Kommentarer lukket til 475 01 juli, 2017 Magasin juli 1, 2017 Indlæg af

Af Torben Riis

Dette er den første af en række artikler, som bringes i anledning af 500-året for de begivenheder, der førte til det store skisma, der i de følgende århundreder splittede den kristne Kirke i talløse fraktioner.

Det lutherske er et korrektiv – men et korrektiv gjort til det normative, til det hele, er eo ipso i anden generation (hvor man altså ikke har det, hvortil det var korrektivet) forvirrende. Og med hver generation, der således går hen, må det blive værre, indtil enden bliver, at dette korrektiv, der selvstændigt har etableret sig, frembringer lige det modsatte af dets oprindelige bestemmelse. Og dette er også tilfældet. Det lutherske korrektiv frembringer, når det selvstændigt skal være hele kristendommen, den mest raffinerede art verdslighed og hedenskab.                   Søren Kierkegaard[1]

Denne første artikel er en slags oversigtsartikel, hvor jeg i store træk forsøger at gøre rede for de vigtigste elementer i det opgør, der førte til det endelige brud mellem Luther og Den katolske Kirke i 1500-tallet. De øvrige reformatorer (Calvin, Zwingli m.fl.) vil kun blive sporadisk omtalt.

Det ovenstående Kierkegaard-citat får mig til indledningsvis at fremhæve to pointer: For det første, at Luther til en begyndelse rettede sin kritik mod datidens misbrug af afladslæren, ikke mod afladslæren som sådan. I den forbindelse er det vigtigt at slå fast, at Luther ikke blev ekskommuniceret, fordi han kritiserede disse misbrug. Det var og er en umulighed. Ekskommuniceret (udelukket fra det kirkelige fællesskab) bliver man populært sagt først, når man erklærer: ”Jeg har ret, og Kirken tager fejl” og efterfølgende nægter at fravige dette standpunkt.

Det var til gengæld det, der skete, da Luther efterfølgende forkastede afladslæren i sin helhed og dermed nægtede at anerkende Kirkens autoritet – demonstrativt iscenesat med afbrændingen den 10. dec. 1520 af den bulle (Exsurge Domine), hvori man havde pålagt ham inden 60 dage at tilbagekalde 41 af sine 95 teser. Det afgørende øjeblik indtraf ifølge kardinal Ratzinger (den senere pave Benedikt 16.), allerede på disputationen i Leipzig (4.-13. juli 1519), hvor Luther hårdt presset af sin modpart Johannes Eck måtte  indrømme, ”at hans ’nye lære’ ikke blot var rettet mod pavedømmet, men også mod Traditionen, som den klart er kommet til udtryk hos kirkefædrene og koncilerne. Luther var tvunget til at indrømme dette og erklærede da, at også økumeniske konciler havde taget fejl, hvorved eksegeternes autoritet blev hævet over Kirkens og overleveringens [Traditionens] autoritet.”[2]

Luther udgangspunkt var således, at når Kirken (efter hans opfattelse) kunne tage fejl med hensyn til afladslæren, hvorfor skulle den så ikke også have taget fejl i andre spørgsmål? Dermed var startskuddet givet til yderligere ”reformer”, som det herefter stod Luther og hans nærmeste medarbejdere frit for at formulere.

Hermed er jeg så nået frem til min anden pointe: At ”reformationen” ikke blot, som dette ord antyder, var en justering eller en opstramning af Kirkens lære, hvor det underforstås, at selve kernen forbliver urørt, men i bogstaveligste forstand en ”revolution”, som vendte op og ned på alting – eksempelvis ved, at man i den følgende tid fjernede fem af de syv sakramenter[3], afskaffede ordenslivet, skilte viden fra tro, retfærdiggørelse fra helliggørelse, kristendom fra etik, Jomfru Maria fra frelseshistorien, helgenerne og mystikerne fra fromhedslivet for nu blot at nævne det mest iøjnefaldende.

Der er tale om et forløb, som får mig til at tænke på Goethes digt Der Zauberlehrling[4] (Disney-udgaven med Mickey Mouse i rollen som troldmandens lærling kan også bruges) hvor lærlingen i mesterens fravær sætter gang i en proces, som det snart viser sig, at han ikke kan overskue og derfor heller ikke styre.

Det samme sker som nævnt for Luther, hvor den ene reform i overensstemmelse med projektets egen logik fører den næste med sig i et forløb, som ingen kan se en ende på. Det kan kort beskrives således: Da Luther forkaster Kirkens lære om aflad, som er del af den katolske bodspraksis, rejser han dermed også tvivl om Kirkens lære om skærsilden, som igen hænger sammen med læren om ”de helliges samfund” og i sidste ende med læren om frelsen. På den måde når han uundgåeligt ind til kernen af troslæren og får dermed udvirket et paradigmeskifte, som befinder sig milevidt fra den katolske forståelse af, at troen er en helhed, hvorfra enkelte elementer ikke  kan fjernes, uden at hele ”bygningen” lider alvorlig skade.

Det er overordnet set den risiko, Kierkegaard advarer mod i den sidste sætning i citatet, uden at jeg af den grund skal udnævne ham til katolik.

Læg mærke til, at han i samme citat også forudser, at ”korrektivet” frembringer lige det modsatte af dets oprindelige bestemmelse. Det kan blandt andet eksemplificeres ved:

  • at den frihed, man opnåede ved ikke længere at være underlagt det kirkelige læreembede og de kirkelige myndigheder i Rom, blot førte til en ny afhængighed – i første omgang af fyrsterne, senere af politikerne – et problem, som i et sekulariseret samfund som det danske dukker op med jævne mellemrum, når som helst Folketinget føler sig foranlediget til at blande sig i folkekirkens interne anliggender.
  • at Luthers påstand om, at Bibelen er den eneste autoritet (sola scriptura), i praksis gør eksegeten (fortolkeren) til herre over teksten, og således giver eksegeten fuldmagt til at definere, hvad der er eller ikke er kristen tro. Men ved således at underkende Kirkens og Traditionens autoritet (jfr. fodnote 2), begraves også Bibelens autoritet i mængden af indbyrdes modstridende fortolkninger, hvoraf der i princippet er lige så mange som antallet af fortolkere. Dette med det resultat, at folkekirken i dag er splittet op i indbyrdes ofte dybt uenige grupperinger.
  • at Luthers insisteren på, at det enkelte menneske ikke i mindste måde er i stand til at foretage sig noget for at bidrage til sin egen frelse (sola fide), ikke som forventet har ført til en styrkelse af troen og en dybere ærbødighed over for Gud, men tværtimod til en udbredt ligegyldighed over for kirke og tro, i og med at den placerer Guds frelsesplan og menneskers handlinger på to forskellige niveauer uden indbyrdes forbindelse.

Som det fremgår af ovenstående, står de to  teorier sola scriptura og sola fide centralt i Luthers ’nye lære’.  Dem vender jeg derfor tilbage til i de følgende artikler for blandt andet at se nærmere på, hvad de reelt drejer sig om, hvordan de blev til, om der er bibelsk belæg for dem, og  hvordan senere generationer har forholdt sig til dem.

 

[1] Citatet stammer fra Kierkegaards personlige papirer. Her citeret fra H. Roos S.J.: Søren Kierkegaard og katolicismen. Munksgaard 1952, s. 19-20.

[2] Joseph Ratzinger, Benedikt XVI.: Zur Lage des Glaubens. Ein Gespräch mit Vittoria Messori. Herder 2007, side 163.

[3] Faktisk er der kun ét sakramente tilbage, som katolikker og lutheranere er fælles om: dåben. Synet på eukaristien (nadveren) er – uanset at Luther anerkendte ”realpræsens” – så forskelligt, at man ikke fra katolsk side tillader en fælles fejring af sakramentet (interkommunion).

[4] Første strofe lyder således: Heksemesteren, den sære / gamle, er en tur sig gået./ Nu skal jeg hans ånder lære,/at jeg kunsten har forstået./ På hans ord og fagter / gav jeg nøje agt./ Løndomsfulde magter,/ bøj jer for min magt.
— oversættelse fra tysk af Peter Andreas Rosenberg (1858-1935)