Som allerede antydet i den korte indledning til artiklerne i denne rubrik er ”spiritualitet” i katolsk forstand i al væsentlighed identisk med de troendes bestræbelser på at nærme sig Gud eksempelvis ved bøn, tilbedelse og modtagelse af sakramenterne, men overordnet ved at tage Gud med på råd i alle livets forhold.
Pave Johannes Paul 2., som blev helgenkåret i april 2014, satte allerede i sin første rundskrivelse, Menneskets Forløser (Redemptor hominis) 1979[1], den katolske spiritualitet ind i en større frelseshistorisk sammenhæng ved at tage udgangspunkt i forløsningen:
”Skabelsens Gud åbenbarer sig som forløsningens Gud, som den Gud, der er tro mod sig selv og tro i sin kærlighed til mennesket og verden, som det åbenbaredes allerede på skabelsens dag … og denne åbenbaring af kærlighed og barmhjertighed har kun én skikkelse og ét navn i menneskets historie: Jesus Kristus”(kap. 9).
Og i kap. 10 (Den menneskelige dimension i forløsningens mysterium) uddyber han, hvordan forbindelsen mellem Gud og mennesker knyttes ved, at vi tager imod hans kærlighed og gør den til virkelighed i vores eget liv:
”Mennesker kan ikke leve uden kærlighed … Deres liv er meningsløst, hvis kærligheden ikke åbenbares for dem, hvis de ikke møder kærlighed, hvis de ikke oplever den og tager imod den, hvis de ikke får levende del i den … Mennesket må så at sige træde ind i Kristus med hele sit jeg, må ”tilegne sig” og assimilere hele menneskevordelsens og forløsningens virkelighed for at finde sig selv.”
Læs også afsnittet om Forløsningen i artiklen Frelse
Men hvordan bærer vi os helt konkret ad med at ”tilegne” os denne virkelighed?
Det spørgsmål vender Johannes Paul tilbage til i den sidste interview-bog fra hans hånd[2], som udkom i dansk oversættelse i anledning af hans saligkåring søndag den 1. maj 2011.
I kapitel 6 konstaterer han indledningsvis, at Kristi sejr over det onde ikke blot er givet mennesket ”som personlig gevinst, men også som opgave”. Og han fortsætter:
”Mennesket tager denne opgave på sig ved at begynde at gå ad det indre livs vej, det vil sige arbejde bevidst med sig selv – et arbejde, hvor læremesteren er Kristus.”
De tre stadier
Herefter beskriver Johannes Paul de klassiske stadier på vejen til hellighed:
”Denne vej finder man skildret i skrifter om det åndelige liv og i mystiske erfaringer, der alle taler om de tre stadier, som den, der vil ”efterfølge Kristus”, må tilbagelægge. Hver for sig kaldes de tre stadier også ”veje”. Man taler således om renselsens, oplysningens og foreningens vej. Alligevel er det ikke tre forskellige veje, men tre stadier på én og samme vej, som Kristus kalder ethvert menneske til at vandre.”
”At overholde budene,” skriver han, ”er, hvis de forstås ret, synonymt med renselsens vej, dvs. en overvindelse af synden, altså af det moralsk onde i dets forskellige former. Dette fører til en fortsat indre renselse.”
Men netop denne renselse, påpeger paven, bevirker, at vi får øjnene op for de kristne værdier og udvikler kristne dyder:
”Ved f.eks. at overholde budet: ”Du må ikke begå drab” opdager vi værdien af livet i dets forskellige former og får en stadig dybere respekt for livet. Ved at overholde budet ”Du må ikke bryde et ægteskab” modtager vi renhedens dyd, og det betyder, at vi når til en dybere erkendelse af den skønhed, Gud som en ufortjent nåde har givet både mandens og kvindens krop. Og denne ufortjente skønhed oplyser os om, hvad vi bør gøre og ikke bør gøre. Overholdes budet ”Du må ikke vidne falsk mod din næste”, lærer vi os sandfærdighedens dyd. Det udelukker ikke bare løgnen og ethvert hykleri fra vort liv, men udvikler også et ”sandhedens instinkt”, som styrer alle vore handlinger. Og når vi således lever i sandheden, bliver sandfærdigheden en del af vores menneskenatur.”
Hermed er vi så nået til oplysningens stadium, som så at sige vokser frem af renselsens stadium:
”Hvis mennesket udholdende følger Mesteren, som er Kristus, vil det med tiden opleve kampen mod synden som stadig mindre byrdefuld og mere og mere komme til at nyde godt af det guddommelige lys, som gennemtrænger alt skabt… Og selv om synden i et eller andet omfang altid er til stede på denne jord, kan vi nu bevæge os stadig friere omkring i hele den skabte verden. Vi kan bevare denne frihed og enkelhed i forholdet til andre mennesker, herunder personer af det modsatte køn. Det indre lys oplyser os om, hvad vi bør gøre, og tillader os at se alt det gode i den skabte verden, således som det er udgået fra Guds hånd.”
”På den måde,” siger Johannes Paul, ”udgør renselsens og dernæst oplysningens vej en organisk indføring i det, som kaldes foreningens vej.
”Her erfarer sjælen en særlig forening med Gud. Foreningen sker under kontemplation [betragtning] af Guds væsen, hvor man oplever den kærlighed, der strømmer fra Gud med en stadigt stigende intensitet. Således kan vi i et vist omfang foregribe det, som vi skal erfare i evigheden hinsides dødens og gravens grænse. Kristus, som er det åndelige livs højeste Mester, og alle som er blevet formet i hans skole, lærer, at vi på vej mod foreningen med Gud kan opleve denne forening allerede i dette liv.”
Det skal tilføjes, at Johannes Paul 2.’s skildring i denne bog af de tre stadier eller veje kun er tænkt som en kort redegørelse for grundtrækkene i det, han kalder ”det indre livs vej” – og i den givne sammenhæng som et svar på interviewerens spørgsmål: ”I lyset af forløsningen, hvordan ser da den vej ud, som mennesket må følge for fuldt ud at realisere sin frihed?”
Vi vil senere efter bedste evne forsøge at uddybe de emner, der er behandlet her, ved at øse af den rigdom af tekster af og om Kirkens store helgener og mystikere, som udgør en væsentlig del af vores kulturelle og åndelige arv.
[1] Udgivet af Ansgar Stiftelsen i kommission hos Niels Steensens Forlag, København 1980.
[2] Erindring og Identitet. Johannes Paul II’s åndelige testamente, Katolsk Forlag 2011, ISBN 978-87-85213-91-4
Se artiklen i printvenlig version