Det første større projekt, Johannes Paul 2. lagde ud med i sit pontifikat, var at formulere ”Kroppens Teologi”, som egentlig er en omfattende og dybtgående kommentar til Humanae Vitae. ”Kroppens Teologi” blev præsenteret som 129 onsdagsforelæsninger i perioden 1979-1984.
Af Peter Damgaard-Hansen
Både uden for og inden for katolske kredse lamenteres der ofte over, at den katolske seksualmoral er forældet og pinligt ude af takt med tidens ånd. Der råbes op om, at kirken må tage sig sammen og lancere en ny seksualetik, der kan appellere til det moderne frihedselskende menneskes behov for at udfolde sig mere frit på alle livets områder.
Mit svar på dette er et klart nej. Vi har ikke brug for en ny seksualetik, den vi har er god nok. Hvad der derimod mangler er en forståelse af, hvorfor den er, som den er. I nyere tid blev denne seksualmorals grundprincipper cementeret med pave Paul VI’s encyklika Humanae vitae i 1968, som bragte sindenei kog, fordi den ikke gav efter for kravet om tilpasning til den såkaldte seksuelle frigørelse, der herskede i det omgivende samfund, men også blandt katolikker.
Det er i sig selv beundringsværdigt, at kirkens ledelse havde mod og kraft til egenhændigt at gå op imod tidens ånd. Humanae vitae var ganske enkelt profetisk i sin præcise forudsigelse af de forvirrede tilstande på sex-området i dag, men problemet var, at encyklikaen var skrevet i et sprog, der ikke taler til moderne mennesker, og ikke tilstrækkeligt uddybede moralens rationelle begrundelser, hvad der ellers nok kan være behov for, når talen er om moralregler, der i den grad griber ind i individets mest private livsudfoldelse. Humanae vitae fortalte os, hvad vi havde at rette os efter,men ikke i tilstrækkelig grad hvorfor.
Kroppens teologi
Det forstod den forhenværende pave Johannes Paul 2. Det første større projekt, han lagde ud med i sit pontifikat, var at formulere ”Kroppens Teologi”, som egentlig er en omfattende og dybdeborende kommentar til Humanae Vitae. Kroppens Teologi blev præsenteret som 129 onsdagskatekeser i perioden 1979-1984. Paven tager udgangspunkt i bibelske analyser af skabelsesberetningens grundaksiom (mennesket er skabt i Guds billede – som mand og kvinde) og forklarer med beundringsværdig skarpsindighed det teologiske og filosofiske grundlag for kirkens seksualmoral. Men Kroppens Teologi er mere end det – den er også en grundig indføring i, hvad det vil
sige at være menneske, for da mennesket er et kønsvæsen, forstår vi ikke meningen med os selv uden at reflektere dybt over, hvad meningen er med den menneskelige seksualitet.
Kroppens Teologi giver svar i overflod på de store spørgsmål angående sex og etik. Intelligente og velbegrundede svar, der ubesværet og selvsikkert tager diskussionen op med nutidens skepsis og indignerede modvilje. Man kan selvfølgelig stadig være uenig med den katolske kirke i dens seksualmoral, men efter at Kroppens Teologi har set dagens lys, kan man ikke længere kalde den for primitiv og forældet.
Johannes Pauls fremstilling af seksualetikken i Kroppens Teologi er totalt blottet for løftede pegefingre og moraliserende undertoner. Han forstår tidens længsel efter seksuel tilfredsstillelse, og han forstår, hvorfor det moderne menneske har så svært ved at finde den. At den dybe og mættende tilfredsstillelse i kærlighedslivet er blevet en mangelvare, tyder den eksplosive vækst i seksualvejledning, sex-klinikker, how-to-do-it litteratur og næsten daglige hjælpeforslag i BT. på. Man får unægtelig det indtryk, at vor tids ellers så seksuelt frigjorte mennesker er begyndt at kede sig gevaldigt i sengen – alt det “nye” og anderledes, man kan forsøge sig med, er i virkeligheden mere trivielt end nyt. Monotonien er blevet dræbende… der mangler noget.
Så den forhenværende pave – tro det eller lad være – har et brændende ønske med sin mission: at lære os at finde de sande og dybe glæder i kærlighedsliv og sexliv, som de fleste af os inderst inde længes efter! Han mener derfor ikke, at vor tids enorme optagethed af sex er et udtryk for, at vi tillægger seksuallivet for stor betydning – han mener tværtimod, at vi undervurderer betydningen af sex! Med dyb medfølelse ser han nutidens nærmest maniske besættelse af sex som et udtryk for en dyb længsel efter det guddommelige, og med en provokerende
ligefremhed hævder han, at al vor snak og overdrevne åbenhed omkring sex slet ikke betyder, at vi er frigjorte – sex-fikseringen er bare et symptom på, at vi i virkeligheden er bange for at give slip på os selv og dykke ned i seksualitetens mysterium.
Skal vi gøre os håb om vort livs orgasme, er vi nødt til at forstå det helt centrale i dette mysterium. Vi må forstå, hvad
Skaberens plan med sex er – og leve i overensstemmelse med den. Og det er det, hans knap 700 sider store værk Man and Woman He Created Them handler om.
Nu tillader pladsen ikke en detaljeret gennemgang af værket, så jeg nøjes med nogle få eksempler og begynder med det hotte emne, der hedder prævention:
Kærlighedens sande betydning
Påstanden om at kirken lærer, at sexlivets primære funktion er avling af børn er ikke bare overforenklet, men en fordrejet udlægning af tingene. Kirkens holdning til seksualetikken er en logisk følge af den forståelse af kærlighedsbegrebet, der ligger dybt i den kristne (bibelbaserede) teologi. Gud er skaber af kosmos og liv i kosmos, bl.a. fordi kærlighedens inderste natur er at skabe nyt liv, og Gud er kærlighed. Vi lærer i skabelsesberetningen,
at Gud skaber mennesket i sit billede som mand og kvinde. At være skabt i Guds billede vil altså sige at være skabt til at elske. Elske hvordan? Som Gud elsker. Hvorfor? Fordi Skaberen med skabelsen af mennesket ønsker at synliggøre det kærlighedens usynlige mysterium, som Gud (i Treenigheden) er. Skal den dynamiske kærlighedsrelation, som rummes i Treenighedens mysterium, synliggøres konkret på det fysiske plan, skal der to mennesker til. Derfor skaber Gud mennesket som mand og kvinde med kroppe, der kan have sex sammen, og forsyner disse skabninger med den seksuelle drivkraft. Alle mennesker uanset køn kan elske og være hengivne over for hinanden. Men et umiddelbart studium af de to kroppes forskelligheder afslører, at de i kraft af disse (køns)forskelle er komplementære på en helt speciel måde, der gør, at de også på det fysiske, altså kropslige, plan på en helt konkret og enestående måde kan udtrykke et fundamentalt aspekt af kærligheden, som handler om at give sig selv som en gave til den anden.
Kroppens Teologi peger på, at det er et uhyre vigtigt aspekt i den kristne kærlighedsforståelse, at kærligheden giver sig selv som en gave til den anden. Forstår man ikke det, er det umuligt at forstå seksualetikken. Gud giver sig selv til mennesket i skabelsen og i øvrigt også i døden på korset, hvor Jesus i bogstaveligste forstand giver sin krop for sin brud (den kristne kirke).
Seksualiteten er altså en hellig funktion, fordi den på det fysiske plan bliver et udtryk for – eller er et ikon på – Gud, som er kærlighed. Det er i hvert fald planen med den. Men da vi er udstyret med en fri vilje, kan vi jo godt leve vores seksualitet ud, som vi lyster, og det respekterer Skaberen. Vi må så bare være klar over de konsekvenser, der naturnødvendigt og logisk følger af vort valg. Følger vi ikke det oprindelige design, kan vi heller ikke finde det meningsfyldte liv og den mættende lykke, der ellers var meningen med seksualiteten og med at skabe mennesket som mand og kvinde. Den såkaldte selvrealisering bliver ikke mulig uden for den plan, Gud har givet os til at realisere vort kald: at elske som Gud elsker.
Skal vi derfor tilbage til planen og lære at leve i overensstemmelse med kaldet til at elske, som Gud elsker, er det selvsagt nødvendigt at forstå i væsentligt flere detaljer, hvordan Gud elsker. Ved at reflektere over Skabelsesberetningen og skrifterne fører Johannes Paul 2. os systematisk frem til fire grundlæggende kvaliteter ved Guds kærlighed: den er fri, trofast, total og frugtbar.
Dette kærlighedsbegreb gør op med den forarmede kærlighedsopfattelse, som ofte sniger sig ind i seksuelle relationer, hvad enten det er inden for det heteroseksuelle ægteskab eller udenfor, nemlig at drivkraften i sex primært handler om egen seksuel tilfredsstillelse. For det er ikke kærlighed, men dens rå modsætning: egoisme. En egoistisk tilgang kan selvfølgelig godt føles ophidsende og stimulerende i korte øjeblikke, men ikke mætte sjælens dybeste behov, snarere skubbe det længere og længere bort. Det er ikke ved grådigt at “tage” og “bruge” den anden, at man får noget – det er ved at give sig selv bort, man finder sig selv. Og hvem længes i øvrigt ikke efter de intime øjeblikke, hvor ekstasen med den elskede er så dyb, at hjertet spontant udbryder “Jeg er din, helt og aldeles – og du er min, helt og aldeles!”? Det er det tema, populære romantiske sange har forkyndt til alle tider.
Åbenhed over for nyt liv
Hvis vi altså skal dyrke sex som et udtryk for sand kærlighed,som er total, fri, trofast og frugtbar, så må vi også være totale i mødet. Og sådan et møde er åbent over for, at nyt liv kan udspringe af elskoven. Formålet med sex er ikke primært at avle børn, men at inkarnere kærlighedens mysterium på det kropslige plan – men en del af dette kærlighedens mysterium er, at nyt liv kan udspringe heraf. Der er altså tale om en åbenhed over for nyt liv – ikke en pligt til at avle børn. Pligten er at elske i overenstemmelse med det kærlighedsbegreb, vi er skabt til at være et billede på. Ikke for en moraliserende og snerpet Guds skyld, ikke for artens bevarelses skyld, men for vores egen
glædes og lykkes skyld. Med andre ord, vi finder kun glæden ved det liv, vi selv har fået som en gave, ved at være åbne over for at give det videre. Meningen med livet er altså at elske, som Gud elsker – i alle livets forhold, bl.a. også det seksuelle. At leve i overensstemmelse hermed bliver dermed det, der kaldes selvrealisering i ordets dybeste forstand. Og da der er mange muligheder for vildfarelse, er det kirkens opgave og pligt at vejlede os frem mod dette mål.
Når vi nu har fundet frem til de grundlæggende kvaliteter ved Guds måde at elske på, har vi også et grundlag at opbygge en seksualmoral på. Så har vi en referenceramme at henholde os til, når vi skal afgøre, om en seksuel aktivitet er i overensstemmelse med etikken, dvs. om den samarbejder med vore længsler mod målet. Vi må se på, om den udtrykker en kærlighed mellem de to elskende, der er total, fri, trofast og åben for nyt liv. Enhver adskillelse af seksualaktiviteten fra dens mulige livgivende (formerende) funktion bliver “forkert” – forkert i den forstand, at det er forkert at skyde sig selv i foden med haglgeværet, når det er anden, det er planen at få nedlagt.
Det er altså ikke i orden at manipulere med vores egen frugtbarhed ved overlagt at lægge frugtbarheden hindringer i vejen med kemiske midler eller andre tekniske finesser. Så spiller vi ikke med på kærlighedens præmisser. Bruger man prævention, kan man ikke give sig totalt til den anden – vi blokerer og tilbageholder forsætligt en væsentlig del af det at være en mandekrop eller en kvindekrop, nemlig at vi kan muliggøre skabelsen af nyt liv. Prævention er et forsøg på en løsning på dilemmaet: Man vil have kærlighedens ekstase og alligevel ikke give sig helt hen til den med hud og hår. Men det er en halvhjertet løsning. Og i kærligheden – den ægte af slagsen – er der ikke plads til halvhjertede løsninger. Kærlighedsbehovet bliver ikke tilfredsstillet, og den trofaste kærlighed risikerer at dø langsomt i sin konstante søgen efter substitutter for den ægte vare.
Hvis der er helt specielle, gode og ikke-egoistiske grunde til ikke at ønske et barn af det kærlige møde, giver kirken sit tilsagn til, at man samarbejder med den rytme i kvindens krop, som Gud har skabt hende med. Men det er forkert at påstå, som det hævdes af kritikerne, at det nødvendigvis også er en kontraceptiv indstilling. Ganske vist er det muligt at bruge denne metode som et forsøg på at undgå børn ud fra forkerte, ukærlige (egoistiske) motiver. Det er denne kontraceptive, anti-liv-indstilling, der er problemet. Men man kan godt bruge metoden og samtidig være åben over for nyt liv. Med NFP (naturlig familieplanlægning) manipulerer vi ikke med den måde, vi er indrettet på – vi samarbejder med den. Og ønsker man ikke nyt liv på et bestemt tidspunkt, hvor kvinden er frugtbar, kan man udtrykke dette på det kropslige plan ved for eksempel afholdenhed – den ældste og mest sikre måde at undgå graviditet på! Det er, når man prøver at udtrykke den (totale) kærlighed med kroppene gennem seksuel aktivitet og samtidig manipulerer med dem, at det kærlighedssprog, som vi da taler gennem kroppene, bliver uærligt.
Har vi først forstået, hvad sand kærlighed er, bliver det også lettere at forstå, hvorfor den katolske kirke ikke kan give homoseksuelle relationer sin velsignelse. To af samme køn – uanset hvor smukt og ægte de elsker hinanden – kan ikke på det kropslige plan give sig til hinanden på den komplementære anatomiske måde, som mand og kvinde kan, der både udtrykker, at kroppene er en gave til hinanden, samtidig med at foreningen kan være åben over for nyt liv. Enhver kunstig adskillelse af den seksuelle adfærd fra dens muligheder for at skabe nyt liv bliver forkert.
Kirkens holdning til kønsneutral sex er derfor ikke bare en hetz imod eller ringeagt for homoseksuelle. Den advarer mod den forvirring af kærlighedsbegrebet, som opstår, når sex adskilles fra kærlighedsbegrebet på det kropslige plan. Den hævder så at sige, at kønslig omgang mellem to homoseksuelle ikke er sex i ordets egentligste forstand. Det er en teologisk umulighed. En accept af same sex kærlighed på lige fod med heteroseksuel kærlighed er en teologisk umulighed. Samtidig skal det slås fast, at et heteroseksuelt forhold ikke på nogen måder garanterer, at seksualiteten dyrkes i overensstemmelse med kirkens seksualetik. Prævention er principelt lige så lidt i overensstemmelse med kirkens seksuallære som kønsneutral seksualitet.
Sex før ægteskabet?
Når man reflekterer over disse forhold, bliver det muligt at forstå mange andre af kirkens seksualmoralske normer i et nyt meningsfyldt lys. For eksempel begynder det at give mening og faktisk være både smart og smukt at vente med den seksuelle forening til ægteskabet. Rent praktisk giver det mening ikke at lukke op for kærlighedens livsskabende dimensioner, før man har indrettet sig således, at man har mulighederne for at være åben over for nyt liv.
Men der er helt anderledes dybdeteologiske perspektiver på spil i dette her . En anden af samlejets funktioner er, at man her på et kropsligt plan bekræfter de løfter, man giver hinanden ved alteret ved ægteskabets indgåelse om at elske hinanden totalt, frit og trofast. Ordene bliver kød i bogstaveligste forstand Og når form og indhold passer sammen, så er det såre godt. Hvis man dyrker sex uden den dybe engagerede forpligtelse og de bevidnede løfter, passer form og indhold ikke sammen. Det man gør med kroppene afspejler ikke ens egen sande holdning. Og den seksuelle oplevelse bliver et eller andet sted hul og ikke mættende. Et seksuelt møde mellem to mennesker, der primært tager sigte på at bruge hinanden til seksuel tilfredsstillelse, kan aldrig bibringe den tilfredsstillelse, som hele mennesket (sjæl og krop) længes efter. Denne frustrationstilstand, hvor noget helt klart mangler, fører ofte til større hunger efter mere sex – en selvforstærkende ond afhængighedsskabende cirkel.
Ved at vente med sex til efter de højtideligt og forhåbentligt ærligt mente løfter, får den kærlighed, der er villig til at ofre noget af respekt for den anden, en chance for at vokse i dybden. Og uden en vilje til afsavn og selvopofrelse har ægteskabet minimale chancer for at overleve. Hvis man går i seng med hinanden, lige så snart trangen melder sig, så dyrker man den opfattelse, at kærlighedsforholdet kun handler om at blive seksuelt tilfredsstillet så hurtigt som muligt. Det fremmer en egoismefikseret forbrugermentalitet. Jeg ser mange par, hvor sexlivet er gået helt i fisk. Her er det næsten altid tilfældet, at de som noget selvfølgeligt dyrkede sex med det samme de mødte hinanden. Så er det faktisk nødvendigt at foreslå dem en periode med afholdenhed, for at de kan genfinde hinanden på en helt ny måde – i kærlighed. Så går det op for dem, at sex-dyrkelsen ikke var et udtryk for deres indbyrdes kærlighed, men et forsøg på at flygte fra det tomrum, der opstod der, hvor kærligheden skulle have været.
Prævention er et mandeprojekt
Det giver mening at vente med sex, til man har etableret en tryg og ansvarsbevidst ramme om den seksuelle udfoldelse. Unge kvinder, som jeg møder i min praksis – kvinder, der ikke er kristne og i øvrigt totalt uvidende om katolsk teologi – føler det ofte som en befrielse, når de får budskabet serveret i et sprog, de forstår. De mærker nemlig, at Kroppens Teologi formidler en umådelig dyb respekt for kvinden og for hendes natur – hvad mænd, der hylder præventionens velsignelser, ofte ikke har. Præventionen er et mandeprojekt, der gør det betydelig lettere og mere komfortabelt for mænd at bruge kvinder til egen lyst og glæde. Hvor fristelsen for mænd er at bruge kvinder til egen fornøjelse, er fristelsen for mange kvinder at “lade sig bruge”. Ingen af delene har meget med kærlighed at gøre, og det er der mange kvinder, der umiddelbart intuitivt forstår.
Hvis manden forstod at betragte kvindens smukke krop som et synligt udtryk for hendes persons skønhed og satte hensyn og respekten for kvindens værdighed over egen trang til at bruge hende som en ting til seksuel udløsning, så ville døren blive åbnet for ham til en seksuel glæde med hende, der overgår alt det andet.
At leve et kærligheds- og sexliv i overensstemmelse med den forståelse, som Kroppens Teologi giver os, er ikke let!
Der er mange faldgruber undervejs, og det er disse faldgruber, kirken ønsker at værne os mod. Der er brug for megen støtte, åndelig vejledning og bøn – og en kærlig seksualmoral, der giver mening. Det er som regel først, når man er blevet grundigt træt af alle surrogaterne og stadig føler sig lige længselsfuld, at man begynder at søge det ægte og opdager, at Kroppens Teologi har fat i noget helt andet – og alligevel det, man hele tiden har søgt.
Det er vigtigt at forstå, at kirkens konsekvente afvisning af prævention ikke kun som sin forudsætning har en bekymring for helligheden i seksualiteten og ægteskabet. Johannes Paul 2. viser i Kroppens Teologi, at den katolske kirke ser en nøje sammenhæng mellem den kulturelle og mentalitetsmæssige udvikling i samfundet og vores holdning til seksualiteten. Seksualiteten er på et dybt eksistentielt niveau livsnerven i kulturen. Hvis vores syn på seksualiteten er præget af åbenhed over for livet og kærligheden, får vi en livets kultur. Er den derimod grundlæggende afvisende over for seksualitetens livsskabende potentiale, får vi en dødens kultur.
En barsk og provokerende diagnose? Ja, men den rammer meget præcist ind i vores virkelighed, hvor respekten for menneskelivet til stadighed undergraves. Mange tænker ikke på, at prævention – og ikke mindst den mentalitet, der ligger bagved – ikke forhindrer uønskede graviditeter og aborter, men tværtimod skaber flere af dem. Og fra prævention og abort, er der ikke langt til eutanasi. Det var netop vor tids epidemiske vækst i aborter, utroskab, skilsmisser og kønssygdomme, pave Paul 6. forudså i Humanae vitae i 1968. Kroppens Teologi behandler indgående denne problematik, som vil udfordre enhver, der interesserer sig for sammenhængen mellem individ, sex, samfund og kultur.
Denne artikel blev første gang bragt i Katolsk Magasin 2010
Om forfatteren:
Peter Damgaard-Hansen er mag.art. i psykologi og klinisk psykolog
Se artiklen i printvenlig version