At uddybe venskabet med Gud
Det fuldkomne liv er et liv i fuldkommen overensstemmelse med Guds vilje. Han, som kom for at lære os, hvordan vi skal leve, sagde: ”Jeg er kommet ned fra Himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig” (Joh 6,38). ”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk” (Joh 4,34), og Paulus siger om ham: ” For heller ikke Kristus tænkte på sig selv” (Rom,15,3).
I Getsemane beder han i sin dødsangst: ”Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39). Han ville på ingen måde foregribe det øjeblik, hvor det var bestemt, at hans livsværk skulle være forbi. ”Min time er endnu ikke kommet” (Joh 2,4) sagde han igen og igen, men uanset hvornår tiden var inde til enten arbejde eller lidelse, svigtede han aldrig (jfr Joh 2,4; 8,20; 13,1). Hans liv var i fuldkommen overensstemmelse med hans Faders vilje. Det første, han sagde, var: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?” (Luk 2,49) og noget nær det sidste: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30).
Derfor, jo mere vi ønsker at følge Vor Herres eksempel og nå til fuldkommenhed, jo dybere må dette princip ligge til grund for alle vore planer og handlinger. Taber vi dette af syne, er det så godt som sikkert, at vi kommer på afveje og lader os styre af falske værdier og uværdige mål.
Men et liv i overensstemmelse med Guds vilje kræver meget af os i form af selvdisciplin og ofre og er derfor ikke nemt at fuldføre i praksis. Når det ikke var nemt for Herren, skal man ikke undre sig over, at det heller ikke er det for tjeneren.
Der er især to ting, man får brug for. For det første en voksende forståelse af, hvad det er, Gud ønsker af os, og dernæst Guds nåde til at fuldføre det.
Et liv i bøn
Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre, er, at man er tæt på Gud, og det kan man kun komme i bønnen. Et liv uden bøn vil så godt som altid være et liv præget af selvrådighed, hvor svaghed, syndighed og verdslighed slører sansen for det åndelige, således at man end ikke selv er klar over, hvor langt man har fjernet sig fra Gud.
Men uanset at bønnen er betingelsen for at lære Gud at kende, findes der ikke noget i vores åndelige liv, der er vanskeligere at praktisere. At bede er noget, man skal lære, og der kan gå mange år, hvor man føler, at det ikke bærer frugt, og at man ikke gør fremskridt.
Hertil kommer, at vi faktisk er nødt til at lære os selv at bede. Vi kan godt få lidt hjælp eller opmuntring fra andre og lære noget om, hvilke farer der lurer på os undervejs, om risikoen for selvbedrag og om nødvendigheden af ikke at give op i perioder, hvor man føler, at man vandrer i mørke og kulde – men den dybeste hemmelighed ved bønnen er, at vi selv må gøre vores erfaringer. For hvordan skulle en udenforstående kunne fortælle os, hvordan vi skal føre en samtale med en ven? Et sådant forhold gror frem og udvikler sig af sig selv. Det er noget i allerhøjeste grad personligt. Det er sjælens personlige relation til Gud.
Og alligevel er der visse farer, som flertallet udsættes for, og visse almene principper, bønslivet må bygge på.
Mange har den opfattelse, at systematik og regler dræber al spontanitet og liv, og at blot det at knæle virker hæmmende. De synes, at de bedre kan bede, mens de arbejder eller på et hvilken som helst andet tidspunkt, hvor de føler trang til det, fremfor at bede på bestemte tidspunkter. Sådanne personer nærer en sand afsky for alt hvad der er regelbundet, men de bør huske på
- at med tiden bliver disse inspirerede øjeblikke, hvor man mærker gløden og inderligheden, sjældnere og mindre intense. De hører til det åndelige livs tidligste faser og er givet os for at hjælpe sjælen med at gøre sig fri af fortidens dårlige vaner og syndighed. Men de forsvinder lidt efter lidt. De er ikke en nødvendige for at leve et liv i hellighed. Yderligere er de fulde af skavanker, og de, som er afhængige af sådanne sindstilstande for at kunne bede, vil efterhånden komme til at erfare, at de beder sjældnere, ikke oftere.
- at det, som er værdifuldt for os, er det, som former vores karakter. En person, som hovedsageligt taler med Gud for at få en følelsesmæssig tilfredsstillelse, vil næppe være i besiddelse af megen viljestyrke eller fasthed. Bønslivet bør snarere baseres på handlinger styret af viljen end på noget så ustabilt som følelser.
Derfor udvikles vores religiøse identitet mere af systematik og regelmæssighed end af nok så megen sindsbevægelse og inderlighed. En stor del af det at være troende består i at holde fast ved Gud selv i mørke stunder.
En sådan bestræbelse afføder en længsel efter Gud og styrker viljen på en måde, som en person, hvis bønner er afhængige af følelser aldrig vil kunne opleve.
Gud kan vise sig for os i mørke såvel som i lys. I Salmernes bog 97,2 får vi at vide, at ”skyer og skymulm omgiver ham” og at han ”hyller sig i lys som en kappe” (104,2). Derfor går de, som ikke vil bede i mørke, glip af det, som Gud åbenbarer for os gennem mørket. Ingen, som har holdt ud i sådanne situationer, kan være i tvivl om, at Gud var til stede for dem.
- at der er to former for tilbedelse: dyb og overfladisk. Den dybe tilbedelse er den, som er helt uafhængig af følelser. Den, som beder i en sådan ånd og åbner sig for at tage imod enhver prøvelse, som måtte komme fra Gud, er virkelig from, uanset hvad han eller hun måtte føle, og uanset om bønnen har været én lang kamp for ikke at blive distraheret. Gud vil ikke afvise den, som af al sin vilje hengiver sig til ham.
Den overfladiske tilbedelse opstår, når man overvældes af lys og glæde og derfor holder fast ved Gud. Det er ikke det centrale i tilbedelsen. Man kan sagtens være foruden, for den dybeste kærlighed er den, der er forankret i viljen.
Hvad angår selve bønshandlingen må vi huske på, at den består af både et naturligt og et overnaturligt element: den bedendes handling og den hjælp, Gud giver. Al sand bøn indeholder begge disse elementer. Selv den bedste musiker i verden vil ikke kunne frembringe god musik, hvis instrumentet ikke er stemt. Om så Helligånden svæver over vore bedende sjæle, vil han ikke kunne frembringe den musik, som Gud elsker at høre, hvis strengene ikke er ordentligt vedligeholdt.
Derfor kan vore bønner være forgæves – ikke fordi Gud ikke hjælper os, men fordi vi ikke har forberedt os godt nok. På den anden side vil vi aldrig kunne bede uden Helligåndens hjælp, selv om vi har fuld kontrol over vores vilje: ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke” (Rom 8,26).
Lad os nu se på de to elementer: det naturlige og det overnaturlige.
Det naturlige
Den mentale forberedelse.
Som sagt kan mange af vore bønner være virkningsløse, fordi vi ikke forinden har forberedt os tilstrækkeligt og renset sindet for alt det, der optager det her og nu. På den måde risikerer vi at blive hængende i en slags usund selvbeskuelse i stedet for at rette blikket mod Gud.
Hvis man mangler selvdisciplin i alt, hvad man foretager sig i hverdagen, er der stor sandsynlighed for, at man på samme måde har svært ved at koncentrere sig under bønnen og henfalder til dagdrømmerier. Derfor skal man huske på, at bønnen ikke er det rette tidspunkt til at øve sig i at koncentrere sig, men at det snarere bør være sådan, at man under bønnen høster frugterne af den koncentrationsevne, man har oparbejdet i andre sammenhænge.
Bøn og sund fornuft hører sammen.
Igen må man huske på, at sindet er et meget skrøbeligt instrument, som meget let kan komme på afveje. Vi har brug for omhu og fornuft i vores åndelige liv såvel som i andre sammenhænge.
- Når man lærer at bede, er det derfor uhyre vigtigt ikke i begyndelsen at overbebyrde sig selv med alt for mange bønner. Man bør give plads til vækst og nøjes med til en begyndelse at bede bønner, som er overkommelige. Bønnen må heller ikke blive til en byrde, som hænger over hovedet på en. Det kan faktisk være en fortrinlig øvelse i ydmyghed at opleve, hvor kort tid, man er i stand til at bede. Sindet skal have tid til at vænne sig til bønslivet, derfor skal man ikke lægge ud med en byrde, som overstiger dets kræfter.
- Og igen: man bør ikke vente med at bede til et tidspunkt, hvor man er for træt til at tænke klart. Gør man det, risikerer man, at bønnen bliver en kamp med søvnen. Derfor bør man vælge tidspunkter, hvor man er veloplagt og klar i hovedet.
- En levende bøn bør være tilpasset omstændighederne. Hvis man er syg, beder man ikke på samme måde, som, når man er rask. Sjælen indretter sig instinktivt til særlige omstændigheder og bliver netop derved mere levende.
Det overnaturlige
Men der er også et overnaturligt element i bønnen. Den er ikke blot en strøm, der bevæger sig fra sindet og op til Gud. Vi må bede som Kristi lemmer ”til lov og pris for hans nådes herlighed , som han har skænket os i sin elskede søn” (Ef 1,6).
Som kristne beder vi så at sige med Kristi læber, og vi ved, at Gud ikke vil afvise os, for så vidt som vi tror på og gør brug af dette store privilegium. Vore egne kræfter kan være små og følelsen af vores syndighed tage modet fra os, men vi nærmer os ikke desto mindre Gud som ”lemmer på hans legeme” (Ef 5,30) i bevidstheden om, at Gud vil høre sin egen søns røst.
Denne følelse af samhørighed med Kristus bør udvikles – ikke kun i bønnen, men også i vores daglige liv. For det er denne samhørighed, Vor Herres løfte til os afhænger af: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det” (Joh 15,7). Og som lemmer på Kristi legeme får vi hjælp af Helligånden: ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed” (Rom 8,26).
Vi knæler ned, men trods al vores årvågenhed og omhu er vores hjerter ofte kolde og vores ord famlende, men vi giver ikke op. Og så, undertiden – ikke altid bevidst – føler vi Helligåndens åndepust vække vores andagt til live, og ord kommer over vores læber, eller en længsel efter Gud, som vi ikke har ord for, stiger op i vores hjerter.
På den ene side føler vi , at det, vi siger eller længes efter, kommer fra os selv. Men samtidig fornemmer vi, at det er noget, der er større og stærkere end os selv. Og så ved vi, at det dels kommer fra os selv og dels fra Gud – at de toner, som fortryller os, er Helligånden, som blæser sin ånde gennem det instrument, som vi har arbejdet så hårdt på at gøre os selv til.
Sådanne øjeblikke må vi skønne på og minde os selv om i mørke stunder. De sætter os i stand til at føle og vide, at vi ikke er alene i vores bestræbelser på at bede, men at der er En, som hjælper os i vor skrøbelighed, og som når som helst kan lade os føle sin almagt. Selv når vi er mindst opmærksomme på det, er han stadig hos os.
Se artiklen i printvenlig version