SOLA FIDE – kronjuvelen i Luthers projekt
Kommentarer lukket til SOLA FIDE – kronjuvelen i Luthers projekt 219 12 juli, 2017 Magasin juli 12, 2017 Indlæg af

SOLA FIDE – kronjuvelen i Luthers projekt

Af Torben Riis

Dette er den 2. af en række artikler, som bringes i anledning af 500-året for de begivenheder, der førte til det store skisma, der i de følgende århundreder splittede den kristne Kirke i talløse fraktioner. Du kan læse den første her

Den, som har skabt dig uden dig, retfærdiggør dig ikke uden dig. Altså, han har skabt dig uden dit vidende, men han retfærdiggør dig kun med din viljes samtykke  – Augustin.

Protestantismen er aldeles uholdbar. Den er en revolution, afstedkommet ved at proklamere ”apostlen” på mesterens bekostning.  – Søren Kierkegaard.

 

Gud handler ”i os uden os” (in nobis sine nobis), skriver Luther i 1520[1]. Denne lære – at mennesket frelses ved troen alene (sola fide), altså ved tro uden gerninger – har Luther selv betegnet som den trossætning, hans kirke står og falder med[2].

Ligesom de andre reformatorer lægger han vægt på, at retfærdiggørelsen af mennesket først og sidst er Guds fortjeneste, et resultat af hans barmhjertighed over for det faldne menneske. Dette er der set med katolske øjne i sig selv ikke noget kontroversielt ved. I Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) læser vi således: ”Over for Gud findes der strengt taget ikke nogen fortjeneste fra menneskets side. Mellem ham og os er uligheden grænseløs, for vi har modtaget alt af ham, vor Skaber” (2007).

Problemet opstår først, da Luther går så vidt som til at hævde, at mennesket absolut intet selv kan gøre for at opnå frelsen, og at det derfor nærmest er syndigt – eller i det mindste formasteligt – at prøve på det. En sådan bestræbelse afviser mange protestanter også i vore dage som ”gerningsretfærdighed”.

Men hvordan bliver menneskene så frelst? Ifølge Luther udelukkende ved at tro på, at Jesus har taget deres synder på sig  ved sin død på korset. Tager de imod denne lære, bliver de retfærdiggjort over for Gud, men ikke i mindste måde helliggjort. Det, der sker, er, at Guds nåde dækker over vores syndighed, frikender os for straf, således at vi på trods af al vores syndighed kan opnå evigt liv efter døden.

Heroverfor står den katolske lære om frelsen som en proces, der allerede begynder på denne side af evigheden og således giver vores liv en mening og et mål: I KKK 2013 læser vi: ”Alle kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed”[3]. ”Så vær da fuldkomne som jeres himmelske Fader er fuldkommen! (Matt 5,48).” Dette betyder på ingen måde som ofte påstået, at mennesket kan ”frelse sig selv” ved gode gerninger.[4] Herom siger KKK 2008: ”Menneskets fortjeneste for Gud i det kristne liv kommer af, at Gud frit har villet knytte mennesket til sin nådes værk.[5] Guds faderlige handling kommer først: han tilskynder; menneskets frie handling kommer dernæst: det samarbejder, således at fortjenesterne for de gode gerninger først og fremmest må tilskrives Guds nåde. Ja, selve menneskets fortjeneste tilkommer Gud, for dets gode gerninger udgår, i Kristus, fra Helligåndens forekommende indgriben og fra hans hjælp.

Kardinal Newman formulerede kort og rammende  forholdet mellem tro og gerninger således: ”Tro alene kan gøre gerninger levende. Gerninger alene kan gøre troen levende. Men fjerner man den ene af disse to, fjerner man dem begge.”

I Johannesevangeliet finder vi det samme forhold udtrykt i kapitel 15, hvor Jesus bl.a. siger: Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Bemærk, at Jesus ikke siger: I kan slet intet gøre. Punktum. Han siger: ”Uden mig kan I intet gøre” og siger dermed også, at der faktisk er noget, vi kan gøre –  forudsat at vi bliver i ham, hvilket ligeledes er forudsætningen for, at vi kan bære frugt. Her er der ingen kunstig adskillelse mellem tro og gerninger.

Læs også: Tro og gerninger og Frelse

Luthers tvivlsomme brug af apostlen Paulus

Konsekvensen af Luthers ”sola fide” bliver derimod, at der etableres en uoverstigelig barriere mellem mellem Gud og menneskers liv på jorden. Men hvordan var Luther nået til denne opfattelse? Det er der ikke ét, men flere svar på. Lad os først se på de to steder hos Paulus, Luther og hans efterfølgere især har refereret til: Rom 3,28: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro uden lovgerninger” og Gal 2,16: ”Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.”

Kan disse skriftsteder tages til indtægt for sola fide-læren? Det afhænger af, hvilken betydning man mener Paulus lægger i ordet ”lovgerninger”. Det græske ord for ”lovgerninger” er i Septuaginta[6] erga nomou. Erga betyder ”handlinger/gerninger”, nomou (af nomos = lov) ”af loven” eller ”lov-”. Men hvilken ”lov”, er det så, Paulus taler om her?

Meget kort fortalt[7]: Septuagintas oversættere valgte ordet nomos som en oversættelse af det hebraiske ord Tora, som er betegnelsen for de fem mosebøger. Nomos kom således for de græsktalende jøder, som levede i diaspora i tiden efter Alexander den Stores erobringer, til primært at betyde ”Moseloven”. Når Paulus taler om lovgerninger i modsætning til tro, er det således typisk Moseloven (toraen), han refererer til og klart tager afstand fra. Det fremgår f.eks. af Romerbrevets kapitel 4,9-12, hvor han taler om omskærelse (som er jødernes indvielsesritus, ligesom dåben er det for de kristne) og udtrykkeligt understreger, at omskærelse ikke længere er en forudsætning for at blive retfærdiggjort.

Forstår man således ”lovgerninger” som gerninger foreskrevet af ”Moseloven”, giver  Rom 3,28 og Gal 2,16 god mening og modsiger eksempelvis ikke andre Paulus-ord såsom Filipperbrevet 2: ”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse… For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje” – eller 2. brev til Thessalonikerne 1,11: ”Derfor beder vi også altid for jer om, at vor Gud vil gøre jer værdige til hans kaldelse og med kraft fylde jer med alle gode forsætter og alle troens gerninger, for at vor Herre Jesu navn må blive herliggjort i jer, og I i ham ved vor Guds og Herren Jesu Kristi nåde.”

Den døde tro

De modsiger heller ikke Jakobsbrevet: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør” (Jak 1,22-25).

Og heller ikke Jak 2,14: ”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ”Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,” men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.”

Ikke overraskende, at Luther ønskede at slette Jakobsbrevet fra de kanoniske tekster, hvad han dog ikke fik held til at gøre. Omvendt – for at få teksten i Rom 3,28 til at passe med sola fide-teorien – tilføjede han i sin bibeloversættelse ordet ”alene” efter ”tro”, således at der kom til at stå, at et menneske gøres retfærdigt ved tro alene – en tilføjelse, som der ikke er belæg for i den græske tekst.

Arven fra Ockham

Sola fide-læren har imidlertid ikke alene baggrund i Luthers læsning af Paulus. Luther vedkendte sig sin gæld til den engelske franciskanermunk William af Ockham (1270-1349) og dennes efterkommere. Hos Ockham finder vi forestillingen om Guds almagt drevet ud i sin yderste konsekvens. Ockham hævder, at Guds frie vilje (liberum arbitrium) udgør selve essensen af hans væsen, og at denne frie vilje i princippet er en frihed til at gøre hvad som helst. Hermed bryder han med højmiddelalderens skolastiske  filosofi, især Thomas Aquinas, som hævder, at Guds handlinger er uløseligt forbundet med hans godhed og fornuft.

William fastholder dog, at vi skal adlyde de ti bud, men kun fordi Gud har villet det sådan. Anden begrundelse gives der ikke. Men ifølge denne tankegang bliver Gud til en despot, som vilkårligt, uafhængigt af enhver fornuft, kan tænkes at udvirke både gode og slette handlinger i mennesket.

Den samme tankegang genfinder vi hos Luther, når han for at få sin teori til at passe for det første benægter menneskets frie vilje (Gud alene handler)[8] og dermed også fratager mennesket ethvert ansvar for dets egen syndighed, således at han i sidste instans  er nødt til at placere ansvaret for både det onde og det gode hos Gud selv og – endnu værre – at se det onde som en del af den guddommelige natur. Det sker i et mildt sagt kompliceret ræsonnement, hvor Gud hævdes først at blive den, han er, i en dialektisk proces, hvor modsætningen mellem godt og ondt går op i en højere enhed: ”Gud må først blive djævelen, før han bliver Gud”[9]. Gud er ”så urimeligt magtfuld” at han ”gør enheden i sin evige natur afhængig af både godt og ondt, to uforenelige ting.”[10]

Frygten for fortabelse

Endelig er det nærliggende, at se Luthers sola fide-teori i lyset af hans egen personlige problematik. Det er velkendt, at Luther i sin tid som augustinermunk var plaget af voldsomme anfægtelser og som følge heraf   frygten for fortabelse.

Den franske filosof Jacques Maritain (1882-1973) bemærker[11], at Luthers konsekvente afvisning af, at ”gode  gerninger” kan bidrage til frelsen, som sin logiske forudsætning  har, at han sætter lighedstegn mellem arvesynden og sin personlige oplevelse af begæret, drifterne som utæmmelige kræfter i mennesket. Med andre ord, Luther ophøjer sine egne problemer til almene vilkår og hævder dermed populært sagt, at når han ikke selv kan komme til rette med en cølibatær tilværelse i et kloster, så er der nok heller ingen andre, der kan.

Tilsvarende driver hans sygelige frygt for fortabelse ham til at konstruere en ”løsning” i form af en frelsesforståelse, som befrier ham og alle andre for ethvert personligt ansvar og samtidig yder en absolut sikkerhed for evig salighed til enhver, som anerkender netop denne ”løsning”. Derfor er sola fide-teorien, som nævnt i indledningen, kronjuvelen i Luthers projekt, den teori, hele projektet står og falder med.

Men i dens kølvand følger andre ”interessante” teser, ikke mindst sola scriptura-teorien, som bliver emnet for den næste artikel.

Du kan læse et uddrag af Jacques Maritains kritik af Luthers sola fide-teori her

 

[1] Om kirkens babyloniske fangenskab.

[2] Articulus stantis et cadentis ecclesiae.

[3] Citat fra 2. Vatikankoncil (Lumen gentium 40).

[4] Denne lære ( kendt som pelagianismen efter den britiske munk Pelagius fra 1. halvdel af 400-tallet) blev udtrykkeligt fordømt på synoden i Karthago i 418 og definitivt forkastet af koncilet i Efesus i 431. En ”blødere version”, den såkaldte semi-pelagianisme, blev fordømt af synoden i Orange i 529, bekræftet af pave Bonifatius i 531 og ydermere af Tridentinerkoncilet i 1546.

[5] Jfr. KKK 1993: ”Retfærdiggørelsen bringer et samarbejde i stand mellem Guds nåde og menneskets frihed” og 1994: ”Helligånden er den indre mester. Ved at lade ”det indre menneske” fødes medfører retfærdiggørelsen helliggørelsen af hele mennesket.

[6] Septuaginta: den ældste græske oversættelse af Det Gamle Testamente fra hebraisk til græsk.

[7] En særdeles detaljeret og opdateret redegørelse for dette problem finder man hos ”Jimmy Akin: The Drama of Salvation” 2015, s. 97 ff.

[8] Mere præcist: Luther begrænser den frie vilje til det dennesidige, altså alt det, der er underlagt vores vilje i dagligdagen. Når det gælder vores frelse, er viljen magtesløs: ”Friheden eksisterer ikke efter syndefaldet,” erklærer han i 1518 i den 13. Heidelberger-tese, ”den er kun et ord, og enhver handling, der udgår fra mennesket, er en dødssynd.”

[9] WA 31,249

[10] 40,II,417

[11] Trois réformateurs. Luther – Descartes – Rousseau. Plon 1925, s. 242 ff.