Frelse
Kommentarer lukket til Frelse 872 05 marts, 2015 Kirken om... marts 5, 2015 Indlæg af

Frelse

Frelse er et helt centralt begreb i kristendommen – populært sagt det, kristendommen i al væsentlighed drejer sig om – og netop derfor også et kompliceret og omfattende emne at gøre rede for. Frelsen kan nemlig kun forstås i sammenhæng med begivenheder som syndefaldet, Inkarnationen (menneskevordelsen), Forløsningen, Opstandelsen samt med spørgsmålet om, hvad Kirken er, og hvilken opgave, den udfylder i denne verden.

Er det muligt at gøre, uden at det svulmer op til noget, der ligner en afhandling? Det bør det være, for ellers ville det ikke være muligt at formidle selve kernen i katolsk tro til ret mange mennesker. Her starter vi derfor med en ultrakort oversigt over frelseshistorien med det formål at skabe overblik og sammenhæng.  Undervejs er der indlagt links til artikler, der forklarer og uddyber de forskellige begreber. Resterende spørgsmål, som der sikkert også kan blive en del af, henviser vi til ”Spørg om troen” (topmenuen). Forkortelsen KKK i det følgende henviser til Den Katolske Kirkes Katekismus.

Hvorfor skal vi i det hele taget frelses?

Beretningen om syndefaldet (1 Mos 3) er en billedlig fortælling om, hvordan de første mennesker lod sig friste af Djævelen (slangen) til at gøre oprør mod Gud ved ikke at ville respektere ”skaberværkets love og de moralnormer, som regulerer brugen af friheden” (KKK 396). ”I denne synd foretrak mennesket sig selv frem for Gud og viste dermed foragt for Gud. Det valgte sig selv mod Gud i strid med de krav, som hørte til dets væsen som skabning, og dermed mod dets eget bedste” (KKK 398).

Følgerne af denne ulydighed var for det første, at menneskene ikke længere kunne have evigt liv hos Gud: ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden…” (Rom 5,12) – og dernæst, at menneskets natur herefter var underlagt arvesynden. KKK præciserer, at mennesket ved syndefaldet ødelagde den oprindelige harmoni mellem Gud og mennesker: ”… de åndelige sjælsevners herredømme over kroppen blev slået i stykker. Enheden mellem mand og kvinde bliver anspændt; forholdet mellem dem bliver præget af begær og herskesyge” (KKK 400).

Efter syndefaldet befandt menneskene sig altså i en tilstand, hvor de var afskåret fra at vende tilbage til fællesskabet med Gud.

 Guds frelsesplan

Men Gud svigtede ikke menneskene. Allerede i slutningen af beretningen om syndefaldet siger Gud til slangen, at kvindens ”afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3,15). Efter syndfloden sluttede Gud en evig pagt med menneskene (1 Mos 9,9) og gjorde siden Abraham til stamfar for sit udvalgte folk, som han lod Moses føre ud af fangenskabet i Egypten. På Sinaibjerget gav han dem Loven (De ti Bud).

Den endelige og afgørende fase i frelsesplanen indledes, da Gud selv kommer ned på jorden for at genoprette fællesskabet mellem Gud og mennesker: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

 Forløsningen

”Ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved en enestes lydighed” (Rom 5,19).

 ”Ved sin død og opstandelse har Jesus Kristus ”åbnet” Himlen for os” (KKK 1026). Jesus ofrer sit liv for hele menneskeheden som et sonoffer (se KKK 615) og giver dermed det faldne menneske mulighed for at vende tilbage til Gud. Men hvordan kunne det lade sig gøre? ”Intet menneske, det være sig det helligste af alle, konstaterer KKK, ville være i stand til at tage alle menneskers synder på sig og frembære sig selv som offer for alle” (616). Det kunne kun Kristus, som med sin på én gang menneskelige og guddommelige natur omsluttede alle menneskelige personer:

”Korset er Kristi unikke offer, han, som er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Men fordi han i sin guddommelige menneskevordne Person på en vis måde har forenet sig selv med ethvert menneske, tilbyder han alle mennesker muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender. Han kalder sine disciple til at tage deres kors op og følge ham, for han har lidt for os og efterladt os et eksempel, for at også vi skulle følge i hans fodspor” (KKK 618).

Ved Forløsningen løfter Kristus således hele menneskeheden ud af det faldne menneskes hidtidige grundvilkår at være underkastet dødens og syndens magt og baner dermed vejen for frelsen. Forløsningen er således forudsætningen for, at vi kan blive frelst. Alle er forløst, men ingen kan i dette liv med sikkerhed sige, at de er frelst.

Læs mere om det i artiklen Hvad sker der efter døden?

Læg mærke til, at der i citatet ovenfor står, at han tilbyder alle muligheden for at blive forenet med påskens mysterium og dernæst opfordrer sine disciple til at tage deres kors op og følge ham. Hermed også sagt, at det ikke er meningen, at vi skal forholde os passivt til det offer, Kristus har bragt for vores skyld, men i vores eget liv på jorden efterligne hans eksempel ved at åbne os for hans kærlige vilje, således som han udtrykker det i det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne” (Matt 22,34-40).

Det andet Vatikankoncil har udtrykt det på denne måde: ”Ved at lide for os gav han os ikke kun et eksempel til efterfølgelse, men han banede også en ny vej, der, dersom vi følger den, helliggør liv og død, der hermed også får en ny mening” (Gaudium et spes 22). Og i ”Erindring og identitet” – den bog, som er blevet betegnet som pave Johannes Paul 2.’s åndelige testamente – siger paven det således: ”I forløsningens mysterium er Kristi sejr over det onde givet mennesket ikke bare som personlig gevinst, men også som opgave. Mennesket tager denne opgave på sig ved at begynde at gå ad det indre livs vej, det vil sige arbejde bevidst med sig selv – et arbejde, hvor læremesteren er Kristus” (da. udgave, Katolsk Forlag, 2011, s. 35).

Læs mere om dette i artiklen om tro og gerninger

Frelsen

Frelsen er således en proces, der begynder allerede i dette liv, ved at vi følger den vej, der (som Gaudium et spes udtrykker det i citatet ovenfor) ”helliggør liv og død” og dermed også giver både livet og døden en mening. ”De saliges liv består i at eje fylden af forløsningens frugter, udvirket af Kristus, der lader dem, som har troet på ham og er forblevet tro mod hans vilje, få del i hans himmelske herlighed. Himlen er det salige samfund af alle dem, som er fuldkomment indlemmet i ham” (KKK 1026).

Forudsætningen for, at dette giver mening, er imidlertid, at man grundlæggende går ud fra, at mennesket har en fri vilje, dvs. muligheden for enten at sige ja eller nej til Guds frelsesplan. Det var denne frihed, der gjorde, at de første mennesker kunne bryde livsfællesskabet med ham (syndefaldet), og som ligeledes gør, at hele menneskeheden efter Forløsningen (Kristi død på korset) har mulighed for at sige ja til Guds frelsesplan. Menneskets natur er nemlig ikke, som Luther hævdede, fuldstændig fordærvet af arvesynden – kun svækket og derfor tilbøjelig til at give efter for fristelsen til at gøre det onde.

Menneskelivets egentlige drama består derfor i konflikten mellem på den ene side vores længsel efter at genforenes med Gud og på den anden side kampen mod vores onde tilbøjeligheder så som hovmodet, egoismen og begæret. Men i denne kamp står vi ikke alene. Efter opstandelsen sender Kristus Helligånden til Kirken, for at Kirken kan blive hans frelsesredskab i denne verden.

Læs mere om dette i Kirken om Kirken

Har du spørgsmål? Så brug spørgeformularen i topmenuen “Spørg om troen”