9 år med pave Frans (7)
Kommentarer lukket til 9 år med pave Frans (7) 101 14 juni, 2022 Magasin juni 14, 2022 Indlæg af

9 år med pave Frans (7)

DEN SIDSTE ARTIKEL I DENNE SERIE – men næppe den sidste om dette emne

Som bekendt kommer demokratiet nu om dage ikke kun til udtryk i forbindelse med kommunalvalg eller folketingsvalg. Demokratiet har også holdt sit indtog på arbejdsmarkedet, hvor det både i den offentlige og private sektor er blevet god tone at tage personalet med på råd ved at afholde ”høringer”, når man f.eks. står over for at skulle træffe beslutninger om strukturelle ændringer, der vil få indflydelse på medarbejdernes arbejdsvilkår. Således vil enhver managementkonsulent kunne fortælle os, at man ved at lytte til og tage hensyn til deres ønsker og ideer skaber en større tryghed og arbejdsglæde og dermed også en større produktivitet, som i sidste instans fører til en større indtjening til virksomheden. Hermed opnår man med andre ord en win-win-situation for alle parter.

Og det skal såmænd nok passe – vel at mærke så længe vi  taler om en virksomhed, og så længe høringen er alvorligt ment og ikke viser sig kun at være et tomt ritual, hvor ledelsen eksempelvis afslutter høringen med en varm tak til medarbejderne for deres mange gode indlæg i debatten, som man så sandelig vil tage med i de videre overvejelser – mens det, der efterfølgende sker, blot er, at ledelsen i det store og hele vælger at gøre det, den allerede havde besluttet inden høringen. Herefter vil ledelsen kunne påberåbe sig at have lyttet til alle parter (og dermed overholdt de demokratiske spilleregler) men – det siger sig selv – desværre ikke kunnet efterkomme alles ønsker.

Den synodale proces uden ende – eller snarere: uden hoved eller hale

Men hvad har det så at gøre med pave Frans’ ønske om at skabe en synodal kirke? Blandt andet, at den proces, han nu har sat i gang, benytter sig af en manipulatorisk strategi, som til forveksling  minder om den ovennævnte, hvor den demokratiske overflade udelukkende tjener det formål at legitimere ledelsens diktatoriske dispositioner.

Det er ikke en fæl mistanke bygget på min mavefornemmelse, men derimod en vurdering bygget på sammenligninger med de synoder, vi indtil nu har været vidner til siden 2013, og sidst men ikke mindst på de planer om en helt ny ledelsesstruktur, som Frans for længst har delagtiggjort os i, og som i hovedsagen går ud på, at fremtidige ændringer skal gennemføres som et naturligt led i den kontinuerlige  synodale proces.

Du kan læse min mere detaljerede redegørelse for synodaliteten i: 4 år med pave Frans (3).

Hvad det vil sige, at den synodale proces skal være kontinuerlig, er således, at spørgsmål af enhver art vil kunne problematiseres og efterfølgende ændres som et svar på folkets behov, nærmere bestemt folkets formodede ønske om at tilpasse Kirkens lære til moderne menneskers livsstil  – men vel at mærke først når paven vurderer, at tiden er moden til det.

Læg samtidig mærke til, at synoden dermed udvikler sig til en parodi på et økumenisk koncil, som er kendetegnet ved, at samtlige biskopper fra hele verden indbydes til at deltage, mens deltagerne i Frans’ synode er håndplukket af ham selv.

Lyder det fantastisk, usandsynligt? Ikke hvis man læser de syv pavers fordømmelser af modernismen fra midten af 1800-tallet til Frans’ indtog i 2013 og i den forbindelse ser nærmere på Skt. Gallen-mafiaens agenda – og sidst, men ikke mindst på Frans’ faktiske dispositioner – f.eks. hans slet camouflerede angreb på ægteskabets uopløselighed i den postsynodale skrivelse Amoris laetitia.

Læs f.eks. Hvad diskussionen om Amoris laetitia dybest set drejer sig om og/eller Et brud med Kirkens konstante lære – Robert Spaemann om Amoris laetitia

Pavernes opgør med modernismen

I sin rundskrivelse Pascendi Domini Gregis advarede Pius 10. om, at modernismen ikke blot drejer sig om, at dens tilhængere har fået den ene eller anden trossandhed galt i halsen, men at den med rette kan kaldes ”syntesen af alle former for hæresi.” Der er således ikke tale om bagateller eller misforståelser, men om et bevidst frontalt angreb på Kirkens lære og selvforståelse med det formål at undergrave Kirken indefra. Tænk blot på, i hvor høj grad og på hvor kort tid det er lykkedes vor tids synodalisme at bringe splittelse og forvirring til Kirken i Tyskland.

Konkret tager Pius 10. fat i modernisternes påstand om, ”at alt i en levende religion nødvendigvis er underkastet ændringer” og i deres deraf følgende påstand om, atden vigtigste af alle doktriner er evolutionen: Alt er underkastet evolutionens love: dogmer, Kirken, gudsdyrkelse, de bøger, vi ærer som hellige, og endog selve troen…” – helt på linje med Darwinismens menneske- og tilværelsessyn.

I den forbindelse citerer han sin forgænger Pius 9.:

”Disse fjender af den guddommelige Åbenbaring lovpriser fremskridtet til skyerne og presser med ugudelig dristighed på for at få det indført i den katolske tro, som om religionen ikke var Guds, men menneskets værk eller resultatet af en eller anden filosofisk erkendelse…

Og han tilføjer: ”Troslæren, som Gud har åbenbaret, er ikke blevet overdraget til menneskene, for at de skal  fuldende den, som om den var et filosofisk system, men overdraget til dem som en guddommelig skat betroet til Kristi brud[1] for at blive værnet om og ufejlbart fortolket.”

Lad os i denne sammenhæng ikke glemme citatet fra den første artikel, hvor Karol Wojtyla, den senere Johannes Paul 2., i 1976 advarede os om, at ”vi står over for den endegyldige konfrontation mellem Kirken og anti-kirken, mellem evangeliet og anti-evangeliet, mellem Kristus og Antikrist”. Måske har vi nu fået bedre muligheder for at forstå, hvad det var for en trussel, han ville advare os mod.

Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at samtlige syv paver tog deres advarsler mod modernismen i dens forskellige skikkelser dybt alvorligt. Og hvis nogen skulle sidde tilbage med et spørgsmål som f.eks. ’og hvad sker der så ved det?’ vil jeg først svare med et modspørgsmål: ’Hvornår holder Kirken op med at eksistere f.eks i Danmark eller i Tyskland?’ og på dette spørgsmål svare: ’Det gør den i det øjeblik, vi holder op med at leve som katolikker, dvs. når vi  eksempelvis ikke længere ved, hvad vi tror på og heller ikke længere ved, hvor vi skal henvende os for at få det at vide.

Det er denne ensomme situation, vi havner i, hvis eller når vi accepterer, at troen i synodalismens navn kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Det kommer i givet fald kun til at kræve et pennestrøg fra Frans’s side at ophæve det, som Pius 9. kaldte ”en guddommelig skat”, det vil sige den over 2.000 år gamle overlevering, som vi også kalder Traditionen, som vore forgængere har kunnet bruge som deres kompas i livet, og som tusinder af helgener og martyrer, har sat deres liv til for at forsvare.

Det er netop denne problematik, de nordiske biskopper for nylig beskæftigede sig med i deres åbne brev til den tyske bispekonference. F.eks. når de indledningsvis udtrykker deres bekymring over ”retningen, metodikken og indholdet af den synodale vej”, og når de konstaterer, at ”sande reformer altid er gået ud fra den katolske lære baseret på guddommelig åbenbaring og autentisk Tradition” og samtidig understreger: ”ikke ved at give efter for tidsånden”.

Lige så interessant er det, at de nordiske biskopper føler sig nødsaget til at minde deres tyske kolleger om, at Kirken ikke kun ”lader sig definere som et synligt samfund. Kirken står for fællesskabets mysterium: fællesskabet mellem menneskeheden og Den Treenige Gud; fællesskabet mellem de lokale kirker på verdensplan og Peters Efterfølger”.      

Læs: De nordiske biskopper sender åbent brev til den tyske bispekonference  

Jeg gætter på, at ”Peters efterfølger” ikke har taget nådigt imod de nordiske biskoppers henvendelse, uanset at han ikke selv nævnes ved navn. Det sidste er i øvrigt også overflødigt, eftersom det ikke er nogen hemmelighed, at den synodale proces er Frans’ og Sankt Gallen-mafiaens fælles barn.

Så meget desto mere bør vi i denne tid glæde os over, at der endnu er biskopper, der har vilje og mod til at forsvare troen.

[1] Kristi brud: Kirken. Læs mere herom i Den Katolske Kirkes Katekismus (796) : Apostlen [Johannes Døberen] præsenterer Kirken og enhver troende, der er lem på Kristi Legeme, som en brud, ”trolover” med Kristus Herren, for at være én Ånd med Ham. Hun er det pletfri Lams pletfri Brud …