Kardinal Sarah udfordrer Vatikanet med et udspil om liturgien
Kommentarer lukket til Kardinal Sarah udfordrer Vatikanet med et udspil om liturgien 455 19 juli, 2016 Nyheder juli 19, 2016 Indlæg af

Kardinal Sarah udfordrer Vatikanet med et udspil om liturgien

”I dag kan vi efter min opfattelse ikke engang læse den første artikel i Sacrosanctum Concilium [1] og i god tro erklære os tilfredse med, at vi har nået de mål, som er beskrevet her.”

Ordene er kardinal Robert Sarahs i et foredrag holdt på konferencen ”Sacra Liturgia UK 2016” i London den 5. juli, som straks efter gav anledning til livlig debat.

Den første artikel i Sacrosanctum Concilium, som kardinal Sarah refererer til her, har denne ordlyd:

”Dette hellige koncil har til formål mere og mere at styrke de troendes religiøse liv, justere de ting, som er underlagt forandring, så de bedre passer til vor tids krav, fremme alt, som kan bidrage til enhed i troen for alle, der tror på Kristus, og støtte alt, som kan tjene til at kalde alle mennesker til Kirkens favn. Derfor mener koncilet sig forpligtet til med særlig omsorg også at forny og fremme liturgien.”

Efterfølgende gennemgår kardinal Sarah de enkelte mål og spørger: ”Mine brødre og søstre, hvor er de troende, som koncilsfædrene talte om? Mange af dem er faldet fra troen. De deltager ikke længere i liturgien … Hvor er den enhed i troen, som Koncilet håbede på? Den har vi endnu ikke nået. Har vi gjort virkelige fremskridt med hensyn til at kalde alle mennesker til Kirkens favn? Det tror jeg ikke. Og dog har vi ændret så meget ved liturgien!”

Ad orientem…

På denne baggrund foreslår kardinal Sarah en ”reform af reformen”, hvor han blandt andet anbefaler, at præst og menighed, ligesom man gjorde før koncilet, vender sig mod øst (ad orientem) mod Herren, som kommer, i hvert fald på de steder i messen, hvor man sammen henvender sig i bøn til Gud – modsat i dag, hvor præsten celebrerer hele messen med ansigtet vendt mod menigheden.

Endvidere anbefaler Sarah, at man så vidt muligt holder fast ved den gregorianske kirkemusikalske tradition og dertil finder den rette balance mellem brugen af latin og modersmålet i messen. Det var aldrig Koncilets mening, påpeger han, at messen udelukkende skulle celebreres på modersmålet, selv om man specielt for læsningernes vedkommende anbefalede en mere udbredt brug af modersmålet. Vigtigt er det også, bemærker han, at den enkelte viser sin ærbødighed for sakramentet ved at knæle ved modtagelsen af kommunionen. Dette sidste dog med det forbehold, at ældre og andre, som kan have vanskeligheder med at knæle og komme på benene igen, naturligvis ikke vil være omfattet af dette krav.

Kardinal Sarahs hovedanliggende er at skærpe opmærksomheden om messeofferet som Kirkens centrale mysterium og således også modvirke tendensen til at opfatte gudstjenesten som slet og ret et møde mellem mennesker, hvor vægten lægges på det indbyrdes fællesskab. ”Vi [præsterne] fejrer ikke liturgien så at sige for at optræde, gøre noget, som andre skal se,” understreger Sarah. ”Vi er der for at blive forbundet med Guds handling, som forvandler os indefra gennem de ydre liturgiske ritualer, bønner, tegn og symboler.”

Tilsvarende sagde kardinal Sarah allerede i maj måned i et interview med det franske katolske magasin Famille Chrétienne: ”Liturgien er indgangen til vores forening med Gud. Hvis den eukaristiske fejring bliver til en fejring af mennesket selv, er det forbundet med en kolossal risiko, for så forsvinder Gud. Vi må på ny sætte Gud i centrum af liturgien. Hvis mennesket er i centrum, bliver Kirken til en udelukkende menneskelig institution, en NGO [2], som pave Frans har udtrykt det. Hvis derimod Gud er i centrum af liturgien, så genvinder Kirken sin kraft og saft! Som kardinal Joseph Ratzinger profetisk udtrykte det: Troens og Kirkens skæbne bestemmes af vores forhold til liturgien.”

Reaktioner

Kardinal Sarahs udspil er ganske vist formuleret som et forslag, men munder ikke desto mindre ud i en kraftig opfordring til biskopperne og præsterne om at bakke op om projektet om muligt allerede fra den kommende adventstid. Kun således, siger Sarah, vil vi fuldt ud kunne føre intentionerne fra Sacrosanctum Concilium ud i livet.

Reaktionerne har, som man kunne forvente, været blandede. Et forslag om en reform, den være sig nok så beskeden, som indeholder elementer fra den førkonciliære (tridentinske) messe og derfor også vil falde i god jord i konservative og traditionalistiske kredse, vil pr. automatik virke som en rød klud på den såkaldt liberale eller progressive fløj i Kirken.

Det så man straks efter, da ærkebiskoppen af Westminster kardinal Vincent Nichols udsendte en skrivelse til præsterne i sit ærkebispedømme, hvor han, idet han stod fast på de gældende bestemmelser, frarådede dem at efterkomme opfordringen fra kardinal Sarah. Kardinal Nichols fik umiddelbart opbakning fra en af pavens nærmeste rådgivere Antonio Spadaro, redaktøren af jesuitternes indflydelsesrige nyhedsmagasin La Civiltà Cattolica, som ligeledes støttede det synspunkt, at præsten bør vende ansigtet mod menigheden.

Endnu mere interessant var reaktionen fra Vatikanets pressetjeneste, som ifølge den respekterede vatikanist Sandro Magister fulgte på en to-dages konsultation mellem pave Frans og kardinal Sarah. Om konferencen i London hedder det i udtalelsen, at ”visse formuleringer er blevet ukorrekt fortolket, som om det var hensigten at bekendtgøre nye retningslinjer for liturgien, som afviger fra de gældende regler og fra, hvad paven har sagt om at celebrere med ansigtet mod menigheden og om den ordinære messeritus.”

”Således, konkluderer udtalelsen, ”forventes der ikke nye liturgiske bestemmelser fra den kommende Advent, som nogle ukorrekt har sluttet sig til ud fra visse af kardinal Sarahs ytringer, og det er derfor bedst at undgå udtrykket ”reform af reformen” om liturgien, fordi det undertiden vil kunne give anledning til misforståelser.”

Altså en klar desavouering af kardinal Sarah, som ikke bliver mindre opsigtsvækkende af, at han som præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter næst efter paven sidder inde med den højeste autoritet i disse spørgsmål. Sandro Magister betegner det som et brud mellem paven og Sarah og minder om, at forholdet mellem de to fra begyndelsen har været anstrengt, uanset at det var pave Frans selv, der udnævnte ham til præfekt i 2014.

Kardinal Sarahs reaktion

Intet tyder imidlertid på, at kardinal Sarah har til hensigt at resignere. Samme dag som Vatikanet offentliggjorde sin udtalelse, udsendte han på Sacra Liturgias engelsksprogede website den fulde officielle ordlyd af sit foredrag i London på både engelsk og fransk og understregede i den forbindelse, at ”intet var ændret” af det, han havde sagt.

Heller ikke, at han i foredraget nævner, at ”pave Frans, da han modtog mig i audiens i april måned, bad mig undersøge spørgsmålet om en reform af reformen, herunder hvordan de to former af den romerske ritus gensidigt kunne berige hinanden” – altså netop den formulering, som nu i Vatikanets udtalelse betegnes som uhensigtsmæssig, men som ifølge Sarah stammer fra paven selv.

Sarah, bemærker Sandro Magister, havde allerede i sit foredrag i al væsentlighed taget højde for de indvendinger, der fremføres i Vatikanets udtalelse – blandt andet med en konstatering af, at det er fuldstændigt legitimt og i overensstemmelse med både bogstaven og ånden i Det Andet Vatikankoncil at celebrere messen ad orientem.

At det næppe vil lykkes pave Frans at lægge låg på denne diskussion inden for en overskuelig fremtid, sandsynliggøres endvidere af, at endnu en bog fra kardinal Sarahs hånd er undervejs. Den vil formentlig udkomme allerede i sensommeren og, forlyder det, i hovedsagen komme til at dreje sig om netop liturgien.

Den autoriserede engelske udgave af kardinal Sarahs foredrag ”Towards an Authentic Implementation of ”Sacrosanctum Concilium” kan læses på bl.a. denne adresse: https://www.catholicculture.org/culture/library/view.cfm?recnum=11311

[1] Det Andet Vatikankoncils  Konstitution om den hellige liturgi, som er grundlaget for den efterfølgende liturgireform (Novus Ordo Missae) under pave Paul 6.

[2] NGO = non governmental organisation, dvs. en politisk interesseorganisation.