Af Torben Riis
Forsiden af Politikens debatsektion var den 30. december ryddet for at give plads til et interview med en kvindelig australsk lektor i sociologi og kønsstudier, som, oplyser avisen, især forsker i reproduktion ud fra et kulturelt og socialt perspektiv. Hendes navn er Erica Millar, og hun er forfatter til bogen ”Happy Abortions”, som udkom den 15. december.
Denne titel såvel som overskriften på interviewet:”Tillykke med aborten” sætter straks læseren på sporet af, hvad der venter forude. Ja, rigtigt gættet: endnu et feministisk forsvar for den frie abort.
Her kunne man – i betragtning af at det drejer sig om et interview med en ung forsker – i et optimistisk øjeblik have forventet, at hun havde bragt et frisk pust ind i debatten i form af nye synsvinkler eller nye forskningsresultater. Men ak, intet af dette sker. Det eneste, man med lidt god vilje kunne kalde originalt eller ikke ganske forudsigeligt, er, at hun indledningsvis retter skytset mod aborttilhængerne i stedet for mod abortmodstanderne.
Det gør hun, fordi ”selv erklærede tilhængere af fri abort” efter hendes opfattelse fremturer med at omtale aborten som en traumatiserende oplevelse:
”Alle taler om, at det er en hjerteskærende svær beslutning at få foretaget en abort, at indgrebet følges af stor sorg og følelser af skyld og skam: Den her fortælling om abort bliver gentaget igen og igen, selv om de fleste aborterende kvinder bare føler lettelse og oplever aborten som totalt ukompliceret.”
Og ”den her fortælling” har ifølge Millar endvidere den konsekvens, at den ”faktisk kan holde kvinder fra at få foretaget abort,” at den ”forhindrer kvinder i at tale åbent om deres aborter og i at føle sig tilpasse og trygge i deres beslutning.”
Men netop denne argumentation, der mere end antyder, at kvinder ville have det helt fint med deres aborter, hvis det ikke var for ”den her fortælling” om sorg og skyld og skam, er ord til andet, hvad vi måtte lægge øre til i 1970’erne og 1980’erne. Men det var ikke, hvad lederen af forskningsbiblioteket KVINFO, Elisabeth Møller Jensen, skrev i Weekendavisen 2-8 juli 1993, hvor hun tværtimod konstaterede, at det var aborttilhængerne, der gjorde, hvad de kunne, for at give de aborterende kvinder mundkurv på:
”Af angst for de kræfter, der vil den fri abort til livs, har man lukket denne debat. Men det eneste, der kan forhindre et sådant tilbageskridt i Danmark er, at kvinderne tager têten i den følsomme debat og siger: vi skal gøre alt for at få aborttallet ned. Vi skal ikke underdrive konsekvenserne af skræk for at blive ramt højre om. Jeg taler ud fra, at vi har fri abort, og vi skal beholde den. Men derfor må det også være tilladt at problematisere følgerne af den.”
En tilsvarende konstatering blev – omend på andre præmisser – fremsat af den irske professor i psykiatri Patricia Casey på et symposium om senfølger af abort i København i 2000:
”Det er tankevækkende, at kvindebevægelsen, der engang berømmede abort som en måde at hjælpe kvinder på, nu lukker munden på kvinder, der er blevet ulykkelige eller deprimerede på grund af en abort.”
Og lad os så lige vende tilbage til påstanden om, at de fleste kvinder bare føler lettelse efter en abort. Det var præcis, hvad man sagde i 1970’erne og 1980’erne, men den påstand byggede i hovedsagen på en større dansk undersøgelse, hvor kvinderne var blev interviewet inden for tre måneder efter indgrebet. Nyere forskning har imidlertid vist, at de psykiske senfølger af provokeret abort (ligesom psykiske reaktioner på mange andre traumatiske oplevelser) først dukker op til overfladen på et senere tidspunkt, nærmere bestemt når den umiddelbare lettelse over at være sluppet ud af kniben har fortaget sig. 80 pct. af alle kvinder oplever herefter en depressiv periode på 4-6 uger, hvor de plages af sorg og tvivl, men de fleste overvinder denne krise ved egen hjælp eller ved at søge trøst og støtte hos deres nærmeste.
Tilbage bliver imidlertid en gruppe på 10-20 pct., som oplever reaktiveret sorg eller depressioner i op til 20 år efter aborten. De har udviklet det såkaldte post abort-syndrom, som kræver psykiatrisk behandling.
Det er i den forbindelse påfaldende, at Millar, som har en ph.d.-titel på sit cv, – i strid med god forskningsskik vælger helt at se bort fra den forskning, der ikke underbygger hendes påstand om den problemfri abort.
Hertil kommer, at hun senere i interviewet kritiserer de undersøgelser, der efter hendes udsagn viser, ”at den mest almindelige følelse er lettelse,” for kun at søge efter ”de negative følelser”. Giver det mening?
Ikke mere, end når hun finder det problematisk, at psykiske reaktioner på en provokeret abort ”fremstilles som en moders sorg over sit tabte, ufødte barn” med den begrundelse, at ”det understøtter en idé om, at fosteret allerede er et menneske. Og det er jo abortmodstandernes yndlingsidé.”
Hertil er der kun at sige: Nej, det er ikke en idé, men en ubestridelig videnskabelig kendsgerning – til forskel fra aborttilhængernes ideologiske frit i luften svævende påstande om det modsatte. Her får vi igen serveret de samme 50 år gamle stereotyper, såsom at det ufødte barn ikke er et individ, et selvstændig væsen, fordi ”det ikke kan overleve uden for kvindens krop”.
Har hun mon heller ikke hørt om for tidligt fødte børn, der overlever i en kuvøse helt ned til 22. uge i graviditeten? Og ved hun ikke, at der i biologisk forstand ikke kan argumenteres for, at barnet skulle være en del af moderens krop?
Endnu et udtryk for Millars kynisme og foragt for kendsgerninger kommer til udtryk i hendes manglende interesse for, hvad kvinder faktisk føler i forbindelse med en abort samt i hendes hermed forbundne ønske om at diktere kvinder, hvad de bør føle: ”Vi bør opfatte følelser som taknemmelighed, håb, glæde og lykke som helt normale i forbindelse med abort,” siger hun. Javel, men hvad nu, hvis det rent faktisk ikke er det, mange kvinder føler?
Det er vanskeligt at se Millars ”bidrag” til debatten som andet end blot endnu en rituel gentagelse af årtiers propagandistiske floskler. Man kunne i den anledning spørge, hvorfor Millar – og Politiken – kaster sig ud i denne øvelse, når de i realiteten ikke har noget nyt at fortælle. Det skulle da vel aldrig være et udtryk for en stigende desperation forårsaget af, at abortlobbyens medlemmer inderst inde fornemmer, at de står med en dårlig sag, og at det eneste våben, de nu reelt har tilbage, er mere eller mindre subtil meningscensur?
Se artiklen i printvenlig version