At dvæle i Guds nærvær
Det uden sammenligning vigtigste, man kan foretage sig i sit liv, er – samtidig med at man bestandig har Guds vilje og hensigt med os for øje – at udvikle sin karakter, udvikle alt det, som Gud har givet os, og bringe alle de gaver og evner, han har skænket os, i indbyrdes harmoni, så at de kommer til at udgøre et perfekt hele.
Enhver må udvikle sit eget personlige liv og holde alle de forskellige krav og kræfter på afstand, som konstant forsøger at gribe forstyrrende ind. Det er næppe muligt for nogen at opleve en eneste dag, hvor der ikke er nogen eller noget, der trænger sig på i en grad, så at det i et eller andet omfang bliver en belastning.
Andres liv og interesser griber ind i vores, og undertiden går vi med til at lade os involvere i noget, som strengt taget ikke vedkommer os. Vi oplever, at alle mulige ting, som vi ikke er forpligtet til at tage os af, strømmer ind over os og stiller sig i vejen for vores åndelige vækst.
Det er ikke i hvert enkelt tilfælde nemt at vide, hvor man skal trække grænsen, hvor skellet går mellem det, man har pligt til at reagere på, og det, som man kan tillade sig at ignorere. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan man kan håndtere alle disse forstyrrende momenter på en måde, så de bliver en hjælp i vores åndelige liv i stedet for en belastning. Der er imidlertid to faldgruber, man skal være på vagt over for, to forkerte måder at forholde sig til disse vanskeligheder på.
Overdreven selvbevidsthed
Man når ikke de bedste resultater ved udelukkende at fokusere på sig selv. Nogle mennesker går gennem livet hyllet ind i, hvad man kunne kalde en selvbevidsthedens kappe. De har kun tanke for deres egen åndelige tilstand. De er så bange for at blive såret af livet, at de i deres bestræbelser på at beskytte sig selv pådrager sig en ødelæggende skade, som sætter en stopper for al sund åndelig vækst. De bliver sygeligt indadvendte, frygtsomme og overdrevent pligtopfyldende. Der er ikke noget spontant, ikke noget inspirerende i deres liv. Det, de ikke ser, er, at de ved at lukke sig inde i sig selv efterlader den mest frugtbare del af deres natur i en forkrøblet og lemlæstet tilstand.
For Gud har indrettet det sådan, at vores liv er indbyrdes forbundne, og at vi derfor ved at afvise næstekærlighedens og pligtens krav skader os selv. Alle disse forpligtelser og hensyn indebærer utvivlsomt en vis fare, men ved frygtsomt at vige uden om dem støder man på en større fare – for et liv, som er indadvendt og hele tiden har fokus på sin egen vækst (eller mangel på samme), er allerede ramt af en dødelig sygdom. Så selvbevidsthed og indadvendthed er ikke et værn mod livets forstyrrende momenter.
Udisciplineret frihed
Den anden fare består i at give efter for en frihed uden grænser. Der er dem, der går til den modsatte yderlighed og engagerer sig i alt muligt, som de finder interessant, og tager fuldstændig farve efter omgivelserne. Alt dette sætter sit præg på deres påvirkelige natur, således at deres oprindelige karakter lidt efter lidt udviskes.
Ens karakter udvikler sig ikke i en sådan atmosfære af unuanceret velvilje og utæmmet sympati, ligeså lidt som sjælen finder hvile i en sådan form for selvforglemmelse.
At finde balancen
Er det så meningen, at vi skal sige til de indadvendte, at de må rette blikket udad og i en selvfornægtelsens ånd engagere sig i andres liv – og til de udadvendte, at de må prøve at holde igen og gøre sig hårde for ikke at give efter for den overdrevne velvilje over for alt og alle, som udsætter dem for så megen fare? Uden tvivl er de hver især nødt til at gøre noget sådant i et vist omfang, men de vil ikke på den måde finde den rette løsning på deres problem.
Nej, der findes en bedre måde at gøre det på. Begge parter bør bestræbe sig på at leve i en atmosfære, som beskytter og udvikler deres åndelige liv og sætter dem i stand til at finde balancen mellem de to ekstremer.
Hvordan skal de bære sig ad med det? Det er der kun et svar på: ved mere og mere at leve i en atmosfære, som styrker deres åndelige vækst og sætter dem i stand til at se alting i de rette proportioner.
Den atmosfære er Guds nærvær.
Den sjæl, som har lært at søge tilflugt i Guds nærvær, har opnået den beskyttelse, den har brug for, både mod sig selv og mod de mangfoldige udfordringer fra omgivelserne: ”Hos dig søger jeg skjul, du beskytter mig mod trængsel; du lader jubel over min redning lyde omkring mig (Sl 32,7). ”Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig! Du viser den mod dem, der søger tilflugt hos dig for alle menneskers øjne. Du skjuler dem hos dig fjernt fra menneskers overgreb, du gemmer dem i din hytte, fjernt fra anklagende tunger” (Sl 31,20).
Guds nærvær beskytter vores personlige identitet, så at vi ikke mister os selv og bliver reduceret til en anonym brik i samfundet. Vi har brug for en klar og til stadighed voksende sans for vores egen individualitet med alt hvad dette indebærer af personlig ansvarsfølelse og værdighed i privatlivet.
Mange lever i en babylonisk forvirring af forskellige anskuelser, hvor de blot lader sig føre med strømmen og ikke giver sig selv tid til at standse op og spørge, hvad det alt sammen skal nytte, og hvad de selv har pligt til at gøre. De har ingen klar forestilling om, hvem de selv er, og bliver således en kastebold for de impulser, der udgår fra det samfund, de tilfældigvis lever i her og nu.
Når sådanne personer vågner op og bliver bevidst om Guds nærvær, ledsages denne erkendelse af bevidstheden om at stå over for En, som kender dem og har været det tavse vidne til alt, hvad de nogen sinde har sagt eller gjort, og de tvinges til at fælde dom over sig selv.
Der er noget helt vidunderligt ved den måde, hvorpå tanken om Gud vækker den slumrende sans for ens personlige identitet og de forpligtelser, som følger heraf. Man nærmer sig ikke Gud uden at få et dybere kendskab til sig selv. Da Esajas så Gud i hans herlighed, var det første, han sagde: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6,5).
Denne virkeliggørelse af Guds nærvær giver mange, som af natur ikke har en stærk karakter, en indre styrke til at stå på egne ben. De er således i besiddelse af den vidunderlige kombination af frygtsomhed og moralsk styrke, som alene kendetegner den kristne. Selv om de egentlig ikke er stærke eller uafhængige, men tilbøjelige til at lytte til, hvad andre mener, er de, når det kommer til stykket, alligevel i stand til stilfærdigt at gøre det rigtige, også selv om de bliver mødt med kritik og manglende forståelse. For midt i den modgang, de må lide under, føler de en glæde, som ingen kan tage fra dem (jfr. Joh 16,22).
Et liv i Guds nærvær vil også hjælpe dem, hvis problem det er, at de holder sig på afstand af andre og i åndelig forstand lukker sig inde i sig selv. For Guds nærvær vil med det samme løfte dem ud af dem selv og få dem til at se sig selv i et sandere lys.
De, som derimod lever i en konstant atmosfære af selvfordybelse, løber en risiko for at bedømme deres eget liv på et forfejlet grundlag – det være sig et ideal, som er et produkt af deres eget hovmod, eller en sammenligning med, hvad et andet menneskes har præsteret i sit liv. På den måde kan de komme til at stræbe efter noget, som aldrig har været Guds mening med dem, og som han aldrig har givet dem forudsætningerne for at leve op til.
Denne risiko forsvinder i takt med, at vi lærer at leve i Guds nærvær: ”Du elsker sandhed i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte” (SL 51,6). Men vi kan ikke ved egne kræfter frigøre os fra en overdreven selvbevidsthed. Det kræver, at vi overgiver os selv til en anden, til ham, som altid er der for os, som aldrig bliver træt af os, og som aldrig vil skade os.
Men vi må ikke forvente, at vi kan komme til at leve i Guds nærvær i løbet af et øjeblik. Dertil kræves megen bøn og selvdisciplin, og vi må ikke miste modet, hvis vi efter lang tid stadig føler, at vi kun har gjort beskedne fremskridt.
”Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd” (Sl 16,11). En sådan fuldendt og vedvarende glæde opnås kun af dem, som arbejder hårdt og bringer ofre for den.
Nogle få råd vil kunne hjælpe dem, som begynder at slå ind på denne vej.
Mental ligevægt er en første forudsætning. Hvis man er overanstrengt eller forsøger at fremtvinge et resultat, når man ingen vegne. Sjælen bør være i en tilstand af hvile og gradvis vokse ind i Guds nærvær. Man kan måle sine fremskridt på den voksende følelse af frihed og ubekymrethed.
Vær ikke for opsat på at gøre for hurtige fremskridt. Hvis man er utålmodig og overanstrenger sig, falder det hele til jorden. At leve i Guds nærvær betyder at være meget hellig, og at vokse i hans nærvær betyder derfor at vokse i hellighed. Vær derfor tålmodig og tilfreds med at vokse langsomt. Det er godt aldrig at glemme Guds nærvær, men det vil være dræbende blot at forsøge på konstant at have sin opmærksomhed rettet mod det. ”Da jeg var barn … tænkte jeg som et barn” (1 Kor 13,11). Begynd med at genkalde dig selve forestillingen om Guds nærvær og sæt nogle få minutter af et par gange om dagen til fuldt ud at koncentrere om denne tanke, og vær tilfreds med det, indtil du er moden til at komme videre.
Koncentrer dig helt og fuldt om det arbejde, som du er forpligtet til at udføre. Giv det som et offer til Gud, når du begynder på det, og når du afslutter det. Prøv derfor ikke at virkeliggøre Guds nærvær, så længe du arbejder, men lad tanken om hans herlighed tilskynde dig til at gøre dit bedste.
Byg din praksis vedrørende Guds nærvær på bevidstheden om, at Kristus har taget bolig i dig. ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20). Lad hver eneste kommunion minde dig om, hvad du er som kristen – et lem på Kristi legeme, næret af hans liv. Lad hver eneste kommunion styrke hans tilstedeværelse i dig. ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen” (Sl 27,5).
Se artiklen i printvenlig version