9 år med pave Frans (1)
Kommentarer lukket til 9 år med pave Frans (1) 267 01 marts, 2022 Magasin marts 1, 2022 Indlæg af

9 år med pave Frans (1)

Af  Torben Riis

Dette er den første af  flere artikler om dette emne – jeg har endnu ikke overblik over, hvor mange det bliver.

Den 13. marts i år er det 9 år siden, pave Frans overtog pavestolen efter pave Benedikt 16.

Siden da er der mildt sagt løbet meget vand i stranden i form af kontroversielle udtalelser fra Frans’ side –  lige fra erklæringer af officiel art til interviews under hans mange rejser, hvor han i flyet hjem beredvilligt svarer på indbudte journalisters spørgsmål om stort og småt – vel vidende, at hans budskaber således når frem til mennesker over hele kloden på rekordtid.

Hermed også sagt, at der alt i alt foreligger et såvel skriftligt som digitalt materiale af et omfang, der på forhånd må få enhver, der ønsker at skaffe sig et overblik over, hvor Kirken er på vej hen under dette pontifikat, til at synke i knæ.

Trofaste læsere af dette website vil måske erindre, at jeg efter de første fire år skrev tre på hinanden følgende artikler om netop dette emne. De kan læses her:

http://katolskmagasin.dk/4-aar-pave-frans-1/

http://katolskmagasin.dk/4-aar-pave-frans-2/

https://katolskmagasin.dk/4-aar-pave-frans-3/

Modernismen – syntesen af alle hæresier

Her konkluderede jeg blandt andet, at Frans’ plan om at implementere den såkaldt synodale kirke med alt, hvad dette indebærer, i grunden ikke rummer noget nyt, men beviseligt har sine rødder helt tilbage til 1800-tallets ”modernisme” – det vender jeg lige straks tilbage til – og endvidere, at denne plan som helhed har til formål at undergrave selve det fundament, Kirken er bygget på. Det sker nu som før hovedsagelig ved at lægge et glemslens slør over Kirkens Tradition – den troens skat (depositum fidei), som Jesus i missionsbefalingen pålagde apostlene at bevare og videregive – og i stedet samle al opmærksomhed om livet på jorden nu og i den nærmeste fremtid – en tilgang, som man nu om dage kalder verdsliggørelse, dennesidighed og eller relativisme.

For en ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at det ovennævnte undergravelsesprojekt ikke uden videre kan bagatelliseres endsige affærdiges som blot en ondsindet konspirationsteori. Dels fordi det vil være vanskeligt at forsvare påstanden om, at konspirationer ikke finder sted inden for Vatikanets mure – og  endnu vigtigere fordi man i givet fald vil få svært ved at forklare, at ikke færre end 7 paver inden for den periode, vi beskæftiger os med her, indtrængende advarede mod og fordømte modernismen som et direkte angreb på Kirkens lære som helhed.

De syv paver

Det drejer sig i kronologisk rækkefølge om Pius 9. (1846-1878), som i 1864 udsendte rundskrivelsen Quanta cura med tillægget Syllabus errorum, hvor han fordømte 80 ”fejltagelser”, nærmere bestemt påstande, der strider mod Kirkens lære: f.eks, at Gud ikke griber ind i menneskers liv eller i verdenshistorien – at Åbenbaringen ikke er afsluttet, men videreudvikles i takt med den menneskelige fornufts fremskridt – at de profetier og mirakler, der er skildret i Bibelen er opdigtede – at Jesus selv er en myte – at de love, der drejer sig om moralske spørgsmål, ikke har brug for nogen guddommelig godkendelse – at Kristus ikke har indstiftet ægteskabet som et sakramente – at protestantisk tro er en anden form for den sande kristne religion og derfor behager Gud ligeså meget som den katolske tro – at det er op til de civile myndigheder at afgøre, hvilke rettigheder Kirken har, og inden for hvilke rammer den kan udøve disse rettigheder – og at paven kan og bør følge med fremskridtet, liberalismen og den moderne livsstil.

Pius 10. (1903-1914), som med rundskrivelserne Lamentabili sane exitu og Pascendi dominici gregis (begge 1907) gik til angreb på den tids modernister – især franskmændene Alfred Loisy og Louis Duchesne, som ønskede at ”demokratisere” Kirkens ledelse og afskaffe præsternes cølibat, og som gik ind for tanken om, at Kirkens lære uundgåeligt bør være under konstant udvikling afhængigt af forholdene i de forskellige menigheder. Lyder det velkendt? Det fik dengang Pius 10. til kort og godt at erklære, at modernismen er syntesen af alle former for hæresi.

Benedikt 15. (1914-1922) fortsatte kampen mod modernismen i sin rundskrivelse Ad beatissime apostolorum, hvor han blandt andet sagde om modernisterne: ”Forblindet af og revet med af en hovmodig forestilling om menneskets intellekt, overbevist om deres egen dømmekraft og i foragt for Kirkens autoritet har de nået en sådan grad af ubesindighed, at de end ikke tøver med at holde dom over både hvad Gud holder skjult for os, og hvad Gud har åbenbaret for os mennesker. Heraf opstod modernismens uhyrlige fejltagelser, som vor forgænger med rette kaldte alle hæresiers syntese og højtideligt fordømte. Vi fornyer hermed helt og fuldt denne fordømmelse.”

Modernisternes forestilling om, at Kirkens lære bør indrettes efter, hvad mennesker tænker og tror til forskellige tider, fordømmes også af Pius 11. (1922-1939) i hans rundskrivelse Mortalium animos, hvor han gør op med ”den falske anskuelse, at alle religioner hver på sin måde er lige gode og prisværdige”… ”Men,” siger han, ”bag disse smigrende og lokkende ord gemmer der sig i virkeligheden en yderst alvorlig vildfarelse, som vil kunne føre til den fuldstændige ødelæggelse af den katolske tro.”

Helt i særklasse er den bemærkning, Paul 6. (1963-1978) lod falde i en prædiken, som han holdt den 29. juni 1972 i anledning af 9-året for sin indsættelse som pave: ”… gennem en eller anden sprække er Satans røg kommet ind i Guds Kirke. Der er tvivl, usikkerhed, problemer, uro, utilfredshed og konfrontationer.”

Mindre kendt er nok kardinal Karol Wojtylas indlæg den 13. august 1976 på den eukaristiske kongres i Philadelphia – to år før han efterfulgte Paul 6. og valgte navnet Johannes Paul 2. (1978-2005). I dette indlæg lagde han mildt sagt ikke skjul på, at Kirken efter hans vurdering er under angreb fra en anti-kirke med et falsk budskab:

Vi står i øjeblikket over for den største historiske konfrontation, menneskeheden nogen sinde har oplevet. Jeg tror ikke, at de fleste amerikanere eller de fleste kristne er fuldt ud vidende om dette. Vi står over for den endegyldige konfrontation mellem Kirken og anti-kirken, mellem evangeliet og anti-evangeliet, mellem Kristus og Antikrist. Vi må forberede os på store prøvelser inden for en overskuelig fremtid, prøvelser, som vil kræve af os, at vi er rede til at ofre vores liv og give os selv helt og fuldt hen til Kristus og for Kristus.I kraft af jeres og mine bønner er det muligt at mildne denne prøvelse, men det er ikke længere muligt at forhindre den … Hvor mange gange er fornyelsen af Kirken ikke endt i et blodbad! Det bliver ikke anderledes denne gang.

Og sidst, men ikke mindst pave emeritus Benedikt 16. (2005-2013), som i sin tale på dagen for sin tiltrædelse som pave advarede mod, hvad han kaldte ”relativismens tyranni” – et begreb, som direkte kan  føres tilbage til modernismen, der som allerede antydet bygger på påstanden om, at der ikke gives absolutte sandheder i hverken religiøs eller moralsk henseende.

Uanset at der er dem, der ser den aktuelle krise som en sund udvikling – kommer man ikke uden om, at det i årene efter Andet Vatikankoncil og op til i dag snarere har givet mening at tale om en uønsket afvikling, nærmere bestemt en massiv tilbagegang på så godt som alle målelige områder, således som de officielle statistikker vidner om.

Det vender jeg tilbage til i den følgende artikel.