I sin prædiken under morgenmessen den 30. januar talte paven om, hvad det vil sige at høre til Kirken. ”Den kristne,” sagde han, ”er ikke blot en person, der bliver døbt, og dernæst lever sit liv på sine egne præmisser. At være kristen drejer sig om at være en del af Guds fællesskab, en del af Kirken.”
”Den første frugt af dåben består i, at man gør sig selv til en del af Kirken, til en del af Guds folk. At være kristen uden at høre til Kirken giver ingen mening. Derfor sagde den store pave Paul 6., at det er en absurd dikotomi* at elske Kristus uden at elske Kirken, at lytte til Kristus uden at lytte til Kirken, at være sammen med Kristus og blive stående i ”yderkanten” af Kirken. Det kan ikke lade sig gøre. Det er en absurd dikotomi.”
Med udgangspunkt i dagens læsning om kong David (2 Sam 7,18 ff) fremhævede paven tre grundpiller i den troendes forhold til Kirken. Den første er ydmyghed:
”Et menneske, der ikke er ydmygt, kan ikke høre Kirken, men hører kun det, som han eller hun bryder sig om at høre. Ydmygheden finder vi hos David: ’Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit hus, siden du har ladet mig nå så vidt?’ Det er erkendelsen af, at frelseshistorien ikke er begyndt med mig og ikke vil slutte, når jeg dør. Ydmygheden hjælper os til at forstå, at vi kun er en lille del af Guds store folk, som følger Herrens vej.
Den anden grundpille, sagde paven, er trofasthed mod Kirken, at vi holder fast ved Kirkens lære, ved Trosbekendelsen, ved dogmerne.
”Paul 6. sagde, at vi modtager evangeliets budskab som en gave, og at vi bør give det videre som en gave til andre i troskab, ikke betragte det som noget, der tilhører os selv. Den gave, vi giver, er fra Jesus, derfor skal vi give den uforfalsket videre…”
Paven afsluttede sin prædiken med at minde om, at den tredje grundpille, bøn for Kirken, er en vigtig tjeneste, som forener os med den universelle Kirke. ”Måtte Herren hjælpe os til at følge ham på hans vej for at vores tilhørsforhold til Kirken kan blive stadigt dybere.”
*opdeling af et fænomen i to kategorier der gensidigt udelukker hinanden