Dette er den 3. af en række artikler, som bringes i anledning af 500-året for de begivenheder, der førte til det store skisma, der i de følgende århundreder splittede den kristne Kirke i talløse fraktioner. Du kan læse de to foregående her og her.
Af Torben Riis
Sagen er da kun, at efterdi Kirken ikke helliges af Skriften, men Skriften af Kirken, eller fordi det Troens Ord, vi bekiende og forkynde, er Kirkens levende, og Skriften derimod dens døde Begreb, saa er det aabenbar ikke Skriften, der kan eller skal forsvare Kirken, men Kirken, der skal forsvare Skriften.― N.F.S. Grundtvig, Om Christendommens Sandhed.
Der er også mange andre ting; Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives. (Joh 21,25).
Luthers oprør mod Kirkens autoritet måtte nødvendigvis stille ham over for spørgsmålet om, hvilken autoritet de såkaldt reformerede kristne herefter havde at forholde sig til.
Hans svar var som bekendt: Skriften alene (sola scriptura). De bibelske skrifter, hævdede han, er den højeste, ja faktisk den eneste autoritet. Alt andet – den institutionelle Kirke med dens embedshierarki og læreembede, kirkefædrenes vidnesbyrd, koncilernes erklæringer osv. – er menneskeværk, overflødige eller direkte vildledende mellemled mellem Gud og mennesker. Populært sagt: Hvis du er i tvivl om noget, så læs i din bibel. Her finder du svaret.
Det lyder befriende enkelt, men eftertiden har vist, at denne løsning afføder langt flere spørgsmål end svar. Sola scriptura er både fra et historisk, bibelsk og logisk synspunkt en uholdbar løsning på problemet.
Hvad det historiske angår, hersker der således i dag ingen tvivl om, at ”den kristne overlevering (Traditionen) er ældre end Skriften, og at Skriften selv er et produkt af den urkirkelige overlevering”[1]. Med andre ord, Skriften er en del af overleveringen, således at man i stedet for sola scriptura i virkeligheden bør sige Sola Traditio[2].
Læg hertil, at man først på kirkemødet i Kartago i 397 træffer den endelige beslutning om, hvilke skrifter der skal optages i Bibelen (de såkaldt kanoniske skrifter) – en beslutning, der definitivt bliver bekræftet af pave Bonifatius i 419. Den Bibel, Luther betragter som den eneste og højeste autoritet, er altså blevet til i Kirken og har fået sin endelige udformning af Kirken – den selvsamme autoritet, Luther nægter at anerkende.
Men hvem har så autoriteten til at fortolke Skriften og dermed afgøre, hvad der er den rette lære, og hvad der er vranglære? Det spørgsmål bliver allerede aktuelt på Luthers tid, hvor han som bekendt ikke er den eneste reformator. Det varer ikke længe, før han rager uklar både med Ulrich Zwingli og Jean Calvin, som begge hævder, at modtagelsen af brødet og vinen i alterets sakramente (nadveren) er en rent symbolsk handling, mens Luther fastholder den traditionelle lære, at Kristus reelt er til stede i begge elementer (realpræsens). Med andre ord, hver især står fast på, at det er deres fortolkning, der er den rette. Så selv om reformatorerne i princippet var enige om at tillægge Skriften den højeste autoritet i trosspørgsmål, kommer det allerede på et tidligt tidspunkt til at stå klart, at denne ”enighed” er ganske utilstrækkelig til at løse konflikter, når striden står om fortolkninger, som gensidigt udelukker hinanden, og hvor begge parter – hvad der ikke var ualmindeligt – påstår at være inspireret af Helligånden.
Og tonen var hård, eksempelvis når Zwingli erklærer: ”Jeg ved med sikkerhed, at Gud vejleder mig, for det har jeg oplevet”, og Luther replicerer: ”Vogt jer for Zwingli og undgå hans bøger som Satans gift fra helvede, for manden er fuldstændig afsporet [gantz verkeret] og har helt og aldeles mistet Kristus”[3].
Splittelsen i den protestantiske lejr er således et vilkår fra starten i form af uenigheder om centrale trosspørgsmål, der i århundredernes løb har affødt en strøm af nye protestantiske trossamfund. Dem findes der i dag på verdensplan et sted mellem 30.000 og 40.000 af.
At forkynde Kristus mod Skriften
Grundlæggende er problemet selvfølgelig, at reformatorerne og deres efterfølgere ikke anerkender nogen anden autoritet end deres egen – hvorved de paradoksalt nok – i egenskab af tekstens rette fortolkere – ender med at gøre sig selv til herrer over Skriften. Her blot et enkelt eksempel fra nyere tid:
I 1980 udkom på forlaget Aros en bog (Den lutherske bekendelse i dag) med bidrag fra forskellige lutherske teologer og kirkefolk i anledning af 450-året for Den augsburgske Bekendelse. En af bidragyderne var professor E. Thestrup Pedersen (1914-1998), som skrev om kirkebegrebet i Den augsburgske Konfession og herunder også kom ind på Luthers skriftfortolkning, som han i øvrigt også havde skrevet disputats om. Han skriver:
”Luther kom til det resultat, at Kristus er Skriftens konge og herre, og han var parat til – om nødvendigt – at forkynde Kristus mod Skriften, men dette som discipel af Skriften, der peger bort fra sig selv hen på Kristus.”
Det kunne se ud som en løsning på problemet, således at forstå, at det i den situation, Thestrup Pedersen her beskriver, ikke er Luther, men Kristus selv, der udlægger ordet. Men det rejser for det første spørgsmålet : Kan man forestille sig, at der består et modsætningsforhold mellem Skriften og Kristus, sådan som Luther åbenbart mente? Og i bekræftende fald, hvad bliver der så tilbage af Sola scriptura? Kun det sidste led, så teorien herefter må lyde: Skriften er den eneste autoritet, men kun for så vidt som den ikke siger noget, der modsiges af Kristus.
Dernæst må man spørge, om ræsonnementet ikke under alle omstændigheder kommer til at modsige sig selv. Altså: Luther forbeholder sig retten til at ”forkynde Kristus mod Skriften”, men som Thestrup Pedersen skriver, ”dette som discipel af Skriften”. Det vil konkret sige, at Luther ved at læse og fortolke Skriften danner sig en forestilling om, hvad Kristus mener eller ikke mener (for hvor skulle han ellers have fået denne indsigt fra, eftersom der ikke er andre kilder?) og ud fra denne forståelse af Kristus konstaterer, at Skriften et eller andet sted modsiger Kristus. Men så er det, der sker, jo i virkeligheden, at Skriftens ord om Kristus modsiger Skriftens ord om noget andet, altså at Skriften modsiger Skriften. Og hvor er vi så henne? For hvis Skriften tager fejl, kan den ikke bevare sin status som højeste autoritet. Og videre: Hvorfor kan den så ikke også tage fejl om det, den fortæller om Kristus, som jo er grundlaget for, at Luther i en given sammenhæng kan bruge Kristus mod Skriften?
Kort sagt, argumentationen bider sig selv i halen og er blot en illustration af, at Luther i virkeligheden ikke flytter fortolkningsmonopolet fra Kirken til Skriften eller til Kristus, men fra Kirken til sig selv: Skriften kan tage fejl, hævder Luther, fordi den kan tænkes at være i modstrid med min fortolkning både af det pågældende skriftsted og af Kristi ord eller handlinger.
Grundtvigs brud med Sola scriptura
Således løber Sola scriptura-teorien uundgåeligt ind i vanskeligheder, fordi den lader Skriften svæve frit i luften i stedet for at se den i sammenhæng med hele Traditionen. Grundtvig så det – jævnfør citatet i starten af denne artikel – og brød med det lutherske skriftprincip. Han afviser henvisningen til ”Skriften som den eneste i sig tilstrækkelige Regel og Rettesnor”[4] og karakteriserer den lutherske traditions opfattelse af Bibelen som ”Grundfeilen i den lutherske Theologi.”[5] Det nye Testamente bør ikke blot ses som en bog. Den oprindelige betydning er en pagt, ikke en bog. Den kristne kirke er derfor ”hverken et Bibelselskab eller et Læseselskab, men et Troes-samfund”[6].
For Grundtvig bliver den apostoliske og historiske overlevering afgørende, for ”det beroer ikke blot paa et Skriftsprog, men paa Herrens Anordning, at det er igiennem Apostlene, vi skal have Samfund med »Faderen og Hans Søn, Jesus Christus«, kun ved Tro paa Jesus efter deres Ord, vi kan indtræde i det Fællesskab, hvor Alle er Eet”[7].
Lyder det næsten helt katolsk? Det blev Grundtvig også beskyldt for i sin samtid, men han bevægede sig efterhånden på afgørende områder i en anden retning, som det ligger uden for denne artikels rammer at gøre rede for. Her er min pointe blot at understrege, at Luthers Sola scriptura-teori også inden for den danske luthersk-evangeliske kirke er stødt på modstand.
Hvad der skete i det næste århundrede i takt med udviklingen af den såkaldt historisk-kritiske eksegese, vender jeg tilbage til i den følgende artikel.
Hvad siger Kirken?
Afsluttende kun nogle ord om, hvad den katolske Kirke siger om fortolkningen af de bibelske skrifter. I Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) slås det fast, at ”opgaven, der består i autentisk at fortolke Guds ord både i Skriften og i Traditionen, alene er betroet til Kirkens levende Læreembede, hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn, det vil sige til biskopperne i forening med Peters efterfølger, biskoppen af Rom” (85).
Det er forståeligt nok her, enhver overbevist lutheraner må stejle. Således også professor E. Thestrup Pedersen, som i den nævnte artikel afviser Kirkens fortolkningsmonopol med ordene: ”Luther hævdede, at kirken med dette monopol på at fortolke Bibelen autoritativt og bindende lægger beslag på og gør sig til herre over evangeliet. Guds ord må altid være frit og selvstændigt. Kilden til afsporingen er, at kirken ikke radikalt stiller sig under Guds ords tiltale, men optræder som om den ejer ordet. Derved frarøver kirken ordet dets frihed og myndighed” (s. 105).
Om dette siger KKK i den følgende paragraf: ”Læreembedet står imidlertid ikke over Guds ord, men er dets tjener. Det lærer kun det, som er blevet overleveret. For Gud har villet, at det med Helligåndens bistand ærbødigt lytter til dette ord, bevarer det med hellig ærefrygt og fremlægger det med trofasthed. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro.”
[1] Ratzinger: Katolischer Erwachsenen-Katechismus 1985, s. 54.
[2] Ratzinger: Zur Lage des Glaubens, Herder 1985/2006, s. 165.
[3] Citeret fra Brad S. Gregory: The Unintended Reformation – How a Religious Revolution Secularized Society, Harvard University Press 2012, s. 98.
[4] Kirkens Gienmæle, Udvalgte Skrifter 4,414.
[5] Nordisk Kirke-Tidende 1837, 828.
[6] Danske Kirketidende 1848, 426.
[7] Det Christelige Liv som et Christus-liv, Udvalgte Skrifter 8,456
Se artiklen i printvenlig version