To sager brugt af The New York Times i et forgæves forsøg på at belaste pave Benedikt
Kommentarer lukket til To sager brugt af The New York Times i et forgæves forsøg på at belaste pave Benedikt 28 03 august, 2017 Kilder august 3, 2017 Indlæg af

To sager brugt af The New York Times i et forgæves forsøg på at belaste pave Benedikt

De følgende tekster er en del af ”Regnskabets time – et blik på den internationale misbrugskrise i Den katolske Kirke” (2010)

 Sagen om father Lawrence Murphy

En af de mest opsigtsvækkende sager i USA , hvor en præst i ærkebispedømmet Milwaukee forbrød sig mod 200 døve  drenge fra 1950’erne til midten af 1970’erne. I løbet af 1960’erne indløb der flere klager mod Murphy, men først i 1974 førte en klage til, at han tog sygeorlov og flyttede hjem til sin mor, hvor han imidlertid menes at have fortsat med at misbruge børn.

The New York Times, som den 25. marts i år påstod, at ansvaret for, at præsten ikke var blevet standset i tide, kunne placeres hos Vatikanet, nærmere bestemt hos den daværende præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Ratzinger, tager ikke i betragtning, at pave Johannes Paul II først i maj 2001 i et dekret pålægger de amerikanske biskopper at indberette alle misbrugssager til Troslærekongregationen.

Sagen beroede altså fra 1974 hos ærkebiskop Weakland, som først i 1996 tog initiativ til at indlede en tjenstlig sag mod præsten. Vidneafhøringer fandt sted i perioden 1996-98. I 1998 skrev father Murphy til kardinal Ratzinger og fortalte, at han var alvorligt syg. Han havde angret sine forbrydelser og bad nu om at måtte dø i fred. Herefter fulgte en forhandling mellem ærkebispedømmet og Troslærekongregationen, som endte med, at ærkebiskop Weakland i august 1998 besluttede at indstille sagen. Murphy døde få uger efter i en alder af 72 år. Murphy-sagen er et trist eksempel på manglende overblik og administrativ slendrian hos de lokale kirkelige myndigheder – et træk, man genfinder i mange sådanne sager i USA.

Der er derimod intet belæg for at placere ansvaret i Vatikanet, nærmere bestemt hos den daværende leder af Troslærekongregationen, kardinal Ratzinger.

Dette er efterfølgende blevet bekræftet af Milwaukees nuværende ærkebiskop Jerome Listecki, som har formuleret det således: »Fejltagelserne blev ikke begået i Rom i 1996, 1997 og 1998. De blev begået her i ærkebispedømmet Milwaukee af de kirkelige myndigheder, af civile myndigheder og af biskopper. Det beder jeg jer om tilgivelse for.«

Hullermann-sagen

The New York Times forsøgte ligeledes at belaste pave Benedikt i den uhyre pinagtige sag om den tyske præst Peter Hullermann.

Hullermann, som havde gjort sig skyldig i seksuelle overgreb, blev i 1980 overflyttet fra bispedømmet Essen til ærkebispedømmet München med henblik på at gennemgå psykiatrisk behandling. På dette tidspunkt havde man endnu tillid til, at pædofili lod sig behandle med en kombination af terapi, bodsøvelser og en frisk start i nye omgivelser.

Ifølge dokumenter, som The New York Times kunne citere, blev kardinal Ratzinger, som på daværende tidspunkt var ærkebiskop af München, den 15. januar orienteret om overførselen i et notat.

Hullermann ankom til München i februar og begyndte straks efter, samtidig med at han var i terapi, at virke som præst i et vist omfang. Det fremgår af et senere notat, hvorpå kardinal Ratzingers navn – påpeger The New York Times – også figurerer.

Altså, konkluderer avisen, har den senere pave Benedikt tilladt, at en pædofilidømt præst kunne fortsætte sit virke – og sine misbrug – i hans ærkebispedømme. Ratzingers generalvikar Gerhard Gruber har imidlertid efterfølgende påtaget sig det fulde ansvar for, at Hullermann ikke blev standset i tide. Det var ham, der i strid med gældende regler tog den fatale beslutning om at lade ham fortsætte som præst, og ærkebispedømmet har senere bekræftet, at kardinal Ratzinger efter al sandsynlighed aldrig har set endsige godkendt det pågældende notat. Han har kun godkendt, at Hullermann kunne overføres til München for at komme under psykiatrisk behandling. Men her slutter sagen ulykkeligvis ikke. I 1986 – længe efter at kardinal Ratzinger havde forladt München for at tiltræde embedet som leder af Troslærekongregationen – fik Hullermann ved en civil domstol en betinget dom på halvandet års fængsel og en bøde for misbrug af mindreårige. Han fortsatte ikke desto mindre som præst i ærkebispedømmet til 2010, hvor han endelig blev suspenderet.

Den præst, der havde haft tilsyn med ham, måtte trække sig tilbage, og ærkebiskoppen af München fra 1981-2007, kardinal Friedrich Wetter, har efterfølgende uforbeholdent beklaget forløbet.