det er ikke noget, vi selv i logisk forstand havde været i stand til at deducere os frem til. At Gud er treenig, at Gud er kærlighed, at han blev menneske, forekommer ikke  selvindlysende eller selvfølgeligt – det er mysterier, som kun ”forstås” – eller rettere, som kun giver mening, når vi betragter dem med troens øjne.

Tag f.eks. nr. 3, Marias jomfruelighed. Den jomfruelighed, der er tale om her, er som allerede nævnt ikke fysisk, men åndelig. Det vil sige, den har intet at gøre med den mødom (hymen), som er en slimhinderand omkring den eksterne skedeåbning, og som i øvrigt kan briste som følge af andre kropslige aktiviteter end samleje. Under alle omstændigheder forsvinder den efter en fødsel, og når Kirken ikke desto mindre taler om Marias jomfruelighed – også efter at hun har født Jesus – bliver det klart, at den fysiske mødom er uden relevans i denne sammenhæng.

Jomfrueligheden skal snarere forstås i relation til nr. 4: at Maria er undfanget uden arvesynd – populært sagt, at hun i kraft af sin særlige og absolut unikke kaldelse til at blive Guds Moder er ”uden for nummer”, dvs. ikke er bestemt til at føre et ”normalt” liv her på jorden. Det at hun levede et familieliv i cølibat er på den anden side ikke mere uforståeligt, end at katolske præster og ordensfolk den dag i dag lever i cølibat i et kommunitet. Begge dele giver mening, når vi ser dem som et vidnesbyrd om menneskets overnaturlige kaldelse, altså det forhold, at vi alle er kaldet til hellighed for at kunne blive forenet med Gud, når vi forlader denne verden: ”I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i Himlen,” siger Jesus (Matt 22,30-31).

Og hvad jomfrufødslen angår – ja, så kan den ikke sammenlignes med noget andet tilsvarende på denne side af evigheden. Det er en unik begivenhed, men en begivenhed, som giver god mening i sammenhængen, og som ikke strider mod fornuften. Det strider således ikke mod sund fornuft at antage, at Gud, som er altings Skaber, har fuldstændig frihed til at gøre, hvad han vil med det skabte. Han er ikke bundet af den lovmæssighed, vi kan iagttage i naturen – en lovmæssighed, som den moderne kvantemekanik i øvrigt har vist ikke er helt så urokkelig som tidligere antaget.