Endnu et åbent brev til pave Frans
Kommentarer lukket til Endnu et åbent brev til pave Frans 121 02 november, 2017 Nyheder november 2, 2017 Indlæg af

Endnu et åbent brev til pave Frans

Pater Thomas Weinandy O.F.M.,[1] fra 2005-2013 leder af den amerikanske bispekonferences komité for doktrinære spørgsmål og p.t. medlem af Vatikanets internationale Teologikommission, har offentliggjort[2] et brev til pave Frans med en række kritikpunkter vedrørende hans embedsførelse.

Samme dag meddelte han, at han træder tilbage fra sit nuværende hverv som teologisk rådgiver for den ovennævnte komité og har i den forbindelse understreget, at han i sit brev til paven udelukkende udtaler sig på egne vegne.

I brevet bekræfter han indledningsvis sin loyalitet over for paven i dennes egenskab af ”Kristi stedfortræder på jorden” og ”hyrde for sin flok”, men fremsætter ikke desto mindre en detaljeret kritik af hans  forvaltning af embedet, som i hovedsagen omhandler fem punkter:

  • At han til stadighed ”skaber forvirring.”
  • At han ”taler nedsættende om” vigtigheden af Kirkens lære.
  • At han udnævner biskopper, som ”demoraliserer” de troende med tvivlsom ”lære og pastoral praksis.”
  • At han giver prælater, som kommer med indvendinger, indtryk af, at de vil blive ”marginaliseret eller det, der er værre”, hvis de siger deres mening.
  • At han får trofaste katolikker til at ”miste tilliden til deres øverste hyrde.”

Hvad det første angår, peger han på, at Frans i Amoris laetitia ”undertiden synes at udtrykke sig bevidst tvetydigt og således på den ene side lægger op til en traditionel fortolkning af katolsk lære om ægteskab og skilsmisse og på den anden side til en fortolkning, der kunne indebære en ændring af den samme lære.” ”Ved at fremlægge en lære med en sådan bevidst mangel på klarhed risikerer man,” skriver Weinandy, ”at synde mod Helligånden, som er sandhedens Ånd.”

Vedrørende punkt 2 beklager Weinandy, at Frans synes at ”censurere og endda håne” dem, som står for en traditionel forståelse af ægteskabet, når han f.eks. kalder dem”farisæiske stenkastere, som er fortalere for en ubarmhjertig rigorisme.” ”Den slags verbale overfald”, skriver han, ”er fremmede for Peters-embedet.

Tilsvarende kritiserer han, at Frans alt for ofte fremstiller Kirkens lære som ”livløs og pedantisk” og anklager dem, som forsvarer læren, for at gøre den til en ideologi. Men, indvender Weinandy, ”det er netop den kristne dogmatik, som forkynder det autentiske og livgivende evangelium.”

Om pavens udnævnelse af biskopper bemærker han, at det giver anledning til forvirring blandt de troende, når der bliver udnævnt biskopper, ”som ikke blot synes at være åbne over for synspunkter, som afviger fra kristen tro, men som støtter dem og tilmed forsvarer dem.” ”Troende katolikker bliver demoraliseret, når Frans øjensynlig forholder sig tavs over for sådanne biskoppers forkyndelse og pastorale praksis.”

Weinandy kritiserer også Frans for at opfordre til en ”synodal praksis”, som tillader en decentralisering, der underminerer Kirkens enhed: ”At fremme en form for synodalitet, som legitimerer forskellige former for trosmæssige og moralske valg inden for Kirken, kan kun føre til mere teologisk og pastoral forvirring,” skriver han.

Og endelig beskylder han Frans for at kvæle legitim kritik: ”De har ofte opfordret alle, især biskopperne, til at tale frit uden at være bekymret for, hvad paven måtte mene. Men har De bemærket, at de fleste biskopper over hele verden er påfaldende tavse? Hvorfor mon? Biskopper er hurtige til at opfatte nye signaler, og hvad mange har erfaret under Deres pontifikat, er ikke, at De er åben over for kritik, men at de hader at blive modsagt.” ”Mange biskopper,” tilføjer han, ”udtaler sig ikke offentligt af frygt for at blive marginaliseret eller det, der er værre.”

Adspurgt om sine bevæggrunde til at offentliggøre sit brev til paven, svarer Weinandy, at brevet udtrykker ikke blot hans egne , men mange menneskers bekymringer – ”almindelige mennesker, som kommer til mig med deres spørgsmål. Jeg ville have, at de skulle vide, at jeg lyttede til dem. Jeg har gjort, hvad jeg tror Gud ville have mig til at gøre.”

Og han afslutter med denne betragtning: “Jeg har ofte spurgt mig selv: ‘Hvorfor har Jesus tilladt, at alt dette sker?’ Det eneste svar, jeg kan forestille mig, er, at Jesus netop ønsker at vise, hvor svag troen er hos mange i Kirken, selv blandt mange af biskopperne. Ved en skæbnens ironi har Deres pontifikat givet dem, som står for skadelige teologiske og pastorale synspunkter, frihed og selvsikkerhed til at komme ud i lyset og stille deres mørke, som før var skjult, til skue. I erkendelsen af dette mørke vil Kirken i ydmyghed se sig nødsaget til at forny sig selv og således fortsat vokse i hellighed.”

 

[1] Medlem af kapucinerordenen, som er en selvstændig del af franciskanerordenen.

[2] Bl.a. til det katolske website Crux