Et tilbageblik på mediernes dækning af pave Frans’ besøg i USA efterlader umiddelbart et indtryk af noget, der kunne ligne et triumftog, hvor højdepunkterne var den officielle modtagelse i Washington D.C. hos præsidenten, talerne til den amerikanske Kongres og til FN’s generalforsamling samt deltagelsen i The World Meeting of Families i Philadelphia.
Et mere nuanceret billede af amerikanernes holdning til pave Frans får man imidlertid – ikke mindst dagen derpå – ved at se på især konservative (herunder konservative katolske) mediers vurdering af pavens budskaber under dette første besøg i USA. Det er f.eks. ikke nogen hemmelighed, at mange amerikanere forholder sig kritisk til pavens synspunkter om klimaet for slet ikke at tale om hans tanker om en ny og mere solidarisk økonomisk verdensorden. Hertil kommer, at den amerikanske Pro Life-bevægelse som helhed betragter pavens ikke-konfrontatoriske tilgang til abortspørgsmålet som et alvorligt problem. Derfor spejdede man ivrigt efter udtalelser fra paven, som ville kunne bruges som en håndsrækning i den løbende kritik af præsidentens uforbeholdne støtte til abortlobbyen – og aktuelt i debatten om Planned Parenthoods lyssky aktiviteter.
Blev disse forventninger indfriet? Både ja og nej. Som allerede forudsagt af en talsmand for Vatikanet inden afrejsen blev det ikke til en direkte konfrontation mellem paven og præsidenten om dette eller andre kontroversielle spørgsmål. Her fulgte man den normale etikette i forbindelse med officielle besøg: at fokusere på det, man i overvejende grad er enige om, i dette tilfælde især klimaspørgsmålet.
Talen til Kongressen
Men talen til Kongressen da? Her mindede paven sine tilhørere om ”den gyldne regel”: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12). Og lidt senere tilføjede han: ”Den gyldne regel minder os også om vort ansvar for at beskytte og forsvare menneskelivet på ethvert stadium af dets udvikling.” Men hvor man på dette sted kunne have forventet, at paven ville uddybe og konkretisere dette udsagn, skete der noget helt andet: ”I stedet for at gå videre herfra til at tale om behovet for at afskaffe abort, skifter han brat emne til spørgsmålet om dødsstraf.” Ordene er et citat fra New York Times’ dækning af begivenheden, hvor journalisten undrer sig over, hvorfor pave Frans ladet det blive ved disse få ord.
Det udløste umiddelbart en skarp kommentar i dagens leder fra LifeSiteNews, hvor John-Henry Westen ikke lagde skjul på sin skuffelse over, at paven end ikke brugte ordet abort i en tale, der blev holdt få timer før senatorerne skulle stemme om forslaget om at fratage Planned Parenthood offentlig støtte. Det eneste formildende, han kunne få øje på i talen, var denne bemærkning fra paven: ”Jeg kan ikke skjule min bekymring for familien, der som måske aldrig før er truet indefra såvel som udefra.”
Talen i FN
Mere opmuntring for pro life-bevægelsen var der at hente i pave Frans’ tale den 25. i FN-hovedkvarteret i New York, hvor han i forbindelse med en omtale af FN’s netop vedtagne udviklingsmål understregede, at disse mål ”har et fælles grundlag, som er retten til livet, og hvad vi i bred almindelighed kunne kalde selve den menneskelige naturs eksistensberettigelse.” Og lidt senere: ”Forsvaret for miljøet og kampen mod social eksklusion har derfor som sin forudsætning, at vi anerkender eksistensen af en morallov indskrevet i selve menneskenaturen, en lov, som også omfatter den naturgivne forskel på mand og kvinde og en absolut respekt for livet i alle dets stadier og dimensioner. Såfremt man ikke anerkender visse ubestridelige etiske grænser og ikke straks implementerer disse grundpiller i bestræbelserne for at fremme en sund menneskelig udvikling, vil idealet om at frelse kommende generationer fra krigens svøbe og at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed[1] stå i fare for at blive en uopnåelig illusion eller – endnu værre – tom snak, som tjener til at dække over alskens misbrug og korruption eller til at gennemføre en ideologisk kolonisering ved at påtvinge hele folkeslag anormale adfærds- og livsmønstre, som er fremmede for deres identitet og i sidste ende uansvarlige.”
Hvad pave Frans hentyder til med udtrykket ”ideologisk kolonisering” kan man læse mere om i artiklen Pave Frans: Kristne ægtepar skal vidne om den sande familie
I slutningen af talen vender paven tilbage til dette tema med bl.a. denne konstatering: ”Menneskehedens fælles hjem må til stadighed bygges på den rette forståelse af universelt broderskab og respekt for ethvert menneskeliv, for hver mand og hver kvinde, for de fattige, de ældre, børnene, de handicappede, de ufødte, de arbejdsløse, de forladte, og dem, der betragtes som overflødige, fordi man kun ser dem som del af en statistik. Dette fælles hjem for alle mænd og kvinder må også bygges på en erkendelse af, at al skabt natur i en vis forstand er hellig.”
Forsvar for religionsfriheden
Læg hertil, at paven i Philadelphia på den sidste dag af sit besøg i USA opfordrede amerikanske katolikker til at forsvare religionsfriheden mod, hvad han kaldte ”forskellige former for moderne tyranni,” som ”forsøger at undertrykke religionsfriheden eller reducere den til en subkultur uden ret til at udtrykke sig i det offentlige rum.”
Det er vanskeligt ikke heri at se et hib til præsident Obamas ønske om at tvinge katolske institutioner til at underkaste sig et statsligt krav om via ”Obamacare” at dække deres ansattes eventuelle udgifter til sterilisation og potentielt abortfremkaldende antikonception som p-piller og spiraler. Det betyder, at skoler, hospitaler og andre sociale institutioner, der drives af katolske ordener, kan vælge imellem at handle mod deres samvittighed – eller dreje nøglen om. Alternativet er bøder i millionklassen.
Derfor var det heller ikke tilfældigt, at pave Frans – uden for det planlagte program – valgte at aflægge besøg hos den katolske søsterorden ”Little Sisters of the Poor”, som udfører et stort socialt arbejde både i USA og andre dele af verden. Ordenen, som har nægtet at bøje sig for det såkaldte HHS-dekret, afventer i øjeblikket udfaldet af et sagsanlæg mod Obamaregeringen med påstand om, at dekretet krænker deres religiøse frihed. Formanden for den amerikanske bispekonference, ærkebiskop Joseph Kurtz havde denne kommentar til pavens gestus: ”Som bekendt er det sidste, søstrene ønsker, at føre sag mod nogen som helst. De ønsker blot at tjene mennesker som er fattige og gamle, og de ønsker at gøre det på en måde, som ikke er i strid med deres tro.”
Her er det unægtelig fristende at citere præsident Obama, som i sin velkomsttale til paven leverede denne svada: ”Fra den tid, hvor jeg arbejdede i fattigkvarterer sammen med den katolske Kirke i Chicago, og frem til mine rejser som præsident, har jeg på første hånd erfaret, hvordan katolske ordenssamfund, præster, nonner og også lægfolk hver eneste dag giver de sultne mad, helbreder syge, giver hjemløse tag over hovedet, underviser børn og styrker den tro, som er en støtte for så mange. Og noget tilsvarende sker overalt i verden. Fra de travle gader i Buenos Aires til fjerne landbyer i Kenya tjener katolske organisationer de fattige, holder gudstjenester for de indsatte i fængslerne, bygger skoler, hospitaler og hjem for forældreløse børn …”
Og lidt senere direkte henvendt til paven: ”De minder os om, at mennesker kun er sandt frie, når de frit kan praktisere deres tro. (klapsalver) Her i USA, værner vi om religionsfriheden. Den var grundlaget for så meget af det, der bragte os sammen …”
Gad vist, om det lykkedes pave Frans at finde en grimasse, der kunne passe.
[1] FN-pagtens præambel
Se artiklen i printvenlig version