”Med legaliseringen af ægteskaber mellem personer af samme køn i 16 europæiske lande har spørgsmålet om ægteskab og familie fået en ny dimension, som man ikke kan sidde overhørig.”
Således skriver pave emeritus Benedikt 16. i forordet til en netop udkommet samling af hans tekster om Europa. Og han fortsætter:
”Vi er vidner til en forvrængning af samvittigheden, som åbenlyst er trængt dybt ind blandt katolikkerne. Det kan hverken imødegås med lidt moraliserende snak endsige med henvisninger til skriftsteder. Problemet stikker langt dybere og kræver derfor en langt grundigere analyse.”
I den forbindelse understreger han, at ”man må være opmærksom på, at begrebet ”homo-ægteskab” er i strid med alle kulturer i menneskehedens historie op til vor tid, og at der derfor er tale om en kulturel revolution.”
Der er, tilføjer han, ganske vist ingen tvivl om, at forskellige kulturer har varierende juridiske og moralske opfattelser af ægteskab og familie, som man f.eks. ser det i den dybe afgrund mellem polygami og monogami, men det ændrer ikke ved, at det store flertal aldrig har betvivlet den kendsgerning, at menneskets eksistens som mand og kvinde er forbundet med at sætte børn i verden, eller at ”mandens og kvindens samvær og åbenhed for at videregive livet udgør selve essensen i det, man kalder ægteskabet”.
At man har forladt denne grundlæggende tankegang, påpeger han, kan føres tilbage til opfindelsen af p-pillen og den mulighed, den gav for at adskille frugtbarhed og seksualitet. ”Denne adskillelse har medført, at alle former for seksualitet bliver betragtet som acceptable. En grundlæggende målestok eksisterer ikke længere.”
”Herfra,” fortsætter han, ”er man nået til, at det ikke længere forekommer at være rimeligt at overlade det til tilfældighederne, hvornår man vil have et barn. I stedet bliver barnet noget, man planlægger og producerer ud fra praktiske overvejelser og ikke længere betragter som en gave, men som et produkt, man selv har skabt.”
”Heraf følger igen, at når det er os selv, der skaber livet, må vi også have lov til at afbryde det – helt på linje med, at man nu også i stigende grad finder det rimeligt at afslutte sit eget liv ved hjælp af assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp.”
Derfor drejer diskussionen om homo-ægteskaber sig ikke om at være mere eller mindre tolerant og åben, men snarere om det grundlæggende spørgsmål: ”Hvem er mennesket?” og i denne sammenhæng også: ”Er der en Skaber, eller er vi bare menneskeskabte produkter?”
Afsluttende peger han på, at den økologiske bevægelse har mindet os om, at naturen sætter grænser, som vi ikke må ignorere, ligesom mennesket har en natur, som vi har modtaget som en gave. Krænker vi den, eller fornægter vi den, fører det til, at vi ødelægger os selv. Det samme sker, hvis vi lukker øjnene for, at mennesket er skabt som mand og kvinde, således som hypotesen om homo-ægteskaber vil have os til.
Se artiklen i printvenlig version