Den peruvianske kardinal Juan Luis Cipriani har for nylig energisk protesteret mod internationale organisationers bestræbelser på at gøre udenlandske investeringer i landet afhængige af, at landet legaliserer abort og homo-ægteskaber.
Denne taktik, som kardinalen i en radiokommentar kaldte ren og skær afpresning, er imidlertid langt fra ny. Pave Johannes Paul 2. satte allerede i 1981 fingeren på problemet i sin apostoliske skrivelse ”Fællesskabet i familien” (Familiaris consortio), hvor han (30) betegnede det ”som en alvorlig uret, når man i internationale forhold gør økonomisk bistand til udviklingslande afhængig af præventions-, sterilisations- og abortprogrammer.” Kardinalen nævnte ikke nogen af organisationerne ved navn, men et kvalificeret gæt kunne være UNFPA (FN’s befolkningsfond, IPPF (den internationale familieplanlægningsorganisation) og sandsynligvis også USAID (USA’s officielle bistandsorganisation, svarende til Danida her i landet), som under præsident Obama har været en særdeles aktiv spiller i den internationale befolkningspolitik.
Cipriani understregede, at der ikke er noget i vejen for, at man kan samarbejde med andre lande, når det drejer sig om immigration eller emigration, ”men,” tilføjede han, ”vi kan ikke acceptere, at andre lande og internationale organisationer forlanger, at fremmede investeringer i Peru skal kobles sammen med deres sociale og lovgivningsmæssige dagsordener.” Han bebrejdede i den forbindelse de peruvianske medier, at de i alt for høj grad har gjort sig til talerør for denne politik ved at fokusere på ligegyldige detaljer og derved lægge et røgslør over, hvad sagen i virkeligheden drejer sig om.
”Det peruvianske folk er ikke interesseret i at høre, hvornår eller hvordan de kan få en abort. Det, de efterlyser, er et bedre sundhedssystem,” sagde han og opfordrede landets læger og medicinske forskere til at engagere sig i debatten. ”Kirken og lægevidenskaben forsvarer begge livet. Det er ikke lægerne, men ideologerne, der hævder, at vi skal vælge mellem liv eller død.”
Læs også: Befolkningspolitik
Hvorfor siger Kirken nej til abort? og til homo-ægteskaber ?