Sankt Gallen er en kanton mellem Boden-søen og Zürich-søen i Schweiz. På dette sted lidt nord for alperne begyndte en gruppe kardinaler fra 1995 i al hemmelighed (under den lokale biskop Ivo Fürers vinger) at mødes regelmæssigt for at lægge planer for, hvordan man kunne forhindre de store forventninger om gennemgribende reformer, der havde præget 2. Vatikankoncil, i at gå i stå.
Forudsætningen for, at det kunne ske, var, at man kunne få indflydelse på, hvem der skulle efterfølge pave Johannes Paul 2. Det arbejdede man eksempelvis på ved at bruge sin position som biskop eller kardinal til at vinde stadigt nye proselytter for den ”gode sag” og således skabe et netværk – for sidst, men ikke mindst at kunne stille med en kandidat, der var i stand til at udgøre et alternativ til kardinal Joseph Ratzinger.
Det lykkedes som bekendt ikke i 2005, men først i 2013, da Ratzinger (nu pave Benedikt 16.) valgte at abdicere.
Hvem var medlemmerne af Sankt Gallen-gruppen?
Medlemmerne kom og gik med tiden, men fælles for dem alle var, at de hørte til kategorien ”overbeviste modernister”. I den første fase skal blot nævnes nogle af de mest kendte i inderkredsen:
- Den indflydelssrige italienske kardinal og ærkebiskop af Milano, Carlo Martini, som i 1996 stiftede Sankt Gallen-gruppen, hvis medlemmer senere spøgefuldt kaldte sig selv Sankt Gallen-mafiaen. Han var til at begynde med den oplagte kandidat til at efterfølge Johannes Paul 2., men måtte snart efter opgive, da det stod klart, at han var ramt af Parkinsons sygdom. Han døde i august 2012.
Martinis program for Kirkens udvikling indeholdt blandt andet decentralisering[1], en revision af Kirkens lære om seksualitet, herunder også homoseksualitet, hvor han gik ind for borgerlige ægteskaber mellem homoseksuelle, for kommunion for fraskilte gengifte og for kvindelige diakoner. Hertil kom, at han gentagne gange tog afstand fra Paul 6.s rundskrivelse Humanae vitae, som forbød brugen af kunstig prævention, og fra Kirkens forståelse af, hvornår et menneske bliver til – et første skridt mod en accept af provokeret abort. På sit dødsleje skal han have sagt, at den katolske Kirke var 200 år bagud for sin tid.[2]
- Den belgiske kardinal Godfried Danneels, som mange vil huske som den ældre kardinal, der stod til højre på balkonen (Sankt Peters loggia), da den nyvalgte pave Frans for første gang trådte frem for at modtage folkets hyldest. Det må siges at være en interessant gestus til ære for en kardinal, der kort efter sin pensionering i 2010 var blevet grebet i at have dækket over en kollega, biskop Roger Vangheluwe, som i årevis havde begået seksuelle overgreb på Danneels egen nevø. Bevismaterialet bestod i en lydoptagelse, der blev anerkendt som autentisk af de kirkelige myndigheder. Her hører man Danneels sige til sin nevø: ”Biskoppen går på pension næste år, så faktisk ville det være bedst, om du ventede til senere. Jeg synes ikke, du vil gøre hverken dig selv eller ham en tjeneste ved at råbe det her ud over byens tage.” Dernæst hører man på båndet, hvordan Danneels advarer offeret mod at forsøge at blackmaile kirken. I stedet foreslår han at afslutte sagen med en undskyldning fra biskoppen under private forhold i stedet for at slæbe hans navn gennem mudderet.
Hertil svarer nevøen: ”Han har slæbt mig gennem mudderet fra jeg var 5 til 18 år. Hvorfor har du kun medlidenhed med ham og ikke med mig?”
Her skal det blot tilføjes, at Danneels åbenlyst gik ind for ægteskab mellem mennesker af samme køn og ligeledes for abort. Til gengæld kan vi takke ham for, at vi i det hele taget kender til Sankt Gallen-mafiaens eksistens og aktiviteter, som han ikke kunne dy sig for at prale med i sine erindringer.
- Kardinal Achille Silvestrini sluttede sig til Sankt Gallen-mafien i 2003, hvor hans erfaringer fra årtiers tjeneste inden for Vatikanets diplomati under Johannes Paul 2. gjorde ham til bevægelsens strateg. Han var en indædt modstander af Ratzingers konservative linje, herunder Kirkens konsekvente afvisning af provokeret abort. Yderligere var han en af de ihærdigste fortalere for den såkaldte Ostpolitik[3] , som viste sig at blive en tragisk fiasko.
- Kardinal Cormac Murphy-O’Connor, den populære ærkebiskop af Westminster, der især vil blive husket som en varm fortaler for økumene og for sin evne til at få folk i tale. I slutningen af sin karriere blev han anklaget for at have dækket over en pædofil præst, som havde forgrebet sig på et barn. I stedet for at anmelde præsten til politiet sendte han ham videre til forskellige instanser inden for Kirken uden at have talt med familien. I sine memoirer to år før sin død indrømmede han, at han burde have overgivet præsten til politiet.
- Kardinal Walter Kasper. Nogen vil måske endnu huske Kaspers mildt sagt pinlige bemærkninger om de afrikanske deltagere i familiesynoden 2014, hvor han i en pause i den tro, at han kun var i selskab med ligesindede, kaldte afrikanernes holdning til homoseksualitet ”et tabu” og tilføjede, at afrikanerne ”ikke skal komme og fortælle os, hvad vi skal gøre”. Da rygterne om dette begyndte at svirre, nægtede han pure at have sagt noget sådant. Da han efterfølgende blev konfronteret med en båndoptagelse af sine egne ord (foreviget af en tilstedeværende journalist og lagt ud på internettet) bedyrede han, at det ikke havde været hans hensigt at sige noget krænkende om sine afrikanske kolleger – uanset at hans bemærkninger åbenlyst lugtede af arrogance tilsat et stænk racisme. Og bedre blev det ikke af, at han straks efter forsøgte at føre krigen over i fjendens lejr ved at beskylde konservative katolske medier for at føre en ondskabsfuld kampagne mod ham.
Blandt højdepunkterne i Kaspers karriere kan nævnes, at det var ham, som pave Frans gav det ærefulde hverv at udarbejde den tekst, som skulle udgøre ”et teologisk grundlag for de følgende drøftelser blandt kardinalerne” under den første familiesynode i 2014. Det siger sig selv, at Frans efter at have læst teksten roste den til skyerne – samtidig med at han forhindrede den bog, som var skrevet af 9 fremtrædende teologer og kardinaler om det samme emne, men vel at mærke med et ganske andet indhold , i at blive uddelt til deltagerne i synoden.
Og hvad Kasper i øvrigt står for? Kommunion til fraskilte og borgerligt gengifte med den tilføjelse, at det skal være op til de pågældende selv at tage stilling til, om det kan forenes med deres samvittighed – og for nu at gøre en lang historie kort: stort resten af indholdet i Sankt Gallen-mafiaens agenda.
I den næste artikel: Meget mere om denne agenda og om Frans’ vej til et i flere henseender enestående pontifikat.
[1] Jfr pave Frans: Evangeliets glæde (32), hvor han taler om at give bispekonferencerne ”en vis autentisk læremæssig autoritet”.
[2] Her kan jeg ikke dy mig for at citere Moder Teresa som, da en journalist spurgte hende, om hun var klar over, at hendes teologi var 200 år gammel, svarede: ”Nej ikke 200, men 2000 år.
[3] Ostpolitik er navnet på den strategi, der gik ud på at skabe et godt forhold til østblokken ud fra den betragtning, at kommunismen kunne være en nyttig samarbejdspartner i bestræbelserne på at implementere modernismen. På længere sigt forestillede man sig, at kommunismen ville blive renset for sin ateisme og således kunne blive forenet med kristendommen. Tværtimod var det, der skete, at den klassiske kommunisme udviklede sig i retning af sekularisme og relativisme.
Se artiklen i printvenlig version