De fire kardinalers åbne brev til pave Frans[1] i midten af november er foreløbig forblevet ubesvaret, og intet tyder i øjeblikket på, at paven har til hensigt at blande sig direkte i debatten. Men hermed på ingen måde sagt, at der har været stille om sagen.
Brevet gav umiddelbart anledning til ganske skarpe reaktioner både fra pave Frans’ støtter blandt biskopper og kardinaler og fra dem, der bakker op om de fire kardinalers anliggende – hvortil naturligvis kommer stribevis af indlæg fra kommentatorer på både trykte og luftbårne medier.
Hvad de første angår, skal nævnes dekanen for Vatikanets højeste ægteskabsdomstol Rotaen, pater Pio Vito Pinto, som vakte opsigt med en udmelding om, at de fire kardinaler ”risikerer at miste kardinalværdigheden” som følge af deres skrivelse, som han betegnede som skandaløs. Han citerede i den forbindelse pavens ofte gentagne udsagn om, at alting ikke er enten sort eller hvidt, men at der tillige gives grå nuancer. Det varede imidlertid ikke længe, før der kom et dementi fra Vito, som hævdede, at han var blevet fejlciteret. Det, han i virkeligheden havde givet udtryk for, hed det nu, var at pave Frans ikke er den gammeldags type pave, som kunne finde på at gribe til den slags midler.
Den nyudnævnte kardinal og ligeledes nyudnævnte præfekt for Kongregationen forLægfolk, Familie og Livet, Kevin J. Farrell, valgte at bidrage til debatten med et frontalt angreb på sin landsmand ærkebiskop Charles J. Chaput, som i udfærdigelsen af nye pastorale retningslinjer for ærkebispedømmet Philadelphia efter Farrells opfattelse ikke havde levet op til hverken hans eller pavens forventninger. Retningslinjerne betegnede han således som ”lukkede”, hvor de burde have været ”åbne”. Denne vurdering skal blandt andet ses i lyset af, at Chaput dels fastholder, at fraskilte og gengifte som en betingelse for at kunne modtage kommunion bør bringe deres forhold i orden herunder afstå fra seksuelt samkvem med den nye partner, og dels understreger, at to personer af samme køn, som åbenlyst lever i et ægteskabslignende forhold, er afskåret fra at varetage liturgiske eller andre funktioner i sognene.
Ærkebiskop Chaput gav svar på tiltale i et interview med Catholic National News, hvor han indledningsvis rejste tvivl om, hvorvidt Farrell havde læst og forstået retningslinjerne for Philadelphia, og tilføjede: ”Retningslinjerne har klart fokus på barmhjertighed og medfølelse. Det giver mening, fordi den enkeltes situation ofte er kompliceret. Livet er langt fra ligetil. Men barmhjertighed og medfølelse kan ikke adskilles fra sandhed. Kirken kan ikke uden at svigte sin opgave modsige eller se bort fra Skriften og sin egen lære. Det burde være indlysende. Jesu egne ord er meget direkte og kompromisløse, når det drejer sig om skilsmisse.”
Udrensninger?
Relativt få præster, biskopper og kardinaler har indtil nu ønsket at stå offentligt frem i debatten og bakke op om de fire kardinalers brev til paven. Det kan i første række skyldes, at man i princippet endnu afventer pavens svar, men formentlig også, at sporene skræmmer. I den seneste tid har man således været vidne til omfattende udskiftninger blandt pavens nærmeste medarbejdere i forskellige kongregationer – udskiftninger, som flere kommentatorer ikke har tøvet med at betegne som ”udrensninger”. Mest drastisk er paven gået til værks i forhold til Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, der ledes af kardinal Robert Sarah, som i juli bragte tanken om en ”reform af reformen”, nærmere bestemt liturgireformen, på bane – et initiativ, som bestemt ikke faldt i pavens smag.[2]
Det er svært ikke at se denne episode i sammenhæng med, at paven netop har udnævnt et helt usædvanligt stort antal nye rådgivere – 27 – til kongregationen, samtidig med at en række prominente konservative kardinaler, såsom Raymond Burke, George Pell, Angelo Bagnasco, Marc Ouellet, Angelo Scola m.fl. er blevet bedt om at træde tilbage. Den italienske vatikanist Marco Tossati vurderer, at kardinal Sarah herefter vil være ”meget ensom” og isoleret og derfor vil få svært ved at komme igennem med væsentlige reformer.
Lægfolket på banen
Så er det mindre risikabelt for lægfolk at forholde sig åbenlyst kritisk til Amoris laetitia. Her skal nævnes den østrigske filosof Josef Seifert[3], som for nylig har publiceret en 90 sider lang kritisk gennemgang af Amoris laetitia i tidsskriftet Wissenschaftliche Zeitschrift für Philosophie und Theologie, som ligeledes munder ud i en opfordring til paven om at korrigere diverse tvetydige og for en umiddelbar læsning fejlbehæftede udsagn.
Endnu et eksempel er den tyske professor i teologi ved universitetet i Freiburg Hans Hoping, som i Frankfurter Allgemeine Zeitung i slutningen af november i en stærkt kritisk artikel blandt andet stillede dette spørgsmål: ”Kan fraskilte gengifte på samme tid være gift i to gyldige ægteskaber? – og tilføjede: ”Skrivelsen Amoris laetitia lader dette afgørende spørgsmål, som den selv har fremprovokeret, stå åbent.” Kardinal Walter Kaspers påstand om, at Amoris laetitia ikke har ændret noget ved Kirkens lære, men blot er udtryk for et ”paradigmeskift”, karakteriserer Hoping som et forsøg på at camouflere et reelt brud med Kirkens traditionelle lære. Der er ikke blot tale om en justering af Kirkens pastorale tilgang til problemet, siger han, Amoris laetitia lægger også op til under visse omstændigheder at betragte et seksuelt forhold uden for ægteskabet som legitimt (AL 301). Hermed sker der et brud med Johannes Paul 2.’s lære om ægteskabet og familien, som tager udgangspunkt i Thomas Aquinas’ og Kirkens konstante lære.
Endvidere skal nævnes en artikel[4] af den italienske teolog og kirkehistoriker Claudio Pierantoni, som sammenligner den nuværende krise med den arianske kontrovers i det 4. århundrede. Dengang drejede det sig om Kristi guddommelige natur, i dag er det ægteskabets uopløselighed, der står for skud. Og, siger han, ligesom dengang, hvor Arius ikke lagde sit hæretiske synspunkt åbent og utvetydigt frem, men skjulte det bag en formulering, som kunne udlægges på flere måder, således benægter Amoris laetitia heller ikke åbenlyst ægteskabets uopløselighed, men afviser i praksis de konsekvenser, der nødvendigvis følger af uopløseligheden.
AL og skilsmissens logik
Pierantoni foretager i sin artikel en meget grundig analyse af Amoris laetitia’s brug af udtrykket ”i visse tilfælde”, som, siger han, vil kunne udvides til at omfatte alle de sager, hvor der er et ulykkeligt ægteskab, som efterfølges af et nyt længerevarende, lykkeligt parforhold med gensidig troskab osv., således som det fremstilles i AL 298. I sådanne sager vil man være tilbøjelig til at betragte de positive karakteristika som en bekræftelse på det gode og derfor legitime i det nye parforhold, en vurdering, som understreges af, at AL 298 ikke med et eneste ord nævner det oprindelige ægteskabs legitimitet.
”Det interne forum”, som AL kalder det, dvs. de samtaler, der skal finde sted mellem præsten og den fraskilte gengifte, kommer ifølge AL 300 først og fremmest til at dreje sig om, hvordan man har opført sig i løbet af den ægteskabelige krise, og hvilke konsekvenser det nye parforhold har fået for en selv, andre familiemedlemmer og for ens omgivelser som helhed. I denne sammenhæng kommer angeren – det, man fortryder – ikke til at relatere sig til, at man har indledt et nyt parforhold, men hovedsageligt til, hvad man vedkender sig af skyld i forbindelse med det oprindelige ægteskabs sammenbrud.
Den legitimitet, som man dermed tillægger det nye forhold, bliver således selve forudsætningen for modtagelse af kommunion, samtidig med at det oprindelige ægteskab i dette lys bliver betragtet som et overstået stadium og i realiteten som opløst. Og det er, konkluderer han, præcis denne logik, skilsmisser som sådan bygger på.
At ”det interne forum” næppe kan kaldes en uproblematisk løsning på spørgsmålet om kommunion til fraskilte gengifte, er for nylig blevet påpeget af det internationale tidsskrift First Things’ redaktør R.R. Reno, som udtrykker bekymring over pave Frans’ forkærlighed for at sætte personlige vurderinger over klare kirkeretlige retningslinjer. Det kalder han for en ny slags klerikalisme og advarer om, at det interne forum ”vil kunne gøre præsten til en frit i luften svævende privat et-mands ægteskabsdomstol.”
Adskillige kommentatorer har på det seneste beskæftiget sig med risikoen for, at disse interne stridigheder vil kunne føre til et reelt skisma. Den problemstilling vender vi snarest tilbage til.
[1] Læs: Fire kardinaler afkræver paven svar på fem spørgsmål om Amoris laetitia
[2] Læs: Kardinal Sarah udfordrer Vatikanet med et udspil om liturgien
[3] Læs også: Østrigsk filosof: Paven vender Kirkens lære på hovedet
[4] Artiklen kan downloades fra denne side: http://www.aemaet.de/index.php/aemaet/index
Se artiklen i printvenlig version