Kapucinermunken Thomas G. Weinandy, som i november 2017 i et åbent brev til pave Frans kritiserede hans embedsførelse på en række punkter – en kritik, der straks efter førte til, at han måtte forlade sin post som formand for den amerikanske bispekonferences komité for doktrinære spørgsmål – har i en kommentar på det amerikanske website The Catholic Thing den 7. juni kritiseret pavens brug af ordet gnosticisme i de to apostoliske skrivelser ”Evangeliets glæde” (94) og ”Fryd jer og glæd jer – om kaldet til hellighed i verden af i dag”( kapitel 2) – dog uden direkte at nævne disse to skrivelser eller pave Frans selv ved navn.
Læs mere i: Endnu et åbent brev til pave Frans og Verden ifølge pave Frans
Kritikken drejer sig om Frans’ påstand om, at Kirken i dag hjemsøges af en moderne version af gnosticismen, som er betegnelsen for en vranglære i de første kristne århundreder. Hvad denne lære (som i øvrigt findes i flere versioner) i hovedsagen gik ud på, gør Weinandy rede for i fire punkter og tre underpunkter:
”For det første er der i gnosticismen tale om en radikal dualisme: ”materien” er kilden til alt ondt, og ”ånden” er den guddommelige oprindelse til alt, hvad der er godt.
For det andet hævder gnosticismen, at mennesker består af både materie (kroppen) og ånd (som giver adgang til det guddommelige).
For det tredje, at frelsen består i, at man tilegner sig den sande viden (”gnosis”), en erkendelse, som tillader den enkelte at stige fra den materielle ondskabs verden op til den åndelige verden og i sidste instans blive forenet med den højeste immaterielle guddom.
For det fjerde henviste man til diverse gnostiske ”forløsere”, som hver især gjorde krav på at besidde en sådan viden og på at være i stand til at give mennesker adgang til denne frelsende erkendelse.
På denne baggrund kunne man inddele menneskene i tre kategorier:
1) de ”kødelige”, som er så så bundet af den materielle, kropslige verden, at de er ude af stand til at tage imod den frelsende erkendelse.
2) de ”psykiske” eller ”sjælelige”, som delvis er lukket inde i den kødelige verden, delvis indviet i den åndelige verden. (I den ”kristne gnosticisme” er det dem, som lever af troen alene, og som endnu ikke er i besiddelse af hele den guddommelige viden, og som derfor kun har ”det, som de tror” at støtte sig til).
3) og til sidst ”gnostikerne”, der har nået den fulde erkendelse, og som i kraft denne frelsende viden er i stand til fuldstændigt at gøre sig fri af den onde materielle verden og stige op i den åndelige.
De lever og er frelst – ikke af ”tro”, men af ”viden”.
Og Weinandy fortsætter:
”Sammenlignet med oldtidens gnosticisme forekommer det, der i den katolske verden p.t. går under betegnelsen ny-gnosticisme, uklart og tvetydigt og desuden misvisende. Visse katolikker bliver beskyldt for at være ny-gnostikere, fordi man tillægger dem en tro på, at de bliver frelst ved at holde fast ved stivnede og livløse ”doktriner” og til punkt og prikke overholde en usmidig og ubarmhjertig ”moralkodeks”. De påstår, at ”kende” sandheden og forlanger derfor, at den bliver fastholdt og vigtigst af alt overholdt. Disse ”ny-gnostiske katolikker” er efter sigende ikke åbne for det friske pust fra Ånden i vor tids Kirke, som man ofte refererer til som ”det nye paradigme”.[1]
Vist kender vi alle katolikker, som føler sig hævet over andre og vigter sig med deres højere grad af kendskab til dogmatik og morallære for at kunne beskylde dem for slaphed. Der er ikke noget nyt ved en sådan selvretfærdig dømmesyge. Men denne syndige selvhævdelse hører slet og ret til i kategorien hovmod og er ikke i sig selv en form for gnosticisme.
Det ville kun være korrekt at kalde dette for ny-gnosticisme, hvis de pågældende påstod, at der var tale om en ”ny frelsende indsigt”, en ny erkendelse, som adskiller sig fra Skriften, som den traditionelt er blevet forstået, og fra hvad læreembedet konstant har erklæret for autentisk lære.
Noget sådant kan man ikke sige om ”doktriner”, som langt fra at være livløse og abstrakte sandheder, er herlige udtryk for det helt centrale i den katolske tro: treenigheden, menneskevordelsen, Helligånden, Kristi virkelige substantielle nærvær i Eukaristien, Jesu dobbelte kærlighedsbud, som afspejles i De ti Bud, osv. Disse ”doktriner”definerer, hvad Kirken var, er og i al fremtid vil være. De er de doktriner, som gør den til én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke.
Ydermere er disse doktriner og bud ikke en eller anden esoterisk opskrift på, hvordan vi skal leve, som tvinger os til at underkaste os fornuftsstridige og ubarmhjertige love påtvunget os udefra af en tyrannisk myndighed. Nej, disse bud er en gave til menneskeheden fra Gud i hans barmhjertige kærlighed for at sikre os et helligt gudlignende liv.
Jesus, Faderens menneskevordne Søn, har yderligere åbenbaret os, hvordan vi skal leve i forventningen om hans komme. Når Gud fortæller os, hvad vi aldrig må gøre, beskytter han os fra det onde – det onde, som kan ødelægge vore menneskeliv – de liv, som han skabte i sit billede og i sin lighed.
Jesus frelste os fra syndens ødelæggelse ved sin lidelse, død og opstandelse, og han udgød sin Helligånd netop for at give os styrke til at leve sandt menneskelige liv. At prædike denne måde at leve på er ikke at lancere en ny frelsende indsigt. I fortidens gnosticisme kaldte man de troende – biskopper, præster, teologer og lægfolket – for ”de psykiske”. Gnostikerne så ned på dem, netop fordi de ikke sad inde med nogen esoterisk ”viden”. De var nødt til at leve i troen på Guds Åbenbaring, sådan som den var blevet forstået og trofast videregivet af Kirken.”
Og Weinandy konkluderer:
De, som med urette anklager andre for ny-gnosticisme, hævder – når de bliver stillet over for hverdagens helt basale doktrinære og moralske dilemmaer – at der er et behov for personligt at finde svaret på, hvad Gud vil have, at de skal gøre. Folk bliver opfordret til på egen hånd at vurdere, hvilken vej de skal slå ind på, afhængigt af det dilemma, de står over for, og deres egen livssituation – hvad de er i stand til at gøre her og nu. På den måde bliver den enkeltes samvittighed, hans eller hendes personlige fortrolighed med det guddommelige, afgørende for, hvad der i moralsk henseende kræves af vedkommende under de givne omstændigheder. Hvad Skriften lærer, hvad Jesus sagde, hvad Kirkens læreembede har viderebragt til os i sin levende Tradition, bliver overflødiggjort af en højere ”erkendelse”, et avanceret ”klarsyn”.
Hvis der overhovedet er et nyt gnostisk paradigme i Kirken i dag, så må det være her, det skal findes. At gøre sig til talsmand for dette nye paradigme er det samme som at gøre krav på at besidde en særlig viden, at have en helt særlig indsigt i, hvad Gud siger til hver enkelt af os her og nu, uanset at det overskrider og måske endda modsiger det, han har åbenbaret for alle andre i Skriften og Traditionen.
I det mindste burde ingen, som gør krav på denne indsigt, forsøge at latterliggøre dem, som blot lever i troen på Guds Åbenbaring, som den er videregivet til os i Traditionen, ved at kalde dem for ny-gnostikere.
Det er mit håb, at alt dette vil kunne bringe en vis klarhed ind i den kirkelige diskussion om vor tids ”katolske” gnosticisme ved at placere den i dens rette historiske kontekst. Gnosticisme kan ikke bruges som en nedsættende betegnelse for de ”uoplyste” troende, som blot forsøger med Guds nådes hjælp at handle i overensstemmelse med, hvad Kirkens guddommeligt inspirerede lære kalder dem til at gøre.
[1] Udtrykket anvendes flittigt af kardinal Parolin, kardinal Cupich og andre i inderkredsen omkring pave Frans.
Se artiklen i printvenlig version