Af Matt D’Antuono
Håbet er den teologale dyd, ved hvilken vi stræber efter Guds Rige og det evige liv som vor lykke, idet vi sætter vor lid til Kristi løfter og støtter os – ikke til vore egne kræfter – men til hjælpen fra Helligåndens nåde.
Den Katolske Kirkes Katekismus 1817
Alt står ikke godt til på jorden, og alle skabninger lider under svære kvaler: sygdom, uretfærdighed, mord, fortvivlelse, forurening, fordomme, had, splittelse, fattigdom, tyranni, usikkerhed, grådighed og angst – og sådan kunne man blive ved…
Hvad er vejen ud af alt dette? Hvad vil Gud gøre? Hvad er løsningen på alle disse problemer?
Aner det ikke.
Så hvad skal vi gøre?
Håbe.
Men der er ikke noget håb.
Sandt nok.
Og hvad gjorde Gud som svar på denne situation for 2.000 år siden? Han sendte os et barn, som voksede op og blev uretfærdigt anklaget og dræbt som en forbryder.
Det giver overhovedet ingen mening, og i vores øjne er der ikke det mindste håb i sådan en fortælling.
Men Gud ser ikke med denne verdens øjne, og i Himlens målestok handler denne fortælling om, hvor alt sandt håb finder sin kilde og sit hjem.
I en vanskelig situation, hvor der tilsyneladende ikke er nogen udvej, har vi for vane at sige, at der ikke er noget håb. I de tilfælde, hvor der blot kan anes et svagt lysglimt, eller hvor de ydre forhold ser ud til at ændre sig til vores fordel, siger vi, at der langt om længe er håb forude. I denne almindelige betydning af ordet står og falder håbet med, om vi kan skimte en løsning på vores problem, men det er ikke den dybeste betydning af ordet.
Det sande håb, forstået som den kristne teologale dyd, viser sig først, når der tilsyneladende ikke er noget håb, når der ikke er nogen jordisk grund til at forvente nogen form for løsning. Først da viser håbet sig, fordi vores håb strækker sig ud over denne verden til det eneste, som til syvende og sidst betyder noget: frelsen.
G.K. Chesterson skrev: ”Så længe der er tale om et realistisk håb, er håbet blot noget, man smigrer sig med, eller blot en floskel. Først når alt er håbløst, får det for alvor sin styrke. Ligesom alle andre kristne dyder er det ligeså urimeligt, som det er uundværligt”
”Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb” (Romerbrevet 8, 24).
Et sådant håb er tåbeligt, medmindre håbets genstand er Gud og den kristne fortælling sand. En dyd er en vane, som er rettet mod det gode, mens et håb på noget falsk eller illusorisk, som man selv har fundet på, overhovedet ikke er et gode. Det samme gælder de to andre teologale dyder, tro og kærlighed. De er kun dyder i lyset af sand teologi. Kendskabet til denne sandhed og tilliden til Åbenbaringen er tro, som afføder håb og kærlighed. Et andet eksempel på håb i en håbløs situation er påskelørdag, hvor alt var tabt ifølge alle menneskelige beregninger, men hvor den største begivenhed i menneskehedens historie kunne skimtes i horisonten i et himmelsk perspektiv. Den menneskelige forstand har aldrig stået over for noget større mørke, og intet mørke er nogensinde blevet efterfulgt af noget større lys.
Jeg mener ikke, det er at gå for vidt at sige, at vores verden befinder sig i en slags advent- og påskelørdag-tid. Det er svært ar få øje på noget, der giver anledning til håb, så at det kan vokse sig endnu større. Det er tidspunktet for de sande kristne, den sande dyd og det sande håb. Det hjælper ikke at sætte sig på sidelinjen, kritisere, klage og jamre. Det, vi nu skal gøre, er, hvad vi altid har været nødt til at gøre: faste, bede, tjene, elske, tilbede, håbe og gøre det alt sammen med glæde.
Er tiderne vanskelige? Ser det ud til, at der ikke er noget håb? Så tænd selv håbet! Vores håb rækker langt ud over alle tider.
Matt D’Antuono underviser i fysik og filosofi på The Angelicum Academy i New Jersey. Han vendte tilbage til Den katolske Kirke i 2008 og har siden skrevet en række bøger hovedsageligt om filosofiske emner.
Se artiklen i printvenlig version