I et åbent brev opfordrer 19 fremtrædende lægfolk og præster samtlige biskopper til at gribe ind over for pave Frans, som de anklager for at være hæretiker.
Brevet er en opfølgning på det åbne brev fra august 2017[1], hvor 62 præster og lægfolk anmodede paven om at korrigere 7 hæretiske udsagn om ægteskab, moral og modtagelse af sakramenterne i den omdiskuterede skrivelse Amoris laetitia, en opfordring, der – ikke overraskende – forblev ubesvaret.
Læs mere her: Endnu et frontalt angreb på Amoris laetitia
I brevet fra 2017 fremhævede de 62 underskrivere, at de ikke tog stilling til, hvorvidt pave Frans personligt kunne beskyldes for at være hæretiker, men nøjedes med at konstatere, at de 7 udsagn var i strid med Kirkens lære. Med andre ord lod de den mulighed stå åben, at der i alle syv tilfælde kunne være tale om fortalelser, som efterfølgende kunne korrigeres.
Denne tvivl er nu ifølge forfatterne til den aktuelle skrivelse bortvejret. Derfor er skrivelsen ikke stilet til pave Frans, men til biskopperne, som har den fornødne autoritet til at gå videre med sagen.
Det betyder, at kritikken af pave Frans nu har nået et niveau, hvor man ikke længere udbeder sig forklaringer (anmodninger, som alligevel forbliver ubesvarede) endsige forsøger at bagatellisere diverse udsagn som uovervejede bemærkninger. Dertil er der for mange af dem.
Herom skriver forfatterne i deres resumé af teksten:
”Det foreliggende åbne brev til biskopperne i Den katolske Kirke går et skridt videre ved at hævde, at pave Frans er skyldig i hæresi. Denne forbrydelse gør man sig som katolik skyldig i, når man bevidst og vedholdende benægter noget, vel vidende , at Kirken lærer, at dette er åbenbaret af Gud. Set under ét udgør pave Frans’ ord og konkrete handlinger i vidt omfang en afvisning af katolsk lære om ægteskab og seksualliv, om moralloven, om nåden og om syndernes forladelse.
Det åbne brev peger ligeledes på sammenhængen mellem denne afvisning af katolsk lære og den velvilje, pave Frans viser biskopper og andre gejstlige, som enten selv har gjort sig skyldige i seksuelle synder og forbrydelser, såsom den tidligere kardinal Theodore McCarrick, eller som har holdt hånden over gejstlige, som er skyldige i tilsvarende forbrydelser, såsom den nu afdøde kardinal Godfried Danneels. Både beskyttelsen af og forfremmelsen af gejstlige, som forkaster katolsk lære om ægteskab, seksualliv og moralloven som helhed – uanset at disse gejstlige personligt forbryder sig mod såvel moralen som samfundets love på den mest afskyelige måde – er så hyppigt forekommende fænomener, at de kan ses som en politik fra pave Frans’ side. I det mindste vidner de om manglende tro på sandheden i den katolske lære om disse spørgsmål. De peger også i retning af en strategi med det formål at undergrave Kirkens lære ved at anbringe personer, hvis livsførelse er baseret på forkastelsen af disse sandheder, på indflydelsesrige poster.”
I brevet nævnes også kompromitterede gejstlige og lægfolk, der er blevet rost til skyerne af pave Frans. Eksempelvis kardinal Oscar Rodrigez Maradiaga (Honduras) som p.t. anklages for økonomisk kriminalitet og for at dække over misbrugere, kardinal Donald Wuerl, som måtte trække sig tilbage efter lignende anklager, den argentinske biskop Gustavo Zanchetta, som nu holder sig skjult i Vatikanet, og den chilenske biskop Juan Barros (begge lignende anklager).
Modsat udtrykker man i brevet sin taknemmelighed over for de kardinaler, som har haft det fornødne mod til at give udtryk for deres skepsis med hensyn til pavens embedsførelse, såsom de fire dubia-kardinaler, hvoraf kun kardinal Burke og kardinal Brandmüller er tilbage nu, kardinal Willem Eijk og senest kardinal Gerhard Müller med hans ”Troens Manifest”.
Har man som katolik lov til at kritisere paven?
Som svar til dem, der måtte mene, at man som katolik ikke kan tillade sig at kritisere paven i fuld offentlighed, henviser forfatterne til den kanoniske lovs § 212,3. Heraf fremgår det, at de troende ikke blot har ret til, men undertiden også pligt at tilkendegive deres holdning til, hvad der er bedst for Kirken, over for Kirkens hyrder.
Og de tilføjer: ”Selv om katolikker hævder, at en pave taler ufejlbart under visse præcist definerede omstændigheder, siger Kirken ikke noget om, at han ikke i andre sammenhænge kan forfalde til hæresi.” F.eks, som det nævnes i brevet, ved at hævde, at en troende kan have fuldt kendskab til den guddommelige lov og med overlæg vælge at forbryde sig mod den – uden derved at befinde sig i en tilstand af alvorlig synd (Amoris laetitia). Eller som pave Frans senest har hævdet, at det forhold, at der findes forskellige religioner, ”er villet af Gud”.
Hele brevet kan læses i engelsk oversættelse på: https://www.documentcloud.org/documents/5983408-Open-Letter-to-the-Bishops-of-the-Catholic.html
[1] Correctio filialis de hæresibus propagatis (En broderlig korrektion af fremsatte hæretiske udsagn)
Se artiklen i printvenlig version