Meget tyder i øjeblikket på, at pave Frans er villig til at prisgive Kinas Rom-tro katolikker for at kunne ”normalisere” forholdet til landets totalitære regime.
Hvis de igangværende forhandlinger, sådan som det ser ud nu, ender med en aftale, hvor Vatikanet på visse betingelser anerkender den regeringskontrollerede ”kinesiske katolske patriotiske forening” (CCPA), vil det ikke blot demoralisere de mange, der i årtier under store personlige ofre har holdt ud i bevidstheden om at have pavens og Kirkens opbakning, men også i praksis gøre det endnu vanskeligere for dem at praktisere deres tro.
Læs også: Kina: regeringen strammer grebet om religiøse grupper
Forhandlingerne har på forskellige niveauer stået på i længere tid, men allerede i januar 2016 advarede kardinal Joseph Zen[1] i et interview med The Guardian mod at indgå aftaler med den kinesiske regering. Ved den lejlighed sagde han blandt andet: ”Måske er paven en smule naiv. Han har intet personligt kendskab til de kinesiske kommunister … Paven har i sin tid kendt de forfulgte kommunister i Latinamerika – ikke de kommunister, som har forfulgt og dræbt hundredetusinder. Og han tilføjede: ”Man kan ikke gå ind til forhandlinger med den indstilling, at man vil underskrive en overenskomst for enhver pris. Så overgiver man sig, så bedrager man sig selv, og så bedrager man Jesus Kristus.”
Hvem skal have ret til at udnævne biskopperne?
Det helt afgørende i forhandlingerne er spørgsmålet om, hvem der skal have det sidste ord i forbindelse med udnævnelse af biskopper. Hvad dette angår, bragte Wall Street Journal i efteråret 2016 et forlydende om, at Vatikanet havde tilbudt kun at udnævne biskopper, som på forhånd var godkendt af CCPA.
Det fik kardinal Zen til i en kommentar at minde om, at retten til at udnævne og indsætte biskopper ”udelukkende er forbeholdt den kompetente kirkelige myndighed”, således som det fremgår af Det Andet Vatikankoncils dekret om biskoppernes hyrdehverv i Kirken (20) og af Den kanoniske Lov (kirkeretten) 377 § 5.
Og han tilføjede: ”Hvis man ikke kan få en god aftale, en acceptabel aftale, så må man hellere forlade forhandlingsbordet og måske prøve igen senere. Kunne Kirken forhandle med Hitler? Eller med Stalin? Nej.”
2017 gav anledning til yderligere bekymringer, f.eks. da pave Frans i et interview med den spanske avis El Pais den 22. januar sagde: ”I Kina er kirkerne fulde. Man kan praktisere sin tro i Kina.” Dette på trods af, at Kina i uafhængige undersøgelser figurerer som en af de værste krænkere af religionsfriheden i hele verden.
Ligeså bekymrende var meddelelsen den 28. september om, at sekretæren for Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering[2], ærkebiskop Savio Hon Tai-Fai, skulle overflyttes til hvervet som pavelig nuntius i Grækenland. En klokkeklar degradering, som skal ses i lyset af, at ærkebiskop Hon er blandt de biskopper, som har givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til pave Frans’ forsonlige linje over for det kinesiske regime, og at han desuden er en god ven af kardinal Zen. Læg hertil, at kardinal Zen under hele forløbet har sendt adskillige breve til paven, som efter det velkendte mønster er forblevet ubesvarede.
Kardinal Zen rapporterede i februar 2017 om, at Vatikanets ”Ostpolitik”[3] allerede har haft alvorlige konsekvenser for undergrundskirken. Han nævner flere eksempler på, at Rom ikke har givet de kirkeretligt korrekte instrukser til biskopper og præster, men tværtimod har anbefalet biskopper at åbne døren for præster, der er medlemmer af CCPA, øjensynlig uden at tænke på risikoen for, at de kan være agenter for regeringen. I et enkelt tilfælde førte det til, at undergrundskirkens præster måtte forlade menigheden af frygt for at blive angivet til myndighederne, i andre tilfælde, til at præster er blevet ført bort af politiet med det resultat, at flere menigheder er blevet opløst.
”I må ofre jer…”
Var nogen omkring årsskiftet stadig i tvivl om, hvilken vej vinden blæste, har de fra medio januar 2018 i flere katolske medier kunnet læse, at Vatikanet har anmodet to legitime biskopper fra undergrundskirken om ”at ofre sig” – nærmere bestemt at vige sædet for to såkaldte biskopper udpeget af de kinesiske myndigheder.
Denne nyhed kommer samtidig med rapporter fra UCAnews om, at den kinesiske regering har optrappet bestræbelserne på at komme den vestlige verdens religioner til livs. Således blev en stor kirke den 9. januar i år jævnet med jorden af myndighederne i Shanxi-provinsen. Det var den tredje kristne kirke, der blev nedrevet eller lukket i Kina i løbet af to uger.
I de senere år er – stadig ifølge UCAnews – over 1500 katolske og protestantiske kirker enten blevet revet ned eller har måttet fjerne korset fra deres bygninger som regel under påskud af, at de ikke levede op til lokale byggeregulativer.
Ros til pave Frans fra det kinesiske partiorgan
Og i skrivende stund rapporteres det, at den regeringskontrollerede kinesiske avis The Global Times i en ledende artikel har udtrykt sin påskønnelse af, at pave Frans har givet Kina ”betydelige indrømmelser vedrørende udnævnelsen af biskopper”. Lederen fremhæver pave Frans’ visdom og tilføjer, at forhandlingerne nu er ved at tage form ”på trods af modstanden fra vestlige medier og fra visse yderliggående religiøse grupper, som ønsker at modarbejde forbedrede relationer mellem Kina og Vatikanet.”
Hvem omvender nu hvem?
Kinaeksperten Steven Mosher, som er leder af Population Research Institute, gør i en kommentar hertil opmærksom på, at Kinas præsident Xi Jinping har tiltaget sig mere magt end selv Mao Zedong var i besiddelse af i sin tid, således at han har fået en nærmest guddommelig status. Derfor, siger Mosher, har han ligesom mange katolikker i hele verden svært ved at forstå, hvad pave Frans’ kan samarbejde med Xi Jinpings regime om. ”Det er indlysende, at de 10-12 mio. katolikker i undergrundskirken har stemt med fødderne for at forblive i undergrunden. Så hvorfor ikke blot lade undergrunden sprede evangeliet?”
Mosher bemærker endvidere, at jesuitterpræsten Matteo Ricci og hans medbrødre, som missionerede i Kina i det 15-16 århundrede, forsøgte at omvende kejseren til kristendommen, så at hans undersåtter ville følge i hans fodspor. ”Men i dag,” tilføjer Mosher, ”synes rollerne at være byttet om i Xi Jinpings forhandlinger med Frans. Nu er det ikke jesuitternes missionærer, der omvender kejseren, men kejseren, der omvender jesuitternes missionærer”.
[1] Kardinal Joseph Zen er biskop emeritus af Hongkong. Han blev i 2006 ophøjet til kardinal af pave Benedikt 16., og har fungeret som pavens særlige rådgiver i anliggender vedrørende relationerne mellem Kina og Vatikanet.
[2] Kongregationen har bl.a. til opgave at koordinere Kirkens missionsarbejde og forberede udnævnelsen af biskopper i missionsområderne.
[3] Et udtryk, som kardinal Zen flere steder bruger om Vatikanets imødekommenhed over for Kina. Ostpolitik var oprindeligt en betegnelse den politik, Vatikanet forsøgte sig med i 1970’erne i Ungarn og andre af Sovjetunionens østeuropæiske satellitstater – med nærmest katastrofale konsekvenser. ”Kirkerne i disse lande,” skriver Zen, blev ikke reddet i kraft af Vatikanets diplomati, men takket være de almindelige katolikkers urokkelige tro.”
Se artiklen i printvenlig version