Den 11. maj i år blev kardinal Joseph Zen og fire andre systemkritikere arresteret af Hong Kong-politiet med den begrundelse, at de er mistænkt for at ”være i hemmelig forståelse med udenlandske kræfter”[1]. Kardinal Zen blev dog kort efter løsladt mod kaution.
Den reelle begrundelse for arrestationen er uden tvivl, at han i årevis har kritiseret det kinesiske regimes systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, herunder især religionsfriheden.
I skrivende stund forlyder det, at sagen mod den 90-årige kardinal allerede er sat i gang. I denne situation skulle man tro, at Vatikanet arbejdede på højtryk for at hjælpe kardinal Zen ved at gøre brug af sine nære forbindelser til det kommunistiske regime – enten for at få ham udleveret eller i det mindste få nedbragt straffen, sådan som man under dette pontifikat nærmest pr. automatik bærer sig ad, når der er tale om højtstående prælater, der er blevet grebet i seksuelle misbrug på mindreårige.
Men det kommer ikke til at ske.
Det ved vi med sikkerhed, efter at Frans i flyet på vej hjem fra Kasakhstan i midten af september traditionen tro svarede på spørgsmål fra journalisterne. Her spurgte en journalist fra Wall Street Journal, hvad Vatikanet vil gøre for at hjælpe kardinal Zen, men fik ikke andet svar end en bemærkning om, at ”kardinalen siger, hvad han føler, selv om han er klar over, at der er grænser for den slags.” Frans bekræftede samtidigt, at han var orienteret om Zens arrestation, men nægtede både at kritisere arrestationen og at forsvare Zen.
Over for Breibart News afviste Frans, at Kina skulle være ”udemokratisk”. At bruge sådanne betegnelser, sagde han, ”gavner ikke samarbejdet.”[2] Det skal nok passe, men vi mangler stadig at få at vide, hvem der skal have gavn af dette samarbejde. Foreløbig ser det ud til kun at være kineserne, vel at mærke ikke de kristne kinesere, men partiets top, som arbejder energisk på at ”sinificere” Kirken.
Læs mere om, hvad sinificering drejer sig om, her: Sådan fungerer Vatikanets aftale med Kina – og her: Paven opfordrer igen Kinas katolikker til at være gode samfundsborgere – alt imens forfølgelserne fortsætter
Det er forklaringen på, at der indtil nu er udnævnt 7 biskopper uden Frans’ samtykke. Spørger vi dernæst om, hvorvidt det som følge af samarbejdet er blevet lettere at være kristen i Kina, får vi uanset hvilke Kinaeksperter, vi konsulterer, den besked, at det tværtimod er blevet værre end nogensinde[3].
Selv Frans indrømmede i flyet fra Kasakhstan, at forholdene ikke er ideelle, men nægtede til gengæld at svare direkte på, om han mente, at retssagen mod kardinal Zen er en krænkelse af religionsfriheden. I stedet gled han af på spørgsmålet med en intetsigende bemærkning om, at ”det er vanskeligt at forstå den kinesiske mentalitet”, og at ”det vil tage hundrede år at forstå Kina, og så længe er vi her ikke”. Og han sluttede af med en forsikring om, at han ”respekterer Kina”, og at ”Kirken derfor har valgt at gå dialogens vej.” Det må siges at være en langvarig dialog, men man kan næppe se bort fra den mulighed, at enhver form for kristendom vil være udryddet i Kina længe forinden.
Efter denne politiske tågesnak er det forfriskende at læse Europa-Parlamentets kommentar, der lyder således:
”Parlamentet fordømmer arrestationen af kardinal Joseph Zen, som er en af de mest fremtrædende fortalere for Hong Kongs pro-demokratiske bevægelser, og af de fire andre repræsentanter for ”Den humanitære hjælpefond.”(4) Endvidere erklærede Parlamentet, at sådanne handlinger ”udgør et angreb på de frihedsrettigheder, som er sikret i Hong Kongs grundlov, herunder friheden til frit at kunne dyrke sin religion.”
[1] Ifølge en lov, som den 30. juni 2020 blev presset ned over hovedet på Hong Kong på trods af massive protester.
[2] Det ændrer ikke det fjerneste ved, at Kina er et topstyret land i alle vigtige anliggender.
[3] Her skal blot nævnes Steven Mosher (Population Research Institute) og Reggie Littlejohn (Women Without Frontiers) plus det britiske konservative partis rapport om forholdene i Kina i perioden 2016-2020.
[4] En organisation, som mellem juli 2019 og oktober 2021 støttede personer, der kæmpede for demokratiet i Hong Kong
Se artiklen i printvenlig version