9 år med pave Frans (5)
Kommentarer lukket til 9 år med pave Frans (5) 168 17 maj, 2022 Magasin maj 17, 2022 Indlæg af

9 år med pave Frans (5)

Da den stort set ukendte argentinske kardinal Jorge Mario Bergoglio den 13. marts 2013 blev valgt til at efterfølge pave Benedikt 16., var der naturligvis stor interesse om ham som person. Hvem var han? Hvad mon han stod for?

Umiddelbart var det spændende, at man for første gang havde valgt en pave fra et sydamerikansk land. Et frisk pust, ikke sandt? De glade forventninger blev ikke mindre af, at han fra dag 1 gav indtryk af at være en ydmyg Kirkens tjener, som venligt, men bestemt sagde nej tak til den ydre pomp og pragt, der normalt er forbundet med embedet. Det gjaldt eksempelvis den beskedne bolig, han valgte i Casa Santa Marta i stedet for at indrette sig i Vatikanpaladsets overdådige gemakker. Læg hertil hans valg af navn som pave, der uundgåeligt måtte lede tanken hen på Frans af Assisi, der som bekendt bragte Kirken på ret køl igen ved med sit eksempel at genoplive fattigdomsidealet.

Det kan man kalde en velforberedt entré, som da også gjorde sin virkning. I hvert fald et stykke tid.

Ind under gulvtæppet

Blandt de første tegn på, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, var hans bemærkninger i et interview med jesuitternes magasin La Civilta Catollica[1]  i september 2013, hvor han kritiserede præster og biskopper for ”hele tiden” at tordne mod abort, seksuelle forhold mellem personer af samme køn og brugen af prævention. I deres forkyndelse, sagde han, burde de ikke være ”besat” af alle disse usammenhængende forbud[2], som nødvendigvis måtte ses i en større sammenhæng. ”Vi må finde en ny balance,” fortsatte han, ”ellers risikerer Kirkens morallære at falde sammen som et korthus og miste Evangeliets friskhed og duft.”

Alt i alt en besynderlig ”logik”: Vi må redde Kirkens morallære ved at feje den ind under gulvtæppet.

Reaktionerne lod da heller ikke vente på sig i form af retoriske spørgsmål som: Hvornår har vi sidst hørt vores sognepræst tordne mod abort, prævention eller seksuelle forhold mellem personer af samme køn?!

I den forbindelse skal man ikke undre sig over, at de katolske medlemmer af pro-life-organisationerne, som i forvejen var vant til at  blive beskyldt for at være hjerteløse fanatikere var de første til at forholde sig kritisk over for deres nye pave.

Men har pave Frans ikke siden da  gang på gang understreget, at han og Kirken er imod abort? Jovist, men ét er, hvad han siger, noget andet er, hvad han gør, og i øvrigt også, hvad han ikke gør, selv om han burde gøre det. Hvad dette sidste angår, kan man spørge, hvorfor han absolut intet foretog sig for at støtte pro-life-organisationernes kampagner, da Irland i 2018 skulle stemme for eller imod fri abort og ved den lejlighed bukkede under for en katolikfjendsk regering og en gigantisk kampagne i medierne finansieret af milliardæren George Soros.

Herunder kan også nævnes de højt placerede prælater, som Frans burde have irettesat eller fjernet fra deres embede, f.eks. lederen af Det Pavelige Akademi for Naturvidenskab og Samfundsvidenskab, den argentinske biskop Marcelo Sánchez Sorondo, som i februar 2018 efter et besøg i Kina erklærede, at der i dette land ”hersker en positiv national bevidshed,” og endnu mere grotesk, at ”kineserne for tiden er dem, som er bedst til at implementere Kirkens sociallære.”

Ser vi nu på, hvad Frans faktisk gør, er listen ligeledes alenlang. Senest har han i oktober 2021 optaget den notoriske abortaktivist Jeffrey Sachs[3] som medlem af Det Pavelige Akademi for Naturvidenskab og Samfundsvidenskab. Vatikanet roste ham ved den lejlighed for hans indsats inden for området ”bæredygtig udvikling”, men undgik at nævne hans utrættelige forsøg på sammen med FN-bureaukratiet at få gennemtvunget fri abort over hele kloden.

Nævnes bør også Frans’ til dato mest kyniske og derfor også mest utilgivelige handling, da han indgik en hemmelig aftale med det kinesiske regime[4] og dermed prisgav anslået 12 millioner trofaste katolikker til et af de mest brutale totalitære regimer i vor tid. Dette på trods af gentagne bønner og advarsler fra den tidligere biskop af Hong Kong, kardinal Zen, som i øvrigt i skrivende stund er blevet arresteret på foranledning af den nye Beijing-kontrollerede regering.

Læs f.eks: Paven opfordrer igen Kinas katolikker til at være “gode samfundsborgere” – alt imens forfølgelserne fortsætter

Tilbage til Sankt Gallen-mafiaens agenda

Og man kunne blive ved … Men for nu ikke at drukne i detaljer[5] vender jeg som lovet tilbage til Sankt Gallen-mafiaens agenda. Her er det vigtigt at huske, at de mest iøjnefaldende elementer i Frans’ ”reformer” allerede lå klar, inden han blev valgt – jfr. den forrige artikel (4), hvor jeg bragte et udpluk af de mest fremtrædende medlemmers ”visioner”.

Blandt disse visioner skal nævnes: decentralisering, som Frans lancerer i sin apostolske skrivelse ”Evangeliets glæde” i 2013. Kommunion til fraskilte gengifte bliver sat på dagsordenen i familiesynoden i 2014. På trods af, at emnet ikke opnår det nødvendige antal stemmer for at kunne gå videre til 2015-synoden, bliver det ikke slettet – på direkte foranledning af Frans. Efterfølgende tager han det op i sin postsynodale skrivelse ”Amoris laetitia” (2016), hvor han forsøger at smugle muligheden for undtagelser ind ad bagdøren i form af fodnoter. Accept af homoseksualitet finder vi i begge familiesynoder og igen i den famøse ungdomssynode i 2018, som slog alle rekorder med hensyn til manipulationer fra ledelsens side  (læs mere her: Ungdomssynoden: splittelse, kaos og manipulationer) Senest har vi set et forslag fra blandt andre formanden for den tyske bispekonference om at revidere § 2357 i Den Katolske Kirkes Katekismus, hvor man kan læse (men hvor længe endnu?), at ”Kirkens Tradition altid har erklæret, at homoseksuelle handlinger ud fra deres inderste væsen er uordnede”, det vil sige i strid med Kirkens lære. Mon Frans vil sætte sig imod dette forslag? Det var et retorisk spørgsmål.

Ophævelse af kravet om præsternes cølibat + muligheden for vielse af kvindelige diakoner (og på længere sigt af kvindelige præster) bliver sat på dagsordenen i 2018 i Amazonas-synoden, der imidlertid bliver en fiasko for Frans, som stik mod traditionen undlader at sammenfatte resultaterne af synoden i en apostolsk skrivelse. I stedet henviser han den enkelte til selv at læse indholdet af dokumenterne. Dermed åbner han døren for alle tænkelige fortolkninger, men opnår til gengæld at kunne fraskrive sig ansvaret for de mange ”kreative” forslag, som kardinal Walter Brandmüller i parentes bemærket ikke tøvede med at betegne som hæretiske.

Læs også: Amazonas-synoden – endnu en gyser

MED ANDRE ORD: Nøglen til at forstå, hvem Frans er, og hvor han vil føre Kirken hen, skal findes i den kendsgerning, at han først af alt ser det som sin opgave at implementere Sankt Gallen-mafiaens agenda, nærmere bestemt modernismens hæretiske synspunkter.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet, som på det seneste er blevet rejst igen: Er Frans i virkeligheden blevet valgt, eller er han, hvad man med et fint ord kalder en usurpator, det vil sige en person, som uretmæssigt sætter sig i besiddelse af magten? Det ser jeg nærmere på i den følgende artikel.

[1] https://www.thejournal.ie/pope-francis-abortion-gay-marriage-contraception-1091405-Sep2013/

[2] Læs: Kirkens morallære

[3] Jeffrey Sachs er professor i økonomi og bæredygtig udvikling og en af de mest indflydelsesrige medlemmer af den internationale abort- og befolkningslobby, som arbejder utrætteligt på at fremme befolkningskontrol og gøre provokeret abort til en ”menneskerettighed”. Han er i parentes bemærket ikke katolik. 

[4] Aftaler om betingelser for fredeligt samvær mellem Vatikanet og regeringer (konkordater) er ikke noget nyt. Det er derimod Frans’ hemmelige aftale med kineserne, der indtil nu ikke har medført forbedringer for Kinas katolikker – tværtimod.  

[5] I den forbindelse vil jeg minde om, at der nederst på forsiden er et felt med titlen ”oversigt” (til venstre) , hvor man kan finde samtlige artikler helt tilbage fra begyndelsen af 2014.