Hvorfor siger Kirken nej til abort?
Kommentarer lukket til Hvorfor siger Kirken nej til abort? 1958 29 januar, 2014 Kirken om... januar 29, 2014 Indlæg af

Hvorfor siger Kirken nej til abort?

En provokeret abort er i alle tilfælde et overlagt drab på et ufødt barn

I det 5. bud står der: Du må ikke begå drab. Det betyder, at man ikke må slå et andet menneske ihjel for at opnå et eller andet. Det betyder ikke, at man under ingen omstændigheder må tage et andet menneskes liv – f.eks. i selvforsvar eller for at forsvare andres liv. I den slags ekstreme situationer kan man som en sidste udvej blive nødt til at gøre det. Så er der ikke tale om et drab i almindelig forstand, men om at man handler i nødværge for at redde sit eget eller andres liv.

Er en provokeret abort et drab? Ja, det er det i alle tilfælde – uden undtagelse. Hvad så, hvis den gravide kvindes liv er i fare, hvis hun f.eks. lider af kræft, og hvis en nødvendig operation kan koste barnet livet?

I den slags tilfælde er det lægens pligt, at hjælpe både mor og barn, så længe det er muligt. Hvis barnet ikke overlever, har man ikke foretaget en provokeret abort, det vil sige, man har ikke foretaget sig noget i den hensigt at slå barnet ihjel.

Og hvis kvinden er blevet gravid efter en voldtægt? Så viser mange undersøgelser, at hun på længere sigt ikke får det bedre af at få lagt et traume oven i det, hun allerede har pådraget sig som offer for en voldtægt. Hertil kommer, at det ufødte barn naturligvis ikke fortjener at blive dømt til døden på grund af sin biologiske fars forbrydelse. Barnet har ret til at leve ligesom alle andre børn. Hvis barnets mor ikke ønsker at beholde det, har hun altid den mulighed at bortadoptere det fra fødslen. Her er der imidlertid mange, der påstår, at det er for stor en psykisk belastning for kvinden at gennemføre graviditeten under disse omstændigheder. Men som allerede antydet er det aldrig dokumenteret, at det skulle være værre end at blive udsat for et abortindgreb i en situation, hvor man psykisk set endnu er særdeles sårbar.

Det skal nævnes, at disse to tilfælde tilsammen udgør en forsvindende lille del af de aborter – omkring 16.000 – der hvert år bliver foretaget i Danmark. Her er der tale om promiller, ikke procenter. Oven i de 16.000 skal lægges de aborter, som forårsages af diverse former for prævention – herunder de såkaldte fortrydelsespiller, hvor salget i de senere år er eksploderet. I 2005 blev der således solgt 70.000 pakker, i 2008 over 100.000. Hvor mange aborter det er årsag til, er det selvsagt umuligt at sige.

Når Kirken siger nej til abort, er det altså et nej til drab på et ufødt barn. I alle de år, hvor man har debatteret abortspørgsmålet, har I alle de år, hvor man har debatteret abortspørgsmålet, har der været tilhængere af abort, som har forsøgt at argumentere for, at et foster ikke er et rigtigt menneske, og at der derfor ikke er tale om et drab.

Ofte ender diskussionen altså ved, at man må definere hvornår et menneskeliv begynder: Hvis fosteret er et uskyldigt menneske, må det være forkert at slå det ihjel, ellers måske ikke.

Hvornår begynder menneskelivet?

Hvornår et menneskeliv begynder, kan man rent naturvidenskabeligt betragtet fastslå helt præcist. Det sker i det øjeblik ægget fra kvinden befrugtes af sædcellen fra manden. Hermed er et i biologisk forstand nyt menneskeligt individ blevet til. Alle arvelige egenskaber er fastlagt, og fra befrugtningsøjeblikket føjes der intet nyt til. For at udvikle sig fra en encellet organisme til et voksent individ behøver det nye menneske kun at få tilført ilt og næring.

En af det 20. århundredes betydeligste biologiske forskere, Jérôme Lejeune, som i 1950’erne opdagede det ekstra kromosom (trisomi 21) der forårsager Downs syndrom, var katolik og i hele sin karriere forkæmper for respekten for menneskelivet. Han er forfatter til denne erklæring:

Fra befrugtningsøjeblikket, dvs. det tidligste øjeblik af biologisk eksistens,er barnet et menneske, et selvstændigt individ, genetisk forskelligt fra moderen, som giver det næring og beskyttelse.

Fra befrugtningsøjeblikket og resten af dets liv er det det samme levende menneske,som vokser, udvikler sig, modnes og til slut dør.

Det er i besiddelse af egenskaber, som gør det forskelligt fra alle andre mennesker.

Det er unikt og derfor uerstatteligt.

Det er lægens opgave at tjene livet fra dets begyndelse til dets afslutning.

Den respekt for menneskelivet, som er grundlaget for lægens arbejde, kan således aldrig gøres betinget af patientens alder eller tilstand i øvrigt.

Foreligger der vanskelige omstændigheder i forbindelse med en graviditet,er det lægens pligt at gøre sit yderste for at hjælpe både mor og barn.

Det strider derfor direkte mod en læges opgave at afbryde et svangerskab i den hensigt at ville afhjælpe sociale, økonomiske, psykologiske eller genetiske problemer.

Som aborttilhænger er man over for dette nødt til at stille spørgsmålstegn ved begrebet ’menneske’, og hvad det vil sige at have krav på moralsk status. Derfor finder man ofte argumenter i filosofien. Et af de mest prominente eksempler herpå er den australske filosof Peter Singer, som fx i artiklen Taking Life: The Embryo and the Fetus fra 1993 foreslår:

“My suggestion, then, is that we accord the life of a fetus no greater value than the life of a nonhuman animal at a similar level of rationality, self-consciousness, awareness, capacity to feel, etc. Since no fetus is a person, no fetus has the same claim to life as a person.” (s. 151)

I stedet for begrebet ‘menneske’ vælger Singer altså begrebet ‘person’, og opstiller en række filosofiske kriterier for, hvad en person er. Da fostret ikke lever op til Singers kriterier, er det ikke en person i hans forståelse. Ganske overraskende – men logisk konsekvent – går Singer videre til at konkludere, at der (moralfilosofisk) ikke er noget til hinder for, at man slår nyfødte børn ihjel inden en vis tidsgrænse, da de har samme status og hverken er bevidste om hvad der foregår, eller hvad de går glip af.

Denne rent utilitaristiske betragtning om ’nytteværdien’ af livet for et foster eller en nyfødt er i stærk modsætning til det kristne menneskesyn, hvor ethvert individ betragtes som noget, der i sig selv har ukrænkelig værdi. En kristen vil altså stille spørgsmålstegn ved hele udgangspunktet: Hvem er ’vi’, der så skråsikkert opstiller kriterier for, hvornår man er moralsk relevant? Og hvis der overhovedet er tvivl om, hvorvidt der er tale om et menneske – bør man så ikke lade tvivlen komme livet til gode?

Kirkens holdning

Pave Johannes Paul 2. udsendte i 1995 en rundskrivelse Evangelium vitae (Livets evangelium), hvor han med et ordvalg, der ikke kunne misforstås, slog Kirkens lære om abortspørgsmålet fast:

”Med den myndighed, som Kristus overgav til Peter og hans efterfølgere, og i fællesskab med biskopperne, erklærer jeg, at provokeret abort – det vil sige et abortindgreb foretaget med fuldt overlæg enten som mål eller middel – altid er i klar modstrid med den moralske orden, fordi det er et overlagt drab på et uskyldigt menneske. Denne lære bygger på den naturlige morallov og på Guds skrevne ord; den er overleveret af Kirkens Tradition og lært af Kirkens almindelige læreembede. Ingen ydre omstændighed, intet ønske om at opnå et bestemt mål og ingen lov i denne verden vil nogensinde kunne retfærdiggøre en handling, der er utilladelig i sig selv, det vil sige i strid med den Guds lov, som er indskrevet i ethvert menneskes hjerte, og som kan erkendes af fornuften og er forkyndt af Kirken” (62).

Bemærk at der kun slås fast, hvad der ikke kan tillades – det handler med andre ord om ikke at gøre sig til dommer over liv og død. Paven hævder desuden, at der findes objektive moralske grænser, som vi mennesker kan erkende. Kirken har gennem århundreder udviklet sin forståelse af denne ’naturlige morallov’, og den katolske holdning går grundlæggende ud på at se livet som et mysterium, dvs. noget virkeligt, som vi ikke til fulde forstår, og som vi derfor må behandle med ydmyghed og respekt. Moralloven kan erkendes både med fornuften og med hjertet, og det indebærer også en pligt til at tage ansvar for at beskytte livet.

Hvis katolikker og andre kristne ofte taler imod abort, er det derfor ikke for at gennemtvinge en holdning, som man tilfældigvis foretrækker. Det er for at insistere på noget som alle bør kunne erkende, nemlig at menneskeliv er så værdifulde, at deres eksistens ikke bør afgøres af, hvad vi rent filosofisk, politisk eller på anden måde kan blive enige om på et givent tidspunkt.