Af Torben Riis
Denne artikel blev første gang bragt i den trykte udgave af Katolsk Magasin, som udkom i november 2010.
Det er forståeligt, at I finder det vanskeligt at tilgive og forsone jer med Kirken. I dens navn vil jeg åbent give udtryk for den skam og den anger, vi alle føler. Samtidig beder jeg jer om at bevare håbet. – Pave Benedikt i ”Hyrdebrev til Irlands katolikker 19. marts 2010”.
2010 vil blive husket som et annus horribilis for Den katolske Kirke – det år, da en tilsyneladende endeløs række af anklager for seksuelle misbrug begået af præster (og enkelte biskopper) mod børn og unge affødte en verdensomspændende mediestorm mod Kirken af hidtil uset voldsomhed.
EN INTERNATIONAL KRISE
De misbrugsskandaler, der til at begynde med havde påkaldt sig offentlighedens opmærksomhed, var i hovedsagen begrænset til den engelsktalende verden, først og fremmest USA og Irland, og man kunne derfor vurdere sagerne som et udtryk for specifikke problemer i de pågældende lokalkirker. Men i takt med at nye afsløringer om omfattende misbrug er dukket op – fra en række europæiske lande og fra andre dele af verden – kan det ikke længere drages i tvivl, at der er tale om en international krise og derfor også om et problem, som stikker langt dybere end først antaget. 2010 blev året, hvor skeletterne formelig væltede ud af skabet, og hvor ofrene for årtiers misbrug fik mæle og krævede de skyldige til regnskab.
En alvorlig drejning havde sagen allerede taget – første gang i 2002 i bispedømmet Boston, USA – da det kom frem, at skylden for de mange krænkelser ikke alene kunne placeres hos den enkelte misbruger. Også biskopper og andre ansvarlige, som enten havde lukket øjnene for eller endog forsøgt at dække over misbrugere, havde pådraget sig et direkte ansvar for, at disse uantastet havde været i stand til at fortsætte deres misbrug i årevis. Boston-sagen endte sensationelt med, at kardinal Bernard Law, på det tidspunkt en af de mest indflydelsesrige skikkelser i den katolske kirke i USA, måtte træde tilbage.
Det spørgsmål, de internationale medier herefter fandt det naturligt at stille, var følgende: Hvor meget vidste man om misbrugene i Vatikanet, og havde man også i Kirkens øverste ledelse gjort sig skyldig i at dække over pædofile præsters ugerninger? Ja, hvorfor udelukke, at pave Benedikt selv havde været involveret? Kunne noget sådant påvises eller blot sandsynliggøres, ville der selvsagt være tale om et journalistisk scoop af historiske dimensioner. Forsøget blev da også gjort af New York Times den 25. marts i år, da avisen bragte en artikel med overskriften Vatikanet nægtede at afsætte præst, der krænkede drenge.
Artiklen begyndte således:
Ifølge kirkelige dokumenter, der for nylig er kommet for dagens lys i forbindelse med et sagsanlæg, undlod topembedsmænd i Vatikanet – herunder også den senere pave Benedikt XVI – at afsætte en præst, der forgreb sig på ikke færre end 200 døve drenge, selv om flere amerikanske biskopper gentagne gange advarede dem om, at det kunne skade kirken ikke at foretage sig noget i sagen.
Denne og tilsvarende beskyldninger mod paven viste sig efterfølgende at være grundløse[1], men de illustrerer ganske godt, at der på dette tidspunkt var gået både politik, værdikamp og konspirationsteori i sagen.
Det forhold, at brede kredse i nutidens sekulariserede samfund ser en interesse i at piske en stemning op mod Kirken for dermed at svække dens moralske indflydelse i samfundet, bør imidlertid ikke bortlede opmærksomheden fra selve problemet, som jo ikke i første instans er påført Kirken udefra. Det spørgsmål, man må stille i dag, er derfor dels,hvilket omfang problemet reelt har, og dernæst, hvad Kirken har gjort for at sætte en stopper for de mange misbrug og forebygge gentagelser.
HVOR OMFATTENDE ER PROBLEMET?
Med hensyn til omfanget af de seksuelle krænkelser er det vigtigt at bemærke, at de overgreb, offentligheden er blevet bekendt med gennem medierne, f.eks. i USA, er hændelser, der har fundet sted inden for de seneste 50 år. De mange ofte detaljerede og malende beskrivelser af enkeltsager giver derfor ikke nogen klar fornemmelse af problemets omfang hverken nu eller i fortiden. Et vist begreb herom fik man imidlertid, da Troslærekongregationens officielle anklager Monsignor Charles J. Scicluna i februar lod sig interviewe af den italienske avis L’Avennire og her med en for Vatikanet usædvanlig åbenhed lagde følgende kendsgerninger på bordet:
- Mellem 2001 og 2010 har Troslærekongregationen behandlet ca. 3.000 sager fra hele verden om seksuelle krænkelser begået inden for de seneste 50 år. I 2003 og 2004 tegnede USA sig for langt de fleste sager.
- Af disse 3.000 sager drejede 60% sig om homoseksuelle tilnærmelser til unge mænd og 30% om heteroseksuelle forhold. De resterende 10% var egentlige pædofilisager, altså beskyldninger for overgreb mod børn inden puberteten. Her er der altså tale om ca. 300 sager inden for en niårig periode.
- Kun 20% af de i alt 3.000 sager er blevet gennemført som egentlige kirkelige retshandlingerog afsluttet med en domfældelse. Halvdelen af disse sager – de meget alvorlige sager – er endt med, at de pågældende præster ved et paveligt dekret er blevet endegyldigt afsat. Enkelte er dog blevet renset for anklagerne. I de resterende 10% af sagerne er det de anklagede præster selv, der har anmodet om at blive suspenderet, en anmodning, der øjeblikkelig er blevet efterkommet. Det drejer sig hovedsageligt om præster, der har været i besiddelse af børnepornografisk materiale og på den baggrund er blevet retsforfulgt ved de civile domstole.
- Når kun 20% er blevet endeligt afgjort ved den kirkelige domstol, skyldes, at man har ønsket at undgå, at sagerne trak ud i årevis. I 60% af sagerne er der således ikke faldet dom. Det er typisk sager, der er forældede, men hvor den anklagede præst er blevet suspenderet og siden har måttet leve ”i afsondrethed og bøn” – altså under forhold, hvor han ikke har kontakt med en menighed. Dette betyder imidlertid ikke, understregede Scicluna, at den pågældende endegyldigt er frikendt af de kirkelige myndigheder, og heller ikke, at han ikke på et senere tidspunkt vil kunne stilles for en civil domstol.
- I årene 2003-2004 tegnede USA sig for 80% af alle sager. I 2009 var denne andel faldet til kun 25% af de i alt 223 sager, der blev rapporteret til Troslærekongregationen. Disse tal skal sammenholdes med, at der i hele verden p.t. er ca. 400.000 katolske præster.
HEMMELIGHEDSKRÆMMERI?
Scicluna afviste endvidere beskyldningerne mod Vatikanet for at ville hemmeligholde pædofilisager. Rygtet om noget sådant blev senest sat i omløb, da den britiske avis The Observer i april 2005 ”afslørede” et brev fra kardinal Ratzinger dateret den 18. maj 2001, hvor Ratzinger angiveligt skulle have pålagt biskopperne at holde pædofilianklager skjult for offentligheden og de civile myndigheder.
Historien blev ukritisk refereret i de fleste medier, indtil det stod klart, at brevet ikke var mere hemmeligt, end at det kunne ses på Vatikanets hjemmeside. Problemet opstod i hovedsagen, fordi teksten var på latin, og journalisten følgelig havde misforstået indholdet. Det var især oversættelsen af ordet secretum, der havde ført ham på afveje. Secretum skal i kirkeretlig sammenhæng oversættes med ”fortrolighed” ikke ”hemmeligholdelse”.
Kardinal Ratzingers pålæg til biskopperne var således blot en indskærpelse af de regler, der gælder for interne kirkelige processer, hvor f.eks. vidneudsagn bør behandles fortroligt, indtil sagen er afsluttet,
og hvor den anklagede præst også har krav på beskyttelse, så længe han ikke er fundet skyldig. Disse retningslinier er nedfældet i Vatikanets instruktion Secreta continere fra 1974.
JOHN JAY-RAPPORTEN
Intetsteds er misbrugsproblemet blevet så grundigt belyst som i USA, hvor de amerikanske biskopper i 2004 iværksatte en uvildig undersøgelse, der kom til at omfatte 97% af de amerikanske bispedømmer. John Jay-rapporten, som har navn efter John Jay College of Criminal Justice, et højt anset institut ved The City University of New York, undersøgte perioden 1950-2002.
Rapporten konkluderer, at 4.392 præster (4% af samtlige) i perioden er blevet anklaget for seksuelle krænkelser. 1.021 sager blev efterforsket af politiet. Heraf førte 384 til, at der blev rejst tiltale. 252 af de anklagede blev dømt, 100 fik fængselsstraffe.
Rapporten konstaterer endvidere, at 81% af ofrene var mandlige, heraf 78% mellem 11 og 17 år, 16% 8-10 år og 6% 7 år eller yngre. De fleste overgreb fandt sted i 1970’erne, antallet dalede i 80’erne og 90’erne.
Man har kunnet sammenligne disse tal med forholdene i det amerikanske samfund i øvrigt. En undersøgelse foretaget for det amerikanske undervisningsministerium viser, at 9.6% af amerikanske skoleelever fra børnehaveklasse til og med 11. klassetrin har klaget over seksuelle krænkelser begået af lærere eller andet personale.
Ifølge de amerikanske forsikringsselskabers fællesorgan Insurance Journal modtager de selskaber, der forsikrer hovedparten af de protestantiske kirker, hvert år gennemsnitligt 260 anmeldelser om seksuelle krænkelser af unge under 18 begået af personer, der er ansat ved eller tilknyttet kirkerne som frivillige medarbejdere. Til sammenligning er gennemsnitstallet for ”troværdige” anklager mod katolske præster eller andet personale 228.
Nævnes bør også en undersøgelse fra i år foretaget af dr. Thomas Plante, professor i psykiatri ved Stanford Universitet, som blev publiceret i år. Han påviser, at den forskning vi p.t. har til rådighed på området, tyder på, at ca. 4% af de amerikanske præster har haft seksuel kontakt med en mindreårig inden for de seneste 50 år – hovedsageligt i 1960’erne og 1970’erne. Det tilsvarende tal for den mandlige befolkning som helhed er ifølge undersøgelsen 8%.
HVOR ALVORLIGT ER PROBLEMET?
Af disse tal kan man umiddelbart konkludere, at pædofili og afvigende seksuel adfærd i bredere forstand ikke er et specifikt katolsk problem, ligesom der heller ikke er statistisk eller andet belæg for at betragte seksuelle misbrug som en konsekvens af cølibatskravet i den katolske kirke.
Betyder det, at situationen så alligevel ikke er slet så alvorlig, når det kommer til stykket? Kun i den forstand, at det billede, medierne har tegnet af forholdene i den katolske kirke, til en vis grad har været fortegnet og tendentiøst. Set med katolske øjne er det derimod en ringe trøst at kunne konstatere, at procentdelen af misbrugere blandt præster i hvert fald ikke er højere end i den øvrige befolkning. Man skal med andre ord være nøjsom for at stille sig tilfreds med, at katolske præster og biskopper kun er knap så kriminelle som andre, al den stund man her har med personer at gøre, der har viet deres liv til at tjene Gud, Kirken og deres medmennesker.
Præstekaldet er i den katolske Kirke et sakramente, hvilket vil sige, at præsten er meget mere end blot en funktionær, der har påtaget sig visse opgaver i menigheden. I kraft af sin ordination repræsenterer præsten (med Den katolske Kirkes Katekismus’ ord) ”Kristus – Kirkens Hoved – over for de troendes forsamling.” Uanset at han grundlæggende er et syndigt menneske som alle andre, er han i kraft af sit embede hyrden, vejlederen og så vidt muligt også forbilledet for den menighed, han har ansvar for. Så når den situation opstår, at hyrden og sjælesørgeren optræder som forfører og misbruger, er der vendt op og ned på alting. Så er rent ud sagt fanden løs i den Kirke, der burde være et lysende alternativ til kynisme og moralsk forfald.
HVAD HAR KIRKEN GJORT FOR AT LØSE PROBLEMET?
Det første gennembrud i bestræbelserne på at få krisen under kontrol kom, da pave Johannes Paul II i 2001 besluttede at overføre alle misbruggssager til Troslærekongregationen. Hermed sikrede Vatikanet sig indsigt i alle sager og opnåede en langt hurtigere sagsbehandling. I november 2005, kort efter pavens død, udsendte Vatikanet en instruktion, hvor det slås fast, at Kirken ikke accepterer homoseksuelle præstekandidater.
I 2005 udnævnte pave Benedikt den amerikanske ærkebiskop Levada som sin afløser til hvervet som præfekt for Troslærekongregationen. Han valgte bevidst en amerikaner, som fuldt ud var klar over problemets omfang og karakter og derfor kunne tage fat om problemerne fra dag 1. Selv har han fra første færd haft modet til at vælge den direkte konfrontation, når omstændighederne krævede det – også når han dermed kom til at udfordre pengestærke og indflydelsesrige kræfter – f.eks. da han skred ind over for The Legionaries of Christ og afsatte bevægelsens grundlægger Marcial Maciel Degollado, som havde begået talrige seksuelle krænkelser mod mindreårige. Ved flere lejligheder har paven på sine rejser mødtes med misbrugsofrene, talt med dem, bedt sammen med dem og givet udtryk for sin medfølelse. Første gang under sit besøg i USA i 2008, det følgende år, hvor han tog imod canadiske misbrugsofre i Vatikanet, og senest under sit besøg på Malta i år.
Pave Benedikt har endvidere energisk støttet de amerikanske biskopper i deres bestræbelser på at overvinde krisen gennem reformer og nye retningslinier, som allerede nu har båret frugt. Biskopperne vedtog i 2002 efter at have drøftet situationen med pave Johannes Paul II på et møde i Rom et ”charter for beskyttelse af børn og unge,” det såkaldte Dallas Charter, som blev begyndelsen til en ny epoke med nul-tolerance over for sex-misbrugere, oprettelse af et nationalt råd, der fastsatte ens retningslinier for alle bispedømmer, en opstramning af kriterierne for optagelse på præsteseminarierne og en kritisk revision af undervisningens indhold, ikke mindst hvad moralteologien angik – alt sammen initiativer, som pave Benedikt fulgte op på under sit besøg i USA i 2008.
Dallas-charteret var især banebrydende, fordi det ikke blot gav biskopperne mulighed for med øjeblikkelig virkning at fjerne pædofilianklagede præster fra aktiv tjeneste, men direkte pålagde dem at gøre det. En sådan bestemmelse krævede imidlertid godkendelse fra Vatikanet for at kunne træde i kraft, og en delegation på fire amerikanske biskopper rejste til Rom for at forelægge sagen. Et flertal i kardinalskollegiet var ikke umiddelbart begejstrede for forslaget, fordi en sådan ”lynjustits” efter deres opfattelse var i strid med fundamentale principper i kirkeretten, nærmere bestemt de anklagede præsters retssikkerhed. Kardinal Ratzinger indså på den anden side risikoen ved at lade pædofilisagerne trække i langdrag og støttede derfor de amerikanske biskopper, således at forslaget efter nogen diskussion blev godkendt.
I marts i år forelå så statistikken for 2009: i alt 398 anmeldelser mod 286 misbrugere – men kun seks af disse sager (2%) vedrørte krænkelser begået i 2009. At gennemsnitsalderen for misbrugere er 53 år, er ligeledes et tegn på, at misbrugskrisen er ved at være under kontrol i USA.
Tilsvarende initiativer er på pave Benedikts foranledning taget i England, hvor et nyt handlingsprogram (Nolan-rapporten) har skabt ens retningslinier for alle bispedømmer i England og Wales med henblik på at forebygge overgreb mod børn og unge. I Irland, som endnu er i chok efter henholdsvis Ryan- og Murphy-rapporten, er en række konkrete initiativer sat i værk, efter at biskopperne var indkaldt af pave Benedikt til et to dage langt møde i Rom. Fornyelsen er med andre ord allerede i gang ikke mindst takket være paven, som står bag en ny og håndfast kurs, som for tiden implementeres i hele Kirken. Dette er også blevet bemærket i den ikke-katolske presse, således i Daily Telegraph, hvor forfatteren og journalisten Cristina Odone vurderer hans indsats således:
Denne pave har gjort mere end nogen anden gejstlig for at løse problemet med præsters misbrug af børn. Han har sat en stopper for den praksis, der har bestået i blot at henvise misbrugerne til terapi, eftersom vi nu har vished for, at terapi sjældent hjælper en pædofil. Han har sat sagsbehandlingen på skinner, således at præster, der er fundet skyldige i misbrug,hurtigere fjernes fra deres embede. Han har på bispedømmeplan fremmet samarbejdet mellem de kirkelige myndigheder og politiet. Og han kan opvise virkelige fremskridt med hensyn til at yde børn beskyttelse: i England og Wales f.eks. foregår alle møder mellem børn og gejstlige nu under opsyn af andet personale.Følgen af dette er ironisk nok, at der i dag ikke findes et tryggere sted for et barn at opholde sig end sammen med en katolsk præst.
Se artiklen i printvenlig version