Den 6. maj bragte vi et interview med den tyske filosof Robert Spaemann med overskriften ”Et brud med Kirkens konstante lære”. I denne kommentar svarer Spaemann på de reaktioner, der fulgte på hans kritiske bemærkninger om pavens post-synodale skrivelse ”Amoris laetitia”, og uddyber sine synspunkter.
Mine kritiske bemærkninger i samtalen med Catholic News Agency om den pavelige skrivelse Amoris laetitia har affødt livlige reaktioner både i form af begejstret tilslutning og afvisning. Afvisningen vedrører først og fremmest sætningen om, at fodnote 351 skulle repræsentere ”et brud med den katolske Kirkes konstante lære”. Det, jeg ønskede at sige, var, at visse af den hellige faders ytringer er i direkte modstrid med Jesu ord, apostlenes ord og Kirkens traditionelle lære.
Et brud bør man ganske rigtigt kun tale om, når en pave under formel påberåbelse af sin apostoliske fuldmagt entydigt og udtrykkeligt – altså ikke i forbigående i en fodnote – lærer noget, som er i modstrid med den nævnte læremæssige tradition. Det var ikke det, der skete i dette tilfælde – allerede af den grund, at pave Frans ikke er en stor tilhænger af entydighed. Da han for nylig erklærede, at kristendom ikke kender til noget ”enten-eller”, generede det ham øjensynligt ikke, at Kristus har sagt: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde” (Matt 5,37). Apostlen Paulus breve er fulde af ”enten-eller”. Og endelig: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig” (Matt 12,30).
Men pave Frans vil kun ”fremsætte forslag”. Forslag må det være tilladt at modsige. Og efter min opfattelse bør man eftertrykkeligt modsige ham, når han i Amoris laetitia hævder, at Jesus selv kun skulle have fremholdt ”et krævende ideal”. Nej, Jesus befalede ”som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge” (Matt 7,29). Han selv henviser blandt andet i samtalen med den rige unge mand til den indre overensstemmelse mellem efterfølgelsen og overholdelsen af de ti bud (Luk 18,18-23). Jesus prædiker ikke om noget ideal, men indstifter en ny virkelighed, Guds rige på jorden. Jesus foreslår ikke, han tilskynder og befaler: ”Et nyt bud giver jeg jer.” Denne nye virkelighed og dette bud er tæt forbundet med menneskets natur, som kan erkendes af fornuften.
Når det, som den hellige fader siger, i så ringe grad passer til det, som jeg læser i Skriften, og til det, som jeg møder i evangelierne, så er det altså ikke tilstrækkelig grund til at tale om et ”brud” og slet ikke grund til at gøre paven til genstand for polemik og spot, således som Alexander Kissler[1] desværre gør det. Da den hellige Paulus stod foran Rådet for at forsvare sig, og ypperstepræsten befalede, at man skulle slå ham på munden, reagerede Paulus med disse ord: ”Gud skal slå dig, din kalkede væg!” Men da Paulus blev gjort opmærksom på, at det var ypperstepræsten, han stod over for, sagde han: ”Brødre, jeg vidste ikke, at det er ypperstepræsten. Der står jo skrevet: ’Du må ikke forbande dit folks øvrighed’” (ApG 23,3-5). Kissler burde i sin omtale af paven have dæmpet tonen, uanset at hans kritik for størstedelen var berettiget. Den polemiske tone bevirkede, at effekten af hans indlæg i debatten snarere blev formindsket.
Paven har beklaget sig over, at man under indflydelse af medierne mere eller mindre ser bort fra hans talrige ytringer om familiens alarmerende situation for i stedet at hæfte sig ved en fodnote om adgangen til at modtage kommunion. Men den offentlige debat op til synoden drejede sig nu engang om dette emne, for her er der faktisk kun mulighed for et ja eller nej. Nu kører debatten videre og tilmed lige så ophedet som før, fordi paven viger tilbage for at citere de relevante udtalelser fra sine forgængere, og fordi hans svar som bekendt er så flertydigt, at enhver kan tage det til indtægt for sin egen mening – og gør det. ”Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp? (1 Kor 14,8). Når yderligere præfekten for Troslærekongregationen ser sig nødsaget til i fuld offentlighed at anklage en af pavens nærmeste rådgivere blandt biskopperne og dertil hans ghostwriter[2] for hæresi, er det et tegn på, at man er kommet for langt ud. Selv i den katolske Kirke er der grænser for, hvad man kan holde til.
Pave Frans holder af at sammenligne kritikerne af hans politik med dem, som ”har sat sig på Moses’ stol. Men også her slår anklagen tilbage på den, der fremsætter den. Det var jo de skriftkloge, som forsvarede skilsmisser og opretholdt det regelsæt, som gjaldt for dem. Jesu disciple blev da også forfærdede over Mesterens forbud mod skilsmisse: ”Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig” (Matt 19,10). På samme måde som de folk, der løb bort, da Herren forkyndte, at han ville gøre sig selv til føde for dem: ”Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” (Joh 6,60).
Herren forbarmede sig over sit folk, men han var ikke en populist. ”Vil I også gå jeres vej?” (Joh 6,67) var alt, hvad han svarede dem, som ville forlade ham.
[1] Tysk journalist, forfatter og litteratur- og medieforsker, som har givet pave Frans en hård medfart i den tyske debat.
[2] Spaemann hentyder her til den argentinske ærkebiskop Fernandez Guttierrez, som paven kort efter sin tiltræden udnævnte til ærkebiskop, og som i dag hører til blandt hans nærmeste rådgivere. Mistanken om, at Guttierrez har lagt pen til centrale afsnit i flere af pavens skrivelser, blev bestyrket, da den erfarne italienske vatikanist Sandro Magister for nylig offentliggjorde en sammenligning mellem to ti år gamle tekster af Guttierrez’ og de mest kontroversielle afsnit i Amoris laetitia.
Se artiklen i printvenlig version