Fotoet: Ban Ki Moon (t.v.) i audiens hos paven
Af Torben Riis
Spørgsmålet om klimaændringerne og deres mulige konsekvenser omtales i Laudato si’ kun specifikt i afsnittene 23-26. De fleste kommentatorer understreger da også, at rundskrivelsen ikke med rimelighed kan karakteriseres som en rundskrivelse om klimaet. Således også den fremtrædende amerikanske forfatter og kommentator George Weigel, som i National Review skrev:
”At læse Laudato si’, som om det var en rundskrivelse om klimaforandringer, er nogenlunde det samme som at læse Moby Dick, som om det var en afhandling om hvalindustrien i det 19. århundredes New England. Skibene og harpunerne er ganske vist en vigtig del af historien, men hvis man gør dem til hele historien, går man glip af, hvad Melvilles voluminøse roman i virkeligheden handler om. Det samme med Laudato si’: Man går glip af hjertet og sjælen i det, som denne voluminøse rundskrivelse drejer sig om – nemlig os.”
Hermed imidlertid også sagt, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at nogle (som kunne tænkes at have interesse i det) faktisk kunne finde på at læse rundskrivelsen på denne fejlagtige måde. Det vender vi tilbage til i slutningen af denne artikel.
En autoritativ skrivelse
Først skal det præciseres, at en pavelig rundskrivelse (encyklika) er et – set med katolske øjne – autoritativt dokument, som udtrykker og uddyber Kirkens lære inden for et bestemt område og derfor som sådan er forpligtende for katolikker. Dog med den tilføjelse, at det forpligtende kun omfatter de udsagn, hvor paven udtaler sig om spørgsmål vedrørende tro og moral.
Det er ikke uden relevans i denne sammenhæng, hvor paven beskæftiger sig med et meget omfattende problemkompleks (alt, hvad der har med mennesket og menneskets forhold til omgivelserne at gøre), og hvor han – såfremt det drejer sig om en stillingtagen til specifikke videnskabelige teorier eller til konkrete politiske tiltag ikke har autoritet til at tale på hele Kirkens vegne.
Det udtrykker paven selv således: ”Der er visse spørgsmål vedrørende miljøet, som det ikke er let at opnå bred enighed om. Hvad dette angår, vil jeg endnu engang præcisere, at Kirken ikke påstår at kunne afgøre videnskabelige spørgsmål eller sætte sig over den politiske beslutningsproces. Men det ligger mig på sinde at opfordre til en ærlig og åben debat, således at særinteresser og ideologiske hensyn ikke kommer til at stille sig i vejen for det fælles gode” (188).
I afsnit 23 kommer paven imidlertid betænkeligt tæt på en stillingtagen til et videnskabeligt stridsspørgsmål – som tilmed må siges at være det helt centrale spørgsmål i den aktuelle klimadebat – når han skriver, at ”en massiv videnskabelig konsensus peger på, at vi i øjeblikket oplever en foruroligende opvarmning af det klimatiske system” og at ”et antal videnskabelige undersøgelser peger på, at den globale opvarmning inden for de seneste årtier i hovedsagen skyldes den høje koncentration af drivhusgasser, som især er et resultat af menneskelig aktivitet”.
Det indebærer selvfølgelig ikke i sig selv nogen stillingtagen at konstatere, at der i øjeblikket kan samles et klart flertal ”på bjerget” for, at der finder en global opvarmning sted, og at dette fænomen skyldes menneskelig aktivitet. Det gør det til gengæld straks efter at bruge denne konstatering som begrundelse for en opfordring til menneskeheden om at ændre livsstil og omlægge produktion og forbrug ”for at bekæmpe denne opvarmning eller i det mindste de menneskeskabte faktorer, som forårsager den og til stadighed forværrer den.” Så er der taget stilling, uanset at paven nuancerer synspunktet en kende ved at nævne andre mulige medvirkende årsager såsom vulkansk aktivitet, variationer i jordens bane og akse og i solens cyklus.
Samtidig undlader han at nævne den usikkerhed, der faktisk består med hensyn til klimaforskernes beregninger af, hvilken effekt CO2 har på klimaet – en usikkerhed, der bl.a. opstår på baggrund af, at jordens lufttemperatur ifølge den nyeste forskning ikke er steget i de seneste mindst 15 år, selv om CO2-indholdet i atmosfæren i samme periode er steget helt som forventet.[1] Klimaet er, som de tre nedennævnte kronikører indledningsvis konstaterer, ”et komplekst problem, hvor man ved for lidt til at kunne gøre det rigtige, og hvor der ikke med dagens teknologi findes gode løsninger.”
Det er de ikke ene om at mene. Den amerikanske statistiker William M. Briggs, professor ved Cornell University i Ithaca, New York, skrev i en ætsende kommentar[2] til en endages klimakonference arrangeret af Det pavelige videnskabernes Akademi i april i år, at den type modeller, som forudsiger dommedag, ”er forkerte og har været det i årtier.” Over 95% af de computersimulationer, man har baseret sine forudsigelser på, har vist højere temperaturer end dem, der siden er blevet målt, og kun en ganske lille procentdel af dem er kommet tæt på virkeligheden. Det er, siger han videre, ”en kendsgerning, som alle videnskabsfolk er bekendt med, at modeller, som konsekvent giver elendige forudsigelser, vidner om, at de teorier, de bygger på, er forkerte.” Og, tilføjede han, når de er det, bør vi ikke basere vores beslutninger på dem.
Så meget er sikkert: Klimadebatten tager for en stor del udgangspunkt i hypoteser og prognoser – ikke i evige sandheder. Det samme kan siges om den del af diskussionen, som handler om de økonomiske konsekvenser af klimaforandringerne. Her møder pavens insisteren på, at klimaforandringerne især vil gå ud over denne verdens fattige, modstand fra blandt andre befolkningseksperten Steven Mosher, lederen af Population Research Institute. Hans vurdering er tværtimod, at drastiske indgreb med henblik på at begrænse eller helt forbyde brugen af fossile brændstoffer vil gøre det meget vanskeligt for de fattige lande at løfte sig ud af fattigdommen. Den eneste måde, dette kan ske på, siger han, er ved, at de får mulighed for ”i større omfang selv at producere varer og serviceydelser. Det var faktisk sådan, Europa, Nordamerika, Australien og Asien blev rige.”
Det samme synspunkt giver de tre ovenfor citerede kronikører i KD udtryk for med blandt andet disse ord: ”På samme måde årelader vi nu den globale økonomi ved at bruge beløb på klimatiltag, der langt overstiger de skønnede omkostninger ved klimaændringerne. Især lader vi de fattigste lande i stikken, som har brug for adgang til billige energikilder og dermed økonomisk vækst, som gør dem robuste over for forandringer.”
En tvivlsom enighed
Og så tilbage til det indledende spørgsmål om, hvorvidt rundskrivelsen i visse kredse vil blive læst og citeret ud fra en mangelfuld forståelse af dens egentlige anliggende og dermed blive taget til indtægt for en dagsorden, som bestemt hverken er pavens eller Kirkens. Som eksempel på, at denne bekymring har vist sig ikke at være ganske ubegrundet, kan man tage Barack Obamas udtalelse: ”Jeg hilser Hans Hellighed pave Frans’ rundskrivelse velkommen og er fuld af beundring for pavens beslutning om – klart, stærkt og med hele den moralske autoritet, der er forbundet med hans embede – at tale for aktivt at gribe ind over for de globale klimaændringer.”
På denne måde får Obama givet det udseende af, at når det gælder klimaet, står han og pave Frans skulder ved skulder. Dette uanset, at rundskrivelsen med al tydelighed understreger, at de mildt sagt er uenige om de midler, der skal tages i anvendelse for at nå målet. Obama lægger i anden sammenhæng på ingen måde skjul på, at global udbredelse af abort står højt på hans regerings dagsorden.
Læg hertil udtalelsen fra FN’s generalsekretær Ban Ki Moon, som for nylig var i audiens hos paven: ”Pave Frans og jeg er enige om, at klimaforandringerne er et moralsk anliggende, som kræver øjeblikkelig handling. Det drejer sig om social retfærdighed, menneskerettigheder og fundamental etik.” Og smukt lyder det, hvis man ellers er villig til at se bort fra, at generalsekretærens interesse for menneskerettigheder i årevis hovedsagelig har givet sig udtryk i et utrætteligt (men indtil videre heldigvis forgæves) arbejde for at få provokeret abort anerkendt som en menneskeret.
Om det på længere sigt vil lykkes pave Frans at vinde gehør hos den politiske elite for en økologi ”med et menneskeligt ansigt,” er foreløbig uvist. Et første fingerpeg får vi sandsynligvis i forbindelse med hans snarlige besøg i USA, hvor han både skal tale til FN’s generalforsamling og til den amerikanske Kongres – og helt sikkert i forbindelse med det globale klimatopmøde i Paris til december.
[1] Kristeligt Dagblads kronik 05.01.2015: Karl Iver Dahl-Madsen, Ole P. Kristensen og Jens Olaf Pepke Pedersen: ”Virkelighedens klima er temmelig komplekst”
[2] Crisis Magazine 29. april 2015
Læs også: En menneskelig økologi – pavens rundskrivelse om miljøet
Læs også: Laudato si’ – dagen derpå
Se artiklen i printvenlig version