Kardinal Müllers “Manifest for troen”
Kommentarer lukket til Kardinal Müllers “Manifest for troen” 283 11 februar, 2019 Magasin februar 11, 2019 Indlæg af

Kardinal Müllers “Manifest for troen”

Fredag den 8. februar offentliggjorde den forhenværende præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, et “manifest for troen” på syv forskellige sprog, hvor han på grundlag af Den Katolske Kirkes Katekismus redegør for Kirkens lære på en række områder, som alle har det til fælles, at de i løbet af Frans’ pontifikat har været og stadig er genstand for ophedet diskussion. Vi bringer hele teksten i dansk oversættelse.

Jeres hjerte må ikke forfærdes! (Joh 14,1)

Under indtryk af den stigende forvirring omkring troslæren har mange biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk i den katolske Kirke anmodet mig om at fremlægge et offentligt vidnesbyrd om Åbenbaringens sandhed. Det er hyrdernes ganske særlige opgave at vise dem, som  er dem betroet, vejen til frelsen. Dette kan kun lykkes, hvis vejen dertil er kendt, og hvis de selv følger den. Om dette siger apostlen: ”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget” (1 Kor 15,3). I dag er mange kristne ikke længere bekendt med selv de mest grundlæggende elementer i troslæren, således at der i stigende grad er fare for, at de ikke finder vejen til det evige liv. Imidlertid er det nu som før Kirkens vigtigste opgave at føre menneskene til Jesus Kristus, folkeslagenes lys (jfr LG 1)[1]. I denne situation rejser spørgsmålet sig om, i hvilken retning vi skal gå. Ifølge Johannes Paul II udgør Den Katolske Kirkes Katekismus [i det følgende: KKK] ”en sikker norm for forkyndelse af troen” (Fidei  Depositum IV). Den blev skrevet med det formål at styrke vore brødre og søstre i troen, som til stadighed bliver anfægtet af ”relativismens diktatur”.

  1. Den ene, treenige Gud, som er åbenbaret i Jesus Kristus

Bekendelsen til den allerhelligste Treenighed er indbegrebet af alle kristnes tro. Ved dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er vi blevet Jesu disciple, Guds børn og venner. Det, at de tre personer i den guddommelige enhed er forskellige (KKK 254), udgør i henseende til andre religioner en fundamental forskel i Gudstro og menneskesyn. Vandene skilles netop i spørgsmålet om troen på Jesus Kristus. Han er sand Gud og sandt menneske, undfanget ved Helligånden og født af Jomfru Maria. Ordet, der blev til kød, Guds Søn, er verdens eneste Forløser (KKK 679) og den eneste mellemmand mellem  Gud og mennesker (KKK 846). Derfor betegner det første Johannesbrev ”den, der benægter, at Jesus er Kristus” som Antikrist (1 Joh 2,22), eftersom Jesus Kristus, Guds Søn, fra evighed af har været af samme væsen som Faderen (KKK 663). Vi bør klart og bestemt modsætte os tilbagefaldet til gamle kætterier, som kun ser et godt menneske, en profet og en moralist i Jesus Kristus. Han er fra begyndelsen Ordet, som var hos Gud, Faderens Søn, som har påtaget sig vores menneskenatur for at forløse os, og som vil komme for at dømme de levende og de døde. Ham alene tilbeder vi – sammen med Faderen og Helligånden – som den ene og sande Gud (KKK 691).

  1. Kirken

Jesus Kristus har grundlagt Kirken som et synligt tegn på og redskab for frelsen, som konkret eksisterer i den katolske Kirke (KKK 816). Han gav sin Kirke, som udgik fra den korsfæstede Kristus’ side (KKK 766) en sakramental struktur, som skal vare indtil Rigets fuldendelse (KKK 765). Kristus, hovedet, og de troende   som ”lemmer på Legemet” er en mystisk person (KKK 795). Derfor er Kirken hellig, for den eneste mellemmand har givet den en synlig struktur og opretholder den uophørligt (KKK 771). Gennem den bliver  Forløsningen gjort nærværende i tid og rum ved fejringen af de hellige sakramenter, fremfor alt i det eukaristiske offer, den hellige messe (KKK 1330). Kirken formidler med den autoritet, som den har fra Kristus, den guddommelige Åbenbaring. ”Den udstrækker sig til alle elementer i læren, inklusive  moralen, uden hvilke troens frelsebringende sandheder ikke kan bevares, fremføres og overholdes” (KKK 2035).

  1. Sakramenterne

Kirken er i Jesus Kristus frelsens universelle sakramente (KKK 776). Den reflekterer ikke sig selv, men lyset fra Kristus, som stråler på dens åsyn. Dette sker kun, såfremt den sandhed, som er åbenbaret i Jesus Kristus – og ikke hverken flertallets synspunkter eller tidsånden – bliver omdrejningspunktet, for Kristus har betroet den katolske Kirke nådens og sandhedens fylde (KKK 819): Han selv er til stede i Kirkens sakramenter.

Kirken er ikke en menneskeskabt forening, hvis struktur medlemmerne efter forgodtbefindende kan sætte   til afstemning. Den er af guddommelig oprindelse. ”Kristus er selv kilden til embedet i Kirken. Han har indstiftet det, givet det fuldmagt og sendelse, retningslinjer og målsætning” (KKK 874). Også i dag gælder apostlens påmindelse om, at ”om så vi selv eller en engel fra Himlen forkyndte jer et andet evangelium” (Gal 1,8), så skulle den, der gør det, være forbandet. Formidlingen af troen er uløseligt forbundet med den personlige troværdighed hos budbringerne, som i visse tilfælde har svigtet dem, der var betroet i deres varetægt, gjort dem usikre og alvorligt skadet deres tro. Her rammer Skriftens ord dem, som vender det døve øre til sandheden og kun har tanke for deres egne ønsker, og som, fordi de ”ikke vil finde sig i den sunde lære, skaffer sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører (jfr 2 Tim 4,3-4).

Kirkens læreembede har til opgave ”at beskytte de svage i troen mod vildfarelser … og våge over, at Guds folk forbliver i sandheden (KKK 890). Dette gælder især med henblik på alle syv sakramenter. Den hellige eukaristi er ”kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv” (KKK 1324). Det eukaristiske offer, hvor Kristus inddrager os i sit korsoffer, er helt rettet mod de troendes inderlige forening med Kristus (KKK 1382). Vedrørende modtagelsen af den hellige kommunion minder den hellige Skrift os derfor om, at ”den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig imod Herrens legeme og blod” (1 Kor 11,27). ”Den, som er sig en svær synd bevidst, bør modtage Bodens sakramente, førend han går til den hellige kommunion” (KKK 1385). Ud fra sakramentets indre logik er det indlysende, at borgerligt gengifte, hvis sakramentale ægteskab stadig består, såvel som de kristne, som ikke fuldt ud har bekendt sig til den katolske tro og ikke er optaget i Kirken, samt alle andre, som af forskellige årsager ikke er i stand til at gå til kommunion, ikke bør modtage den hellige kommunion (se KKK 1457), fordi det ikke er til frelse for dem. At gøre folk opmærksom på det, er at betragte som en barmhjertighedsgerning.

Ifølge kirkebudene er enhver troende forpligtet til at skrifte sine synder mindst én gang om året (KKK 2042). Hvis de troende ikke længere bekender deres synder og får syndsforladelse, så forsvinder forløsningen ud i den blå luft, for Jesus er blevet menneske for at forløse os fra vores synder. Både for de tilgivelige og alvorlige synder, som vi begår efter dåben, gælder den fuldmagt til at give syndsforladelse, som den opstandne Herre overdrog til apostlene og deres efterfølgere, biskopperne og præsterne. Den aktuelle bodspraksis vidner med al tydelighed om, at de troendes samvittighed ikke er tilstrækkeligt udviklet. Sin barmhjertighed har Gud skænket os for at sætte os i stand til opfylde budene og dermed bringe os i overensstemmelse med hans vilje – ikke for at vi skal kunne slippe uden om kaldet til omvendelse (KKK 1458).

”Det er præsten, der fortsætter forløsningsværket på jorden” (KKK 1589)[2]. Præstevielsen ”forlener præsten med ”en hellig magt til de troendes tjeneste” (KKK 1592), som er uerstattelig, for igennem den bliver Jesus Kristus sakramentalt nærværende i sin frelsesgerning. Derfor beslutter præster sig frivilligt for cølibatet som ”tegn på det nye liv” (KKK 1579). Det drejer sig om selvhengivelse i tjenesten for Kristus og hans kommende Rige. Hvad angår modtagelsen af vielsen i tre trin til dette embede ”erkender Kirken sig bundet af det valg, som Herren selv har truffet. Derfor er ordinationen af kvinder ikke mulig” (KKK 1577). At påstå, at der her er tale om en diskriminering af kvinden, vidner blot om manglende forståelse af dette sakramente, hvor det ikke drejer sig om jordisk magt, men om at repræsentere Kristus, Kirkens Brudgom.

  1. Moralloven[3]

Tro og liv er uløseligt forbundet med hinanden, for en tro uden gerninger, som gøres i Herren, er død (KKK 1815). ”Moralloven er den guddommelige visdoms værk … og fører menneskene til den forjættede salighed” (KKK 1950). Følgelig  er kendskabet til den guddommelige og naturlige morallov nødvendig for ”at gøre det gode og nå sit mål” (KKK 1955). At overholde denne lov er nødvendigt for, at alle mennnesker af god vilje kan blive frelst. For den, der dør i dødssynd uden at have angret den, bliver for evigt skilt fra Gud (se KKK 1033). Dette har praktiske konsekvenser for de kristnes liv, som mange er uvidende om (se også KKK 2270-2283; 2350-2381). Moralloven er ikke en byrde, men en del af den befriende sandhed (se Joh 8,32), i kraft af hvilken den kristne kan slå ind på den vej, der fører til frelsen – og den kan derfor ikke gradbøjes.

  1. Det evige liv

Mange spørger i dag sig selv om, hvad vi egentlig skal med Kirken, når selv biskopper foretrækker at se sig selv i rollen som politikere snarere end som vejledere i troen og forkyndere af Evangeliet. Hvis ikke Kirkens budskab skal drukne i uvæsentlige detaljer, må vi vende tilbage spørgsmålet om, hvad Kirken dybest set er til for. Ethvert menneske har en udødelig sjæl, som i døden skilles fra sit legeme, idet den håber på at opstå fra de døde (KKK 366). Døden gør en ende på menneskets liv som den tid, der er til rådighed for modtagelsen eller forkastelsen af Guds nåde. Ethvert menneske modtager straks efter sin død en særlig dom (KKK 1021). Enten er endnu en renselse nødvendig, eller også går mennesket direkte ind til den himmelske salighed, hvor det skal se Gud ansigt til ansigt. Der findes også den forfærdelige mulighed, at et menneske indtil det sidste vedbliver med at afvise Gud og ved således endegyldigt at nægte at tage imod hans kærlighed fordømmer sig selv for evigt (KKK 1022). ”Gud, som har skabt dig uden dig, retfærdiggør dig ikke uden dig” (Den hellige Augustin citeret i KKK 1847). Helvedes eksistens og det forhold, at straffen varer evigt, er en frygtelig kendsgerning, som ifølge den hellige Skrift gælder alle, der dør i dødssyndens tilstand  (1035). Den kristne går ind ad den snævre port, for ”vid er den port, og bred er den vej, som fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den” (Matt 7,13).

At fortie disse og andre trossandheder og lære andre at gøre det samme er det værste af alle bedrag, som Katekismen udtrykkeligt advarer mod. Dette bedrag udgør Kirkens sidste prøvelse og fører menneskene til et religiøst selvbedrag ”med frafald fra sandheden som pris” (KKK 675). Det er Antikrists bedrag. Hans komme vil ske ”med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst” (2 Thess 2,10).

Opfordring

Som arbejdere i Herrens vingård er vi alle ansvarlige for højlydt at minde om disse grundlæggende sandheder, idet vi står fast på det, som vi selv har modtaget. Vi ønsker at give folk mod til beslutsomt at følge den vej, Jesus Kristus har anvist os, for at vi kan få evigt liv ved at følge hans bud (2075).

Lad os bede Herren om, at vi må nå til erkendelse af, hvor stor en gave den katolske tro er, fordi den åbner døren for os til det evige liv. ”For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin Faders herlighed samen med de hellige engle” (Mark 8,38). Derfor vil vi arbejde på at styrke troen ved at forkynde den sandhed, som er Jesus Kristus selv.

Vi biskopper og præster er ganske særligt omfattet af den formaning, som Jesu Kristi apostel Paulus’ giver sin efterfølger Timotheus med på vejen: ” Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit Rige:  Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!  For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.  De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.  Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!

Måtte Maria, Guds Moder, bede for os om nåden til uden vaklen at forblive tro mod bekendelsen til Jesu Kristi sandhed.

Forbundet i tro og bøn

Kardinal Gerhard Müller

Præfekt for Troslærekongregationen fra 2012 til 2017

 

[1] Lumen gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken.

[2] KKK citerer her Jean-Marie Vianney, sognepræsten fra Ars (1786-1859), som er alle præsters skytshelgen.

[3] Se især KKK 1950 ff