I den forrige artikel sluttede jeg med den påstand, at Det Andet Vatikankoncil snarere end årsagen var anledningen til den modernistiske bølge, som i eftertiden fejede hen over Kirken i den vestlige verden og skabte almindelig forvirring.
I denne 3. artikel vil jeg – blandt andet ud fra mine egne erfaringer – fortrinsvis fortælle om, hvad der i store linjer skete herhjemme, da man satte sig for i ”Koncilets ånd” at føre de visioner ud i livet, som man forventede ville udløse en frugtbar fornyelse af Kirken på snart sagt alle områder.
POLITISERING OG BUREAUKRATISERING
Og jeg kom ind i en fin kommission, for i sådan én skal der altid sidde no’n. På mit klatpapir jeg tegned’ otte år i træk, brugte stabler af papir og sagde ikke et kvæk. Efter otte år med lås og slå, så endte jeg med kors og bånd og stjerner på.
Denne strofe fra ”Admiralens vise” i Jens Louis Petersen uforlignelige oversættelse kommer jeg altid til at tænke på, når vi holder valg til menighedsråd[1]. For hvorfor gør vi egentlig det? Hvorfor valgte man en ny administrativ struktur, som til forveksling lignede det moderne samfunds demokratiske spilleregler? – det vil sige regler, som er sat i verden, fordi vi lever i et pluralistisk samfund, hvor vi til stadighed er nødt til at håndtere interne stridigheder ad forhandligernes og kompromisernes vej.
Men hvad har det med Kirken at gøre? Kirken er ikke et demokrati og kan aldrig blive det. Kirken er ”den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1 Tim 3,15) og, som vi kan læse det i Den Katolske Kirkes Katekismus (541), her på jorden ”spiren og begyndelsen til Guds rige.” Den er også det sted, hvor vi bliver bekræftet i, at vi har en fælles tro og et fælles menneskesyn. Og som Paulus siger i første Korinterbrev 12, 21: ”Der er mange lemmer, men ét legeme”… ”Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig” (24-26).
Problemet med den nye struktur var fra begyndelsen, at den byggede på en politisk tankegang, der går stik imod Paulus’ ord om enhed og fællesskab. Når man stabler valg på benene, som mest af alt minder om kommunalvalg, sender man bevidst eller ubevidst et signal om, at det at engagere sig i kirkeligt arbejde i mange tifælde forudsætter, at man deltager i en politisk proces, som starter med, at kandidaterne kæmper mod hinanden om at erobre de ledige taburetter. Det giver i mange tilfælde anledning til frustrationer hos den eller dem, som ikke bliver valgt, og som derfor føler sig forbigået. Endvidere er risikoen til stede for, at man kommer til at prioritere den type kandidater, som er godt skåret for tungebåndet og vant til at tale i forsamlinger. Og sidst, men ikke mindst: Når man er blevet valgt ind i et råd, hvad er så mere naturligt end at forvente, at man så også får indflydelse på, hvad der sker i bispedømmet eller i det mindste i ens menighed? Kort sagt, endnu en anledning til stridigheder og splittelser både indbyrdes mellem medlemmerne og i visse tilfælde også mellem medlemmerne og præsten – og i yderste fald mellem på den ene side rådsmedlemmer og visse ”progressive” præster og på den anden side repræsentanter for Kirkens ”officielle” lære”, som stillede sig i vejen for reformer. For hvem skulle bestemme, i hvilket omfang lægfolket skulle have indflydelse på Kirkens ledelse? I tiden efter Koncilet gik bølgerne højt, hvad dette angik, fordi nok så mange biskopper, præster og lægfolk [både her og i hele den vestlige verden], gik langt videre end blot til at ville ”fremstille troen på en meningsfuld måde.”[2]
Blandt det, der skete i Danmark, var netop, at man med ét rettede al opmærksomhed mod lægfolkets påståede ret til medbestemmelse og i den forbindelse satte alle ressourcer ind på at reformere Kirken – hovedsageligt med henblik på at gøre den mere spiselig for de nye generationer og for anderledes troende eller ikke-troende – alt sammen i modernismens ånd.
Det skete til alt uheld samtidig med, at Kirken var udsat for et massivt pres fra omverdenen. Jeg minder blot om fænomener som ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne, den seksuelle revolution og angrebet på og latterliggørelsen af enhver form for tradition og autoritet.
Tidens Tegn
Hvordan jeg selv dengang oplevede Kirkens håndtering af det pres, der kom indefra, skrev jeg en bister artikel om i 1982-udgaven af årsskriftet ”Tidens Tegn”, som blev udgivet af Katolsk Forlag i 1980’erne. Her blot nogle uddrag fra slutningen af artiklen:
”Der udfoldes i dag en aktivitet som aldrig før. Og for en umiddelbar betragtning kunne man forvente, at der så også kom den ønskede fornyelse ud af alle disse møder og hele dette imponerende forbrug af tid, papir og penge. Men enhver, der blot har gjort sig overfladisk bekendt med Parkinsons lov, vil vide, at bureaukrati avler nyt bureaukrati og netop bidrager til at skabe frustration og afstand mellem mennesker.
(…) Den administrative feber, der har grebet den efterkonciliære Kirke i Danmark, har således trods Koncilets og vore egne intentioner ført til en overdreven fokusering på Kirken som et økonomisk-administrativt hierarki og indført en ulighed – denne gang tværs gennem lægfolket – mellem folkevalgte og ”menige” katolikker. (…)
Mens kræfter og ressourcer tappes af diskussioner, lader det åndelige livs fornyelse og gennembrud i Kirken vente på sig. Det er synd for menneskene, som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”. Det er synd for os alle sammen, at så mange gode kræfter fastlåses i en situation, som vel ingen egentlig havde ønsket eller forudset.”
I dag – 40 år senere – vil jeg gerne for en ordens skyld tilføje, at menighedsrådene ofte udfører meget nyttigt arbejde. Det hænger sammen med, at menighedsrådene har deres berettigelse i at kunne tjene Kirken herunder bistå præsterne med at tage sig af de mange gøremål, som findes i enhver menighed. Når det samme ikke kan siges om pastoralrådet, skyldes det, at dets virke som udgangspunkt manglede jordforbindelse. Formålet med det var, at det på landsplan skulle inspirere menighedsrådene og rådgive biskoppen om, hvad man kunne gøre for at vende den mærkbare negative udvikling (jfr. statistikkerne i den 2. artikel). Men det kom aldrig til at ske, fordi det nu engang er sådan, at et kolossalt systemisk problem som dette ikke løses ved at holde møde efter møde om al elendigheden, og da slet ikke i et forum bestående af sagesløse folkevalgte.
I den forbindelse skal man ikke glemme, at menighedsrådene kun fungerer optimalt, så længe de ”folkevalgte” husker på, at de ikke udgør et parlament med kompetence til at træffe beslutninger om eksempelvis liturgiske eller doktrinære anliggender, og i den forbindelse også husker, at de ligesom medlemmerne af pastoralrådet i al almindelighed kun repræsenterer sig selv – og sidst, men ikke mindst, at de som medlemmer af det ene eller det andet råd aldrig bør forfalde til at betragte dette hverv som en karriere eller en særlig udmærkelse – jfr. Luk 17,10: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”
Jeg har endnu i frisk erindring, hvordan en formand for pastoralrådet ved flere lejligheder førte sig frem som ”repræsentant for danske katolikker”. Hvor komisk det end måtte forekomme i dag, kan det ses som ét af mange eksempler på, hvordan drømmen om at skabe en folkestyret kirke allerede hang i luften. Den blev som ovenfor nævnt mere eller mindre åbenlyst understøttet af såvel lægfolk som gejstlige, der tog afstand fra Kirkens ”officielle” lære, som de betragtede ikke blot som forældet, men som direkte kynisk og ubarmhjertig. Det så man eksempelvis, da redaktionen på lederpladsen i bispedømmets officielle organ ikke generede sig for at betegne visse dele af Kirkens morallære som ”menneskefjendske”.
Men først efter endnu to paver var tiden inde til, at den modernistiske agenda kunne folde sig ud i fuldt dagslys.
Meget mere om det i den næste artikel.
[1] Fra begyndelsen var der både valg til menighedsråd, regionalråd og pastoralråd. Regionalrådene, som skulle være rammen om samtaler mellem menighedsrådene inden for regionerne, afgik senere en stille død. Samtidig blev valgene til pastoralrådet overdraget til menighedsrådene inden for regionerne. Begge dele ud fra erkendelsen af, at det efterhånden var blevet vanskeligt at skabe interesse for valgene – herunder også at få folk til at melde sig som kandidater. Jeg har ladet mig fortælle, at de fleste menigheder igen i år afviklede deres valg som fredsvalg.
[2] Se igen citatet fra Benedikt 16. i artikel nr. 2 under overskriften ”Er Det Andet Vatikankoncil skyld i, at det er kommet så vidt?
Se artiklen i printvenlig version