Laudato si’ – dagen derpå
Kommentarer lukket til Laudato si’ – dagen derpå 600 15 juli, 2015 Nyheder juli 15, 2015 Indlæg af

Laudato si’ – dagen derpå

Vil rundskrivelsens anbefalinger om at begrænse brugen af fossile brændstoffer gavne verdens fattige? Står det virkeligt så galt til med klodens ”helbred” som påstået i rundskrivelsen? Spørgsmålene står i kø

I de to artikler, vi allerede har bragt om pavens miljø-rundskrivelse,[1] konstaterede vi dels, at paven i sin grundige redegørelse for begrebet ”menneskelig økologi” bygger på Kirkens tradition og herunder lægger sig tæt op ad sine umiddelbare forgængeres udtalelser om miljøspørgsmålet – og dels, at paven i sine kommentarer til bl.a. klimaspørgsmålet bevæger sig ind på et område, hvor han ikke har autoritet til at tale på Kirkens vegne.

Dette bevirker alt i alt en vis ”signalforvirring”, som i ugerne efter offentliggørelsen af Laudato si’ har affødt kritiske spørgsmål fra internationale kommentatorer. Ikke mindst i Pro-Life-kredse, hvor man frygter, at rundskrivelsens anbefalinger især vedrørende klima og økonomi vil kunne misbruges af den internationale befolkningslobby, hvis målsætning og metoder paven i øvrigt klart tager afstand fra i rundskrivelsen.

Steven Mosher,[2] som var tidligt ude med en imødegåelse af det synspunkt, at globale indgreb mod brugen af fossile brændstoffer skulle være til gavn for verdens fattige, har i mellemtiden nærlæst rundskrivelsen og uddybet sin kritik.[3] Denne kritik har så meget desto større vægt, som han bruger oplysningerne fra FN’s Millenniums-rapport fra 2014 (herefter: MDG) og officielle statistikker til at tilbagevise en række centrale og i øvrigt udokumenterede påstande i rundskrivelsen. Her er nogle eksempler:

Om vandet

Laudato si’ 29-30: ”Et særligt alvorligt problem er kvaliteten af det vand, som de fattige har adgang til … kvaliteten af tilgængeligt vand bliver til stadighed ringere …

MDG: ”Målsætningen om at halvere antallet af mennesker uden adgang til forbedret drikkevand blev nået i 2010, fem år tidligere end planlagt. I 1990 havde 76 pct. af verdens befolkning adgang til forbedret drikkevand, i 2012 var det steget til 89 pct. Det betyder, at over 2,3 milliarder mennesker fik adgang til forbedret drikkevand mellem 1990 og 2012” (side 4).

Om forringet livskvalitet 

Laudato si’ (43): ”Vi kan ikke se bort fra de konsekvenser, det miljømæssige forfald har haft for menneskers liv … de seneste 200 års vækst har ikke altid ført til … en forbedring af livskvaliteten.”

Mosher: I 1815 var der omkring 1 milliard mennesker på jorden. Den gennemsnitlige levealder var 30 år, og per capita-indkomsten var blot 100 dollars. I dag lever der 7,2 milliarder mennesker på jorden, den gennemsnitlige levealder er 71 år, og per capita-indkomsten er over 12.000 dollars. Med andre ord, jo flere vi er blevet, jo bedre er vores liv blevet økonomisk og helbredsmæssigt. Hvordan kan man tillade sig den flothed at se bort fra en så drastisk forbedring af livskvaliteten, som tilmed er uden sidestykke i historien?

Om global ulighed

 Laudato si’ (48-49): ”[De fattige, de udstødte, de mest sårbare] udgør flertallet af jordens befolkning, milliarder af mennesker.”

MDG (s. 4): ”I hele verden er forekomsten af ekstrem fattigdom halveret. I 1990 levede næsten halvdelen af befolkningen i udviklingslandene for mindre end 1,25 dollars om dagen. Denne andel var faldet med 22 pct. i 2010, således at antallet af ekstremt fattige nu var blevet 700 millioner færre.” ”Det betyder, at verden nåede MDG-målsætningen – at halvere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom – 5 år før tiden. Det samlede antal ekstremt fattige faldt fra 1,9 milliarder i 1990 til 1,2 milliarder i 2010” (side 9).

Og sådan kunne jeg blive ved, siger Mosher og nøjes med at konstatere, at ”en dyster undertone af »miljøets undergang er nær« går gennem hele dokumentet, når det eksempelvis ildevarslende forkynder, at ”dommedagsprofetier ikke længere kan afvises med ironi eller foragt. Det kan meget vel tænkes, at vores arv til de kommende generationer bliver affaldsdynger, trøsteløshed og snavs” (161). Denne retorik, konstaterer Mosher, minder umiskendeligt om den famøse rapport fra Romklubben[4] i 1972, som senere viste sig at være uden bund i virkeligheden. Rapporten forudsagde, at verden ville løbe tør for en række vigtige råstoffer i løbet af 1980’erne og 1990’erne, og at følgen ville blive et miljømæssigt, økonomisk og samfundsmæssigt sammenbrud. ”Det skete ikke dengang,” siger Mosher, ”og der er ingen evidens for, at det vil ske nu.”

Mosher understreger, at hans kritik ikke skal ses som en kritik af paven. I stedet retter han skytset mod de ”eksperter”, som er blevet udpeget af Det pavelige videnskabernes Akademi til at rådgive ham. Det er her, siger han, ansvaret skal placeres for disse pinlige fejl. I den forbindelse retter han søgelyset mod den tyske professor Hans Joachim Schellnhuber, som deltog i udarbejdelsen af rundskrivelsen. Han var (som den eneste klimaekspert) med til at præsentere rundskrivelsen for pressen den 18. juni og blev efterfølgende optaget som medlem af Akademiet og har dermed fået status som rådgiver for paven.

Hvem er professor Schellnhuber?

Schellnhuber har et imponerende cv. Han er bl.a. stiftende formand for Potsdam Instituttet for Klimaforskning, er medlem af FN’s klimapanel og er Angela Merkels nærmeste rådgiver i klimaspørgsmål. Men han er også medlem af Romklubben og kendt for sine bombastiske forudsigelser om de mulige konsekvenser af klimaændringerne. F.eks. har han betegnet brugen af fossile brændstoffer som en livsstil, der fører til masseødelæggelse. Klimatopmødet i København i december 2009 kaldte han ”det vigtigste møde i menneskehedens historie” og udsendte kort efter følgende advarsel: ”Dette er det absolut sidste videnskabelige udkald for klimaforhandlere.”

Han er også kendt for sin støtte til tanken om en verdensregering eller med hans egne ord ”en globalt demokratisk samfund” under FN’s ledelse, en ledelse, som naturligvis skal træffe sine afgørelser på et grundlag tilvejebragt af videnskabsfolk. I en artikel i 1988 præciserede han, at denne nyskabelse konkret bør gennemføres ved at give de enkelte FN-institutioner definitiv magt til at gennemføre deres beslutninger i alle verdens lande. Hvilket må kunne udlægges som: al magt til ”eksperterne” og farvel til demokratiet.

Konklusion??

Mosher placerer afsluttende ansvaret for miseren hos lederen af Det pavelige videnskabernes Akademi, ærkebiskop Marcello Sanchez Sorondo. Han burde have sikret, at rundskrivelsen ikke var behæftet med faktuelle fejl, og burde til at begynde med aldrig have involveret en person som Schellnhuber i udarbejdelsen af rundskrivelsen. Og Mosher slutter sit indlæg med disse ord: ”Ærkebiskop Sorondo, har sat pavestolens moralske autoritet over styr. Han burde træde tilbage.”

Mosher er som indledningsvis antydet langt fra den eneste, der har ytret betænkelighed ved dele af rundskrivelsens anbefalinger og ved pavens valg af medarbejdere. Catholic Heralds redaktør, William Oddie, som er mindre tilbøjelig til at “frikende” paven for ansvar, slutter en kritisk gennemgang af rundskrivelsens udsagn om klima og økonomi med disse ord: ”Om pave Frans har fået alt dette fra ateisten Schellnhuber, ved jeg ikke, men det er helt sikkert i fuld overensstemmelse med professorens ideologiske ståsted. Så når den Hellige Fader fortæller mig, at Laudato si’ nu er at betragte som en del af Kirkens sociallære ligesom Rerum novarum og Centesimus annus, så må jeg – og det tror jeg, at vi alle må – respektfuldt sige nej til, at det skulle være tilfældet. Sociallære af en slags er rundskrivelsen vel nok, men i betragtning af dens indhold og de kilder, den åbent vedgår at bygge på, må vi sige, at ubetinget ”katolsk” er den ikke.”

John Allen anlægger i sin seneste kommentar på websitet CRUX[5] en mere psykologisk vinkel på pave Frans’ ofte problematiske udtalelser og handlinger: ”Paven synes i den grad ubekymret over at skulle undskylde fejltagelser, indrømme uvidenhed og vedgå, at han selv har givet anledning til, at hans ord kunne misforstås. Om en sådan oprigtighed er charmerende eller blot forvirrende i det omfang, den lader én i tvivl om, hvorvidt paven faktisk mener, hvad han siger, er det måske op til den enkelte at afgøre. I alle tilfælde er den ved at blive et kendetegn for Frans’ stil.” Som eksempel herpå gennemgår Allen efterfølgende pavens udtalelser i flyet på vej hjem fra den netop afsluttede rejse til Sydamerika og konstaterer, at paven mindst syv gange i en samtale med journalisterne erkender sin egen utilstrækkelighed bl.a. ved at indrømme, at han kun i begrænset omfang forstår sig på økonomi. En noget forbløffende udtalelse, bemærker Allen, fra en pave, der har gjort økonomisk retfærdighed og en kritik af det globale finansielle system til et hovedanliggende i sin forkyndelse om samfundsmæssige spørgsmål.

Skal man på denne baggrund konkludere noget meningsfuldt vedrørende Laudato si’, må det blive, at det er vigtigt at holde sig for øje, hvornår og i hvilket omfang paven taler på Kirkens vegne, og hvornår han i skrift eller tale giver udtryk for, hvad han personligt er tilbøjelig til at mene her og nu, men ikke nødvendigvis forpligter andre til at mene.

[1] Læs også: En ”menneskelig” økologi – pavens rundskrivelse om miljøet.

Læs også: Paven og klimadebatten.

[2] Se ovennævnte artikel

[3] The Earth is Not ”Sick” and Mankind is Thriving as Never Before: https://mail.google.com/mail/u/0/#label/PRI/14e67f7044ac29f1

[4] Romklubben var en international sammenslutning af samfundsforskere og politikere, som blev stiftet i 1968, og som i 1972 udsendte rapporten ”Grænser for vækst”, hvis dystre forudsigelser i de følgende årtier fik stor indflydelse på miljødebatten. Romklubben er i dag en tænketank, som typisk rekrutterer sine medlemmer blandt forskere, politikere og erhvervsfolk.

[5]  http://www.cruxnow.com/church/2015/07/13/under-francis-theres-a-new-dogma-papal-fallibility/