Af Torben Riis
Ærkebiskop Viganòs anklager mod pave Frans for at have dækket over seksuelle overgreb har, som man kunne forvente, udløst en erklæringskrig mellem forsvarere for og kritikere af paven – alt imens paven og flere af hans nærmeste medarbejdere, som også er omfattet af anklagerne, foreløbig gemmer sig bag en mur af tavshed.
Det giver ikke de bedste betingelser for at sige noget præcist om, hvor vi befinder os i dette drama, endsige hvem vi kan stole på, eller hvad det ender med – forudsat at der i det hele taget kommer en afklaring.
Der er imidlertid hjælp at hente hos den amerikanske filosof og forfatter Edward Feser, som på sin blog har skrevet en særdeles sober analyse af hele forløbet, hvor han vejer de forskellige argumenter i debatten op mod hinanden. Han kommer til den konklusion, at der på grundlag af de oplysninger, vi har her og nu, er overvejende sandsynlighed for, at ærkebiskop Viganò taler sandt. Dette uanset, om man vil kunne gribe ham i mindre fejl eller overdrivelser i hans beskrivelse af forløbet.
Det begrunder han udførligt i det følgende. Af pladshensyn (hele teksten fylder 4.126 ord) er jeg nødt til at begrænse mig til et referat af hans vigtigste pointer.
Den engelske originaltekst kan læses her
Pave Frans’ påfaldende tavshed
Det forhold, at paven har nægtet at kommentere anklagerne virker i sig selv suspekt. Hvem ville ikke – stillet over for en så alvorlig anklage – straks reagere med en klar og eftertrykkelig tilbagevisning? Nogle af hans forsvarere forklarer hans tavshed med, at han handler ligesom Kristus, der undlod at forsvare sig mod sine anklagere inden korsfæstelsen. Det er smukt tænkt, men stemmer ikke overens med, at Frans tidligere har taget til genmæle over for beskyldninger for at være kommunist, for ikke at have taget afstand fra Argentinas ”beskidte krig”, for i 2016 at have nægtet at forbinde islam med voldshandlinger og for i 2017 at sammenligne flygtningelejre med koncentrationslejre. Så hvorfor, spørger Feser, skulle paven så ikke forsvare sig mod beskyldninger af en langt mere alvorlig art – så meget desto mere som det ikke kun er hans eget omdømme, men også hans nærmeste medarbejderes og hele Kirkens omdømme, der står på spil.
Pavens forsvarere har endvidere forlangt, at Viganò fremlægger konkrete beviser for sine påstande. Men Viganò har allerede oplyst, hvor disse beviser befinder sig – f.eks. i Statssekretariatets arkiver og hos det apostoliske nunciatur i Washington. Paven har mere end nogen anden magt til at frigive relevante dokumenter og beordre lokale kirkelige myndigheder til at gøre det samme. Det ville i givet fald kunne rense ham selv for mistanke. Hvorfor gør han det så ikke?
Ærkebiskop Viganòs motiver
En del af forsvaret for paven har været formet som forsøg på at mistænkeliggøre Viganò som person. Kort fortalt: Viganò er ikke troværdig, fordi han er en ”reaktionær” person, som prøver at bagvaske paven på grund af hans liberale synspunkter. Men netop dette argument, påpeger Feser, underbygger ikke en sådan konklusion. Ærkebiskop Viganò har ganske rigtigt konservative teologiske synspunkter, men det, der karakteriserer konservative teologer er netop, at de holder fast ved Kirkens traditionelle lære, der blandt andet siger, at løgn altid og under alle omstændigheder er en alvorlig synd og tilmed en dødssynd i tilfælde, hvor den bruges til at ødelægge et andet menneskes omdømme. Hvis man går ud fra, at Viganò lyver, gør han det således vel vidende, at han dermed begår en dødssynd, altså en synd, som kan koste ham hans evige salighed, så meget desto mere som den berørte part er ingen ringere end Kristi stedfortræder.
”Sekulære læsere og liberale katolikker”, tilføjer Feser, ”vil muligvis tænke, at alt dette er noget løjerligt og melodramatisk noget. Men pointen er, at det er sådan, en traditionelt indstillet katolik ser på tingene. Og ganske særligt sådan, som ærkebiskop Viganò må tænke, fordi han – som hans kritikere selv vedholdende hævder – har, hvad de betragter som reaktionære teologiske synspunkter.”[1]
Et blik på Pave Frans’ hidtidige praksis
Kan man forestille sig, at pave Frans har kendt til anklagerne mod kardinal McCarrick og alligevel tilladt ham at fortsætte sit offentlige virke, som om intet var hændt? Det er der, påpeger Feser, en vis sandsynlighed for, hvis man kaster et blik på lignende sager i løbet af Frans’ pontifikat.
F.eks. blev den belgiske kardinal Godfried Danneels indbudt af pave Frans til at stå på balkonen sammen med ham, da valget af ham blev bekendtgjort, den selvsamme Danneels, som notorisk havde prøvet at dække over en pædofil biskop. Han blev ydermere indbudt af Frans til at deltage i de to familiesynoder.
Den tidligere ærkebiskop af Los Angeles, kardinal Roger Mahoney, som var blevet suspenderet i 2013 for sin uansvarlige håndtering af sager om sex-misbrug, blev senere samme år udnævnt af Frans som særlig udsending, men måtte senere trække sig tilbage på grund af højrøstede protester fra lægfolket i ærkebispedømmet.
Og så var der sagen om Fr. Mauro Inzoli, som blev anklaget og senere dømt både at de kirkelige og verdslige myndigheder for seksuelle overgreb på børn. Pave Benedikt satte ham fra bestillingen i 2012. Men i 2014 blev han genindsat som præst af pave Frans efter sigende på foranledning af kardinal Coccopalmerio og monsignore Pio Vito Pinto, som er dekan for den romerske Rota.
Særlig kontroversiel var pave Frans’ håndtering af sagen om den chilenske biskop Juan Barros, som blev anklaget for at have dækket over præsten Fernando Karadimas misbrug af børn. Pave Frans udnævnte ham ikke desto mindre til biskop af Osorno i 2015 trods protester fra både lægfolk, præster og de øvrige biskopper. Messen i forbindelse med hans indsættelse måtte forkortes på grund af støjen fra vrede demonstranter i domkirken. Alligevel forsvarede Frans ham, og i 2015 beskyldte han stående midt på Peterspladsen for rullende kameraer Barros’ kritikere for at lade sig manipulere af venstreorienterede aktivister.
Den pavelige nuntius havde indstillet Barros til afskedigelse, men pave Frans bekræftede i stedet hans udnævnelse og udtalte i et interview, at de personer, der anklagede Barros, gjorde sig skyldige i bagtalelse.
Helt galt gik det for Frans, da formanden for den pavelige kommission, der skal undersøge seksuelle misbrug af mindreårige, kardinal Sean O’Malley, offentligt undsagde ham ved at bekræfte, at han personligt havde overrakt ham en klage fra et af ofrene – en skrivelse, Frans tidligere havde benægtet nogensinde at have modtaget – og dermed tvang ham til at krybe til korset og indrømme, at han have begået ”alvorlige fejltagelser”.
Læs også: Storvask i Chile: Samtlige biskopper er trådt tilbage
Reaktionerne på Viganòs kritik eller manglen på samme
Feser citerer endvidere New York Times’ rapport, hvor avisen beskriver sine ihærdige, men forgæves forsøg på at indhente kommentarer fra de personer, som nævnes i Viganòs redegørelse. Bortset fra kardinalerne Wuerl (som Viganò beskylder for at lyve skamløst) og Tobin, som begge fastholder deres uskyld, har de fleste nægtet at udtale sig. En henvendelse til Vatikanets ambassade i Washington forblev ligeledes ubesvaret.
Afsluttende bemærker Feser, at det er bemærkelsesværdigt, at ingen af pave Frans’ forsvarere har vist interesse for at få anklagerne be- eller afkræftet ved hjælp af en uvildig undersøgelse. I stedet har man haft travlt med at tale om Viganòs teologiske konservatisme og hans forbindelser til konservative katolske medier, som om dette i sig selv kunne rejse tvivl om hans troværdighed.
Der er her, konstaterer filosoffen Feser, tale om ”den klassiske ad hominem-fejltagelse”, hvor man går efter manden i stedet for sagen. ”Anklagerne er enten sande eller falske, og Viganòs bevæggrunde for at fremsætte dem er i den forbindelse uden relevans. Eller som et gammelt mundheld blandt advokater udtrykker det: Når kendsgerningerne og loven er på din side, er det dem, du slår på. Når de ikke er det, slår du i bordet i stedet for.”
”Paven kunne stadig give ordre til at frigive dokumenterne og svare direkte på anklagerne samt opfordre de andre til at gøre det samme. Bolden ligger nu på hans banehalvdel.”
[1] I denne forbindelse tilføjer jeg for egen regning, at Viganòs egen begrundelse for ikke længere at tie om sit kendskab til, hvad der var foregået, netop var, at han i sin høje alder (78 år) var bekymret for at skulle møde sin skaber uden at have gjort sin pligt.
Se artiklen i printvenlig version