Verden ifølge pave Frans
Kommentarer lukket til Verden ifølge pave Frans 328 25 april, 2018 Magasin april 25, 2018 Indlæg af

Verden ifølge pave Frans

Af Torben Riis

Gaudete et Exsultate (Fryd jer og glæd jer – om kaldet til hellighed i verden af i dag), som blev offentliggjort den 9. april, er pave Frans’ tredje apostoliske skrivelse efter Evangelii gaudium og Amoris laetitia. Titlen er taget fra Saligprisningerne (Matt 5,12), hvor Jesus siger til dem, der bliver forfulgt ”på grund af mig”: ”Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene”.

Om formålet med skrivelsen skriver paven i sin indledning, at den ”ikke er tænkt som en afhandling om hellighed med mange definitioner og distinktioner, som kunne fremme forståelsen af dette vigtige emne, eller med analyser af forskellige veje til helliggørelse. Mit beskedne mål er at forkynde kaldet til hellighed på ny ved at indsætte det i den aktuelle kontekst med alle de risici, udfordringer og muligheder, som dette indebærer.”

Hvad paven mener med udtryk som ”mit beskedne mål” og ”i den aktuelle kontekst” uddyber han i kapitel 1, paragraf 7 således: ”Meget ofte er der tale om en hellighed, som kan findes hos naboerne – dem, som lever midt iblandt os og afspejler Guds tilstedeværelse. Man kunne kalde dem ”hellighedens middelklasse.”

Hvordan dette konkret manifesterer sig i hverdagen, forsøger han at anskueliggøre i paragraf 16 med denne case story:

”En kvinde går på indkøb, hun møder en nabo, og de begynder at snakke sammen, og så begynder sladderen. Men hun siger i sit hjerte: Nej, jeg vil ikke tale ondt om nogen. Det er et skridt på vejen til hellighed. Da hun kommer hjem, vil et af hendes børn tale med hende om sine håb og drømme, og selv om hun er træt, sætter hun sig og lytter tålmodigt og kærligt. Det er endnu et offer, som fører til hellighed. Senere bliver hun grebet af ængstelse over et eller andet, men husker så på Jomfru Marias kærlighed, tager sin rosenkrans og beder af hele sit hjerte. Endnu en vej til hellighed. Senere endnu går hun ud på gaden, møder en fattig person og standser op for at sige et venligt ord til ham. Endnu et skridt.”

Dette er blot et af flere eksempler i teksten på pave Frans’ hovedpointe: at hellighed ikke er forbeholdt mennesker med særlige evner eller kundskaber, men at kaldet til hellighed gælder alle uden undtagelse. Men her forekommer det mig, at udtrykket ”hellighedens middelklasse” peger i en anden retning. Betyder det, at der så også findes en hellighedens underklasse eller ditto overklasse? Og er ”middelklasse” i så fald blot en betegnelse for et halvhjertet eller middelmådigt forsøg på at leve op til kaldet om hellighed?

Svaret må være, at ”vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver” og at ”vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået”, således som Paulus siger det i Romerbrevet kapitel 12, hvor han taler om de forskellige opgaver i menigheden. Derfor er der mange veje til hellighed og mange måder at leve et helligt liv på, i princippet lige så mange, som der er mennesker, men målet:  helligheden/fuldkommenheden/retfærdiggørelsen tilkommer det ikke os at gradbøje, dvs. tilpasse efter, hvad vi mener den enkelte kan leve op til.

Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) (2013) siger det således: ”Alle er kaldet til hellighed. »Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen« (Matt 5,48)” – og tilføjer dette citat fra Det Andet Vatikankoncils konstitution om Kirken, Lumen gentium:

”For at nå denne fuldkommenhed skal de troende bruge de kræfter, de har modtaget ifølge Kristi tilmålte nådegave … så at de i alt retter sig efter Faderens vilje og af hele deres sind hengiver sig til at ære Gud og tjene næsten. Således skal Guds folks hellighed udfolde sig og bære rige frugter, således som Kirkens historie lysende viser det i så mange helgeners liv” (40).

I dette citat kommer vi ind til kernen af, hvad hellighed (fuldkommenhed) kræver af os, nemlig at vi ”i alt” (og det er bestemt ikke et beskedent krav) retter os efter Faderens vilje. Men det er vel at mærke et krav, som alle med nådens hjælp er i stand til at efterkomme. Lumen gentium’s formulering ”ifølge Kristi tilmålte nådegave” betyder, at vi – stadigvæk ved hjælp af Guds nåde – kan nå målet, uanset hvor forskellige vi er i alle mulige henseender.[1] Hvorfor? Fordi det, der kræves af os, er ydmyghed over for Gud og kærlighed til både Gud og mennesker, sådan som det udtrykkes i det dobbelte kærlighedsbud (Matt 22, 37-42) – det og intet andet. Derfor er vejen til hellighed ikke lettere at følge for de højt begavede eller højt uddannede end for de ”små” eller ”de svage”, som Frans kalder dem. Så hvad skal vi med denne besynderlige opdeling af mennesker i forskellige klasser?

Gnosticisme og pelagianisme

Det bliver vi klogere på i kapitel 2 med overskriften ”To subtile fjender af helligheden”, som til overmål dokumenterer, at Gaudete et Exsultate nok så meget skal ses som et partsindlæg i den aktuelle strid om Kirkens selvforståelse – en strid, som blandt andet blev skudt i gang af Amoris laetitia med dens bestræbelser på at så tvivl om ægteskabsbryderes faktiske ansvar for deres beslutninger. Her  plæderes der netop for, at der ikke findes “regler”, der gælder for alle, og at alle ikke er forpligtet på samme måde.

Hele kapitel 2 i Gaudete et Exsultate er således viet til et angreb på dem, som forsvarer Kirkens morallære. De omtales i denne sammenhæng som moderne repræsentanter for ”gnosticisme” og ”pelagianisme”[2] 

I paragraf 49  læser vi således: ”De, som giver efter for den pelagianske eller semi-pelagianske tankegang, sætter i grunden kun deres lid til egne kræfter – uagtet at de taler varmt om Guds nåde . De føler sig hævet over andre, fordi de overholder bestemte normer, eller fordi de er urokkeligt trofaste over for en vis katolsk livsstil[3]. Når nogle af dem fortæller de svage, at alt kan opnås ved hjælp af Guds nåde, hælder de inderst inde til den anskuelse, at alt er muligt i kraft af den frie vilje, som om den var noget rent, perfekt, almægtigt, som nåden dernæst bliver føjet til. De forstår ikke, at alle ikke kan gøre alt, og at menneskelige svagheder ikke helbredes fuldstændigt og én gang for alle i dette liv af nåden .”

Hertil er der, så vidt jeg kan se, flere ting at sige: For det første bygger hele ræsonnementet på den påstand, at ”nogle af dem” (altså af neo-pelagianerne) siger ét (at alt kan opnås ved hjælp af Guds nåde), mens de ”inderst inde” mener noget ganske andet, nemlig at ”alt er muligt i kraft af den frie vilje”. Det er mildt sagt en ejendommelig måde at argumentere på, som på forhånd udelukker så godt som alle fra diskussionen, eftersom det, paven forholder sig til, er noget, vi almindelige dødelige ikke har den særlige evne at kunne se. Vi må som hidtil nøjes med at forholde os til det, der siges eller skrives. Ellers havner vi i et univers, hvor intet er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt er forvirring. Og ”forvirring” er netop et ord, som igen og igen dukker op i den verserende debat om dette pontifikat.

For det andet: Konstateringen af, at ”alle ikke kan gøre alt” kan for en isoleret betragtning ses som et harmløst (om end temmelig intetsigende) udsagn, men vil i netop denne sammenhæng kunne læses som en påstand om, at eftersom man ikke med rimelighed kan forvente, at alle fuldt ud lever op til kravet om hellighed, så kan man heller ikke forvente, at alle overholder budene.

Det lægges der f.eks. op til med denne bemærkning: ”Det er ikke let at forstå den sandhed, som vi har modtaget fra Herren. Og det er endnu vanskeligere at udtrykke den. Derfor kan vi ikke gøre krav på, at vores måde at forstå denne tro på bemyndiger os til at føre en streng kontrol med andres liv”(43). Og med denne passage i den følgende paragraf: ”Faktisk er doktrinen – eller snarere vores forståelse af den og vores måde at udtrykke den på – ikke et lukket system blottet for den dynamik, der sætter os i stand til at stille spørgsmål, udtrykke tvivl eller anstille undersøgelser… Vort folks spørgsmål, deres lidelser, kampe, drømme, anfægtelser og bekymringer, alt dette besidder en fortolkningsmæssig værdi, som vi ikke kan sidde overhørig, hvis vi ønsker at tage princippet om inkarnationen alvorligt. Deres undren hjælper os til at undres, deres spørgsmål udfordrer os.”

Som allerede antydet er det fristende i denne nedtoning af doktrinen og relativisering af vores mulighed for overhovedet at vide, hvad det er vi tror på, at se et indirekte forsvar for Amoris laetitia’s kontroversielle påstand om, at fraskilte gengifte – uanset at de handler i åbenlys strid med Kirkens konstante lære om ægteskabets uopløselighed – alligevel kan tænkes at leve i Guds nåde[4].

En blandet modtagelse

De fleste kommentatorer har haft rosende ord til overs for skrivelsens ligefremme og sine steder engagerende  tilgang til emnet – men vel at mærke kun så længe den holder sig inden for rammerne af en fremstilling af hellighedens mange facetter i det kristne liv. Og det gør den som ovenfor nævnt desværre ikke.

Redaktøren af websitet The Catholic Thing, Robert Royal, udtrykker sine betænkeligheder således:

”Blandt de mange sørgelige konsekvenser af de splittelser i Kirken, som pave Frans yderligere har skærpet, er det forhold, at vi nu uhjælpeligt er nødsaget til at leve med en situation, hvor selv de gode ting, han siger – og dem er der mange af i hans nye apostoliske skrivelse – uundgåeligt bliver trukket ind i den skyttegravskrig, han selv har været med til at sætte i gang.”

Catholic World Reports redaktør, Carl E. Olson, giver udtryk for noget tilsvarende i en kommentar den 9. april, hvor han bemærker, at denne og andre skrivelser ”overordnet efterlader et indtryk af, at regler, grænser, dogmer og Traditionen så godt som altid udgør forhindringer.”

I sin konklusion siger han blandt andet: ”Selv om jeg på visse måder unægtelig har haft udbytte af at læse Gaudete et Exsultate, bliver de gode kvaliteter og substantielle passager i dokumenter og tekster som denne i stigende grad overskygget og endda undergravet af de alvorlige spændinger og voksende konflikter i Kirken. Især fordi pave Frans og hans nærmeste medarbejdere ikke blot har forsømt at håndtere disse spændinger og konflikter, men også har spillet en betydelig rolle i at skærpe og uddybe dem. Tilsyneladende finder de glæde ved at rette skytset mod katolikker, som de mener er for dogmatiske, ufleksible og alt for fikserede på liturgien. Det er en skam, at dette er ført videre i denne apostoliske skrivelse, selv om jeg med beklagelse må konstatere, at det egentlig ikke kommer som en overraskelse.”

Bemærk samtidig, at Frans’ beskrivelse af repræsentanterne for de to kætterske ismer er holdt i så generelle vendinger, at læseren – som Christopher Alieri bemærker i Catholic Herald – uvilkårligt må spørge sig selv, hvad det præcis er for personer, der er tale om. Det korte svar er: alle, der er uenige med pave Frans i den overordnede dagsorden for hans pontifikat, nærmere bestemt hans ønske om at nedtone betydningen af både Kirkens læreembede og Traditionen, således at der i praksis kun er hans egne fortolkninger og Helligånden (som han også fortolker) tilbage som faste holdepunkter.

Dette sidste kommer klart til udtryk i skrivelsens paragraf 173: “Det drejer sig ikke om at opstille regler eller gentage, hvad man gjorde i fortiden, eftersom de samme løsninger ikke er gyldige under alle omstændigheder og eftersom det, der var nyttigt i en given sammenhæng, kan vise sig ikke at være det i en anden. At skelne ånderne frigør os fra en sådan ubøjelighed, som ikke hører hjemme i den opstandne Kristus’ evige “nu”. Kun Ånden kan gennemskue, hvad der skjuler sig i mørket i enhver situation, og overskue hver eneste nuance, således at det nye i Evangeliet kan fremstå i et andet lys.”

Læs mere herom i: 4 år med pave Frans (3)

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan tale om en ny-pelagianisme eller ditto gnosticisme inden for Kirken i dag. I pave Frans’ tekst fremstår det som et rent postulat, dvs. uden nogen form for dokumentation.

Det ses f.eks. af, at de 33 noter til kapitel 2 (33-65 inkl.) med undtagelse af en enkelt (41) udelukkende henviser til hans egne tidligere udtalelser eller til historiske dokumenter, som Frans uden videre tager til indtægt for sine påstande om eksistensen af et nutidigt problem. Med andre ord: Der redegøres udførligt for gnosticismens og pelagianismens vildfarelser i Kirkens første århundreder, mens man forgæves spejder efter blot et eneste citat fra nutidige kilder, der kunne gøre os klogere på, hvem eller hvilke skoler inden for teologien, paven advarer mod.

Overtalelsestricket

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på det overtalelsestrick, som benyttes i kapitel 2, men også andre steder i skrivelsen. Det består i, at der tegnes et psykologisk portræt af dem, der skal hænges ud, suppleret med en beskrivelse (uden dokumentation) af det forkastelige i den mentalitet eller de synspunkter, de pågældende  påstås at inkarnere.

Eller som Piet Hein sagde i sit berømte Gruk:

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå!

Vanviddet består i pavens optik i, at de skyldige er ”som besat af Loven”, at de ”vogter pedantisk over liturgien og Kirkens doktriner og prestige” samt ”viser en overdreven interesse for selvhjælpsprogrammer” (paragraf 57). Alt sammen med det resultat, at livet i Kirken risikerer at blive ”et museumsstykke forbeholdt de få udvalgte” (paragraf 58).

På den baggrund bliver min konklusion, at Gaudete et Exsultate i al væsentlighed er produceret efter den samme opskrift og med de samme intentioner som de to forrige skrivelser. Det vil sige: side op og side ned med tilsyneladende ortodokse redegørelser for det emne, der behandles, som imidlertid kun er den garniture, der skal få os til at sluge de kontroversielle budskaber i teksterne. Det gør man i tryg forvisning om, at de sekulære medier (som flertallet – også af katolikkerne – læser) kun vil interessere sig for det, der lugter af oprør mod den traditionelle lære, og som derfor i sidste ende bliver det, som det store flertal husker. Samtidig garderer paven og hans medarbejdere sig mod kritik, fordi de til enhver tid kan henvise til de ortodokse udsagn i teksterne, som paven ikke desto mindre snart efter kan skabe tvivl om med nye kontroversielle udsagn, der skaber fornyet forvirring blandt de troende. Bare vent og se. Der er meget mere i vente af samme skuffe.

 

[1] Jfr. KKK 825: ”I dens [Kirkens] lemmer skal den fuldkomne hellighed endnu erhverves: ”Støttet af så mange og så store hjælpemidler til frelse kaldes alle kristne af Herren – uanset deres livsvilkår og stand og enhver på sin vej – til fuldkommen hellighed, således som Faderen selv er fuldkommen”( LG 11). (Min fremhævelse).

[2] Efter den britiske munk Pelagius (5. årh.), som bl.a. afviste læren om arvesynden og Guds nåde og hævdede, at alle døbte i kraft af deres egen vilje var i stand til at føre et syndefrit liv.

Gnosticisme er en fælles betegnelse for en række sekter i de første århundreder, som opfattede deres lære som en hemmelig viden forbeholdt en elite.

[3] Dette citat i teksten tager Frans fra sin apostoliske skrivelse ”Evangeliets glæde” (Evangelii gaudium).

[4] Påstanden om, at overholdelsen af budene kun er et ideal, som de fleste af os ikke er i stand til at efterleve, er imidlertid for længst autoritativt blevet fordømt som et kætteri i Tridentinerkoncilets dekret om retfærdiggørelsen, kanon 18: ”Hvis nogen siger, at Guds bud er umulige at overholde selv for et menneske, der er retfærdiggjort og lever i nåden, skal han være fordømt.”