Amazonas-synoden – endnu en gyser
Kommentarer lukket til Amazonas-synoden – endnu en gyser 152 23 oktober, 2019 Nyheder oktober 23, 2019 Indlæg af

Amazonas-synoden – endnu en gyser

Pave Frans meddelte den 15. oktober 2017, at det var hans hensigt at afholde en bispesynode i oktober 2019 med det formål at ”finde nye veje til evangelisering af Gudsfolket i Amazonasbækkenet i Sydamerika”.

Amazonasbækkenet, som rummer Jordens største regnskov, er et område fordelt på en række forskellige lande på i alt omkring 6 mio. km² med en oprindelig befolkning på omkring 4 mio., som består af ca. 400 stammer, der taler ca. 240 sprog.

I juni 2018 løftede Vatikanet sløret for, hvilke emner der skulle behandles på synoden: kvinders rolle i Kirken, oprindelige befolkningers rettigheder og traditioner og behovet for at forbedre deres adgang til at deltage i eukaristien. Det sidste skal forstås som behovet for at finde en løsning på præstemanglen og de   vanskeligheder, der følgelig er forbundet med at nå ud til folk i dette meget store og ofte vanskeligt farbare område.

I januar 2019 udtrykte pave Frans sympati for et forslag om at ordinere gifte mænd i områder, hvor der er behov for det. Og den 17. juni i år offentliggjorde Vatikanet så synodens arbejdsdokument – altså det oplæg, som udarbejdes af paven og hans nærmeste medarbejdere, og som er det grundlag, koncilsfædrene skal diskutere ud fra – hvilket  øjeblikkelig udløste en debat, der siden har raset og endnu engang blotlagt den alvorlige interne splittelse i Kirken i dag.

Salamitaktikken

Kritikken bygger ikke mindst på mistanken om, at pave Frans’ faderlige omsorg for de etniske mindretal i Amazonasbækkenet i virkeligheden er et slet dulgt forsøg på at lukke en række dybtgående ”reformer” ind ad bagdøren, såsom accept af gifte præster, kvindelige præster og ditto diakoner, en tilpasning af liturgi og forkyndelse til lokale kulturer samt af en ændret forståelse af Kirkens hierarkiske struktur og universelle enhed – ændringer, der p.t. foreslås som midlertidige lokale pilotpojekter, men som på længere sigt vil kunne skabe præcedens og brede sig til hele Verdenskirken.

En sådan fremgangsmåde kalder man ”salamitaktikken,” der består i, at man nøjes med at skære en enkelt   skive ad gangen af den ”pølse”, man har i sinde at smide i skraldebøtten, når tiden er moden til det. Det vækker mindre opsigt end at gøre det i ét hug og sikrer samtidig, at eventuelle protester vil kunne affejes med, at der i hvert enkelt tilfælde kun er tale om ubetydelige, praktisk motiverede afvigelser fra hovedreglen. Det er en taktik, der med held har været benyttet i den vestlige verden til at få legaliseret fri abort. Dens effektivitet bunder i, at  det store flertal først opdager, hvad der er sket, når det er for sent at ”skrue udviklingen tilbage”.

Skulle nogen føle sig fristet til at affeje denne fortolkning af koncilstoppens intentioner som en frit i luften svævende konspirationsteori, skal det tilføjes, at den tyske bispekonference allerede har meldt ud, at det ikke kan være meningen, at det kun skal være de sydamerikanske kirker, der får lov til at ”eksperimentere”, og at man derfor, såfremt – eller måske rettere – så snart synoden som forventet giver grønt lys for ændringerne, har i sinde at implementere sin egen ”synodale vej”. Hvad det angår, har en yderst tilfreds formand for den tyske bispekonference, kardinal Reinhard Marx, i slutningen af september delagtiggjort os i, at pave Frans i et personligt møde med ham, har tilkendegivet, at han ikke agter at stille sig i vejen for det tyske projekt.

De foreløbige reaktioner

De kritiske kommentarer kommer denne gang fra flere sider og er i mange tilfælde skarpere i tonen, end vi har været vant til. Hvad det første angår, bør man lægge mærke til, at den canadiske kardinal Marc Ouellet, som ellers er en af pave Frans’ nærmeste rådgivere, i en bog, som udkom i de første dage af oktober, har taget klart afstand fra arbejdsdokumentets anbefalinger af ”nye veje” til at evangelisere befolkningerne i Amazonasbækkenet. I det indledende kapitel skriver han blandt andet:

”De nye veje, vi skal gå i fremtiden, vil kun bære frugt, såfremt de er i overensstemmelse med en fuldstændig forkyndelse af evangeliet uden omsvøb, en forkyndelse, som intet udelader af den kristne traditions uforanderlige værdier. […] Set i dette lys indebærer en søgen efter nye veje til at evangelisere de indfødte i Amazonasområdet, at man bevæger sig ud over en tilgang, som blot ville bestå i at gribe sagen an på grundlag af amazonfolkets livssyn i et forsøg på at finde frem til en interkulturel fællesnævner, som risikerer at blive unaturlig og synkretistisk[1].”

Og lidt senere tilføjer han med klar adresse til den tyske biskekonference: ”Noget tilsvarende gælder nyevangeliseringen i lande, som længe har været kristne. Hvis den bliver forvekslet med en modernisering af skik og brug med henblik på at gøre kristendommen mere acceptabel på trods af visse negative aspekter i dens historie, er nyevangeliseringen dømt til at mislykkes. Folk vil ikke lade sig narre af overfladiske fremstillinger af kristendommen, som man forelægger dem for at fastholde deres interesse for Kirken som institution. Enten viser Kirken dem den virkelige Jesus, som er identisk med troens Kristus, eller også mister Kirkens mission sin eksistenberettigelse. Sker det, vil de nye magthavere, medierne, som er styret af fjendtlige kræfter, ikke være sene til at fremstille den som forældet og overflødig.”

Tre kardinaler og en biskop

Det kan man kalde rene ord for pengene, og det samme kan siges om de kommentarer, der er kommet fra de tre kardinaler Walter Brandmüller, Raymond Burke og den forhenværende præfekt for Troslærekongregationen, Gerhard Müller samt fra præfekten for Kongregationen for Gudstjenesten, biskop Robert Sarah. Her nogle uddrag:

Walter Brandmüller: ”Forkastelsen af den vestlige kultur, som understreger fornuftens betydning, er karakteristisk for ”Instrumentum laboris” [arbejdsdokumentet]… Resultatet af dette tilbageskridt fra Logos til Mythos er en naturreligion i kristen forklædning… Det kan ikke skjules, at synoden fremfor alt har til hensigt at berede vejen for … ophævelse af præstecølibatet og vielse af kvindelige præster, i første omgang af kvindelige diakoner.” Og lidt senere:

”Det bør med al tydelighed understreges, at Instrumentum laboris modsiger Kirkens forpligtende lære på afgørende områder og derfor må betegnes som hæretisk.”

”For så vidt som der bliver sået tvivl om den guddommelige Åbenbaring som sådan, eller at denne bliver misforstået, må man tillige tale om frafald fra troen… Instrumentum laboris er et angreb på selve troens grundlag på en hidtil helt uset måde. Skrivelsen må derfor uden tøven forkastes.”

Raymond Burke: ”Dokumentet er et frafald fra troen, og som sådan kan det ikke blive en del af Kirkens lære… Kirken har indset, at når Gud kalder nogen til præstegerningen, kalder han dem også til fuldkommen afholdenhed som et helt grundlæggende udtryk for præstens lighed med ham selv som flokkens Hoved og Hyrde og med hans pastorale omsorg.”

Gerhard Müller: Som det også var tilfældet med Familiesynoderne, gør ”den tyske Kirke” krav på overherredømme i Verdenskirken og fører sig stolt og arrogant frem som trendsætter for en kristendom, som har fundet sig til rette med moderniteten… Imidlertid er det svært at se … hvorfor de nu – stillet over for deres egen affolkede kirke – føler sig kaldet til at være rollemodel for andre …

”Den synodale proces i Tyskland bliver i øjeblikket koblet sammen med Amazonassynoden. Det sker af kirkepolitiske årsager og som en løftestang for omstruktureringen af Verdenskirken. Det ses også af, at begge begivenheder stort set organiseres og styres af de samme personer og finansieres af institutioner underlagt den tyske bispekonference… Det forlyder, at intet efterfølgende vil være som før, og at også Kirken vil blive ændret til ukendelighed…”

”Det er slående, at hverken Instrumentum laboris eller tyskernes ”synodale vej” tager afsæt i bibelske tekster og dernæst retter blikket mod Kirkens lære, som den udfoldes i Traditionen og i koncilers og pavelige doktrinære afgørelser. I stedet udleder de deres normer og regler fra den globaliserede verdens        formodede samfundsmæssige behov eller fra Amazonas-stammernes traditionelle måde at indrette sig på.”

”Hverken pavens eller biskoppernes læreembede har autoritet til at ændre substansen i sakramenterne. Derfor vil ingen synode – med eller uden paven – intet økumenisk koncil – ejheller paven selv, uanset om han så talte ex cathedra – kunne muliggøre en ordination af kvinder til biskopper, præster eller diakoner. De ville i så tilfælde befinde sig i et modsætningsforhold til Kirkens dogmer og deres ”vielse” således være ugyldig.”

Robert Sarah (uddrag fra hans seneste bog: Le soir approche et déjà le jour baisse)[2]

”Jeg noterer mig med forfærdelse, at visse mennesker ønsker at skabe et nyt præsteskab skåret til efter en  rent menneskelig målestok. Hvis Amazonas mangler præster, er jeg sikker på, at vi ikke løser problemet ved at ordinere gifte mænd, viri probati, som er blevet kaldet af Gud – ikke til præstegerningen, men til livet i et ægteskab, således at de kan blive et billede på Kristus’ og Kirkens forening[3]… Såfremt Amazonsynoden – i mangel af tro på Gud og som følge af pastoral kortsynethed – skulle beslutte sig for at ordinere viri probati,  oprette embeder til kvinder eller træffe andre fornuftsstridige valg, ville der opstå en særdeles alvorlig situation. Hvad nu, hvis sådanne beslutninger blev vedtaget under påskud af at være et udtryk for koncilsfædrenes vilje? Jo, vist er det sandt, at Ånden blæser, hvorhen den vil, men den modsiger ikke sig selv og skaber ikke forvirring og uorden. Den er visdommens Ånd. Hvad angår spørgsmålet om cølibatet, har den allerede  talt gennem koncilerne og paverne.”

”Folk i Amazonasområdet har brug for præster, som ikke bare udfører deres arbejde på bestemte tidspunkter, inden de går hjem til deres familier for at tage sig af børnene. De har brug for mænd, som elsker Kristus af hele deres hjerte, som brænder af hans ild, fortæres af nidkærhed for sjælene. Hvor ville jeg være henne i dag, om ikke missionærerne var kommet for at leve og dø i min landsby i Guinea? Ville jeg have ønsket at blive præst, hvis de havde nøjedes med blot at ordinere en af mændene i landsbyen?”

[1] Synkretisme: religionsblanderi

[2] Aftenen nærmer sig, og dagen går allerede på hæld

[3] Ef 5,31-32: Derfor skal en mand  forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og Kirken.