1 3065 01 februar, 2014 Kirken om... februar 1, 2014 Indlæg af

Befolkningspolitik

Det er ikke en befolkningseksplosion, der truer os, men derimod en egoismens eksplosion: det at den rige trediedel af verden berøver dem, der ikke har noget, de to tredjedele af deres forbrugsgoder og tilmed berøver dem evnen til at elske, idet de pålægger dem at sætte så få børn i verden som muligt. Men vi nægter at gå med til, at vores folk skal blive offer for en fjernstyret pille- og sterilisationskampagne.

Ærkebiskop Helder Camara,

Brasilien

 

 

Den blinde forvisning om, at vi er nødt til at gøre noget ved andre menneskers formeringsadfærd, og at vi måske kommer til at gøre det, hvad enten de bryder sig om det eller ej, hidrører fra den antagelse, at verden tilhører os, som så dygtigt har udtømt dens ressourcer, og ikke de andre, som ikke har gjort det.

Germaine Greer

I Køn og Skæbne, Gyldendal 1984

 

Den katolske Kirke bliver i medierne ofte kritiseret for at stille sig i vejen for initiativer, som vil kunne sikre en hensigtsmæssig befolkningsudvikling, ikke mindst i den 3. verdens lande. F.eks. lykkedes det Vatikanet i samarbejde med en række muslimske lande på FN’s befolkningskonference i Cairo i 1994 at få præciseret i slutdokumentet, ”at abort i intet tilfælde må betragtes som en metode til familieplanlægning” – stik imod de bestræbelser, der blev udfoldet på konferencen for at gennemtvinge en generel anerkendelse af provokeret abort som en fundamental rettighed og som et legitimt middel til familieplanlægning.

Hvem stod bag denne befolkningspolitiske dagsorden? Først og fremmest den amerikanske regering – præsidenten hed på det tidspunkt Bill Clinton – og dernæst FN’s befolkningsfond UNFPA, som siden 1979 havde bidraget aktivt til den kinesiske regerings implementering af et-barns-politikken, der bl.a. omfattede (og stadig omfatter) tvangsaborter og ditto sterilisationer. Endvidere IPPF (International Planned Parenthood), som oprindeligt mere retvisende hed Birth Control Federation. IPPF er verdens næststørste private organisation og paraplyorganisation for tilsvarende foreninger i 130 lande, herunder ”Sex og Samfund i Danmark. IPPF har i årenes løb stået bag talrige abort- og sterilisationsprogrammer i den 3. verden, hvor man bl.a. som betingelse for at levere basale sundhedsydelser har steriliseret og udført aborter på tusindvis af kvinder. Ifølge en intern instruks fra 1984 har man da også pålagt medarbejderne ikke at lade lovgivningen i de lande, hvor de opererer, stå i vejen for deres aktiviteter. Direkte lovbrud betegnes i instruksen som et led i den proces, der skal føre til forandring. Således i Brasilien i 1991, hvor 7,5 mio. kvinder (hovedsageligt fra samfundets nedre lag) blev steriliseret på trods af, at sterilisationer var forbudt ifølge brasiliansk lov.

Så vidt hovedaktørerne på konferencen, som alle støttes økonomisk af de fleste regeringer i den vestlige verden foruden af en række pengetanke som Verdensbanken, Rockefeller-fonden m.fl. samt af rigmænd som Bill Gates, Warren Buffet og mediekongen Ted Turner.

At det ikke i Cairo lykkedes at få gennemtvunget en FN-sanktioneret befolkningskontrol efter vestlig model var selvfølgelig en torn i øjet på det politiske establishment i vor del af verden. Frustrationen kom tydeligt til udtryk i de toneangivende medier, der stemplede Vatikanets og de muslimske landes fælles front i dette spørgsmål som en ”uhellig” alliance, der blokerede for nødvendige fremskridt.

Men det var jo i 1994. Hvad så i dag? I princippet er der intet, der har ændret sig. Vatikanet kæmper stadig mod den internationale befolkningslobby, som i parentes bemærket fra første færd er blevet bakket helhjertet op af de skandinaviske regeringer uanset partifarve, og som på ingen måde har opgivet planerne om at få provokeret abort anerkendt som en menneskeret. I dag taler man imidlertid sjældent åbent om midlerne (abort, sterilisation) men pakker budskabet ind i formuleringer som ”kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder” – uagtet at intet dokument godkendt af FN’s generalforsamling til dato har blåstemplet abort som en menneskeret. Det vender vi tilbage til.

Befolkningslobbyens rationale

Tilbage står spørgsmålet: Hvorfor er man i den vestlige verden så interesseret i at få kontrol over den globale befolkningsudvikling – og hvorfor modarbejder Vatikanet denne målsætning?  Lad os først se på det rationale, der ligger bag ønsket om at begrænse befolkningstilvæksten.

I perioden 1960 til 2000 sker der en fordobling af verdens befolkning – fra 3 til 6 mia. Det er på den baggrund, udtrykket ”befolkningseksplosionen” opstår. Den eksplosive vækst foregår især i den 3. verdens lande, og det afføder kravet om en international indsats for at begrænse væksten i netop denne del af verden. ”Befolkningseksplosionen” er også titlen på en bog, som lederen af World Watch Institute udsender i 1968, hvori han advarer om, at verden står over for en snarlig sultkatastrofe og mangel på vigtige råstoffer, med mindre man griber ind med probate midler. Tankegangen er den samme som hos den engelske økonom T.R. Malthus, som i 1798 i sit hovedværk The Principle of Population hævdede, at fødevareproduktionen i England i det lange løb ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, hvad der uundgåeligt måtte resultere i udbredt hungersnød.

Malthus’ teori blev dementeret af udviklingen af den simple grund, at den bygger på den forudsætning, at   summen af de samfundsskabte goder, til enhver tid er den samme. Det ved vi i dag, at den ikke er. Der er eksempelvis en markant forskel på høstudbyttet pr. hektar (som Malthus lagde til grund for sin teori) i 1798 og i dag.

Når Ehrlichs profetier ligeledes er blevet gjort til skamme, skyldes det til dels, at den teknologiske udvikling har løst mange af de problemer, der kunne opstå på grund af ressourceknaphed, og dernæst, at den globale fertilitet (antallet af børn pr. kvinde) allerede ved bogens fremkomst var i frit fald. Ser vi igen på perioden 1960 til 2000, kan vi konstatere et fald fra 6 til 2,6 børn pr. kvinde. Tallet er i dag ifølge FN 2,53 og forventes at falde til 2,24 i 2045-2050, og det har vel at mærke været størst i 3. verdens-landene.

Når det samlede befolkningstal fortsat stiger, skyldes det altså ikke en stigning i fødselstallet, men at mennesker på hele jorden i gennemsnit lever længere på grund af en generel forbedring af ernærings- og sundhedstilstanden. Hermed også sagt, at stigningen ikke vil vare ved, men før eller siden afløses af et fald – formentlig omkring år 2050. Men inden da må vi kæmpe med det problem, at der fødes for få børn i hver generation til at forsørge de ældre, som ifølge FN’s seneste prognose er den hastigst voksende befolkningsgruppe i verden i dag. Problemet et er ikke mindst alvorligt i mange lande i den 3. verden, hvor ”folkepension” er et ukendt begreb – det gælder i øvrigt også i den økonomiske stormagt Kina, hvor ”ældrebyrden” allerede nu har karakter af en trussel mod en fortsat økonomisk vækst.

Den trojanske hest

Af grunde som disse havde befolkningslobbyen allerede i 1990’erne problemer med at argumentere for nødvendigheden af at begrænse antallet af fødsler. Hvorfor opgav man så ikke bare kravet? Først og fremmest fordi abortklinikker og eksportvaren befolkningsprogrammer er en milliardindustri, der beskæftiger tusindvis af mennesker. IPPF er som nævnt en privat institution. Det samme gælder Marie Stopes International, som med sine 452 klinikker i 38 lande sidder på en væsentlig del af markedet. Disse multinationale selskaber er naturligvis ikke til sinds at dreje nøglen om, lige så lidt som FN-organisationen UNFPA er det. For dem alle drejer det sig om deres levebrød.

At befolkningslobbyen havde grund til at bekymre sig for fremtiden, fremgår bl.a. af referaterne fra Verdensbankens internationale udviklingskonference i Washington i 1993, hvor man åbent talte om behovet for at relancere det overordnede projekt. Det var på dette møde, den daværende direktør for UNICEF, James P. Grant, nedkom med columbusægget, som han formulerede således:

”Børn og kvinder skal være den trojanske hest i bestræbelserne på at opnå en drastisk opbremsning i befolkningstilvæksten”.

Det er denne lyse idé, der efterfølgende har udmøntet sig i formuleringen kvinders reproduktive rettigheder. Ved at føre begrebet rettigheder i marken bortleder man for det første opmærksomheden fra, hvad det i realiteten er man foretager sig, og – endnu bedre – bringer sig i en gunstig udgangsposition, hvor enhver kritiker så godt som uundgåeligt vil komme til at fremstå i det lidet flatterende lys som arg modstander af kvinders rettigheder.

På den anden side kan man undre sig over, at Grants sammenligning af sin strategi med grækernes erobring af Troja ikke gav anledning til bekymret eftertanke i politiske kredse, for så vidt som historien om den trojanske hest handler om, hvordan grækerne snød trojanerne ved at gemme sig i hesten, dvs. fandt på et illusionsnummer, som efterfølgende tillod dem at foranstalte et blodblad på befolkningen og lægge deres by i ruiner.

Kirkens holdning

Og nu til den anden halvdel af spørgsmålet: Hvorfor modarbejder Vatikanet befolkningskontrol?  Ikke primært på grund af de indvendinger, der kan rettes mod befolkningslobbyens rationale. Kirkens modstand bygger først og sidst på et menneskesyn, der forsvarer ethvert menneskes ret til frivilligt at indgå ægteskab såvel som ægteparrets ret til selv at bestemme, hvor mange børn de vil have. Se mere herom i Den katolske Kirkes Charta om familiens rettigheder – især § 1 og 3. Med andre ord, når Kirken nægter at acceptere befolkningskontrol, sker det ikke efter en afvejning af de argumenter, der kunne tale for eller imod det hensigtsmæssige i at regulere antallet af fødsler, men fordi Kirken uanset omstændighederne ser det som sin opgave at forsvare det enkelte menneskes frihed og værdighed og dermed samtidig forsvare ægteskabet og familien som guddommeligt indstiftede institutioner. Moder Teresa sagde det på sin karakteristiske måde i det budskab, hun sendte til deltagerne i Cairo-konferencen:

”Gud har skabt en verden, der er stor nok til alle dem, han ønsker skal fødes. Det er kun vores hjerter, der ikke er store nok til at ønske dem og tage imod dem. Tænk hvor skønt det ville være, om alle de penge, der bliver brugt til at udtænke måder at slå mennesker ihjel på, i stedet blev brugt til at skaffe dem mad, boliger og uddannelse.

Alt for ofte er vi bange for at bringe ofre. Men hvor der er kærlighed, bringes der også ofre. Og når vi elsker så meget, at vi er villige til at ofre noget af det, vi har, for andre, også selv om det gør ondt, skaber det fred og glæde”.

 

Anbefalet læsning:

Steven W. Mosher: Population Control – Real Costs, Illusory Benefits. Transaction Publishers 2008.

Forfatteren, som er antropolog og internationalt anerkendt ekspert i befolkningsspørgsmål, er leder af Population Research Institute, hjemmeside med mange interessante artikler: www.pop.org

I denne bog giver han en kritisk gennemgang af befolkningspolitikkens konsekvenser.

 

Mara Hvistendahl: Unnatural Selection – Choosing Boys over Girls, and the Consequences of a World Full of Men. Public Affairs, New York, 2011.

Forfatteren er amerikansk videnskabsjournalist og bl.a. medarbejder på det internationale tidsskrift Science. I denne bog afdækker hun årsagerne til og konsekvenserne af kønsselektering i den 3. verden, som har ført til et katastrofalt underskud af kvinder især i Asien.

 

Germaine Greer: Sex and Destiny. Dansk oversættelse: Køn og Skæbne, Gyldendal 1984.

Forfatteren er professor emer. i engelsk litteratur og internationalt kendt forfatter om kvindepolitiske spørgsmål. I denne klassiker giver hun en særdeles detaljeret og veldokumenteret skildring af den eugeniske bevægelse med portrætter af dens koryfæer så som Margaret Sanger og Marie Stopes.

 

Jonathan V. Last: What to Expect When No One’s Expecting – America’s Coming Demographic Disaster. Encounter Books 2013.

Forfatteren, som er amerikansk  journalist og medarbejder på Weekly Standard, giver i denne bog en både veldokumenteret og let tilgængelig skildring af de mulige konsekvenser af den mærkbare nedgang i antallet af fødsler både i USA og i resten af verden.

1 kommentar

  1. Anita Maria Emer Petersen

    Jeg er meget glad for disse artikler som giver god og saglig information om meget vigtige spørgsmål. Desuden bliver det klart for enhver , hvad den katolske kirke står for og misforståelser kan undgås.
    Artiklerne er veldokumenteret og giver også mulighed for fordybelse i spørgsmålene , såfremt man ønsker det.
    Godt gået
    Mvh
    Anita Maria Emer Petersen

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *