Endnu et frontalt angreb på Amoris laetitia
Kommentarer lukket til Endnu et frontalt angreb på Amoris laetitia 381 26 september, 2017 Nyheder september 26, 2017 Indlæg af

Endnu et frontalt angreb på Amoris laetitia

Den 11. august i år sendte 40 katolske både gejstlige og læge eksperter inden for teologi, kirkeret, kirkehistorie m.m. et brev til pave Frans på 25 sider, hvor de anmodede ham om at korrigere en række kontroversielle udsagn i Amoris laetitia.

Da brevet forblev ubesvaret, besluttede forfatterne at offentliggøre det på det internationale website Voice of the Family, som blev skabt som en reaktion på de to familiesynoder i henholdsvis 2014 og 2015.

Brevet, som siden er blevet underskrevet af yderligere 22 fremtrædende katolikker, således at der nu er 62 underskrivere fra 20 lande, er skrevet på latin, som er Kirkens officielle sprog. Det har man gjort for at have en autoritativ grundtekst at referere til,  såfremt der skulle opstå misforståelser som følge af upræcise oversættelser. Brevet har fået overskriften Correctio filialis de haeresibus propagatis: ”En broderlig korrektion af fremsatte hæretiske udsagn.”

Du kan finde den autoriserede engelske oversættelse af hele teksten ved at klikke på dette link:  http://www.correctiofilialis.org/wp-content/uploads/2017/08/Correctio-filialis_English_1.pdf

Kan katolske lægfolk eller præster kritisere paven?

Underskriverne præciserer indledningsvis, at de kirkeretligt set ikke har kompetence til at fremsætte en officiel klage, men at de ikke desto mindre er i deres gode ret til at korrigere ”de hæretiske udsagn”, som pave Frans har fremsat i Amoris laetitia.  I den forbindelse henviser de til 1) den naturlige morallov, som giver dem ret til at insistere på, at Kirkens ledelse udøver sin autoritet i overensstemmelse med den samme morallov – 2) Sankt Thomas Aquinas (ST II:II q, 33 a.4), som lærer, at en læg katolik, såfremt troen bringes i fare, endog i fuld offentlighed bør irettesætte en prælat for dermed at forebygge risikoen for, at de troende bliver vildledt, og 3) den kanoniske lov (kirkeretten), som i § 212 fastslår, at de troende ”har ret til og undertiden også pligt til at tilkendegive deres synspunkter over for de viede præster med hensyn til, hvad der gavner Kirken”.

Endvidere understreger de, at deres initiativ ikke er i strid med dogmet om pavens ufejlbarhed. Det ville kræve, at paven havde opfyldt bestemte kriterier. Han har således ikke tilkendegivet, at hans udsagn skulle være Kirkens endegyldige lære, eller at katolikker skulle være forpligtet til at acceptere dem[1]. Forfatterne henviser endvidere til Kirkens lære om, at Åbenbaringen er afsluttet med Jesus Kristus, og at ingen pave derfor kan hævde at have modtaget en åbenbaring fra Gud om en ny sandhed, som katolikkerne er forpligtet til at tro på.

Og endelig understreger de, at de ikke i dette brev tager stilling til, i hvilket omfang pave Frans personligt er fuldt bevidst om forekomsten og omfanget af de hæretiske udsagn i Amoris laetitia.

7 hæretiske udsagn

I brevet peges der på 7 hæretiske udsagn i Amoris laetitia, som kommenteres ved hjælp af henvisninger til forpligtende læreudsagn (anført i kursiv) – begge dele gengivet her i noget forkortet form:

1)  En retfærdiggjort person har ikke styrke til ved hjælp af Guds nåde at leve op til de faktiske krav i den guddommelige lov.

Tridentinerkoncilet, 6. session, canon 18: ”Hvis nogen siger, at Guds bud er umulige at overholde selv for et menneske, som er retfærdiggjort i nåden, lad ham da være bandlyst.

2)  Kristne, som lever i et uægteskabeligt forhold efter en skilsmisse, befinder sig ikke nødvendigvis i en tilstand af alvorlig synd og kan derfor modtage helliggørende nåde og vokse i kærlighed.

Mark 10,11-12: ”Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud”.

Johannes Paul 2: Veritatis Splendor, 65-70.

 3)  En kristen troende kan have fuldt kendskab til Guds lov og bevidst vælge at bryde den i et alvorligt anliggende uden af den grund at befinde sig i en tilstand af alvorlig synd.

Tridentinerkoncilet, 6. session, canon 20: ”Hvis nogen siger, at et retfærdiggjort menneske, hvor fulkomment det end måtte være, ikke er forpligtet til at overholde Guds og Kirkens bud, som om Evangeliet blot var et absolut løfte om evigt liv uden at være betinget af, at budene overholdes, lad ham da være bandlyst.”

Johannes Paul 2: Veritatis Splendor, 65-70 og Reconciliatio et poenitentia 17.

 

4)  En person er i stand til – samtidig med, at vedkommende adlyder et guddommeligt forbud – netop af denne grund at synde mod Gud.

  Johannes Paul 2.: Veritatis Splendor 40: ” Den praktiske fornufts retmæssige autonomi betyder, at mennesket i sig selv besidder sin egen lov, som det har modtaget fra Skaberen. Ikke desto mindre kan fornuftens autonomi ikke betyde, at fornuften selv skaber værdier og etiske normer. Hvis denne autonomi ville forudsætte en benægtelse af den praktiske fornufts deltagelse i den guddommelige Skabers og lovgivers visdom, eller hvis den ville antyde en frihed, der skaber etiske normer på basis af historiske tilfælde eller samfunds og kulturers forskellighed, ville denne form for autonomi modsige Kirkens lære om sandheden om mennesket. Det ville være den sande friheds død: “Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø” (1.Mos.2,17).

 5)  Samvittigheden kan sandt og pålideligt afgøre, at seksuelt samkvem mellem personer, som er borgerligt viet, uanset at den ene eller begge parter har indgået et sakramentalt ægteskab med en anden person, undertiden kan være moralsk acceptabelt eller ligefrem fordret af Gud.

Tridentinerkoncilet, 6. session, canon 21: Hvis nogen siger, at Jesus Kristus blev givet til menneskene af Gud som en forløser, som de bør stole på, men ikke også som en lovgiver, de er nødt til at adlyde, lad ham da være bandlyst.

Tridentinerkoncilet, 6. session, canon 2: Hvis nogen siger, at det er lovligt for kristne at have flere koner på samme tid, og at det ikke er forbudt af nogen gudgiven lov, lad ham da være bandlyst.”

Tridentinerkoncilet, 24. session, canon 5: Hvis nogen siger, at ægteskabet kan opløses på grund af kætteri eller vanskeligheder i samlivet eller på grund af den ene ægtefælles selvvalgte fravær, lad ham da være bandlyst.

Den Katolske Kirkes Katekismus 1786-87.

 6)  Moralske principper og moralske sandheder, som er en del af den guddommelige åbenbaring og den naturlige morallov, indeholder ikke negative forbud mod specifikke handlinger, for så vidt som det ulovlige i disse handlinger altid afhænger af konsekvenserne for dem, de er rettet imod.

Johannes Paul 2.: Veritatis splendor 115: ”Enhver af os ved, hvor vigtig den lære er, som udgør det centrale tema for denne rundskrivelse, og som i dag gentages med Peters efterfølgers autoritet. Enhver af os kan se alvoren i det, som står på spil, ikke blot for enkelte personer, men for hele samfundet, med den fornyede bekræftelse af de etiske buds universalitet og uforanderlighed, især dem, der altid og uden undtagelse forbyder handlinger, der i sig selv er onde.”

 7)  Vor Herre Jesus Kristus ønsker, at Kirken skal forlade sin konstante praksis med at forbyde fraskilte gengifte at modtage eukaristien og at nægte at give syndsforladelse til de fraskilte gengifte, som ikke udtrykker anger over deres situation og et fast forsæt om ændre den.

1 Kor 11,27-29: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.”

Johannes Paul 2.: Familiaris consortio 84: ”Forsoningen i bodens sakramente, der igen kunne åbne dem adgangen til eukaristiens sakramente, kan kun gives til dem, der angrer, at de har brudt tegnet på pagten med og troskaben mod Kristus og har den oprigtige hensigt i fremtiden at leve et liv, der ikke længere er i modstrid med ægteskabets uopløselighed. Dette betyder konkret, at når en mand og kvinde af alvorlige grunde – f.eks. deres børns opdragelse – ikke kan opfylde forpligtelsen til at gå fra hinanden, forpligter de sig til at leve i fuldstændig afholdenhed, dvs. afholder sig fra de handlinger, der er forbeholdt ægtefolk.”

 En blandt mange henvendelser

 Den foreliggende henvendelse til pave Frans er blot en af mange opfordringet til pave Frans om at korrigere de passager i Amoris laetitia, som strider imod Kirkens konstante lære. Alle disse initiativer er blevet mødt med en mur af tavshed, således også henvendelsen fra de fire kardinaler Raymond Burke, Walther Brandmüller, Joachim Meisner og Carlo Caffara, hvoraf de sidste to nu er afgået ved døden.

Kardinal Burke har sagt, at han og de tre kardinalers dubia havde til formål at give paven lejlighed til at fastslå, hvad der er Kirkens konstante lære. Senest har han i et interview med det australske ”Catholic Outlook” (https://catholicoutlook.org/exclusive-australian-interview-cardinal-burke/) udtalt, at det haster med at få et svar af hensyn til den skade, den øjeblikkelige forvirring kan forvolde.

 [1] Se f.eks. pave Frans egne indledende bemærkninger til Amoris laetita, hvor han i afsnit 2 konstaterer følgende: ” Kompleksiteten i de emner, som blev diskuteret, afslørede behovet for en fortsat åben diskussion af en række doktrinære, moralske, spirituelle og pastorale spørgsmål.”