For første gang nogensinde har en amerikansk vicepræsident været taler ved den traditionsrige March for Livet den 27. januar i Washington D.C. og en række andre store byer i USA. Pence tog i sin tale udgangspunkt i den amerikanske uafhængighedserklærings ord om, at alle har ret til “liv, frihed og stræben efter lykken” og konstaterede i den forbindelse, at den amerikanske Højesteret for 44 år siden valgte at se bort fra den første af disse tre tidløse idealer.
Men, tilføjede han, “i dag, tre generationer senere, er livet tilbage på vinderkurs i USA.”
Hermed henviste han selvfølgelig til det politiske systemskifte og til det faktum, at præsidenten fra dag 1 er gået i gang med at indfri sine valgløfter – ikke mindst til pro life-vælgerne og deres organisationer, som da også er stærkt repræsenteret i den nye ledelse.
Læs også: Trump retter et første slag mod International Planned Parenthood
På selve dagen sendte Donald Trump på Twitter en hilsen til deltagerne i marchen, hvor han gav dem sin “fulde opbakning”. Aftenen før opfordrede han i et interview med ABC News medierne til – mod sædvane – at dække begivenheden, som ellers i de senere år har trukket et sted mellem en halv og en hel million deltagere.
Og minsandten om det ikke virkede. Sammenligner man med sidste års march, hvor de landsdækkende medier stort set ignorerede marchen – kun ABC dækkede den i 35 sekunder – skete der denne gang det, at ABC, CBS og NBC tilsammen dækkede marchen i 21 minutter og 52 sekunder. Altså en imponerende fremgang, som dog skal ses i lyset af, at de samme medier nogle dage forinden havde brugt 1 time, 15 minutter og 18 sekunder på at orientere om Kvindernes March, der som bekendt havde en noget anden dagsorden.
At Trump mener det alvorligt, når han udtrykker sin støtte til pro life-sagen, understreges yderligere af hans nomineringer af Jeff Sessions til ny Attorney General (justitsminister) og af dommer Neil Gorsuch til det sæde i Højesteret, som blev ledigt ved højesteretsdommer Antonin Scalias død i 2016. Nomineringen af Gorsuch er blevet mødt med begejstring af pro life-ledere, der med henvisning til hans hidtidige karriere betegner ham som både højt kvalificeret og helt igennem pro life.
Også New Yorks kardinal Timothy Dolan, som repræsenterede den katolske Kirke ved indsættelsen af Trump, og som også var til stede ved marchen, har udtrykt tilfredshed med den nye linje. Dolan var i forbindelse med vedtagelsen af sundhedsreformen i 2011 på kant med Obamas regering, fordi den ville tvinge katolske institutioner til at finansiere deres ikke-katolske ansattes udgifter til prævention og abort. Det kunne i sidste instans have ført til, at alle katolske institutioner, der udfører forskellige former for kulturelt eller socialt arbejde, var blevet nødsaget til at dreje nøglen om. Derfor skal man ikke undre sig over, at den katolske Kirke i USA nu ser lysere på fremtiden under den nuværende præsident, som allerede i de første dage efter sin tiltrædelse ophævede sundhedsreformen – foreløbig med et dekret.
Senest har kardinal Dolan udtrykt tilfredshed med Donald Trumps genindførelse af Mexico City-politikken, som sætter en stopper for alle offentlige bevillinger til organisationer, der udfører eller fremmer abort i andre lande. “Det er,” udtalte Dolan, “et velkomment skridt i retning af at genindføre og implementere politiske forholdsregler på føderalt niveau, som respekterer den mest grundlæggende af alle menneskerettigheder – retten til livet – såvel som den tidligere enighed mellem de to partier om ikke at tvinge amerikanere til at have nogen andel i det voldelige abortindgreb.”