9 år med pave Frans (6)
Kommentarer lukket til 9 år med pave Frans (6) 283 27 maj, 2022 Magasin maj 27, 2022 Indlæg af

9 år med pave Frans (6)

Den forrige artikel afsluttede jeg med at nævne muligheden for, at pave Frans ikke er blevet lovligt valgt. Det er en teori, som jeg hidtil ikke har ment der var hold i, men det føler jeg mig ikke længere overbevist om.

Det hænger sammen med, at jeg under arbejdet med denne artikelserie ledte efter nogle flere facts om konklavet i 2013 og i den sammenhæng genlæste de relevante afsnit i den fransk/engelske historiker Henry Sire’s bog om pave Frans: ”The Dictator Pope” med undertitlen ”The Inside Story of the Francis Papacy”. Her fandt jeg en henvisning til Johannes Paul 2.’s apostolske konstitution[1] Universi Dominici gregis, som jeg hidtil ikke har været opmærksom på. Det er en skrivelse, som handler om reglerne i forbindelse med pavevalg, nærmere bestemt en stramning af disse regler.

Herom skriver Henry Sire i kapitel 1, s. 17-18 under afsnittet ”Team Bergoglio”:

At føre valgkampagner ved et konklave er en yderst alvorlig sag, fordi det pavelige dokument fra 1996, Universi Dominici gregis, om de regler, der gælder for afholdelse af konklaver, udtrykkeligt forbyder den slags aktiviteter og automatisk  straffer både dem, der iværksætter kampagnerne, og den, der giver disse personer sit samtykke, med ekskommunikation. Pave Johannes Paul 2. holdt fast på, at et konklave bør være en religiøs og ikke en politisk begivenhed, og at de kardinaler, der afgiver deres stemme, skal sætte deres lid til bønnen og Helligåndens impulser, ikke til verdsligt klikevæsen.”

Det næste, jeg gjorde, var naturligvis at læse Johannes Paul 2.’s skrivelse. Her står der i slutningen af kapitel 5, stk. 76:

Såfremt valget er foregået på en anden måde end den, der er foreskrevet i denne konstitution , eller såfremt de betingelser, der her er fremlagt, ikke er blevet efterkommet, er valget af den selvsamme årsag kendt ugyldigt – uden at der kræves en erklæring herom. Følgelig giver det heller ikke den valgte nogen former for rettigheder.”

Og i kapitel 6, stk 78 står der:

Hvis der – Gud forbyde det – under valget af paven begås simoni[2], bestemmer og erklærer jeg, at alle skyldige i dette skal straffes med ekskommunikation latae sententiae[3]…”

Og i stk. 79: ”Idet jeg  bekræfter mine forgængeres forordninger, forbyder jeg ligeledes enhver, selv om han er kardinal – i pavens livstid og uden at have rådført sig med ham – at lægge planer vedrørende valget af hans efterfølger eller på forhånd love at stemme på bestemte personer eller træffe beslutninger af denne art på private sammenkomster.”[4]

Og i stk. 81: ”Kardinalerne, der deltager i valghandlingen, skal endvidere afstå fra enhver form for pagt, aftale eller ethvert andet tilsagn, som kan forpligte dem til at give eller afstå fra at give deres stemme til en eller flere personer. Såfremt dette sker, bestemmer jeg, at et sådant tilsagn, selv om det er givet under edsaflæggelse, skal være ophævet, og at ingen skal være forpligtet til at overholde det. Og jeg idømmer hermed dem, der overtræder dette forbud ekskommunikation latae sententiae…”

Og i stk. 83:  ”Lige så indtrængende som mine forgængere og med lige så stor alvor opfordrer jeg kardinalerne til hverken at lade sig lede af venskab eller uvilje i valget af paven eller lade sig påvirke af velvilje på baggrund af personlige relationer eller lade sig presse af indflydelsesrige personer,  pressionsgrupper eller af medierne eller af tvang, frygt eller jagt på popularitet…. ”     

Hvilke konsekvenser vil det kunne få?

Der er ingen tvivl om, at der med Henry Sires ord er tale om en yderst alvorlig sag, såfremt det kan påvises, at valget af den daværende kardinal Bergoglio skete i strid med de gældende regler – jfr. f.eks. stk. 76.

I så fald vil det betyde, at han ikke på noget tidspunkt har været pave, såfremt han inden konklavet  forpligtede sig til at gennemføre Sankt Gallen mafiaens strategi og således automatisk blev ekskommuniceret sammen med mafiaens medlemmer og andre personer, der var involveret i de ulovlige handlinger.

Endvidere vil det føre til, at hans talrige udnævnelser af biskopper og kardinaler i hele hans embedsperiode  også vil være ugyldige. Hvad angår hans rundskrivelser og andre officielle dokumenter fra hans hånd vil de miste deres autoritet.

Men har vi tilstrækkelige beviser for, at Frans var klar over, hvad mafiaen foretog sig?

Hvad det angår, skriver Henry Sires, s. 18-19:

”Selv om kardinal Bergoglio ikke selv var medlem af Sankt Gallen-gruppen, sagde Ivereigh[5], at han ikke desto mindre mundtligt gav sit samtykke til Murphy-O’Connor[6] om at blive lobbyist for ”Team Bergoglio”, en handling, som også var forbudt ud fra en præcis fortolkning af ”Universi Dominici gregis”.   

Hertil kommer, ”at Murphy-O’Connor i slutningen af 2013 i et interview med Catholic Herald indrømmede ikke blot at have ført kampagner under konklavet, men også at have indhentet Bergoglios samtykke til at gøre det.”

Endvidere skriver Henry Sires, s. 19-20:

”I et interview med ”Independent” efter konklavet antydede Murphy-O’Connor også, at der var et særligt program, der blev lagt foran den 76-årige argentiner, som man forventede, han skulle gennemføre på ca. fire år. ”Fire år med Bergoglio”, sagde Murphy-O’Connor, ”skulle være nok til at ændre tingene.””

Og som allerede nævnt i artikel nr. 4 kan man takket være kardinal Danneels Erindringer danne sig et realistisk billede af indholdet i Sankt Gallen-mafiaens agenda og sammenholde den med Frans’ senere initiativer – jfr. sidste halvdel af artikel nr. 5 – som godt nok ikke definitivt beviser, at Frans har overskredet pave Johannes Paul 2.’s forskrifter i Universi Dominici gregis, kun sandsynliggør, at han med sit relativt tætte forhold til visse medlemmer af mafiaen næppe kan have været uvidende om sin egen påtænkte rolle i  konklavet.

Eller med andre ord: Hvilken interesse skulle Murphy-O’Connor have i at fortælle, at Bergoglio havde givet sit samtykke til at blive en del af mafiaens planer, hvis det ikke var sandt? Lige så vanskeligt er det at forestille sig, at mafiaen skulle have ventet med at indhente Bergoglios samtykke og risikere et nej fra hans side, som i givet fald ville have trukket tæppet væk under den strategi, mafiaen havde sat i værk for at få deres mand valgt.

Og hvad kan vi så gøre ved det?

Umiddelbart Ikke ret meget og slet ikke i et lille land som Danmark. Derfor glædede det mig for nylig at høre den amerikanske katolske podcaster og forfatter Patrick Coffin i The John-Henry Westen Show grundigt gøre rede for det sandsynlige i, at Frans ikke alene er en modpave (han bliver i givet fald nr. 38), men endnu værre en usurpator[7]. Forhåbentlig vil der være andre, der holder debatten i live.

Men uanset hvad facit bliver i denne i hovedsagen juridiske disput, rører det ikke ved, at vi sort på hvidt kan dokumentere, at vi nu i 9 år har haft en slags pave, som fra dag 1 har været travlt beskæftiget med at nedbryde Kirken ved at angribe den i selve hjertet: i ægteskabets sakramente, i dens lære om frelsen, i dens morallære og i dens selvforståelse som den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold …

Det næste store slag, implementeringen af den synodale kirke, er allerede gået i gang. Det vender jeg tilbage til i  nr. 7.

 

[1] En højtidelig pavelig afgørelse, der er henvendt til hele Kirken.

[2] Handel med kirkelige embeder.

[3] Min fremhævelse. Bortvisning fra Kirken pr. automatik, dvs. uden nogen form for rettergang, fordi den skyldige i kraft af sin handling selv har valgt at forlade Kirkens fællesskab.

[4] Bemærk, at dette forbud drejer sig om præcis det, som Sankt Gallen-mafiaen foretog sig på deres møder.

[5] Austen Ivereigh: britisk journalist, som er pave Frans’ pressesekretær og biograf (levnedsskildrer) bl.a. med bogen The Great Reformer: Francis and the Making of a Radical Pope. 

[6] Kardinal Murphy O’Connor: ærkebiskop i Westminster og ligeledes medlem af Sankt Gallen-mafiaen

[7] Usurpator: en person, som uretmæssigt sætter sig i besiddelse af magten.