Pavens revision af betingelserne for at få et ægteskab kendt ugyldigt skaber bekymring i Kirkens øverste ledelse
Tirsdag den 8. september udsendte pave Frans to motu proprio, pavelige dekreter, som indeholdt en række ændringer af de gældende regler for behandling af ægteskabssager. Begge dekreter blev underskrevet af paven den 15. ds.
I ethvert bispedømme er der en kirkelig domstol, som tager stilling til – ikke om et ægteskab kan opløses, for det kan selv paven ikke gøre – men om det skal kendes ugyldigt – hvorved man konstaterer, at der fra begyndelsen ikke var noget ægteskab. Kriterier for ugyldighed kan f.eks. være, at den ene eller begge parter har handlet under tvang eller grundlæggende ikke har forstået, hvad de gjorde, da de lod sig vie.
Pavens erklærede hensigt med at ændre bestemmelserne er kort fortalt at ”strømline” processen, således at folk ikke skal vente i årevis med at få deres sag behandlet. Det var et ønske, der blev udtrykt i familiesynodens slutdokument (48), hvor mange af de tilstedeværende biskopper understregede behovet dels for en hurtigere sagsbehandling, dels for at man skulle frafalde kravet om betaling for de administrative omkostninger – således som det allerede er sket mange steder i den vestlige verden.
Disse to ønsker er til fulde blevet opfyldt i det foreliggende dekret. Alligevel rapporteres der i katolske nyhedsmedier om en udbredt utilfredshed med pavens initiativ, som bl.a. giver sig udslag i, at der i øjeblikket cirkulerer et hemmeligt dokument blandt medarbejderne i Vatikanet, som forholder sig stærkt kritisk til pavens revision af bestemmelserne. Den tyske avis Die Zeit, skriver således i sit tillæg ”Christ & Welt”, at det 7 sider lange dokument i øjeblikket går fra hånd til hånd blandt modstanderne af ændringerne. Artiklens forfatter, Julius Müller-Meiningen, citerer en kilde i kurien for at sige, at pave Frans med disse dekreter ”har ladet masken falde,” og tilføjer ”at mange centralt placerede personer i Vatikanet åbenlyst er bekymrede og stærkt indignerede.” Utilfredsheden er ifølge Müller-Meiningen særlig udtalt blandt medarbejderne i Troslærekongregationen og i Statssekretariatet.
Men hvorfor nu det? Det er der flere grunde til. For det første, at strømliningen indebærer et krav om, at en annulleringsproces fremtidigt skal afvikles inden for blot 45 dage og kun behandles af en enkelt instans, hvor biskoppen har den endelige afgørelse. Dette uanset, at ikke alle biskopper nødvendigvis sidder inde med de fornødne kirkeretlige kompetencer. Det frygter man vil medføre, at det ikke blot bliver hurtigere, men også lettere at få sin sag igennem, hvorved man risikerer at undergrave ægteskabets uopløselighed – eller, som nogle kritikere har udtrykt det – reelt at indføre ”skilsmisse på katolsk”[1].
Dernæst går utilfredsheden på, at paven – ved egenhændigt at afgøre sagen med to dekreter – har valgt at se bort fra normal praksis i sager af denne art. Han har således ikke konsulteret den kommission, der blev nedsat af pave Benedikt, og som allerede har udarbejdet forslag til ændringer, men derimod nedsat sit eget hurtigtarbejdende udvalg. Han har heller ikke konfereret med bispekonferencerne, de relevante kongregationer, herunder Troslærekongregationen, eller Den Apostoliske Signatura, Kirkens Højesteret i spørgsmål om ægteskab.
Kan paven tillade sig det? Det kan han faktisk godt. Så formelt er der ikke noget at komme efter. Men det harmonerer ikke med pavens tidligere løfter om åbenhed og kollegialitet og giver derfor også anledning til frustrationer og bekymringer blandt konservative biskopper og kardinaler. Troslærekongregationens formand, kardinal Gerhard Müller, skal således ifølge Die Zeit have udtrykt frygt for, at Kirken vil kollapse, såfremt man fjerner en af dens vigtigste grundpiller ved at introducere en faktisk eller en mere camoufleret udgave af skilsmisse.
Bekymringerne samler sig nu om, hvad der venter forude på Familiesynoden i næste måned – en stemning, som ikke er blevet mindre udtalt efter offentliggørelsen af listen over de biskopper og kardinaler, som paven personligt har valgt at indbyde. Den rummer i hvert fald 16 personer, som med garanti vil sørge for, at drøftelserne ikke kommer til at forløbe uden dramatik.
[1] Udtrykket associerer umiddelbart til Pietro Germis satiriske farce fra 1961 ”Skilsmisse på italiensk” med Marcello Mastroianni i hovedrollen som ægtemanden, der er ”nødt til” at myrde sin kone for at kunne gifte sig med en yngre og mere attraktiv kvinde.
Se artiklen i printvenlig version